mandag den 3. maj 2021

HAN-/HUN-sport

Bruce Jenner (født den 28. oktober 1949) var en nydelig mand, og for dem, der har fulgt hans liv som del af den fortsatte Kardashian-realityserie, har det nok været svært at se ham forvandle sig fra en særdeles maskulin, olympisk guldmedaljevinder til det, hans eks-kone, Kris Jenner, og hendes tre døtre fra ægteskabet med juristen Robert George Kardashian (1944-2003) har skabt deres navn på at være: kvindelige skønheder, der gør sig godt på TV og i sladderspalterne. TV-programmet "Keeping Up with the Kardashians" fokuserede ikke på ham, men han var en del af programmet som en mand med en urørlig status som berømt sportsstjerne. Som olympisk guldmedaljevinder havde han virkelig gjort det godt, for han havde skabt sig et navn som sportshelt, dvs. som et ægte mandfolk. 


Muskler og sejhed, sådan ser en superman-atlet ud!!! Intet tyder på, at han var noget andet end det, man så ham som, nemlig et mandfolk. Han har dog senere fortalt, at han tidligt kæmpede med sin medfødte kønsidentitet, som han følte var forkert: i sit indre var han kvinde ....

At han som Bruce har bevæget sig fra den stærke og succesrige atlet til en faktisk ret flot kvinde, der udseendemæssigt såmænd godt kan måle sig med sin ekskone og sine steddøtre samt sine egne biologiske døtre, Kendall og Kylie, må være kommet som et chok for TV-programmets mange seere rundt omkring i verden, der var vant til at se ham som en sej gut. 

Da manden Bruce forvandlede sig og blev til kvinden Caitlyn i 2015 opstod der en person, der befinder sig i en unik situation mht. bedømmelsen af kvindelige contra mandlige sportsstjerner. Der er senere opstået en debat om, hvorvidt transkønnede kvinder skal kunne deltage som kvinder, eller om de - på dette punkt - stadig skal regnes for mænd. Grunden til diskussionen er selvfølgelig, at det mandlige køn besidder nogle fordele mht muskelstyrke, der skaber en unfair konkurrencesituation. De transkønnede deltager med deres nye køn, men med en kropslig sammensætning, der hører sammen med deres tidligere status som mænd.

Når Caitlyn Jenner går ind for et forbud mod sammenblandingen af transkønnede og ikke-transkønnede inden for sport, så taler hun altså som en uomtvistelig sportsekspert. Hun ved, at der på grund af hormonet testosteron og fibertypesammensætninger er en biologisk betinget forskel på mænds og kvinders muskelmasse, især i overkroppen. Mænd har en mere imponerende absolut muskelmasse end kvinder, for de har nemlig et større fedtlag. Det hævdes imidlertid, at kvinder relativt set kan forøge både deres muskelstyrke og muskelmasse i nogenlunde samme grad som mænd. Der er individuelle forskelle, men mænd har dog på muskelfiberniveau et større potentiale for at blive/være stærkere end kvinder. Disse er til gengæld udstyret med et muskel-mønster, der gør dem mere udholdende og bedre til at restituere sig hurtigere end mænd.


Man må sige, at sportsverdenen har været opmærksom på de problemer, der naturligt vil opstå i forbindelse med et kønsskifte. Således kræves det nu, at de transkønnede kvinder skal sænke deres niveau af testosteron til det halve, hvis de vil deltage i atletikstævner under Det Internationale Atletikforbund. Det samme gælder f.eks. den hyperandrogene sydafrikaner Caster Semenya, der har et naturligt højt niveau af testosteron.

Sportsverdenen forsøger altså at finde løsninger på denne nye situation med trans-personer af alle tænkelige køn, men der er dog noget, der forvirrer mig, og som jeg stadig ikke forstår: i de nye regler for ligestilling, der netop er blevet offentliggjort, er der ikke længere krav om, at transkønnede skal være anerkendt ved lov vedr. deres nye køn. Det er tilstrækkeligt at fremvise en underskrevet erklæring om, at de identificerer sig selv som kvinder. (Ifølge nyhedsbureauet AFP). som jeg forstår denne bestemmelse, er der ikke tale om en holdbar situation frem over.


Vores verden bliver mere og mere åben over for trans-verdenen. Med den nye accept af forskellige kunstigt skabte, nye seksuelle identiteter opstår der afgjort etiske dilemmaer (bl.a.) i sportens verden. Visse transkønnede atleter beskyldes således for at ”true” kvindeidræt på grund af den fysiske overlegenhed, de har med sig fra deres tidligere kønsidentitet. Denne opfattelse tilslutter Caitlyn Jenner sig altså, og det gør jeg faktisk også. Her er der nemlig et område, hvor ligestillingsbegreber kommer til kort, og indtil vi finder en bedre måde at takle problemet, må vi bare acceptere, at sådan er det. 

Det må være mærkeligt for den nu ganske flotte kvinde Caitlyn at tænke tilbage på sin tid som Jenner-far og en forrygende karriere som sportstjerne. At hun blev valgt til "Årets Kvinde" af Glamour 2015, kan virke som dyb ironi, men er det næppe. Hun kæmper for sit nye liv, og hun - der er republikaner - stiller bl.a. op til en guvernørpost samt ytrer sig altså ret fornuftigt vedr. sportsverdenens nye situation med damer, der bliver til mænd, og mænd, der bliver til damer .....


