Løgnens strategi

 

Løgnens mester, Joseph Goebbels (1897-1945) var som propagandaminister en af Hitlers "guld-drenge". Han gjorde på en vis måde løgnen til en videnskab, idet han ryddede ud i mennesker, emner og informationer, der kunne skade Nazi-Tysklands image, på baggrund af direkte løgn. Faktisk kan man sige, at han med sine valg af "rigtigt" og "forkert" afslørede en viden om, at den nazistiske virkelighed var fabrikeret af ideologer og politikere. Dermed er det bevist, at han løg bevidst som en strategi og ikke som en undskyldelig fejltagelse.

Den strategi virker i første omgang helt håbløs, fordi vi er vant til, at påstande underbygges med håndfaste beviser, statestik, verificerbare informationer eller troværdige vidner. Sådan opretter og fastholder man SANDHEDEN efter de gældende regler for diskussioner, og uden disse elementer  er der ingen sandhed, kun påstande. Sagen er dog den, at det, Goebbels gjorde, var at tilsidesætte alt dette og udråbe påstandene til SANDHEDEN. En diskussion med en person som Goebbels består ikke i en overvældelse af ham og hans lakejer med beviser, for de kan så let som ingenting blive fejet af bordet ved ikke at blive taget op, men af et væld af uunderbyggede påstande. Jeg kommer også i tanke om en bestemt Hitler-tale - og der er flere af samme type - hvor han går fra et væld af påstande om landets stormægtighed til et brøl: "SIEG HEIL!!!" Ingen stiller ham til regnskab for det, han påstår er "sandheden".

Goebbels havde en doktorgrad i teater- og litteraturvidenskab, der efter min mening må have forsynet ham med en del propaganda-værktøjer. Han fik forståelse for, hvad skuespil og litterære frembringelser kunne formidle og benyttede sig af virkemidler fra teatrets og litteraturens verden. Oprindelig ville han have været journalist og forfatter, men måtte i første omgang nøjes med en beskeden stilling i Dresdner Bank, som han oven i købet hurtigt blev fyret fra. I 1924 meldte han sig ind i Nazi-partiet, hvor han i begyndelsen optrådte som Hitlers rival, men et par år senere skiftede han over og blev en af hans allermest trofaste medarbejdere, idet han nu anså ham for at være genial. Hans eget geni lå i at omdefinere kendte sandheder, sådan at hvidt blev fremstillet som sort, og omvendt. Det samme kneb har man set i forbindelse med en nutidig politiker som Donald Trump og hans tilhængere.

Når Trump f.eks. bliver ved med at hævde, at han har frelst 2,2 millioner amerikanere fra Covid-19, og vi ved, at de forslag, han kom med, bestod i uvirksomme husholdningsråd, så ser vi det naturligvis som LØGN. Eftersom han og hans - efter vores opfattelse hjernevaskede - tilhængere ser alt gennem ideologiske briller, og vi ikke ser håndfaste beviser på de tiltag, han tilskriver sig selv, så klassificerer vi disse udsagn som LØGN. Sådan er det med meget af det, der kommer fra ham og hans tilhængere: påstande træder i stedet for beviser, men kaldes SANDHEDEN. Fidusen ved Goebbels- og Trumpmetoden er, at deres ordstrømme gør det umuligt at tjekke hver enkelt påstand, der derfor står uimodsagt. 

Den evige strøm af påstande kan vælte enhver bagover. Der er da heller ikke tale om diskussioner, hvor argumenterne fyger gennem luften, men rene floskler af propagandamæssig art. Smart, men ikke smart nok, for det er efterhånden klart, hvad han - og hans læremester, Goebbels - står for. Det er bl.a. det, der har fået ham banlyst fra Twitter, hvor han ellers slog sine folder før i tiden.

Skal man udsætte folk som Goebbels og Trump for løgnedetektorer? Det kan man jo nok ikke, men desuden ved man godt, at disse ellers ret smarte maskiner formentlig kun har en funktions-værdi på ca. 60-70%. Eksperter hævder faktisk, at en ganske almindelig blodtrykstest er mere sikker end en løgnedetektor, men at heller ikke det er sikkert. Hvordan skal man så afsløre løgnhalse? Tjah, der er vel ikke andet for end at følge med i deres forskellige påstande og råbe "STOP!" for hver beviselige løgn. Når man gør det, så forbløffes man dog ofte af de udsagn, man stilles over for. Det kan ligefrem virke, som om vi befinder os i hver sin alternative verden, hvilket selvfølgelig kommer af synsvinklen. Ret skræmmende faktisk ....

