Den flotte Don Juan, der ville gøre HVAD SOM HELST for at forblive fri som fuglen

Alle de kvinder, der har været involveret med gødningsfabrikant Scott Peterson (født den 24. oktober 1972), har talt om, hvor flot, charmerende og sexet, han var. Jep, han så godt ud og forstod at føre sig frem som kvinders svar på drømmen om Prinsen På Den Hvide Hest. Problemet var imidlertid ikke, at der ikke var nogen hest, men at han absolut ikke var en drømmeprins, men i stedet en hustru- og barnemorder.  

Fryd og gammen, men kun indtil et vist punkt, for på et tidspunkt efter brylluppet gik det op for Scott, at han som gift mand var "fanget" i ægteskab og borgerlighed, da hans smukke, unge kone, Laci, blev gravid. Udadtil virkede de som det perfekte og meget lykkelige ægtepar, men det varede ikke ved - dvs. for hans vedkommende ....

Måske han ikke havde gjort sig helt klart, hvad et ægteskab indebar, før han giftede sig, men da hans unge kone var i ottende måned, må det have dæmret for ham, at dette betød enden på hans frihed. Der er forlydender om, at det, der gik ham mest på, var tabet af de erotiske muligheder, han havde som ugift. Han ville være en Don Juan og havde udseendet til det, så han valgte at myrde sin gravide kone og dermed også deres ufødte søn, der bare manglede én måned for at være fuldbåren.

Først meldte han Laci forsvundet, hvilket angiveligt var sket, medens han var på en fisketur for sig selv. Der blev iværksat store eftersøgninger, oprettet en betragtelig findeløn, osv., osv., men Laci og hendes barn var og blev forsvundet.

Da Scott blev forhørt hjemme hos sig selv vedr. Lacis forsvinden, bemærkede politiet forskellige ting, der vakte deres mistanke. Først og fremmest var han meget rolig og virkede ret upåvirket af det skete. Desuden lå den forsvundnes nøgler, pung og solbriller i en taske i et skab. Det fremgik også, at Scott - eller Laci - havde studeret en annonce for en forsvarsadvokat. Alt i alt ikke noget afgørende, men dog tilstrækkeligt til at vække deres mistanke. At både Scotts og Lacis familie roste ham i høje toner og talte om det "ideelle ægteskab" gjorde det ikke ligefrem nemmere for politiet. De fandt dog efterhånden ud af, at den ideelle ægtemand, Scott, havde været sin kone utro flere gange, og at han nu var blevet rodet ind i et ny affære med en blondine ved navn Amber Frey. 

Hun var en smuk, høj og blond, enlig mor til en datter og arbejdede som professionel massøse. Hendes bekendtskab med Scott havde ikke stået på længe. En fælles bekendt havde introduceret dem til hinanden med beskeden om, at Scott var ungkarl, og selv påstod han, at han aldrig havde været gift. Det gik Amber ikke nærmere ind på, da han tilsyneladende ikke var afvisende over for tanken om et parforhold. Dog overvejede han at lade sig sterilisere, da han ikke ønskede børn, hvilket var et chok for hende, der gerne ville have flere børn ud over sin datter. På et tidspunkt indrømmede han dog, at han havde været gift, men at hans kone var forsvundet. En lidt mærkelig forklaring og efterhånden bed hun mærke i forskellige andre selvmodsigelser i det, han fortalte hende. Derfor bad hun en af sine venner, der var politibetjent, om han kunne hjælpe hende med at finde ud af, HVEM og HVAD hendes nye kæreste var. Resultatet var et kæmpechok, for pludselig forvandlede hendes ugifte drømmehelt sig til mordmistænkt i en sag om en forsvunden, højgravid hustru.

Amber besluttede sig for at samarbejde med politiet, bl.a. ved at optage alle telefonsamtaler mellem sig selv og Scott. Det, hun kom med, bestyrkede politiets mistanker imod Don Juan Scott. Nogenlunde samtidig blev først et næsten fuldbårent drenge-foster fundet med en snor bundet om halsen og forskellige sår. Kort tid efter fandt man så rester af det, der viste sig at være Lacis lig. Både mor og søn blev fundet på omtrent det sted, hvor Scott  påstod at have fisket, da hun forsvandt. 