 

https://people.com/tv/brandon-jenner-says-he-only-saw-caitlyn-jenner-half-a-dozen-times-growing-up/


https://www.cbsnews.com/news/south-dakota-governor-kristi-noem-bill-ban-transgender-girls-female-sports/?ftag=CNM-00-10aab7e&linkId=112969987


https://www.cbsnews.com/news/caitlyn-jenner-transgender-girls-in-womens-sports/?ftag=CNM-00-10aab7e&linkId=117721696

 

https://www.sdu.dk/~/media/A7A1A945019B4A609F6F5D1D3902756A.ashx

 

https://www.motionsplan.dk/maend-kvinder-muskler/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/naar-maend-bliver-til-sportskvinder

 

https://www.dr.dk/sporten/oevrig/individets-ret-eller-fair-konkurrence-udfordrer-transpersoner-rimeligheden-i-sport 


https://www.dr.dk/sporten/atletik/forbund-stiller-nye-haardere-krav-til-transkoennede-atleter

 

https://ekstrabladet.dk/sport/cykling/transcyklist-vaekker-harme-uretfaerdigt/7844570 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/er-det-mishandling-naar-far-og-mor-skaendes-om-hvad-koen-deres-barn-har 


søndag den 2. maj 2021

Modermord


En (illegitim) kongesøn? Noget kunne tyde på, at denne unge mand, Timothy Scott Roman, var søn af kong Hussein af Jordan, for hans mor, skuespilleren Susan Cabot (1927–1986), modtog en form for månedlig understøttelse fra Jordan. Under Husseins besøg i USA havde FBI fået til opgave at finde "kvindeligt selskab" til kongen, men da Susan Cabot mødte ham til et selskab, faldt de åbenbart helt naturligt for hinanden og opretholdt også kontakten senere.

Ingen ved dog med sikkerhed, om Hussein virkelig var Timothys far, men til gengæld ved alle, at han var modermorder, for i 1986 tævede han sin mor til døde og blev dømt for det, men forbløffende mildt, idet han blot fik en tre år lang betinget dom. På det tidspunkt var han 22 år, så han var voksen. Havde han været yngre, så kunne det have været forklaringen, men sådan forholdt det sig altså ikke, og på mig virker det unægtelig underligt, at han slap så billigt. Også fordi han i første omgang forsøgte at skyde skylden på en ikke-eksisterende ninja-klædt mand, der ifølge ham havde dræbt hans mor.
 
Trak hans (mulige) far, kong Hussein, i trådene, eller hvordan gik det til, at Timothy Scott Roman slap så billigt fra modermord? Måske hans sygdom spillede ind, for han var født med dværgvækst, men blev sat i hormonal behandling, så han opnåede en nogenlunde normal statur. Netop hormoner kan jo spille ind på mange måder, og det er da tænkeligt, at hans behandlinger fik ham til at flamme op, da hans mor angiveligt vågnede op i meget forvirret tilstand og - ud af det blå - gik til angreb på ham. Dvs. at i hans udlægning var drabet i virkeligheden et nødvendigt selvforsvar.
 

At hun havde psykiske problemer oven på en meget svær barndom som plejebarn i otte forskellige familier og ind imellem bl.a. led af depressioner og vrangforestillinger, var kendt i filmbranchen, men hun fik dog alligevel en form for karriere. Hun havde især haft succes i westerns som f.eks. "Tomahawk" (1951), "The Duel at Silver Creek" (1952),  og "Gunsmoke" (1953). Efterhånden stagnerede hendes karriere, for det blev ikke til meget andet end B-film som "Sorority Girl" (1957), "War of the Satellites", og "Machine-Gun Kelly" med Charles Bronson (begge de sidstnævnte fra 1958).
 

Hendes sidste film var "The Wasp Woman" (1959). Hun dukkede dog op i et par TV-roller, men uden den store succes, der kunne have skaffet hende bedre filmmuligheder.


Timothy Scott Roman døde som 38-årig som følge af sin sygdom

 
   
https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1987-06-07-me-923-story.html



https://www.findagrave.com/memorial/194990189/timothy-scott-roman


https://www.newsweek.com/cia-files-reveal-jordans-king-hussein-had-child-jewish-hollywood-actress-779375

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-5249969/CIA-lined-actress-date-Jordans-King-Hussein.html 




lørdag den 1. maj 2021

Novelle fra "Gyseren"

 

For tiden skriver jeg ikke så meget ud over disse blog-indlæg, men forleden tog jeg nogle af mine gamle fiktive værker frem for at kigge lidt på dem. Til min forundring opdagede jeg, at jeg har en ret tåget erindring om handling, personer, etc. i mange af dem, formentlig fordi jeg har udgivet så meget før i tiden. Hvad ovennævnte novelle-samling angår, så fik jeg lyst til at publicere en af fortællingerne her, bl.a. fordi jeg jo har en svaghed for det mytologiske, bibelske stof - samt for hr. Lucifer .....