For sjov skyld kan man lege lidt med en hjemme-løgnedetektor, men den er kun legetøj. Et sjovt legetøj, men ikke noget man kan regne med, når det gælder om at finde frem til SANDHEDEN.

https://dingadget.dk/stodgivende-lognedetektor-hvem-lyver-mest 

 

https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-man-snyde-en-loegnedetektor 

 

https://www.hvidovrehospital.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/nyheder-fra-hvidovre-hospital/Sider/Derfor-er-det-svaert-for-hjernen-at-lyve.aspx 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/10-citater-om-sandhed-og-loegn 

 

https://www.jstor.org/stable/2745999 

Wikipedia 

Pigen, der var ven med en morderisk kannibal

En yndig, ung pige med livet foran sig? Ja, oprindelig, men der kom en lille, grim og skravlet japaner ved navn Issei Sagawa (født den 26. april 1949) i vejen for hendes fremtid. Faktisk stjal han den, da han ikke bare tog hendes liv, men også spiste, hvad han kunne af hendes lig. 

 

 

Da den unge, hollandske pige Renée Hartevelt i 1981 blev inviteret på middag hos Issei Sagawa, der studerede litteratur i Paris, havde hun selvfølgelig ingen anelse om, at hun selv var hovedretten, og at han ville myrde hende for at få adgang til hendes døde krop. Grunden til at han valgte netop hende som mål for sine makabre tilbøjeligheder var, at hun besad de egenskaber, han selv vidste, at han manglede: skønhed og sundhed. Det kostede hende altså livet, at han nærede et stærkt ønske om at indtage hendes skønhed, vitalitet og energiske udstråling. 

 

Issei Sagawa blev ret hurtigt fanget, men ikke sendt i fængsel. Forbrydelsen var så bizar, at han uden videre blev indlagt på et psykiatrisk hospital, som han imidlertid hurtigt blev overflyttet fra til Japan. Her vidste de imidlertid ikke, hvad de skulle gøre ved ham, så utroligt nok slap han fra sin horrible forbrydelse uden så meget som et dask over fingrene. Den dag i dag lever han fri og frank i Tokyo og er faktisk blevet noget af en celebritet. 

 

 

Dette "mirakel" - eller snarere: denne skandale!!! - sikrede hans velhavende familie ham ved at skaffe super-advokater, der fik ham fri af retslige følger. At han senere i nogle af sine temmelig mange interviews har fortalt, at han kun fortryder, han ikke spiste Renée Hartevelt i levende tilstand, gør den bizarre skandale endnu værre. Manden kan desuden være en tikkende bombe, da han også har udtalt, at han vil gentage processen endnu engang, inden han dør, fordi "det var en skøn oplevelse". - Det tror jeg ikke, at Renée Hartevelt vil give ham ret i, for hun havde selvfølgelig sine egne drømme og ønsker for fremtiden, der bestod i noget andet end at ende som middagsret for en pervers japaner.

 

Ja, Issei Sagawa er ingen heman, og ja, han er sikkert lige så svag og sølle, som han selv mente, og som var noget, han ønskede at råde bod på ved at indtage den kvinde, der havde de egenskaber, han mente sig berettiget til. Han blev født for tidligt og har hele livet haft et meget skrøbeligt helbred. Dengang, nemlig i 1981, hvor han var 32 år gammel, ville han som sagt mæske sig i noget sundt og stærkt for selv at få de egenskaber, denne person udstrålede.

Den hollandske Renée Hartevelt, yndig og glad for et venskab, som hun ikke vidste var både morderisk og sindssygt. Man undrer sig over, at hun blev ven med en mand som Issei Sagawa, og om der virkelig ikke var tegn på, at han var "bad company".

 

Det er efter min mening helt utroligt, at morderen, der ikke bare tog en ung kvindes liv, men også skændede hendes lig, kan færdes ustraffet i sit hjemland. Efter min mening burde Frankrig, hvor forbrydelsen fandt sted, have sørget for, at denne kannibal blev straffet og/eller langtidsbehandlet på et psykiatrisk hospital, da det formentlig er der, han hører hjemme, formentlig resten af livet. Hans tvangstanker - eller fetich - om kannibalisme går tilmed helt tilbage til hans barndom, idet han i interviews har fortalt, at så langt tilbage han kunne huske, har han drømt om at indtage kød fra unge, stærke og smukke mennesker. Hans yndlingseventyr som barn var "Hans og Grethe", idet han åbenbart identificerede sig med skurken, dvs. heksen, der vil spises de eventyrlystne børn. Han bebrejder så absolut ikke disse eventyr for at sætte gang i hans kannibalisme, men påpeger, at der er blevet fyret op under den via medier, der fremstiller vestlige kvinder som f.eks. Grace Kelly som "appetitlige". Det er en lidt anden form for "victim blaming" end den sædvanlige, hvor morderen giver ofret skylden for sine egne voldelige tilbøjeligheder, men det ligner - og er lige så skør.