Da politiet havde tilstrækkeligt med beviser imod ham, blev han arresteret, men "selvfølgelig" uden at indrømme sin skyld. En virkelig modbydelig detalje under retssagen var, da Lacis familie forstod, at Scott havde påstået over for Amber, at hans kone var død - 14 dage før hun forsvandt, for det beviser jo, at mordet var planlagt. Blandt dem, der vidnede imod ham, var den nu totalt desillusionerede Amber, og han blev idømt dødsstraf den 12. november, 2004. 

Før i tiden havde Scott kunnet vælte sig i forelskede damer, hvilket jo var hans ideal-liv. Ifølge dommen burde han have været henrettet for flere år siden, men han lever skam endnu, appellerer og gør ved for at redde livet. Den 24. august 2020 blev hans dødsdom forvandlet til livsvarigt fængsel, fordi der var en uheldig teknikalitet omkring den første retssag. Påstande om, at han er syg og tilmed døende er løgn. Han lever skam endnu, men som en frustreret Don Juan bag tremmer. Ubegribeligt nok er der dog stadig nogen, der støtter ham ....

https://www.clickondetroit.com/inside-edition/2019/11/23/woman-who-dated-scott-peterson-before-he-murdered-laci-remembers-being-treated-like-a-queen/

 

https://www.cbsnews.com/news/scott-peterson-murder-retrial/ 

 

https://www.modbee.com/news/local/crime/scott-peterson-case/article252209798.html 

 

https://www.oxygen.com/crime-time/casey-anthony-says-she-will-visit-scott-peterson-on-death-row 

 

Wikipedia

Kvinden, der levede meget længere end alle andre

Det er en underlig tanke, at den almindelige levetid for de gamle romere var 27-35 år, selv om der dog var dem, der var forsynet med et så godt helbred, at de blev ældre, selv om det ikke altid vakte begejstring i det romerske samfund. Spørgsmålet er, hvordan i alverden 27-35-årige kunne få tid til at regere det, der dengang var et verdensrige, at politisere, at debattere, forfatte, etc., etc., så det vækker genklang den dag i dag?  Også besynderligt for os, at en efter vore begreber ung person på 35 anses for en olding ..... 

Et ikke-smigrende portræt af generalen og politikeren Lucius Caecilius Jucundus (ca. 188 f.Kr.-116/115 f.Kr.), men han ligner nu én, der er ældre end 35 år. Hvis man ser på hans årstal, så er det da også tydeligt, at han blev meget ældre end en hel del nutidsmennesker. Ja, han opnåede faktisk en rigtig høj alder, for han blev hele 94 år. Altså: ingen regel uden undtagelsen, og dem er der nogle stykker af, når det gælder dette historiske tidsrum.

Den anden romer, der slog Jucundus mht høj alder, var ikke den berømte filosof, skribent og statsmand Markus Tullius Ciceros, men hans kone, Terentia. Hvad Cicero selv angik, så var han oprindelig udlært elektriker, men ud over at brillere inden for de førnævnte områder, gjorde han sig bl.a. bemærket inden for jura, ofte som advokat for romerske borgere, der var kommet i klemme i systemet. Det kom han såmænd også selv, da han efter mordet på Cæsar gik imod Marcus Antonius i en tid med borgerkrig.

Cicero levede fra 106 f.Kr. til 43 f.Kr. og blev altså 63 år, men hans kone levede meget længere. De var blevet gift i året 79/80 f.Kr., da hun var bare 18 år, og de var under det meste af deres ægteskab nært knyttede til hinanden. Desuden: ingen anden end Terentia har tilsyneladende opnået hendes høje alder inden for dette historiske tidsrum. Hun blev født i 98 f.Kr. og døde i 6 e.Kr., dvs. at hun blev hele 104 år. Gennem al den tid de var sammen som ægtepar, stod hun ved hans side og hjalp ham på både den ene og den anden måde. Da han måtte flygte og gå i eksil, arbejdede hun tilsyneladende utrætteligt for ham på forskellige måder, selv om der har været dem, der betvivlede dette. Som rig arving havde hun desuden mulighed for at støtte ham og hans sag via sine pengemidler. Man har spekuleret på, om det var hendes medgift på 400.000 sestiner, der skaffede ham ind i senatet, siden det var det nøjagtige beløb, der krævedes for at opnå dette. I så fald var det hendes penge, der finansierede hans politiske karriere.