Der var engang et vidunderligt og meget smukt sted, der blev kaldt “Paradisets Have”. Hér vrimlede det med alskens dyr. To af dem var lidt specielle, for de gik oprejst på to ben og blev kaldt “mennesker”. Det generede egentlig ikke de andre dyr, at havens ejer - også kaldt “Chefen” - gjorde forskel på dem og disse to underlige væsener.  Alle levede i harmoni med hinanden, og de havde det alle sammen godt og trivedes i fred og ro, side om side uden stridigheder, så hvad gjorde det, at menneskene rangerede højere end dem?

Kun én af dem, nemlig ham, der blev kaldt Slangen, gjorde sig tanker om Paradisets Have og dets indretning. F.eks. havde han undret sig en del over Chefens påbud til menneskene om ALDRIG nogensinde at forgribe sig på det, han kaldte “Kundskabens Træ”. I Slangens øjne var det et ganske pænt træ, der bar en hel del smukke frugter, men ellers forekom det ham ikke på nogen måde
påfaldende i forhold til Havens andre flotte træer. Sådan så Chefen åbenbart ikke på det, for han var meget streng, når det kom til dette træ. Slangen var godt klar over, at han var den eneste, der stillede
spørgsmålstegn ved det berettigede i et sådant forbud. Han holdt dog sin nysgerrighed og ulmende oprørstrang nede, fordi han ikke anede, hvem der ville kunne besvare hans konstante spørgsmål om, hvorfor dælen netop dette træ var forbudt område?

Ud over at spekulere over træet og dets funktion var Slangens største fornøjelse ellers at besøge den unge kvinde, som blev kaldt “Eva”. Mange af de andre beboere holdt sig beskæftigede med at samle føde dagen lang, men hun lavede ikke meget andet end at hvile sig i den hængekøje som mande-mennesket, Adam, havde lavet til hende. Hér kunne hun ligge og sole sig en hel dag uden at rokke sig af flækken. Somme tider rakte hun en blød, doven hånd ud efter en af de frugter, der hang i de to ikke-forbudte frugttræer, som hængekøjen var spændt ud imellem. Det var tydeligvis æblerne, hun foretrak, for som regel lod hun bare pærerne hænge uden at røre dem.

 

En sjælden gang vimsede hun lidt rundt i haven, men uden at foretage sig noget særligt. Dvs. uden at slangen kunne se noget særligt i det, hun lavede. F.eks. fik hun megen tid til at gå med at samle urter, som ingen levende sjæl ud over hende lod til at interessere sig for. Når han gik hende på klingen vedrørende denne mærkværdige interesse for de små urter, kom hun altid med et svævende svar, men sagde dog et par gange noget om, at “det er sundt”. “Sundt”, tænkte slangen, hvad mener hun dog med det, og hvor har hun i det hele taget det underlige ord fra? Ingen andre i Paradisets Have talte om sundhed eller det modsatte, for ingen havde hørt om nogen af delene, da alle var født sunde og forblev sådan. Det vakte imidlertid slangens nysgerrighed i en sådan grad, at han besluttede sig for at spørge en af den tredie art beboere i Haven om dette ukendte begreb. 

Denne særlige gruppe blev kaldt “engle” og var nogle sære væsener med vinger som store fugle, men med ansigter og kroppe som mennesker. Desuden havde de et mystisk, aftageligt hudlag, som de selv kaldte “tøj”. Det var der ingen af de andre, der havde, heller ikke Adam og Eva, der var splitterravende nøgne som alle de andre dyr. Disse engle-væsener forekom slangen temmelig svære at kommunikere med, for de havde et blik, som om de svævede langt over jordens overflade. De fleste af dem virkede, som om de hverken så eller hørte de andre beboere i Haven, dvs. med undtagelse af Chefen, for ham lyttede de tydeligvis altid til. Den eneste af disse sære væsener, der lod til at have bevaret en vis
jordforbindelse, var en temmelig bøvet udseende ærkeengel ved navn Rafael. Han talte ligefrem med nogle af de andre beboere, bl.a. både Eva og slangen. Ja, og så påstod han, at han havde fået til opgave at være “healer”, idet hans navn skulle betyde “Gud healer” eller “ham, der healer” på hebraisk. Alt sammen sort tale for slangen, der blev temmelig irriteret over den lange, indviklede forklaring, denne efter hans mening bøvede, men angiveligt meget fornemme engel kom med. Ha! tænkte han. Du er sgu’ for dum til så meget som at spille på harpe. Din klimpren lyder jo rædselsfuld! Til hans forbløffelse lod det til, at Rafael forstod at læse tanker, for han lo og sagde: “Så-så, hidsigprop, jeg er skam ved at få det lært.”
 