Der er flere grusomme billeder af Renée Hartevelts maltrakterede lig rundt omkring på internettet, men hun fortjener nu at blive husket som det, hun virkelig var, og ikke en middagsret for en pervers japaner: en smuk og glad pige med livet for sig ....

http://johnschop.nl/2010-01-13/bizarre-the-story-of-issei-sagawa

https://allthatsinteresting.com/issei-sagawa

 

https://www.lolwot.com/10-of-the-craziest-cannibal-attacks-ever/ 

 

https://www.buzzfeed.com/annakopsky/humans-eating-humans 

https://www.tumbex.com/a-n-n-d-o-e.tumblr/post/178019992886/at-belle-gunnesss-farm-were-discovered-12-dead

http://www.bestoftruecrime.com/2019/12/this-cannibal-walks-street-free-any.html

 

 

 

Wikipedia

 

De higer og søger i døde mennesker ....

Rembrandt: "Dr. Nicolaes Tulps Anatomilektion" 

For nogle kan tanken om en obduktion være meget skræmmende. Hvis den rammer én selv, ja, så er man jo allerede ved vejs ende - faktisk på den anden side af livets vej - og hvis det gælder en, man holder af, så føles det måske dybt krænkende at se vedkommende behandlet som et slagtedyr. Det legeme, man kender og har elsket, skal jo skæres op af mennesker, der ikke har de følelser for det, som man selv har. Oprørende! Ja, men måske nødvendigt til en diagnosticering af, hvad det var, der gjorde den dødes liv besværligt - eller direkte ubærligt - og dér tror jeg, at mange læger har fået sig en overraskelse, hvilket jo kan være godt for lægevidenskaben fremover ....

Farao Tutankhamons sarkofag undersøges af arkæologen Howard Carter, der fandt den i 1922 

Op igennem århundrederne har mange forskellige kulturer gjort meget for at bevare illusion om et evigt liv for afdøde personer, som de er knyttet til enten ved slægtskab, religion eller politik. Somme tider hang tingene ikke sammen, hvilket bl.a. kan ses af Tutankhamons tilfælde, for selv om den unge, døde farao havde siddet på tronen, siden han var 8-9 år gammel og var æret som guddommelig, så er der tegn på, at han blev myrdet, hvilket ærlig talt er temmelig respektløst over for en kongelig guddom. Større var respekten altså ikke, da det kom til stykket, men man må sige, at han fik en flot begravelse, der tilmed på en lidt bagvendt måde har sikret ham "evigt liv", nemlig som et kultur-ikon.

Sådan huskes han, men sådan så han ikke ud, for han havde forskellige genetisk betingede sygdomme og skavanker, der nærmest gjorde ham "vind og skæv". Det er der sådan set ikke er noget at sige til, da faraonerne var ekstremt indgiftede, Noget, der så først for alvor blev afsløret godt 3.000 år efter hans død i 1323 f.Kr..

 

Ak ja, den utrolig smukke farao fra mumiebilledet eksisterede ikke, hverken i livet eller døden. Noget af det, arkæologer og andre studsede over, var hans feminine former. Der var noget helt galt med den ægyptiske kransekagefigur!

 

Tanken om at noget som dette overgår en selv eller én, man holder af, er ærlig talt ikke rar. Det føles respektløst over for individet, om så det er aldrig så godt for videnskaben. Ingen af os kender den afbildede person, der udsættes for dette overgreb, og jeg mistænker, at det trods alt gør det tåleligt for os, men at vi ville hade, hvis det var én, vi kendte godt og holdt af. Nok har nutidsmennesker for ikke så længe siden set beviser på, hvor lidt nogen med en bestemt giftig og primitiv politisk overbevisning værdsatter medmennesker, men de fleste af os går ikke ind for den slags. For os er også et tilfældigt lig et menneske som os selv. Bunkerne af lig i kz-lejrene glemmer man ikke med det første, hvad enten man har set dem eller "bare" billeder af dem. Begge dele kan være direkte traumatisk.

OK, livet er slut, og man er havnet hos bedemanden, hvis man da ikke først skal obduceres, enten fordi man er et interessant medicinsk tilfælde, eller fordi man tydeligvis er myrdet. Det er dog forvirrende, at der her i landet åbenbart er to love omkring disse obduktioner. Den ene gælder Det Etiske Råds bestemmelser og den anden Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Nu diskuterer man afdødes rettigheder, for hvad nu hvis han/hun i sin tid ikke har givet lov til en obduktion? Skal man så kunne gøre det alligevel, f.eks. af "videnskabelige grunde"? Måske de efterladte bare ikke kan forlige sig med tanken om, at deres højt elskede børn eller forældre skal skæres op, men det er altså nødvendigt for at fastslå dødsårsagen? Er det så videnskaben eller de enkelte privatpersoner, der skal have det sidste ord?

