Den ateistiske og jødiske nonne, der blev myrdet af nazisterne

 

En af de almindeligste definitioner på en nonne er troen: den og den blev nonne, fordi hun troede på Biblen, Jesus, osv.. Når man så læser, at denne specielle nonne, Edith Stein (1891-1942), der endte med at blive myrdet som jøde under Hitlers forfølgelser, var ateist, så er det lige før, man tror, man har set forkert. Hendes valg af katolicismen var jo frivilligt, og hvorfor skulle hun ikke bare vælge denne kirkelige trosretning, men tilmed dyrke den som nonne i et kloster, hvis hun slet ikke troede på kristendommens budskab? 

Med mindre man ligefrem blev forvist til et kloster - og det er der jo dem, der er blevet, hvis deres familie havde svært ved at styre dem - så virker det sært, at en ateist skrotter den jødiske tro, lader sig omvende til katolicismen og ligefrem går i kloster. 

Sådan var Edith imidlertid som person, for når det kom til stykket, lod hun sig tydeligvis ikke bare styre af moral, men også af religiøse forestillinger, tro og næstekærlighed. Under indtryk af lidelserne i forbindelse med Første Verdenskrig, lod hun sig således uddanne til sygeplejerske, hvorpå hun sluttede hun sig til Røde Kors, for at kunne pleje og passe de sårede. Ikke nok med det, men hun studerede også filosofi og fik en doktorgrad med en disputats om emnet "empati". Hendes liv var altså fuldt af en masse tanker og gøremål, hvoraf flere virker som modsætninger, men som i virkeligheden går op i en højere enhed ved at udvikle sig af hinanden.

Som Teresa Benedicta of the Cross er hun kendt som en af de seks helgener - for hun blev sørme også kanoniseret! - der har en speciel opgave med at beskytte Europa. Hverken hendes anerkendte humanitære arbejde, hendes filosofiske skrifter, etc., etc. hjalp hende imidlertid imod Hitler, for hun døde i Auschwitz, formentlig i et gaskammer to dage efter ankomsten. Man mener dog, at hun ikke "bare" var et offer for nazisternes jøde-had, men at hendes henrettelse også havde noget at gøre med nogle katolske biskoppers  protester imod nazismen. Dvs. at hun endte som martyr for flere ting og ikke "kun" sin fødsel som jøde.

 
https://plato.stanford.edu/entries/stein/

Wikipedia

 

Jaloux og/eller misundelig?

 

 

Hvis øjne kunne dræbe ....

Personligt har jeg ikke svært ved at forstå jalousi, for det kan jo ikke nægtes, at man mister meget, hvis ens hjertenskær foretrækker en anden. På længere sigt er det måske godt at blive fri for en fyr, der ikke deler ens kærlighed, men her og nu er det som et dolkestød i hjertet. Man sørger og græmmer sig .... 

Under andre omstændigheder er denne specifikke hund og kat måske gode venner, men når det gælder deres menneskers kærlighed, så træder jungle-loven i kraft for mange kæledyr: poterne væk fra MIT MENNESKE!!!! Fra kærtegn og hygge er vejen da heller ikke så lang til guf og daglig pleje: hvem får mest, og hvordan rager jeg endnu mere til mig? Hvis mennesket foretrækker katten, så virker det som et alarmsignal på hunden - og omvendt.

Her bevæger vi os over i noget beslægtet, men dog ikke identisk med jalousi, nemlig MISUNDELSE! Sophia Loren, der jo selv har haft god gavn af sine velformede, yppige former, har senere sagt, at hun skam ikke var misundelig på kollegaen, Jayne Mansfield, men at hun frygtede, at hendes babser ville undslippe den lave udskæring og vække skandale. Hendes blik forekommer mig dog i høj grad at udtrykke noget andet, nemlig et "hva' pokker, hendes er jo større end mine!!!" Hvis jeg har ret, så er der der tale om ren og skær misundelse. Her må man så huske på, at for disse divaer drejer det sig ikke bare om attributter med et privat værdisæt, men om aktiver inden for deres fag: jo større og flottere, desto flere dollars i kassen ....