 

Sådanne sære evner som tankelæsning havde slangen slet ikke forestillet sig muligheden af. Hvor kom de dog fra, og hvordan kunne man beskytte sig imod dem? Han syntes nu engang bedst om dem, der nok forstod ham, men dog kun til en vis grænse. Sådan et væsen var Adam, der virkelig lod til at savne de instinkter, der gjorde Eva så utrolig fascinerende. Med hende kunne en samtale udvikle sig i alle mulige retninger, medens den med ham altid gik som forventet, nemlig som efter en ret linie. Intet nyt dér, som f.eks. forleden hvor slangen havde været i humør til en rask, åbenhjertig diskussion om formålet med denne skønne Have. Det var mere end tydeligt, at Adam ikke fattede, hvor han ville hen med sine spørgsmål, da han spurgte ham, om englene eller måske ligefrem Chefen selv havde fortalt ham noget om grunden til, at Haven var blevet skabt. Det eneste han sagde var: “Hér er vi, og hér har vi været så langt tilbage, jeg kan huske. Det er godt på den måde, for vi trives jo alle sammen her.” Det tror da pokker, at du trives, tænkte slangen. Du bestiller jo ikke meget andet end at smække mere eller mindre vanvittige navne på alle dyrene og at elske med Eva. Ikke at hun ser ud til at have noget imod det, men vi andre kan jo nok blive lidt knotne over det, du - dit tåbelige stykke mandfolk - går og laver. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en “slange”, men mere som en “ulv”, en “løve” eller måske en “tiger”  ....

 

En dag spurgte slangen de dyr, der lignede Adam og Eva mest, nemlig aberne, om de havde nogen ide om, hvad det hele gik ud på i den overdådige have, hvor de alle levede. “Hvad skal det gøre godt for?” spurgte han, men aberne kiggede bare forundret på ham og rystede så på hovedet over sådan et sært spørgsmål. Derpå skyndte de sig væk for at genoptage deres næsten-menneskelige-adfærd. Slangen så
efter dem med et blik der tydeligt viste hans undren over, at Chefen netop havde valgt denne gren af skabelsen som sine yndlinge. Ganske som han havde ventet, hastede de udspurgte aber over til æbletræerne, for alle - mennesker som dyr - elskede de store, saftige frugter. Derfor var det egentlig noget af en præstation, at de pænt holdt sig fra de æbler, som Chefen havde forbudt Adam og Eva at røre. Gad vide, hvordan det er gået op for dyrene, at det er forbudt område, tænkte han. Chefen sagde jo ikke noget til dem om at holde sig væk, men kun til Adam og Eva. Dyrene må imidlertid være blevet advaret på en eller anden måde. Selv havde han ingen erindring om, at nogen direkte havde forbudt ham at røre frugterne fra Kundskabens Træ, men alligevel vidste han det. Meget, meget mystisk .... 

En dag hvor slangen følte sig særlig frustreret over både dyr, mennesker og engle i Paradisets Have, hvor ingen lod til at vide noget som helst om, hvad de egentlig foretog sig, opsøgte han Eva. De to havde jo ofte hyggesnakket, og han satte stor pris på hende, ja, regnede hende for det eneste fornuftsvæsen i Haven ud over ham selv. Alligevel havde han aldrig spurgt hende, hvad hun mente om
forbudet imod at røre frugterne på Kundskabens Træ. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men det var ligesom faldet ham naturligt at springe hende over, måske fordi han i sit inderste vidste, at hun var for klog, og at hun så fik en klemme på ham. Da han nu spurgte hende om hendes mening, fik han et meget direkte svar, hvilket ingen af de andre - og da slet ikke Adam - var kommet med. “Jo,” sagde hun, “det skyldes, at gamle mænd som Chefen elsker hemmeligheder. Han vil ikke have, at vi ved alt det, han ved. Ikke at disse æbler kan gøre os lige så kloge som ham, for det tror jeg såmænd ikke, men de kan gøre os til mini-chefer. Noget, han meget vil have sig frabedt ...” Slangen lyttede fascineret. Endelig én, der har et bud på, hvad der foregår, tænkte han. Måske har hun ret, men der er kun én måde at finde ud af det, nemlig ved at lokke hende eller Adam til at snuppe et æble fra det forbudte træ. Efter at have gjort sig disse tanker lagde han lynhurtigt en plan, og det første, han gjorde, var at sende bud til Adam om at møde sig under Kundskabens Træ, da der var noget, han ville fortælle ham. 


Den var den nysgerrige og naive Adam helt med på, men det kom bag på slangen, at Eva fulgte med ham, for det var ikke aftalen. Begge var i højt humør og virkede, som om de lige havde været i gang
med en af deres utallige, daglige, erotiske eskapader. Det irriterede ham lidt, for han var på en vis måde jaloux på Adam, der efter hans mening havde et alt for let spil med den dejlige Eva. Ikke at han var direkte forelsket i hende, men alligevel, der var nu noget nærmest magisk over hende, som han fandt meget tiltrækkende ....


Så snart slangen nævnte de forbudte frugter for Adam, rykkede han forskrækket et skridt tilbage og sagde: “Hov-hov, hvor vil du hen med det?” spurgte han. “Det dér skal vi ikke diskutere mere.” Eva derimod lyttede med hovedet på skrå og et meget spekulativt ansigtsudtryk. “Hmmm,” sagde hun, “jeg giver dig ret i, at det er sært, at Chefen forbyder os at spise noget fra netop dette træ, men at vi har fri adgang til de andre. Meget, meget sært - og ikke så lidt irriterende.” “Kan det eventuelt være en omvendt prøve, sådan at Chefen netop vil have jer til at plukke nogle af disse æbler?” sagde slangen med sukkersød stemme. “Måske skal I slet ikke holde jer fra træet, men tværtimod tage for jer af retterne.” Adam stirrede på ham med undren. “Hvor får du dog den slags fra?” udbrød han, men vendte sig så om imod Eva: “Du lytter da vel ikke til det utyske, vel?” “Som om nogen behøver at “få mig til noget som helst”,” sagde Eva surt. “Jeg bestemmer da selv.” Idet  hun sagde dette, rakte hun hånden frem og snuppede lynhurtigt et af æblerne på Kundskabens Træ. “Ha, bangebuks!” råbte hun til Adam. “Du turde ikke, men det gjorde jeg!” “Nej-nej,” råbte han, “hvad har du dog gjort?”