Det var urolige tider med borgerkrig efter mordet på Julius Cæsar, og det kunne have kostet familien livet, siden Cicero gjorde sig bemærket som støtte for den ene side, medens begge sider sloges. I 58 f.Kr. blev han sendt i eksil i forbindelse med noget, der ligner en regeringsintrige. Det betød, at han måtte overlade alt det praktiske i Terentias hænder. Hun stod derfor for hus, slaver, ejendomme, børn, etc., etc.. Ifølge loven betød dette ufrivillige eksil ellers, at deres ægteskab automatisk blev ophævet, sådan at de i lovens øjne var skilt. Det lod hun sig nu ikke anfægte af, for hun optrådte stadig som hans ægtehustru. Hans eksil skabte dog flere former for problemer for hende, hvilket hun imidlertid kun til dels holdt ham orienteret om via breve. Således blev hun på et tidspunkt direkte slæbt ud af Vesta-templet, hvor hendes søster befandt sig som vestalinde. Det hævdes fra forskellig side, at hun led fysisk overlast på en eller anden måde ved denne begivenhed, men det holdt hun skjult for ham og måske også for de fleste andre.

Hun fik altså familien igennem den tid, hvor de var alene under hans eksil. En klog og tapper kvinde, der forstod at sno sig i en lige med et fjendtlig verden. Det må have krævet ikke så lidt mod og snilde. At det krævede endnu mere, efterhånden som hans eksil trak ud, er trist, men man taler om, hvordan deres breve bliver mere og mere "stive" i det i forhold til før. Noget, der måske også skyldes deres uenighed omkring hendes planer om at efterlade mere til børnene, end han synes om. Hvorom alting er, så blev de skilt i 47/46 f.Kr., og det hævdes, at hun giftede sig igen to gange, først med historikeren Sallust og derpå med general Corvinus. Dette ligger dog ikke helt fast, da der er uenighed om kilderne. Alle er imidlertid enige om, at hun døde 104 år gammel i år 6 e.Kr.. Havde hun ikke været en rig kvinde med gode forbindelser, kunne hun måske være faldet som offer for en barsk romersk skik, (der måske ikke er andet end en myte): det siges, at folk, der kom op i årene, ikke blev hædret for deres høje alder, men tværtimod fik et vink med en vognstank mht et ønskværdigt selvmord, og at de somme tider blev hjulpet på vej ved hjælp af gift .....

https://sites.google.com/site/marctullcicer/pictures 

 

http://www1.unipa.it/dipstdir/portale/ARTICOLI%20ARICO/Antiche_regole_Arico.pdf 

 

Wikipedia

 

Manden, der sagsøgte sig selv

Robert Lee Brock var engang en nydelig og lovende ung mand, men så gik det galt, og det skyldtes efter hans egen mening, at han havde tilsidesat sin egen religiøse overbevisning ved at begynde at drikke kraftigt. Alkoholen havde helt sikkert tæret på ham og hans helbred, hvilket han selv beviste gennem sine handlinger, ikke mindst efter at han var kommet i fængsel for noget, han havde begået  i fuldskab. Efter nøje overvejelser kom han frem til den slutning, at han - sådan som han var blevet på grund af spiritussen - var et ynkeligt væsen, ja, nærmest en skændsel for sig selv. Den eneste løsning, han kunne få øje på, bestod i at sagsøge misdæderen, Robert Lee Brock. Dette usle individ, som han var blevet til på grund af sit ugudelige forbrug af alkoholiske drikke, burde stilles til regnskab, og det skete efter hans mening bedst gennem en retssag.

 

Han vidste, at den unge mand, der var engang, var borte, og at han var blevet erstattet af en ynkelig fængselsrotte på grund af umådeholdent druk. For at få ram på dette utyske satte han sig ned og skrev et syv sider langt anklageskrift imod sig selv, hvor han hævdede, at han som alkoholiker havde begået en meget alvorlig uret imod sin religiøse overbevisning. Han påpegede med stor sorg, masser af samvittighedsnag og mange selvbebrejdelser, at han havde været fuld, da han begik den forbrydelse, der havde fået ham i fængsel - forøvrigt til en ret langvarig straf. Derved havde han gjort sig selv ude af stand til at styre sine handlinger, hvilket skete, når han drak alkohol. Han mente også, at siden han ikke kunne kontrollere sine drukprægede handlinger, så havde han oven i købet forbrudt sig imod sine egne borgerrettigheder. 