Ham med øksen har måske slet ikke de kvalifikationer, der ville kunne skaffe ham adgang til den karriere som ham oppe på stigen har opnået, men så trøster det jo at få ham pillet ned, ikke? En Fandens til grim tankegang, men forståelig ud fra det, vi ved om jalousi. Intet undskylder dog forsøgene på at pille den succesfulde ned "bare for at gøre det". Hvis ham på stigen havde stjålet sin succes fra ham med øksen ville det kunne vække alle mulige mere eller mindre forståelige følelser, men det skulle være virkelig groft for at nedpilningen skulle kunne undskyldes.

Ja, desværre er der mange, der føler sig angrebet, hvis andre opnår noget, der gør dem glad. Jeg har selv oplevet en såkaldt venindes misundelse, da jeg - glad og velfornøjet - fortalte om noget, jeg havde opnået. Dette var ikke inden for hendes felt eller på nogen måde noget, hun kunne forvente, men alligevel satte det gang i en strøm af misundelse, der virkelig kom bag på mig. Man kunne jo tro, at en mangeårig veninde ville blive glad på ens vegne, men nej, det gjorde hun ikke, og episoden blev en øjenåbner for mig: det med at "dele ens glæde" er noget pladder, hvis man omgås misundelige mennesker, for det trigger deres vrede, hvor det burde gøre dem glade på ens vegne .... 

 

Den pædofile Polanski og hans mindreårige sex-offer/-partner

 

En yndig, ung dame - ja, faktisk super-purung, for hun eer tydeligvis ikke voksen. Når man  ser sådan et billede, bliver man umiddelbart ret forbavset over at høre, at sådan et barn har spillet en afgørende rolle som femme fatale i en celeber pædofili-sag. Noget, der startede i en berømt mands privatliv, men som gik derfra og nærmest eksploderede i offentligheden på en måde, der langt hen ad vejen, men ikke 100%, ødelagde hans karriere. Forholdet til dette barn blev nemlig til et skæbnemøde for den myrdede Sharon Tates efterladte ægtemand, instruktøren og skuespilleren Roman Polanski, som alle ellers havde en mægtig sympati for på grund af hans unge hustrus sørgelige død. Hvor tragedien med hans gravide hustru, der blev offer for Charles Manson-vanviddet, havde givet Polanski en positiv og omsorgsfuld medlidenhed fra offentlighedens side, så forvandledes alt det og blev til et forrygende had. 

Det var ikke den på det tidspunkt 13-årige Samantha Jane Gailey (nu Geimar), der havde lagt an på den 43-årige Polanski, men som voksen har hun fortalt, at hun var seksuelt aktiv meget tidligt i sit liv. Dvs. at de ting, han blev anklaget for, meget vel kan have været OK, set fra hendes synspunkt, sådan at hun ikke opfattede hændelsen som det, han blev anklaget for, nemlig bl.a. voldtægt ved hjælp af alkohol og muligvis andet, sodomi, perverse handlinger - hvad det så end er - samt forskelligt andet. Det er så én ting, for fakta er, at hun var et barn på 13, medens han var en moden herre på 43, og i USA, hvor begivenheden fandt sted, regnes man for et barn indtil det fyldte18 år. Hvad der bliver gjort ved en person under 18, kaldes "voldtægt", hvad enten der er tale om tvang, eller om det hele er frivilligt.

Samanthas mor havde givet tilladelse til foto-optagelser med datteren hjemme hos Jack Nicholson, op på et tidspunkt var pigen blevet forskrækket. Det gjaldt også Anjelica Huston, der boede sammen med skuespilleren, for hun havde hamret på den lukkede dør, men var så blevet beroliget af Samantha. Polanski har senere hævdet, at der var tale om frivillig sex, og at Samantha havde reageret positivt på hans tilnærmelser. Noget, hun indirekte selv har indrømmet mange år senere, men det hjalp ikke den berømte instruktør, for det viste sig hurtigt, at han havde udsigt til en fængselsstraf på 50 år. Derfor flygtede han, først til London og derfra til Frankrig, hvor han havde  et statsborgerskab og derfor ikke risikerede at blive udleveret.