“Skynd dit at snuppe en bid af æblet, så I står lige. Så vil han nok ikke straffe Eva for det, hun har gjort,” råbte slangen. Det sydede i hele kroppen på ham, da han hørte de tunge trin af en meget vred Chef, der var på vej gennem buske og træer, land og mark. “Skynd jer, skynd jer!”



Både Adam og Eva så helt forvirrede på ham, men tog så begge en bid. Straks blev de som forvandlede og begyndte at lede efter figenblade til at dække sig med. Slangen bare gloede på dem, for det forstod han ikke en brik af. Hvad var det for noget pjat med denne pludseligt opdukkede blufærdighed, der tvang dem til at gemme sig bag store, grimme figenblade? Da Chefen fik øje på dem, blev han meget vred. Uden at stille spørgsmål - da han åbenbart kunne se, hvad de havde gjort - skældte han dem hæder og ære fra. Begge pippede lidt med og forsøgte at forsvare sig, men ingen slap for en bortvisning. Noget, de dog ikke lod til at tage så tungt, for da de vandrede ud af Paradisets Have med hinanden i hånden, muntert fløjtende og trallende på livet løs.


Hvad Slangen angik, så var Chefen så vred, at han uden videre proppede nogle af de famøse æbler i halsen på ham. Det var en meget ubehagelig fornemmelse og forhindrede ham i at svare igen, da han gav ham en meget speciel tillægsstraf, som han først slet ikke forstod: “Du er en forræder, en fjende af menneskeheden, hvilket bl.a. skyldes dit latterlige begær efter Eva. Siden du allerede er, hvad du nu har gjort, så skal du blive til noget endnu værre, nemlig den officielle menneskefjende, Satan selv.” Han løftede den ene hånd og udtalte en form for kommando, der på stedet forvandlede slangen, så han nu pludselig blev til en helt anden. Et sådant væsen havde hverken han eller de andre beboere i Paradisets Have set eller bare hørt om før nu. Den forvandlede slange syntes egentlig selv, at han var ganske flot
med hale og horn. Faktisk endte han med nærmest at se denne forvandling som en belønning og ikke som en straf ... 


(Illustrationer fra Dreamstime)

fredag den 30. april 2021

Bortførelsen, der var noget helt andet

 

Nok var Gerald "Jerry" Stomps (60 år) ganske sød at se på, men kunne det være derfor, han pludselig blev bortført af et par ukendte mænd den 6. februar 2009? Var de vilde med ham, eller hvad foregik der dog denne skæbnedag, hvor hans kone, Hazelynn Stomps (57 år), faldt - eller blev skubbet - ned ad en stejl skrænt, da hun flygtede fra de mænd, der havde taget hendes mand? Det var svært for politiet at få hoved og hale i hendes forvirrede beretning om det, der var sket, da ægteparret mødtes med disse to skrækkelige mænd for at afslutte et båd-salg. Hvorfor havde de forsøgt at myrde hende, og hvad var der reelt set blevet af hendes mand???

På grund af faldet ned ad den stejle skrænt havde Hazelynn brækket hoften og lå på hospitalet, da politiet afhørte hende. Det varede imidlertid ikke ret længe, før hendes besynderlige historie om bortførelsen, der ikke engang blev fulgt af et krav om løsepenge, vakte politiets mistanke. Noget, der fik dem yderligere op på tæerne, var ægteparrets lejers fortælling om, at han havde set Hazelynn holde et kæmpe stort bål i gang gennem mange timer nogle dage før. Hvad havde hun brændt, og havde det nogen forbindelse med Jerrys mystiske bortførelse? Svaret gav næsten sig selv, da man fandt små menneskelige knoglefragmenter samt brændt menneskekøb i asken, men Hazelynn nægtede ALT, der kunne udledes af disse fund, og holdt fast ved sin historie om de voldelige mænd, der havde bortført Jerry og jagtet hende med en pistol for derefter at skubbe eller slynge hende ned ad den stejle skrænt. Intet bed på hende, selv om politiet kunne påvise, at de havde gjort sære fund i asken fra det bål, hun havde startet og derpå holdt i gang. At lejeren tilmed kunne sige, at det var mindst en uge siden, han sidst havde set Jerry og da slet ikke den dag, hvor han ifølge Hazelynn var blevet bortført, blev endnu et indicium for, at der var foregået noget meget grimt .....