Et højtideligt og traditionsrigt øjeblik

For mange ligger der nok et særligt problem i, at de som pårørende skal give tilladelse til en obduktion senest seks timer efter dødsfaldet. Man diskuterer nu, om det fortsat skal være sådan, eller om de efterladtes samtykke fremover skal regnes for helt irrelevant. Der er nemlig tegn på, at mange siger nej, fordi de ikke kan overskue sådan noget lige efter dødsfaldet. 

 

Tydeligvis et mordoffer, hvis død ikke kan bortforklares som ulykke eller selvmord

 

Personligt mener jeg, at er der tale om noget kriminelt, så bør hverken afdødes eller de efterladtes ønsker tages i betragtning. Er det til gengæld det, jeg vil kalde "medicinsk nysgerrighed", så er jeg ikke så sikker på, at en obduktion bør kunne finde sted uden afdødes tilladelse. Her mener jeg, at både videnskaben og de efterladte kommer til kort over for de ønsker, ejeren af det afdøde legeme er kommet med: dette er MIG, jeg ejer mig selv, og JEG bestemmer over MIG SELV ....

 

Ligrøvere på en natlig ekspedition after lig, de kan sælge

Eftersom reglerne for dette område formentlig vil blive lavet om, så kan jeg forestille mig, at der kan blive indført samtykkeregler for medborgere af en vis alder. Måske vi alle skal tage stilling til en evt. obduktion allerede som unge konfirmander .....

 

https://nordjyske.dk/nyheder/stor-uenighed-om-obduktion/65f6c1fd-0025-429f-a3db-9cae53a1badd 

 

https://www.medicaldaily.com/king-tuts-feminine-hips-revealed-pharaoh-suffered-several-afflictions-because-his-307548 

 

Wikipedia 

 

Cold Case

Familien Bowmans adoptivdatter, Aundria, var en yndig, ung pige, men i 1989 forsvandt den 14-årige pige sporløst. Alle mulige teorier florerede, men hun var og blev borte, fordi man ikke for alvor tog fat på den ellers meget nærliggende mistanke om, at det var hendes adoptivfar, Dennis Bowman, der stod bag hendes forsvinden. Noget, der bl.a. skyldtes hendes adoptivmors totale afvisning af, at hendes mand havde forgrebet sig på deres fælles adoptivdatter. Da Aundria inden sin forsvinden havde fortalt hende om det, blev hun forarget og skældte hende ud: "Det er løgn, og du ved det!" var hendes svar til den ulykkelige pige. Desværre var det aldeles ikke løgn, for Dennis havde svært ved at styre sig, når lysten kom over ham, hvilket andre piger også havde oplevet. 

Kathleen Doyle 

I 1980 havde Dennis overfaldet, voldtaget og myrdet den 25-årige Kathleen Doyle, der var gift med en pilot, men han blev først arresteret for dette mord i 2019. Dvs. at i al den tid havde denne sag været "kold", ligesom Aundria-sporet nærmest kølnede øjeblikkeligt, fordi politiet afviste hendes forsvinden som noget kriminelt. Efter deres mening var den 14-årige en oprørsk teenager, der var løbet hjemmefra efter et skænderi med sin adoptivfar, og det var ikke hans skyld, at hun ikke blev fundet igen. Man forsøgte sig dog med forskellige sporingsmetoder, bl.a. retoucherede billeder af hende, som hun måtte formodes at se ud, efterhånden som hun ældedes, men intet førte til noget som helst i denne efterhånden nærmest "dybfrosne" sag.

Man må undre sig over, hvordan en kones tillid til ægtemanden kan beskytte denne i flere årtier. Brenda var gift med Dennis i næsten 50 år, og efter Aundias forsvinden havde hun flere gange ringet til politiet og fortalt, at anonyme personer havde fortalt hende, at de havde set den forsvundne pige rundt omkring, og at hun så ud til at have det godt. At den slags påstande skulle være nok til at frede en mand som Dennis er ikke bare besynderligt, men også afskyeligt. Måske Brenda har været meget forelsket i ham og har derfor afvist alle mistanker om, at Aundria talte sandt, da hun fortalte hende, at han havde forgrebet sig på hende, men alligevel - sikke et ækelt svigt over for et barn, hun havde adopteret.