Når den purunge pige i forbindelse med retssagen hævdede, at der ikke var tale om noget frivilligt, sådan at det altså var voldtægt, så kunne jeg forestille mig, at hun har været under pres, bl.a. fra familien. Hvis hun - som hun selv har fortalt som voksen - virkelig var seksuelt aktiv som 13-årig, så har det ikke været anset for en passende opførsel for en såkaldt pæn ung pige. De kan således begge have kæmpet for deres sociale ry og rygte, hvilket ofte er nok til at give sandheden et spark ud ad vinduet.

Den voksne Samantha har i hvert fald talt pænt om Polanski, hvor andre måske ville have kaldt ham slemme ting. Dermed ikke være sagt, at hun undlod alle former for hævn, og det kan man så spekulere over. Således anlagde hun sag imod ham i 1988 og blev faktisk tildelt en stor erstatning, men der hersker tvivl om, hvorvidt han har betalt den. På et tidspunkt blev han også arresteret i Zürich, men han har aldrig siddet fængslet eller er vendt tilbage til USA, hvor han afgjort ville være blevet retsforfulgt ..... 

Roman Polanski med sin så tragisk myrdede hustru, Sharon Tate

Begge har i øvrigt udgivet deres erindringer, hvor de - som ventet - har givet hver deres version af begivenhedernes gang ..... 

 

^{https://www.datalounge.com/thread/25890519-samantha-geimer-roman-polanski-is-not-a-pedophile-he-s-a-fine-person} 

 

^{https://www.mirror.co.uk/tv/tv-news/roman-polanskis-rape-victim-says-11354335} 

 

https://variety.com/2019/film/news/roman-polanski-rape-accuser-reached-out-la-prosecutors-2017-1203411544/ 

 

Wikipedia

 

Alive in death - or so her mother felt ....

 

When Florence Irene Ford contracted Yellow Fever and died in 1871 she was only ten years old. Her mother was inconsoleable and her deep sorrow was the reason for the strange grave in which her daughter was buried. Little Florence Irene had been terrified of storms and rough weather so her mother wanted to be able to comfort her, even though she was dead in her grave. That's why she had the grave built with a staircase which gave her the opportunity always to feel near her dead daughter.

Not only was there a staircase, but the child was buried in a casket with a glass window. Howeveer, by now the casket is being protected by a concrete wall so that vandals can't get to it.  

https://www.natchez.ms.us/277/Florence-Irene-Ford 

 

Wikipedia

 

Straf for straffens skyld, eller hva'?

OK, dommer Sisamnes var korrupt, og han blev derfor dødsdømt via flåning i levende live. UHA, siger jeg bare, men kan dog ikke sige, at jeg er helt forbavset over denne angiveligt historiske straf, for var de ikke nogle bæster dengang? Jo, det siger man i hvert fald, selv om der var en hel del (næsten) lige så grusomme straffe senere. Hvorom alting er, så viser Gerard Davids1600-tals maleri den grusomme scene, der foregik engang i det femte århundrede før Kristi fødsel, så håret rejser sig på én. Intet er overladt til fantasien: hver lille flig af dommerens legeme vil blive berøvet sin hud. At han i sin tid kun reagerede med en grimasse under den frygtelige pinsel, tror jeg ikke på, og det undrer mig egentlig, at kunstneren har foreviget hans personlighed med en stoisk reaktion på sådanne frygtelige smerter. Beskrivelsen af den type stoicisme plejer nemlig kun at blive Jesus eller helgener til del.

Her har vi f.eks. Peter af Verona, der dolkes, tilsyneladende uden at fortrække en muskel. Også meget, meget usandsynligt, at det er foregået sådan, selv om denne aflivning måske ikke er helt så smertefuldt som den levende flåning. At han hverken hulker eller bønfalder om nåde er i hvert fald en vigtig detalje, da det viser hans fine karaktertræk: han er "i sandhed" en helgen, dvs. et højt udviklet individ.