Hazelynn blev anklaget for at have fabrikeret en løgnehistorie om Jerrys skæbne, der ifølge anklagerne i virkeligheden gik ud på, at hun havde skudt og brændt sin mand kort tid før "bortførelses-dagen", den 6. februar 2009. De mænd, hun havde fortalt om, eksisterede simpelthen ikke, men var en del af det alibi, hun havde konstrueret, da hun ved et uheld faldt ned ad skrænten. Hvis ikke det var sket, ville hun have brugt den langt mere plausible forklaring på Jerrys forsvinden, at han var taget ud at fiske, men var faldet i vandet og derpå druknet, men den gik ikke på grund af hendes skader. Hvis alt var gået, som hun havde planlagt, ville hun have brugt morgenen til at line konstruerede beviser op for en drukne-ulykke op, men hendes eget uheld satte en stopper for de planer.

Spørgsmålet var, hvorfor Hazelynn havde myrdet sin mand gennem 39 år. De havde ikke virket som et ulykkeligt ægtepar, så hvad var der gået galt? Man fandt ikke helt vandtætte beviser på, hvad der var sket, men mente generelt set, at mordet skyldtes et par tilfælde af hustruvold samt finansielle problemer. F.eks. kan Jerry være blevet så eventyrligt vred over, at hun havde taget midler fra deres opsparing, og at hun havde oparbejdet en vis gæld, selv om det skyldtes hans egen nærighed. Måske han i sin vrede havde forlangt skilsmisse, hvilket hun absolut ikke ville være gået med til. Det ville nemlig være blevet regnet for et beskæmmende "nederlag" blandt deres venner og familie. Så hellere myrde manden, for stillingen som fraskilt brød med hele hendes selvforståelse som den ferme og trofaste kone.  

Til trods for hendes protester imod anklagen for mord fandt juryen Hazelynn skyldig, og hun blev idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Da hendes stedsøn overtog familiens regnskaber, opdagede han, at hun virkelig havde haft sugerøret i den opsparingskonto, som Jerry havde ønsket stod urørt. Noget, der altså godt kan være den "rygende revolver", man vidste måtte skjule sig et eller andet sted i hendes liv med Jerry ....

 

https://katu.com/archive/stomps-found-guilty-of-2009-murder-of-husband-11-19-2015 

 

https://www.oregonlive.com/gresham/2011/01/prosecutors_say_hazelynn_stomp.html 


torsdag den 29. april 2021

Forvandlingen

Den store seer fra det gamle Grækenland Tiresias så engang et par slanger, der parrede sig, hvilket åbenbart fortørnede ham, for han slog uden videre hunnen ihjel. Gudernes straf var ikke fjern, for straks blev han forvandlet til en kvinde. Otte år senere så han imidlertid endnu et par slanger, der parrede sig, og denne gang slog han ikke hunnen, men hannen ihjel, hvilket øjeblikkelig gjorde ham til mand igen. 

Efter en længere strid om, hvilket køn der får mest ud af sex, opsøgte gudeparret Zeus og Hera ham for at høre hans mening. Da Teiresias jo havde prøvet at være begge køn, mente de nemlig, at han logisk set måtte være den rette til at afgøre det spørgsmål. 

 

Nok var Tiresias på nogle punkter mægtig begavet, men han tog ikke højde for Heras hævngerrighed, for da han afgjorde de almægtige guders strid til Zeus' fordel ved at bekendtgøre, at kvinder fik langt mere ud af sex end mænd, blev hun gal og slog ham med blindhed.


Selv om Zeus var den højeste, græske guddom, Zeus, kunne han ikke gøre noget ved sin mægtige kones forbandelse, så Tiresias forblev blind. Hvad hun havde sagt og bestemt lod sig ikke bare ophæve og gøre ugjort.


Som trøst gav Zeus ham imidlertid evnen til at forudsige fremtiden, sådan at det blev ham, der opfandt spådomskunsten. En evne, han ikke mindst brugte i forbindelse med sit virke for det græske kongehus, først kong Kadmos, dernæst Laios og dennes søn Ødipus samt senere for Kreaon. Han var dem en god rådgiver og hjælper, og der er ikke noget at sige til, at Odysseus opsøgte ham efter hans død, hvor han altså befandt sig i dødsriget Hades. Noget, der ikke forhindrede ham i at rådgive Odysseus på hans store rejse. 


Tiresias i Hades rådgiver Odysseus

Hvordan var Tiresias dog havnet i Hades, da Zeus jo havde givet ham ekstra livslængder som en del af trøsten for hans blindhed? Jo, Tiresias havde fornærmet en anden gud, nemlig Zeus' søn, Apollon, ved at drikke af en hellig kilde. Denne gud henrettede ham for hans fornærmelse imod kildens hellige kraft, og han røg så ned i Hades, hvor han dog fortsatte sit spådomsvirke. Død eller levende havde han også sin egen mening om det gode liv, for i Lukian fra Samosatas "Nekromantia" siger den døde Tiresias: "Den jævne mands liv er det bedste og klogeste valg. Glem metafysiske spekulationer og grublen om ophav og hensigt. Tag den yderste afstand fra deres snu logik, anse alle disse ting som snak, og vær optaget af en eneste ting: Hvordan du kan gøre det, dine hænder finder anledning til - og gå din vej med et smil og helt uden lidenskab."