 

Som sagt, så gjort: dette blev en Brock-versus-Brock.sag, hvor den ene Brock'er forlangte $5 millioner i erstatning af den anden - der jo altså var ham selv. Som en lille krølle på sagen vidste han jo godt, at ingen af Brock'erne havde så mange penge og heller ikke kunne skaffe dem, da både sagsøger  og sagsøgte befandt sig i fængslet uden nogen indtægt. Ergo måtte det være Staten, der skulle betale ham den store erstatning, han havde forlangt af sig selv. Den gik selvfølgelig ikke, og folk, der hørte om sagen diskuter stadig frem og tilbage, om han virkelig kan have troet, at han ville slippe af sted med sådan et nummer. Nogle mener dog, at han gjorde det for  at blive overflyttet til et psykiatrisk hospital, hvor der ville være mere behageligt for ham end i et statsfængsel.

 

Det er da muligt, men jeg tror nu, at hr. Brock satte sig for at efterprøve systemet ud fra devisen "går den, så går den". Man kan sige, at han tog chancen som ved et parti solo-skak, som han spillede imod sig selv - og tabte. Senere har han så sagsøgt eller bare klaget over fængselsvæsenet den ene gang efter den anden. Sagerne har været komplet latterlige, som f.eks. dengang hvor man tog en "bede-pibe" fra ham. At det bare var en almindelig pibe, som han havde forandret lidt, benægtede han: dette var en religiøs pibe, der skulle bruges, når han bad. Der tales om sådan ca. 30 sagsanlæg for både det ene og det andet, og der er ingen tvivl om, at han virkelig holder myndighederne til ilden med sine vilde anklager. At han ikke vinder, standser ham åbenbart ikke ....

 

https://www.jellyshare.com/article-110/20-ridiculous-lawsuits-filed-by-idiots-and-their-lawyers.htm

 

 

 

https://kahanelaw.com/wacky-wednesday-prisoner-sues-himself-by-kahane-law-office/ 

https://caselaw.findlaw.com/us-4th-circuit/1200683.html

https://law.justia.com/cases/federal/appellate-courts/F3/107/241/501829/

Kidnappet og misbrugt, men ikke knækket

Den blot 10-årige pige Katie Beers fandt det ækelt, at en stor, voksen mand, som hun kendte som ven af familien, fortalte hende, at hun og han skulle giftes og stifte familie. At han voldtog hende på daglig basis, og at hun var lukket inde i det hjemmelavede famgehul, han havde bygget før bortførelsen af hende, gjorde det hele endnu mere modbydeligt. Hun må dog have været ualmindelig psykisk stærk, for hun kom ud af disse og mange andre tidligere prøvelser som et helstøbt menneske, der har formået at skabe sig et godt liv med mand og børn.

Katies mor, Marilyn, var ikke ligefrem den ideelle mor. Hun drak og havde desuden en kedelig vane med at falde for de forkerte mænd. Fordi hun bare ikke kunne finde ud af det med ansvaret for et barn, havde hun ladet Katie flytte ind hos hendes gudmor, hvor hun boede i flere år. Problemet var bare, at denne gudmor, der var gift med en pædofil, udnyttede hende som en art "husslave". Dvs. at barnet blev dobbelt misbrugt, fordi den pædofile ægtemand forgreb sig på hende, som var det den naturligste ting i verden, selv om pigen var mindreårig og i forvejen traumatiseret af opvæksten hos sin fordrukne mor. Misrøgt og pædofili var altså det, hun oplevede fra en tidlig alder, men det har måske været med til at give hende en usædvanlig karakterstyrke for et mindreårigt barn.

Gudmor Linda Inghilleri kan umuligt have været uvidende om sin mands misbrug af Katie, så man spørger sig selv, om det var en af grundende til, at hun kæmpede så indædt for at bevare pigen i sin varetægt. Så længe han var optaget af barnet, lod han vel hende være, hvilket kan have været et motiv, selv om ingen nu lader til at have nævnt den mulighed. 