Sisamnes sidder i dommersædet, medens den mand, der får ham arresteret og dømt, nemlig den persisk kejser Cambyses, står foran ham. Som det ses, er Sisamnes nærmest forstenet af chokket ved at blive sat i forbryderens sted, når det ellers plejer at være hans opgave at dømme de kriminelle. Da straffen bliver udmålt, får han imidlertid mulighed for selv at udpege sin efterfølger som dommer og vælger sporenstregs sin egen søn, Otanes. Cambyses går med til at udnævne sønnen, men samtidig sørger han for, at den hud, der blev fjernet fra faderen, bruges til at beklæde sønnens dommersæde.

Det, der ligner et portræt over Otanes' hoved, som han sidder dér i dommersædet, er altså i virkeligheden en del af hans døde far, nemlig hovedet, medens resten er blevet brugt som stolesæde. Kors dog, siger jeg bare, for hvad havde Otanes gjort? Hvorfor skal han også straffes? Det svarer til at straffe Ted Bundys datter, Rose, for de horrible mord, hendes far begik, og det har nutidsmennesker altså svært ved at acceptere. Vi er også blevet langt mere blødsødne end på Cambyses tid, for nok kan man bruge udtrykket "jeg kunne flå dig levende!" men den eneste, der lader til at have gjort noget sådant, er da vist Ed Gein ....

Strøtanker om ønsket om eneboertilværelsen ....

Da jeg så dette billede, kunne jeg ikke lade være med at more mig over den formentlig strandede person, der forsøger at vifte påtrængende (?) hjælpere væk. Andre i den situation sender flaskepost ud for at tiltrække sig opmærksomhed, så de kan blive reddet fra den øde ø, de er strandet på, men ikke denne person. Næh nej, han/hun - og det ligner lige så meget en kvinde som en mand - foretrækker sit eget selskab og vil meget have sig frabedt at blive ført tilbage til civilisationen.

I dette tilfælde er der nok tale om besvarelsen af en flaskepost, der ikke bliver som ventet, for hvem har dog brug for sådan en regning? Vedkommende havde sikkert foretrukket et redningsmandskab eller en masse gode forsyninger. Man kan grine ad ham, som han sidder dér og får øje på flaskeposten, men det skyldes nok udelukkende, at man ikke tager hans situation alvorligt. 

Der er sandelig mange måder at forlige sig med ensomheden. Denne er ret velkendt i andre sammenhæng, hvor dukker af forskellig art, mekaniske hjælpemidler, etc. træder i en partners sted. Også det kan man grine ad, men det er jo altså alvor for nogen ....

Maleren Edward Hopper havde et specielt blik for det moderne menneskes liv. Før i tiden havde man som regel nære familierelationer, og man bevægede sig ofte ikke langt uden for den kreds, den udgjorde. I hvert fald ikke hvis man var kvinde i samfundets "pænere lag". Fattige måtte ofte klare sig uden det sikkerhedsnet, familien udgjorde, indtil de evt. "slog hånden af en", f.eks. fordi man "kom galt af sted" ....
 

Når jeg ser sådan et derangeret menneske, så bliver jeg nysgerrig. Hvad er der dog sket i hendes liv, hvad var hendes drømme i barndom og ungdom - og hvorfor gik det, som det gjorde? Er hun psykisk syg, hjemløs, eller hvad? Det kunne man måske finde ud af, hvis man satte sig ved siden af hende og indledte en samtale, men belært af erfaringen er det nu noget, jeg ville betænke mig meget på. Denne dame befinder sig vist på en usynlig, øde ø og vil gøre meget for at vifte uønskede personer væk. Hvis man bare er nysgerrig, så har man nu også fortjent at blive viftet bort, hvad enten denne persons tilværelse er selvvalgt eller ej.