Da hammeren faldt, og Dennis blev fængslet for mordet på Kathleen Doyle, fortalte han endelig langt om længe sin kone, at det var ham, der havde myrdet Aundria. Dvs. han påstod dog, at de havde skændtes, og at hun under dette skænderi var faldet ned af trappen, hvilket havde dræbt hende. En løgn, der blev afsløret, da politiet fik gravet hendes skelet op, for det var tydeligt, at der havde været tale om vold.

Den angiveligt "dødelige trappe"

Efter fængslingen fik Dennis Bowman to livstidsdomme for de mord, han havde begået. Kan der være flere ofre? Måske, men der er i hvert fald MeToo-ofre for hans besvær med at styre sine lyster. Noget, der altså kan pege på noget endnu værre og dødeligt ....

Dennis Bowman, 71 år gammel

 

https://www.oxygen.com/crime-news/dennis-bowman-allegedly-killed-missing-adopted-daughter

 

 

 

https://eu.freep.com/story/news/local/michigan/2021/02/22/aundria-bowman-cold-case-allegan/4548386001/ 

https://militarymurderpodcast.com/ep-45-kathleen-doyle-aundria-bowman-dennis-bowman/

 

https://www.fox17online.com/news/local-news/lakeshore/allegan/dennis-bowmans-wife-testifies-he-admitted-to-killing-adopted-daughter 

 

https://katv.com/news/nation-world/mich-man-now-in-va-prison-told-wife-where-to-find-remains-of-daughter-missing-since-1989 

 

Wikipedia

 

Aben, der blev jernbanearbejder

Den sydafrikanske jernbanefunktionær James Edwin Wide kunne lide at vise med sine spring fra jernbanevogn til jernbanevogn, hvilket havde givet ham tilnavnet "Jumper". Det ville ikke have været så farligt, hvis vognene holdt stille, men han sprang mellem dem, når de var i bevægelse, og en dag gik det galt. Wide faldt ned mellem to vogne og fik begge ben kørt af lige under knæet. Da meget af hans arbejde som signalpasser krævede en fysisk indsats, var gode råd dyre, men tilfældet hjalp ham, for på en markedsplads mødte han i 1881 Jack, der kørte en oksekærre. At Jack ikke var et menneske, men en abe, foruroligede ham ikke. Han havde desperat brug for en pålidelig assistent, og noget sagde ham, at Jack ville være den perfekte medarbejder.

Jacks ejer ønskede ikke at skille sig af med ham, men det lykkedes Wide at overtale ham. Aben Jack blev købt som kæledyr, men blev meget mere end det. Han viste sig hurtigt at være både lærenem og hengiven. Dog var det rigtigt, som hans oprindelige ejer havde sagt til Wide, at hvis denne flittige og intelligente medarbejder ikke fik Cape Cognac hver aften, så var han sur og hængøret dagen efter, så det måtte Wide sørge for, at han fik. Desuden fik han et officielt medarbejder-nummer samt en løn på 20 cents om dagen foruden en flaske øl en gang om ugen.

The Port Elizabeth Mainline Railroad havde ikke fuld tillid til Jacks evner som signalmand, men Wide beviste for dem, at han var fuldt ud lige så god og omhyggelig som et menneske. De foretog en hel række tests af Jack og lod Wide beholde sit job med tilføjelsen af denne specielle abe-assistent. Hans handicap var selvforskyldt, og hans eneste alternativ til jobbet ved jernbanen var arbejdsløshed, hvilket han ønskede at forhindre med alle til rådighed stående midler. Den dygtige abe reddede hans job og dermed hans økonomi, og de lader til ikke bare at have været gode arbejdskammerater, men også rigtige venner. Jernbaneinspektør George B. Howe beskrev deres forhold i 1890: “It was very touching to see his fondness for his master. As I drew near they were both sitting on the trolley. The baboon’s arms round his master’s neck, the other stroking Wide’s face.”

Ikke bare var Jack en dygtig jernbanearbejder, men han var også meget nyttig i huset. Han fejede gulve, bar skrald ud, osv., osv.. Desuden skubbede han Wides kørestol, så han kunne komme omkring. Formodentlig har han set det hele som en leg og har ikke haft nogen anelse om den betydning, han havde for Wides job, hvilket gør det mere acceptabelt for mig som dyreven. Nok blev han udnyttet, men der er ingen beretninger om mishandling eller direkte tvang, så jeg finder det OK, selv om han ikke fik et optimalt abe-liv.