Linda Inghilleris pædofile mand, Sal Inghilleri, der her sidder og vifter med et billede af den bortførte Katie, havde altså udnyttet pigen i adskillige år, men lige inden hun forsvandt, blev der indledt en retssag imod ham for hans misbrug af hende. Noget, der så var med til at gøre ham til super-mistænkt i kidnapningen, for hvis hun forsvandt, ville sagen formentlig falde fra hinanden, hvilket selvfølgelig ville være til hans fordel, da han så slap for at blive retsforfulgt ....

Det viste sig imidlertid, at nok havde Inghilleri-parret udnyttet Katie på forskellig vis, men det var nu ikke dem, der stod bag kidnapningen. Næh, det var såmænd familiens gode ven, John Esposito, der ellers blev regnet for en god og ærlig hædersmand af alle på egnen. Han havde lokket hende til, måske med løfter om fødselsdagsgaver eller lignende, og havde derpå lukket hende inde i den hjemmelavede fangekælder, han havde bygget til hende under sin garage. Hun og et par legekammerater havde såmænd boltrer sig i det store hul, han havde udgravet til denne fangekælder nogle få dage før, og ingen havde selvfølgelig kunne forestille sig, at den skulle tjene som Katies fængsel.

Fangehullet var så snedigt indrettet, at det ikke bare kunne åbnes, men at man måtte løfte det op samlet og med en cementblok, der holdt det lukket. I dette næsten helt mørke "bur" sad lille, 10-årige Katie fanget i ca. tre uger. På et tidspunkt kunne hun høre, at politiet var i huset for at afhøre hendes bortfører, og hun havde skreget og hamret i væggene, men uden at blive hørt, fordi hendes fængsel var noget nær helt lydtæt.

Efter sin befrielse kom hun i pleje hos en god og redelig familie, hvilket gav hende helt nye muligheder i samfundet. Sal Inghilleri fik en fængselsdom på 12 år, men døde i fængslet nogle år efter. Også bortføreren, Joe Esposito, kom selvfølgelig i fængsel, men døde minsandten ligeledes af såkaldt "naturlige årsager" nogle år senere. Hvad Katie angår, så fik hun en god, men forsinket barndom hos sine nye plejeforældre. Hun har senere fået udgivet bogen "Buried Memoires" (kendt som "Help Me" i England) i et samarbejde med en  journalist. Det vigtigste er dog, at hun tilsyneladende ikke har fået psykiske mén af sine mange ubehagelige barndomsoplevelser. I et interview har hun udtalt, at om ikke andet så havde bortførelsen i det mindste den gode effekt, at det satte en stopper for Sal Inghilleris overgreb, som hun måske i virkeligheden så som det værste, hun havde oplevet ....

Den voksne Katie med sin mand og sine børn

 

https://www.latimes.com/nation/la-xpm-2013-sep-05-la-na-nn-man-kidnapped-katie-beers-dead-prison-20130905-story.html

 

https://projects.newsday.com/long-island/katie-beers-anniversary/ 

 

https://www.chicagotribune.com/nation-world/ct-jayme-closs-kidnapping-victims-20190112-story.html 

 

https://www.timescolonist.com/entertainment/books/katie-beers-victim-of-notorious-1993-kidnapping-says-it-saved-her-from-life-of-abuse-1.47592 

Var Jack the Ripper amerikansk???

USA er landet med det høje antal af alt muligt, bl.a. også seriemordere. I England vakte det bestyrtelse, at én mand med "kælenavnet" Jack the Ripper kunne myrde fem kvinder i 1888 og være sluppet af sted med det. Det blev set som noget meget specielt, og man husker ham den dag i dag, selv om der er kommet mange andre og endnu værre mordsager til senere. Mange spørgsmål er aldrig blevet besvaret, og det gælder først og fremmest morderens identitet: HVEM var Jack the Ripper, og hvor mange mord kan anses for at være begået af ham? Ingen ved det med sikkerhed, men man regner alligevel de fem 1888-mord for "kanoniske", selv om der sagtens kan være både flere og færre ....

I USA vrimler det nærmest med mordere, der har rigtig mange liv på samvittigheden. Ikke alle er hverken identificeret eller fanget, og antallet af mordofre blafrer også ofte i luften, men man har dog estimerede tal for de flestes vedkommende. Når det drejer sig om den forbryder, der stadig regnes for Amerikas første seriemorder, dvs. Dr. H. H. Holmes (1861–1896) er der oplyst tal fra (ca.) 27 til 200, men han endte med at blive hængt den 7. maj 1896 for ét eneste mord, nemlig på sin forretnings-partner, Benjamin Pitezel, hvis tre børn han formentlig også har myrdet. 