 

Apollon


https://www.britannica.com/


https://www.greelane.com/da/humaniora/litteratur/tiresias-ovids-metamorphoses-119781 

 

Wikipedia


onsdag den 28. april 2021

Dumme svin!!!!

Efter fire år med T. Rump ved vi, at præsidenter ikke altid er pæne og moralske mennesker, der kan tjene som forbilleder for undersåtterne og andre, der følger deres karriere. Det samme kan siges om Amerikas 22de og 24de præsident, dvs. Stephen Grover Cleveland (1837-1908). På billeder ligner han det, han var, nemlig en skiderik, for han var hovedpersonen i en slem sag om voldtægt, et illegitimt barn og forsøg på bortskaffelse af et vidne. Sært nok er han imidlertid den eneste amerikanske præsident, der bestred embedet i to omgange, nemlig 1885-1889 og 1893-1897. Desuden er hans almindelige omdømme som præsident forholdsvis god. Man regner ham for en hæderlig mand, der gjorde det ganske godt i hvert fald i den første periode i embedet. Det med voldtægten huskes tilsyneladene ikke af alle historikere eller - hvilket er endnu mere typisk, når det drejer sig om seksuelle forsyndelser - regnes for "noget andet", der ikke laver alvorlig ravage i eftermælet - i hvert fald ikke for mænd. 


Det hele startede, da den kraftige, 37-årige ungkarl kom slentrende hen ad gaden og løb på en kvinde, en 38-årig ekspedient og enke med to børn ved navn Maria Halpin, som han angiveligt havde forsøgt at forføre gentagne gange uden at have held med sig. Denne aften - nemlig den 15. december 1873 - hvor han altså mødte hende på gaden, fik han hende imidlertid til at tage imod en invitation til at spise middag med sig. 

Maria Halpin

Middagen foregik på "The Ocean Dining Hall & Oyster House og var mægtig fornøjelig for begge parter. Fordi Maria havde haft det rart, var hun ikke bekymret for at lade ham følge sig hjem til det pensionat, hvor hun boede. Hér blev han imidlertid helt balstyrig, for han overfaldt og voldtog hende, hvilket fik hende til at true ham med at melde overfaldet til politiet. Han truede så til gengæld hende med at ville "ødelægge hende", om så det skulle koste ham $10,000 eller endda hans liv.

Nogen tid efter opdagede Maria, at hun var  blevet gravid. Hun mente sig berettiget til en social oprejsning og forventede bl.a. et frieri, men nej, det blev der ikke noget af, for Grover Cleveland nægtede alt og forsøgte tilmed at skyde skylden for graviditeten på en af sine afdøde venner, som han påstod, at hun havde haft en affære med. Noget, hun selvfølgelig benægtede, idet hun holdt fast i sin fortælling om det, der var sket. I den beedigede, skriftlige erklæring, hun har efterladt sig, giver hun en detaljeret fremstilling af det, der var foregået. "Pudsigt nok" har denne erklæring været forsvundet i flere årtier, hvilket passer godt med alt det andet, som Grover Cleveland og hans folk gjorde for at mørklægge sagen. Da barnet - en dreng - blev født på et hospital for ugifte kvinder den 14. september 1874, og hun fortsatte med sine beskyldninger, blev hun tvangsindlagt på The Providence Lunatic Asylum. Samtidig "forsvandt" hendes søn på mystisk vis. Dette forløb blev bevidnet af en af hospitalets læger:

Dr. William G. King, an honored citizen of Buffalo, was then attending physician at the Providence Asylum. When visited by a Telegraph reporter last week he said that he remembered Maria Halpin well. He says she was brought to the asylum without warrant or form of law. When he examined her he found that she was not insane, though she had been drinking. The managers of the asylum had no right to detain her, and she left in a few days—that is, as soon as she chose to after her terrible experience.

Da Maria var blevet udskrevet, gik hun straks i gang med et forsøg på at lokalisere det bortførte barn. Samtidig skete der det, at den nu nyvalgte præsident fik større nyhedsværdi for pressen, der fokuserede på historien. "The Evening Telegraph" publicerede en historie om, hvordan Grover Cleveland havde ødelagt en respektabel kvindes navn, stjålet hendes barn og uberettiget fået hende indlagt på et hospital for sindslidende. Andre aviser fulgte trop, men skandalen førte først og fremmest til en politisk diskussion vedr. det betimelige i, at en mands "privatliv" skulle spille ind i hans politiske affærer. Anklagerne imod Maria for løsagtighed florerede, da Grover Cleveland lod det sive ud, at hun havde "tre, måske endda fire gifte elskere". Efter hans udsagn var det en af disse ikke-eksisterende elskere, der havde besvangret hende, nemlig hans gode, men nu afdøde ven. Det politiske PR-maskineri gik på, at som den gode samfundsborger, Grover Cleveland var, så havde han ikke bortført, men bare taget sig af barnet. Kort sagt: en overmåde "doktoreret" og besmykket beskrivelse af et forløb, der kun kan kaldes løgn.


Et par år senere giftede Grover Cleveland sig med sin afdøde vens smukke og meget yngre datter, Frances Clara Cleveland Preston. Derved blev hun, der på det tidspunkt var 21 år gammel, den indtil videre yngste "first lady" i USA.