Jack døde af tuberkulose i 1890, og på det tidspunkt havde han været jernbanearbejder-assistent i ni år. Da jeg er en sentimentalt dyreven, kan jeg ikke lide at tænke på, at hans kranium befinder sig på The Albany Museum i Grahamstown, og at han altså ikke er begravet i komplet tilstand som et menneske og med fuld honnør.

 

https://www.mentalfloss.com/article/559031/signalman-jack-baboon-worked-railroad-south-africa 

 

https://www.calebandlindapirtle.com/93405-2/ 

 

https://www.knoxvilledailysun.com/news/2012/august/jack-the-signalman.html
 

https://www.chapala.com/elojo/2016-issues/206-articles-2016/december-2016/3578-the-true-story-of-jumper-and-jack-the-signalman 

 

Wikipedia

Catfish Anton Martynenko

Noget, man godt kunne kalde en "catfish", men denne søde kat har nu kun invaderet computeren og ikke store dele af internettet med falske profiler og lokkende tilbud om masser af sex, modeljobs eller store indtjeninger. Det er der til gengæld andre, der har gjort den ene gang efter den anden, og det har i flere tilfælde kostet unge mennesker livet eller "bare" deres sindsro, fordi de har blottet sig på en måde, de ikke ønskede, og som de føler, er dybt nedværdigende. Noget, de kan have ret i, da det ulykkeligvis kan forhindre dem i at få de jobs eller kærester, de har drømt om.  

Catfishen Anton Martynenko ligner en sød fyr, og jeg fatter ikke, at han følte, det var nødvendigt for ham at lokke andre fyre til gennem falske profiler og afpresning. Måske det først og fremmest skyldtes hans totale forgabelse i en bestemt type unge mænd, der ikke var til mænd, men til kvinder? Jeg har nu en stærk fornemmelse af, at i netop hans tilfælde så drejede det sig også om et spil, hvor han elskede at føle sin magt over de fyre, han var vild med, men som ikke viste nogen særlig interesse i ham: han var den stærke, og de unge og atletiske fyre, han var så tiltrukket af, havde bare at gøre, som han sagde, for ellers ville der ske ting, de ikke ville kunne lide .....

Anton Martynenko var bankmand og bøsse. Hans mandlige ideal var som sagt de unge, muskuløse og atletiske fyre, han så i det fitness-center, hvor han kom. De havde bare ikke øje for ham, men snakkede hele tiden om de sexede damer, der lod ham selv kold. Det fik ham til at udtænke en plan om at få kontakt med dem, han fandt lækre, nemlig at posere på div. websites som en ung og smuk kvinde på jagt efter mandlige fotomodeller. De skulle bare sende "hende" nogle nøgenbilleder, så ville de hurtigt få masser af opgaver og tjene penge som modeller. 

En af dem, der faldt for Martynenkos lokketoner var Tommy Wiita, men han var langt fra den eneste. Nogle af de fyre, Martynenko fik til at sende nøgenbilleder som et led i ansættelsen som fotomodel, blev lokket hjem til ham, hvor han pressede dem med trusler af forskellig art, så de lod ham udføre oral-sex på dem. To af disse unge mænd begik senere selvmord, hvilket jeg umiddelbart synes er ret grotesk, for det virker som en overdreven reaktion på mig. Nok var de blevet misbrugt, men de burde afgjort have meldt Martynenko i stedet for at tage livet af sig selv. Og desuden: hvorfor er det egentlig så slemt at blive set nøgen, at man overvældes af skamfølelse?

En, der ikke lod sig lokke hjem til Martynenko, var Grant Abens, men han havnede til gengæld i en voldsom, årelang depression, fordi han var blevet truet med, at hans nøgenbilleder ville blive sendt til hans skolekammerater samt spredt rundt om på internettet. At Martynenko mente disse trusler alvorligt viste sig, da en af Grants kvindelige skolekammerater, Kourtney Lofgren, modtog nogle fotografier af mandlige skolekammerater, nogle med erektion, andre uden, men alle uden en trevl på kroppen.

Kourtney Lofgren

Denne kvindelige skolekammerat blev forarget over, at se sine klassekammeraters privatliv krænket på denne måde og gjorde det, de åbenbart ikke selv kunne samle sig sammen til: hun meldte det, men i første omgang uden noget særligt resultat. Det kom først, da hun fik skolemyndighederne til at træde ind i sagen, hvilket bl.a. skete, fordi de mente, at disse nøgenbilleder af purunge fyre var en form for børnepornografi. Alle drengene var nemlig omkring 13-14 år, da billederne blev taget. Da politiet blev aktiveret, opdagede man, at Martynenko havde billeder af omkring 400 unge mænd, der altså var blevet ofre for hans fidus. Straffen blev derefter: 40 års fængsel, noget der formodentlig i realiteten er en livstidsdom til den på tidspunktet for dommen 32 år gamle Martynenko.