Benjamin Pitezel

Der er andre kendte ofre for hans mordlyst, men de var ikke med i dommen, måske fordi man simpelthen ikke ønskede at trække sagen i langdrag, når det allerede var kendt, hvad han havde gjort imod sin forretningspartner og - sandsynligvis også - hans familie.

Holmes' oldebarn, den amerikanske advokat Jeff Mudgett, mener i øvrigt, at H. H. Holmes rent faktisk er lig med enlændernes berømteste seriemorder, dvs. Jack the Ripper, og at han begik mordene på en af sine rejser. Desuden hævder han, at en af hans andre efterkommere, altså foruden ham selv, er prins Harrys kone, Meghan Markle.

H. H. Holmes

Intet lader til at have været fremmed for Holmes, når det kom til forbrydelser. Han var bigamist - eller rettere sagt trigamist - forsikringssvindler og altså morder. Nogle af mordene gav ham en ekstra indkomst, fordi han solgte ligene til medicinstuderende, hvis han da ikke selv havde brug for dem til sine livsforsikrings-svindlerier. 

Ikke bare hans morderiske aktiviteter, men også det hus i Chicago, som han købte og fik renoveret, så det blev til en ren morder-hule, lever videre i film og bøger om uhyggelige eksistenser. Dette hus blev forsynet med hemmelige rum, trapper, der ikke førte nogen steder hen, osv., osv., og det fik meget passende tilnavnet "The Murder Castle" i almindelig tale.

 

Holmes havde formentlig oprindelig haft planer om at lave huset om til et hotel, men det lader ikke til at være sket. Det blev brugt til alt muligt, som han nu var i gang med, og efter hans arrestation fandt man f.eks. knogle-rester af Benjamin Pitezels to små døtre, men ikke af hans søn, der var og blev forsvundet.

Det var et meget uhyggeligt hus, hvor der fandt forskellige uhyrligheder sted. Efter sin henrettelse fik H.H. Holmes en mærkelig renæssance, da det nu blev hans tur til at blive gravet op af sin grav. Dette skyldtes, at der gik en masse rygter om, at det i sin tid var lykkedes ham at flygte fra fængslet, sådan at det slet ikke var ham, der var blevet henrettet. Det ønskede man afklaret én gang for alle, så graven blev åbnet, og liget blev gravet op til en obduktion

DNA-analyser af en af hans tænder beviste hans identitet. Selv om liget var temmelig nedbrudt, så havde han stadig sit karakteristiske overskæg.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_serial_killers_in_the_United_States 

 

https://www.chicagotribune.com/history/ct-serial-killer-white-city-flashback-1026-20141025-20141024-oca2tqlokvah5ippifiymqmnee-story.html 

https://www.chicagotribune.com/entertainment/tv/ct-serial-killer-hh-holmes-gravesite-confirmed-20170903-story.html

 

 

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_serial_killers_in_the_United_States 

Wikipedia

Når medicinen er lig med sygdommen

En heltedåd, hvor den tapre brandmand bekæmper de morderiske flammer og redder folk i det brændende hus? Ja, i dette tilfælde, men ikke når det gælder brandmanden og forfatteren John Leonard Orr (født den 26. april 1949), for nok blev han betragtet som et tapperheds-unikum for sin evne til at spore brande og møde op som den første for at slukke dem, men glorien falmede, da først man fik mistanke om, at det var ham selv, der antændte dem. Hvad nytter det, at han optræder som en helt den ene gang efter den anden, når han har smykket sig med falske fjer, og hans ildspåsættelse f.eks. koster fire mennesker livet? Var det et uforudset uheld eller en del af hans planlægning? Man kan sige, at hvad det end var, så var det utroligt, at der ikke omkom flere, for han var ikke bare brandstifter, men serie-pyroman ....

 

Hvorom alting er, så blev han ikke mindst beundret af sine to døtre, der var meget stolte af deres tapre far, der blev beundret af både civilbefolkningen og sine kolleger. Derfor var det ekstra hårdt for dem, da han blev dømt.