"Liderlige Lolita"

 

Den knapt 14-årige Sue Lyon i Stanley Kubrick-filmen "Lolita" (1962) over Nabokovs roman fra 1955 var samtidig både for ung og for gammel til rollen. Nabokovs teenage-forførerske var nemlig blot 12 år, og Sue Lyon var for ung til selv at måtte se filmen, da den fik premiere. Det betød, at hun måtte have sin storesøster som stand-in i de mest provokerende scener mellem den mindreårige skønhed og hendes vildt forelskede stedfar, litteraturprofessoren Humbert Humbert, der blev spillet af den 53-årige James Mason. 

Dette filmiske kærlighedspar var lige så umage som virkelighedens "Lolita" og "Humbert Humbert", nemlig Sally Homer (1937-1962), der som bare 11-årig mødte den pædofile Frank La Salle, der narrede hende til at følge med sig med trusler om fængsel og straf for tyveriet af en notesbog. 

 Sally Homer

Hele denne forhistorie med Frank La Salles bortførelse af den meget, meget unge pige førte altså til skabelsen af den litterære figur "Lolita", der er endt med at blive et velkendt begreb. I og med at figuren er kommet ind i sproget som betegnelse for noget ganske bestemt pirrende, men nu først og fremmest kriminelt, så ved man, hvad forfatteren Lone Bache refererede til med sin bog "Liderlige Lolita. Børnepornografi og -prostitution" fra 1980. Den bygger på en akademisk opgave med kulturstøtte omkring emnet "Den danske pornofilm" og er en sober og holdbar analyse af noget, vi ikke kan frasige os eksistensen af: ja, der findes dansk producerede pornofilm og ja, på et tidspunkt var Danmark nok berygtet for dette. At noget af denne porno omhandlede børn er en ubehagelig tanke, men er det sådan, så bør det ikke forties.

Når dette velunderbyggede og sobre værk er blevet en "forbudt-for-læsere-bog" på landets biblioteker, er det efter min mening forkert. Da jeg søgte på titlen, eksisterede den slet ikke, hvilket jo er løgn: den fandtes, indtil en eller anden Fynbo reagerede imod billedmaterialet engang i 2006. Forargelsen førte til, at bogen blev fjernet fra hylderne overalt. Forfatteren er simpelthen havnet i den situation, hvor hendes bog, der i sig selv er en afsløring og dermed også indirekte en anmeldelse af noget uacceptabelt, noget kriminelt, ses som en forbrydelse. Det svarer nogenlunde til, at man risikerer at blive straffet for at afsløre en skjult hemmelighed om noget kriminelt i det sociale system. Eftersom bogen er sober og dens teser velunderbyggede, burde den ikke være blevet forbudt og nærmest usynliggjort: det er CENSUR, når den er værst!!!

Man ved, at der også nu findes pædofile forbrydere, der har deres egne "Lolita'er", hvoraf nogle havde samme alder som Sally Homer, da de blev udnyttet. Det er ikke rart at tænke på, men det er nu endnu værre at se disse forbrydelser gemt væk som noget alt for slemt, til at man - dvs. os!!! - ikke bliver orienteret fuldt ud. Jeg er godt klar over, at Lone Baches bog er blevet brugt af pædofile, fordi de her fandt det billed-materiale, der i den grad appellerer til dem, men sådan et problem kunne være klaret med en bjælke de mest provokerende steder. En ting er nemlig at høre eller læse om det, der foregår, noget andet at se dem afsløret som det, de er, nemlig overgreb, børnemishandling, dvs. FORBRYDELSER. Alle videnskabeligt underbyggede undersøgelser bør i hvert fald være velkommen, for vi skal ikke spises af med påstande og ikke-underbyggede hypoteser, der ikke gør os klogere.

https://www.berlingske.dk/kultur/gammel-boerneporno-stadig-paa-bibliotekerne

 

https://www.kommunikationsforum.dk/Michel-Steen-Hansen/blog/liderlige-lolita-kan-ikke-laanes-paa-de-danske-folkebiblioteker 

 

Boobytrap: https://boobytrapec.blogspot.com/2021/11/lolita.html