Danny Heinrich 

I fængslet mødte Martynenko i øvrigt en anden type forbryder, nemlig en hardcore pædofil ved navn Danny Heinrich, der havde skjult enorme mængder børneporno på sin computer. Denne skumle person var desuden mistænkt for at have bortført, voldtaget og myrdet mindst en dreng, nemlig den 11-årige Jacob Wetterling. (Man mistænker dog stadig, at han også har slået forskellige andre drenge ihjel år tilbage i tiden). I modsætning til Martynenko var han endnu ikke domfældet, selv om politiet var ret sikre på, at han var skyldig i de mord, han var mistænkt for. Problemet var bare, at man ikke havde fundet Jacob Wetterlings lig, hvilket gjorde sagen overordentlig vanskelig for politiet. 

Jacob Wetterling 

Eftersom Martynenko og Heinrich kommunikerede så godt de nu kunne i fængslet, opstod der imidlertid en vis fortrolighed mellem dem. Martynenko fik forskellige informationer, som han gav videre gennem sin advokat, og som fik Heinrich dømt. Til gengæld fik han selv trukket to år af sin dom på 40 år, der altså blev reduceret til 38. Ifølge Martynenko viste Heinrich i øvrigt en meget stor vrede imod de drenge, han havde overfaldet, idet han gav dem skylden for det, der var sket. Den har man hørt før, nemlig i forbindelse med mænds mord på attraktive kvinder, der har afvist dem, men det virker altid lige besynderligt, fordi det vender op og ned på grusomme forbrydelser, hvor ofrene gøres til forbrydere, selv om deres eneste deltagelse i mordet er som et særdeles samarbejdsuvilligt lig .....

 

https://heavy.com/news/2015/10/danny-james-heinrich-jacob-wetterling-arrest-suspect-missing-family-facebook/

 

https://news.sky.com/story/man-confesses-to-decades-old-child-kidnap-and-murder-10568310 

 

https://thecinemaholic.com/who-is-the-real-courtney-jansgen-where-is-anton-martynenko-now/ 

 

https://www.twincities.com/2016/11/30/jacob-wetterlings-killer-confessed-crime-to-cellmate-before-guilty-plea/ 

 

Wikipedia

Hygge-sladder om afskyelige celebriteter

Spansk familie-scene med far (den spanske diktator/generalíssimo Francisco Franco Bahamonde: 1892-1975), datter, (María del Carmen Franco y Polo, bl.a. kendt under kælenavnet Carmencita Franco: 1926–2017) og mor (Carmen: 1900–1988)). Tilsyneladende efter den gængse skabelon for familier, altså bortset fra, at visse personer - bl.a. historikere - hævder, at rollerne var helt og aldeles anderledes. For det første påstår såkaldte "velunderrettede kilder", at Generalissimoen ikke bare manglede sex-lyst, men også, at han rent faktisk ikke kunne det, der skal til for at få et barn, fordi han havde fået en skade i lysken som 16-årig. 

 

Far og datter - eller onkel og niece?

Hov, jamen hvor kom Carmencita så fra???? Ikke fra hverken sin officielle mor eller far, for han kunne sandsynligvis ikke avle børn, og da ingen nogensinde har set hende gravid, så kan hun heller ikke være blevet mor. Sært???? Næh, for Generalissimoen havde en yngre, meget viril og sex-begejstret bror ved navn Ramon, og den såkaldte "velunderrettede kilde" påstår, at Carmencita var hans datter med en anonym - og på dette tidspunkt afdød - prostitueret. Denne yngre bror var en helt anden type end diktatoren Francisco Franco Bahamonde, som vi i daglig tale kalder "Franco". Hvor generalissimoen - ganske som brødrenes mor - var dyden selv, så var Ramon udsvævende som deres far.

Ramon Franco Bahamonde (1896-1938)

Sladder og løgne eller sandheden om Francos familie?????????? Og - hvad der er det vigtigste - betyder det noget, når man taler om en diktator, der ytrede sig på en afskyelig måde om det folk, hvis leder han var i 41 år, da han sagde, at han "såmænd gerne dræbte det halve Spanien for at sikre landet imod kommunismen"? Nej, hans politiske skurkestreger er det afgørende for bedømmelsen af ham, men derfor kan man jo godt finde det spændende (og underholdende) med lidt sladder om hans familieliv, da han jo som fascist og dermed super-konservativ gik ind for religion og de gamle familie-værdier med hjemmegående kvinder, der gik meget i kirke, og som havde mange børn. Selv kunne han altså kun præstere ét barn, der formentlig ikke var hans biologiske datter, men hans niece. 