 

Orr havde en særlig teknik med at bruge tre tændstikker, der blev lagt ind i et stykke gult, linjeret papir samt en tændt cigaret. Det hele var rullet ind i hinanden og derpå holdt fast med en elastik. Disse små "brandbomber", som han anbragte i butikker og varehuse, tændte ikke med det samme, hvilket var en fordel for ham, da han så kunne komme væk, så han ikke blev forbundet med anstiftelsen, men kun med slukningsarbejdet. Ind imellem brugte han andre metoder til at starte en ildebrand i åbne arealer. Alt sammen mægtig snedigt og også virkningsfuldt, når det gjaldt det vigtigste for ham: han kunne komme og pudse glorien som helt ved en brandslukning. 

Den 10. oktober 1984 udbrød der en voldsom ildebrand i "Ole's Home Center", der befandt sig i et butikscenter. Butikken blev komplet raseret af ilden, der sørgeligt nok også kostede fire mennesker livet, nemlig en 2-årig dreng og hans bedstemor foruden en 26-årig mor til to og en 17-årig ekspedient. Hvor branden i første omgang blev bedømt som udløst af en kortslutning, så protesterede Orr imod denne tolkning og insisterede på, at der var tale om brandstiftelse. Den eneste måde den holdning kan forstås er ved at se den som et udtryk for hans narcissisme: han var stolt af sit værk og ville ikke have sin "bedrift" bortforklaret som et hændeligt, teknisk uheld. 

Hans succes som brandstifter kom dog til en ende, da en skarpsindig brandefterforsker opdagede, at de steder, hvor der udbrød brande af den type, der kendetegnede Orr, havde der været en brandmands-kongres. Nettet strammedes om den stolte pyroman og smækkede helt sammen om ham, da man fandt en af de karakteristiske "gul-papir"-dimser, han brugte til at antænde brande med, og det var muligt at se et fingeraftryk, der viste sig at være hans.  

 

¨

 

Resterne af et hus, der er brændt ned til grunden efter en af Orrs brande i 1990

Efter arrestationen i 1991 fik Orr ikke én, men fire livstidsdomme samt 21 år ekstra. Man spørger dog sig selv om, hvorfor det tog så lang tid at afsløre ham, når han faktisk havde udgivet flere romaner om en brandmand, der gjorde lige præcis det, han selv havde gjort, bl.a. denne: 

Forherligelsen af den heltemodig brandmand - og pyroman - burde have fået politiet på sporet langt tidligere. I stedet for fik han masser af muligheder for at pudse sin falske helteglorie og hans status som brandmand ved (ofte) at møde op som den første på stedet, hvor han så begik den ene bedrift efter den anden. Efter hans domfældelse samarbejdede hans datter, Lori, med journalisten Frank Girardot om en bog om ham og hans forbrydelser. Det tog hende ellers lang tid at tro på hans skyld, og ved retssagen var hendes positive karakterbeskrivelse med til, at man opgav en dødsdom. Efterhånden forstod hun dog, at han havde gjort, hvad han blev anklaget for, og at han ikke var den helt, hun og hendes søster havde troet lige siden deres tidligste barndom.

 

https://www.monstersandcritics.com/tv/true-crime/serial-arsonist-john-leonard-orr-killed-four-people-spotlight/ 

 

https://murderpedia.org/male.O/o/orr-john-leonard.htm 

 

Wikipedia

 

Ideen om hemmelige og skjulte steder

Det her er lige mig!!! Hvis jeg kom ud for sådan noget, ville jeg fluks få fat på værktøj - eller eksperter - der kunne åbenbare, hvad der gemte sig i denne skjulte boks, for jeg ELSKER hemmelige rum, skjulte steder og den slags. Bare tanken om dem får min fantasi til at at galopere i vild fart, for hvad kan de dog ikke gemme??? Realiteterne vil næppe nogensinde kunne følge med fantasien, når det gælder sådan noget, og det jeg synes bedst om er "forklædte" rum, bygninger, døre, etc..  

 

Hvem skulle dog have troet, at dette lille tårn med lampen i virkeligheden var en politistation? Det er det skam, og det er beliggende i London, men jeg tvivler på, at der er så mange, der kender noget til det, for det er jo nærmest camoufleret til usynlighed. Ikke at det usynlige er mig imod, for jeg er jo altså ret fascineret af hemmelige rum, skjulte (tapet-)døre og gamle, glemte steder af forskellig art. De fleste er nemlig gamle, men der er dog også nogle nyopførte, der fungerer fint for nutidsmennesker med ønsket om private rum af forskellig art ....