Hvad Maria angik, så var hendes rygte ødelagt, bl.a. fordi voldtægtshistorien indgik i et politisk spil, hvor den blev brugt imod Grover Cleveland. Der er ikke noget at sige til, at da hun lå på sit dødsleje, bad hun kun om at få ro: "Do not let the funeral be too public. I do not want strangers to come and gaze upon my face. Let everything be very quiet. Let me rest." Hun døde i 1902, 66 år gammel og med en "formue" på sølle $200, og hun fik aldrig sin søn igen. 


https://unrememberedhistory.com/2019/03/26/in-1884-grover-cleveland-was-accused-of-rape-two-days-later-he-was-elected-president-of-the-united-states/

 

https://www.smithsonianmag.com/history/president-clevelands-problem-child-100800/ 

 

https://www.thedailybeast.com/grover-clevelands-sex-scandal-the-most-despicable-in-american-political-history  

 

Wikipedia


tirsdag den 27. april 2021

Wallis og Jimmy

 

Mange undrede sig over, hvorfor den engelske kong Edward VIII (1894-1972) abdicerede i 1936, og så for én som amerikaneren Wallis Simpson (1896–1986). Hvad havde denne ikke særligt smukke kvinde, som hans andre gifte elskerinder ikke havde, og hvorfor blev han som besat af hende? De fleste gættede på, at det var en eller anden form for speciel erotisk fortryllelse, der havde forblændet ham, så han ikke længere så klart. Hvad det end var, så delte de et overfladisk liv, efter at hans titel som konge var blevet udskiftet med titlen som hertug af Windsor i 1937, og hun blev hertuginde. Han kæmpede længe for, at hun som hans kone skulle tituleres som "Hendes kongelige Højhed", men den gik ikke, undtagen i Nazi-Tyskland, og det var nærmest pinligt. 

I sine unge dage var han kendt som en meget charmerende, men nok ikke overbegavet mand. Hvorom alting er, så var der mange, der sværmede for ham og så hans interesse for ikke-kongelige ting som golf og tøjmode som et frisk pust oven på den tørre og stive George V (1865-1936). Det gjorde hans forældre, George V og dronning Mary (1867-1953) imidlertid ikke, for ligesom alle andre forventede de en mere royal adfærd fra hans side og i hvert fald ikke en vild forelskelse i en - efter engelske forhold - vulgær person som den amerikanske Wallis Simpson, der tilmed var på sit andet ægteskab. At hun skulle lade sig skille og derpå gifte sig med Edward faldt sikkert ingen ind, for det gjorde man bare ikke dengang. Reglerne for kongelige var, at de fandt en passende ægtefælle af royal herkomst - med eller uden familiens bistand - men den mulighed lod slet ikke til at interessere Edward, for han havde kun øje for Wallis. 

Han tilbad simpelthen sin Wallis, men hvad med hende, tilbad hun også ham? Visse ting kunne tyde på, at hendes følelser var langt køligere end hans, og at hun direkte følte sig fanget og indespærret i ægteskabet med ham. På et tidspunkt fik hun et forhold til en ung, velhavende amerikaner, playboyen James Paul "Jimmy" Donohue Jr. (1915-1966). Edwards kusine, Lady Pamela Hicks, datter af The Earl Mountbatten of Burma, understøttede i hvert fald Jimmys udlægning af forholdet, som han påstod var erotisk. Andre har imidlertid sat et spørgsmålstegn ved det, fordi han var kendt som bøsse.

Det blev altså sagt om Jimmy, at han var 100% bøsse, men han påstod selv, at han havde haft en fire år lang seksuel affære med Wallis, der blev stoppet af Edward, der på et tidspunkt satte hende stolen for døren og angiveligt sagde noget i stil med "Det er mig eller ham". Meget kan man sige om Wallis - og det er der sandelig også blevet - men selv om hun kunne slå sig i tøjret, så viser hendes adfærd, at hun godt var klar over, at fælden var klappet i: en konge havde opgivet sit kongerige for hendes skyld og at forlade ham var utænkeligt i de kredse, hvor de færdedes. Hun ville have umuliggjort sig selv blandt de high society-folk, der betød alverden for hende, så hun blev, hvor hun var, men ægtefællerne virkede mindre og mindre knyttede til hinanden, som årene gik. 

Selv om Edwards følelser formentlig ikke kølnedes, så var han og Wallis meget forskellige, og hun har sikkert mange gange direkte kedet sig i hans selskab. Han havde på et tidspunkt drømt om at få vigtige opgaver for England oven på guvernørposten i Bahamas, som han selv havde forladt, men nej, der var ikke andet i hans liv end Wallis, golf, hunde og endeløse selskaber med den samme type mennesker rundt omkring i verden. Ikke noget, der kan holde en person beskæftiget på en god måde og dermed gøre ham/hende interessant for andre. Desuden må det have været slemt for hende, at han var så enormt afhængig af hende, for hun hun viste mange tegn på, at hun følte sig omklamret.

 

https://meaww.com/edward-viii-love-wallis-simpson-affair-gay-millionaire-jimmy-donahue-private-lives-of-monarchs-441140



Charles Higham: "The Duchess of Windsor: The Secret Life". New York: McGraw-Hill Book Co

 

Wikipedia