Franco og hans brud, sagførerdatteren Carmen Polo, hvis familie ikke gik ind for deres ægteskab. Hendes far advarede hende således imod militærpersoner, (hvilket Franco jo var), der efter hans mening var "værre end torreadorer". Det afskrækkede ikke Carmen, og det var tydeligt, at da hendes mand kom til magten, nød hun den stilling, hun selv fik i det spanske samfund. Jeg husker således en bemærkning, som en spansk veninde kom med om fru Franco: "Det var hende, der havde bukserne på i det forhold, for hun styrede ham i et og alt." Interessant og samtidig sært, når man taler om en mand, der regerede sit folk med hård hånd, og som uden videre "ryddede ud" blandt dem, hvis de trodsede ham og hans politik, både før, under og efter borgerkrigen. Endnu en interessant detalje er dog fru Carmens lighed med hans strenge og dominerende mor .....

 I midten ses fru Franco og Argentinas præsidentfrue, Evita Peron, der besøgte Spanien i 1947 

Det fortælles, at generalissimoen Franco - til trods for visse fysiske begrænsninger - tydeligt viste sin betagelse af den smukke, unge og blonde Evita. Noget, der ikke huede hans kone, og der opstod derfor en vis rivalisering mht mode, udseende og udstyr mellem de to kvinder. På et tidspunkt iklædte fru Franco sig således en storslået pels for at demonstrere sin høje status over for Evita Peron. Det blev bemærket, og folk morer sig over det den dag i dag.

Spaniens mægtigste kvinde, Carmen Franco

At landet var ved at forbløde under og efter Francos borgerkrig har næppe givet hverken Carmen eller hendes ægtemand - den "store generalissimo" - søvnløse nætter. Han var snu nok til at holde sig ude af både Hitlers og Mussolinis forsøg på at binde ham til deres politik, for han havde sin egen, og den holdt han fast i. Efter et møde mellem Franco og Hitler sagde sidstnævnte, at han hellere ville have trukket tre tænder ud uden bedøvelse, end sidde i møde med Spaniens diktator. At kalde Franco for neutral under Anden Verdenskrig er en sær tolkning af det faktum, at han nød godt af forskellige foranstaltninger, som både Hitler og Mussolini hjalp ham med. Man kan måske mene, at han gjorde gengæld, da omkring 80.000 spanske frivillige sluttede sig til Hitlers styrke i Rusland, hvor mange af dem omkom eller blev taget til fange af russerne.  

Problemet med Franco demonstreres tydeligt i hans redigering af den propagandafilm fra 1940, han skrev manuskriptet til anonymt, nemlig "Raza" (dvs. race). Her hævdedes det bl.a., at fascisternes mål ikke var politisk magt, men nødvendigheden af at frelse Spanien. Ti år senere udkom filmen i en ny version, idet alle fascisthilsener var fjernet, og hverken amerikanere, republikanere, frimurere, etc. stod for skud, men kun kommunisterne, der altid blev fremstillet som det værste af det værste af den lille diktator.

Den såkaldte datter, Carmencita, har bragt ære over Franco-familien, dels ved altid at støtte sine forældre og ære deres minde, ligegyldigt hvad. Hun har været gift med Cristóbal Martínez-Bordiú, 10th Marquis of Villaverde, hvilket gjorde hende til prinsesse, fordi han selv befandt sig oppe i disse sociale lag. Han var dog også hjertekirurg, og i 1968 udførte han den første hjertetransplantation i Spanien. Ægteskabet fik dog en brat ende, da hun i 1978 forsøgte at udsmugle guld, juveler og medaljer, der havde tilhørt hendes far, men blev arresteret i lufthavnen. Kort efter blev hun og hendes mand separeret, og hun flyttede sammen med antikvitetshandleren Jean-Mari Rossi i Paris. Noget, der dog ikke har trukket fra i hendes popularitet blandt fascisterne. 

Francos udvalgte efterfølger var den unge spanske prins Juan Carlos, der var gift med den græske prinsesse Sophia. Da Franco døde i 1975, blev Juan Carlos lynhurtigt udnævnt til konge, og næsten samtidig gav han Carmencita en fornem titel som "Hertuginde af Franco". Det er dog intet imod den glædelige kendsgerning, at Spanien fik sit første demokratisk valg i 1977 ....

 

 

https://www.hindustantimes.com/world/franco-s-daughter-was-the-offspring-of-his-brother-book/story-M5PQJVW8FwAWeFuS8unEgN.html

https://spainsnews.com/the-franco-a-family-united-in-the-defense-of-the-memory-of-the-dictator/

 

Wikipedia