Hemmelige, skjulte rum, der måske har ligget glemt i århundreder, er ikke bare en romantisk ide i gamle spændingsromaner, men også ofte en spændende mulighed, der f.eks. afsløres ved købet af en gammel ejendom med både plads og spøgelser. Tanken om, at man kan forflytte sit synlige legeme til et privat, "usynligt" sted kan være enormt tillokkende, for det smager af nye valg, eventyr, spændende muligheder og masser af chancer, og det bør der være en del af i ethvert liv, ligegyldigt hvordan det ellers er ....

Somme tider er de hemmelige steder bare dobbelte skuffer eller et skab i et skab, men det kan også være både et helt hjem, der f.eks. befinder sig skjult under det synlige hus, eller et gammelt bykvarter. Tanken om fortiden - for det er det som sagt som regel - der er død, men så alligevel lever videre under den synlige overflade er yderst interessant, for dette repræsenterer en form for tidsrejse, der ellers er umulig i den synlige verden. Åben en skjult lem i gulvet, gå ned ad en gammel, slidt trappe og havn i et udsnit af dine forfædres reelle verden, der bare er blevet glemt. Super-spændende!

Dette er et mindre udsnit af det, der engang var det gamle London under Compton Street. Det har ikke den status som f.eks. Katakomberne i Paris, men minder mig om dem, og de står jo stadig for en masse historiske perioder. De har således ikke bare huset knogler af døde helt tilbage fra romertiden, men også modstandsfolk under Den Tyske Besættelse. Der er helt sikkert sket mange forskellige ting her, der har haft historisk betydning, men oprindelig var stedet et sammensurium af gange, stier og kalkstensbrud. Senere blev det så begravelsesplads, da kirkegårdene blev overfyldte. 

Normalt går jeg ind for "begravelser uden grav", nemlig via "strøning af asken" og helst til havs, så dette er et overvældende syn for mig, men ikke helt så slemt som f.eks. Katakomberne i Palermo, hvor ikke bare knoglerne, men hele liget bevares. Dér røg det, jeg sætter pris på, nemlig det private, for hvordan kan man bevare fornemmelsen af sit privatliv, hvis flere tusind lig "nidstirrer" én, hvad enten de kan se noget eller ej?

Noget andet, der har den samme udstråling som skjulte og hemmelige steder, er forladte bygninger. Hvorfor blev de forladt, og hvad der er foregået i dem? 

Engang var dette arbejdsplads og vel også bolig for mennesker, men nu ligger bygningen ubrugt hen og forfalder bare. Det ligner et svigt - og er et svigt - men hvad er baggrunden mon? 

Hvorfor i alverden har ingen reddet dette store hus? Kunne det ikke have været brugt som noget andet, hvis man ikke længere ønskede at bruge det som bolig? Var der spøgelser, eller tænkte man, at der kunne være det, og var det derfor, ingen  tog ansvaret for det?

Eftersom der findes minegange, katakombere, etc. under jorden, der ellers er beboet et mennesker, så spekulerer man uvilkårligt på, om hele byer kan eksistere og fungere sådan et sted. Ja, det lader til det, for i 1963 var der en tyrkisk mand, der renoverede kælderetagen på sit hus og stødte på en sær, ældgammel stenmur, som hans nysgerrighed fik ham til at bryde igennem. Og hvad fandt han? Jo, det, der gemte sig langt nede under hans hus var hele rækker af rum, der var udgravet i den vulkanske undergrund. Da der kom system i graveriet, blev det hurtigt klart, at det drejede sig om en labyrint af ældgamle rum, der i alt ville kunne rumme 20.000 mennesker i en glemt, underjordisk storby. Man fandt ud af, at den stammede fra bronzealderen, hvilket selvfølgelig gjorde den endnu mere interessant.

Hvis man ville, kunne man vel bo dernede, men det har under alle omstændigheder historisk betydning ved at fortælle noget om gamle forfædres liv.

https://underholdning.tv2.dk/royale/2015-03-18-eksklusivt-her-er-margrethes-hemmelige-rum-paa-hovedbanen

 

https://www.fdm-travel.dk/italien/catacombe-dei-cappucini-i-palermo-rejsetip 

 

Wikipedia