Sisyfos og de hævngerrige guder

Jeg kan godt lide Sisyfos, der nægtede at forblive i dødsriget, og som tilmed fangede Døden og bandt ham. At det gjorde guderne sure, siger sig selv, for vi er jo i de græske myters verden, og dér vrimler det med temperamentsfulde og ikke mindst hævngerrige guder. Når de siger, at man skal én ting, og man så gør præcis det modsatte, ja, så er man selv ude om det. Den straf, guderne idømte Sisyfos, var at rulle en stor sten op ad en stejl bjergskråning. Når han havde fået den op, gled stenen imidlertid altid fra ham og trillede ned igen, så han måtte begynde forfra.

Filosoffen Albert Camus så Sisyfos som et ideal for det moderne menneske, der efter hans mening lever i en absurd verden uden mening. Alt er meningsløst, men det bør ikke afholde det humanistiske menneske fra at forsøge at få løst problemerne, dvs. få stenen op ad bjerget.

Efter min mening er der noget skævt i denne opfattelse, for hvis opgaven er pålagt Sisyfos af de ærlig talt temmelig barnlige og evigt stridende guder, hvem siger så, at det er dem, der har ret til at pålægge ham den? Eller sagt på en anden måde: hvorfor lade sig styre af individer, der ret beset er inferiøre mht forstand og intention?

Den værste af dem alle: Zeus

For mig er en livsopgave noget, det enkelte individ finder frem til ud fra sine egne forudsætninger og ikke bare noget, som en flok lunefulde, liderlige og skrupskøre guder finder på. Jeg må indrømme, at på det punkt springer jeg fra, men jeg er ikke blind for, at der kan være perspektiver hos Camus, som jeg bare ikke har forstået ....

Stjernekiggeren, der selv blev en stjerne

Professor Edward Charles Pickering fra Harvard College Observatory blev flere gange så irriteret på sine forskellige mandlige medarbejdere, at han en dag udbrød: "Det dér kunne min skotske tjenestepige gøre meget bedre!!!" Oven på den salut besluttede han sig for at give bemeldte tjenestepige, Williamina Paton Stevens Fleming (1857-1911), en chance for at bevise sit værd - og sin egen dømmekraft - for han ansatte hende ved det fine observatorium som det, man dengang kaldte en "computer".

Der var iøvrigt flere af den slags kvindelige "computere" på stedet, hvor de registrerede og bearbejdede de fund, astronomerne havde gjort samt selv udførte undersøgelser. Flere af dem - som bl.a. Williamina Fleming - udmærkede sig også i årenes løb med individuelle fund og selvstændige bidrag til astronomien.

Sådan gik det formentlig ikke for sig, men teoretisk set kunne det vel ske.

Det var forresten professor Pickerings kone, Elizabeth, der først havde henledt hans opmærksomhed på den intelligente skotte, der oprindelig var kommet til USA med sin mand som nygift kone. Da han forlod hende og deres lille søn, måtte hun tage arbejde som tjenestepige, og hér gjorde hun sig altså bemærket ved sin forstand og hele personlighed.

Hendes ansættelse blev en stor succes, for hun medvirkede bl.a. til udviklingen af forskellige undersøgelsessystemer samt for selvstændige opdagelser, bl.a. af The Horsehead Nebula i 1888.

https://www.nls.uk/learning-zone/science-and-technology/women-scientists/williamina-fleming

https://findingada.com/shop/a-passion-for-science-stories-of-discovery-and-invention/williamina-

fleming-star-of-scotland/

Hvad skal vi med de kongelige?

Ved et tilfælde faldt jeg over historien om den senere Frederik IX's mislykkede forlovelse med prinsesse Olga (1903-1997) af Grækenland. Den unge prinsesse minder i type en hel del om den kvinde, han senere giftede sig med, nemlig prinsesse Ingrid fra Sverige, for de var begge flotte og elegante kvinder, der var kendt for deres skønhed.

At det ikke gik så godt for det unge par skyldes vist mange ting, men det fortælles, at den fordrukne, unge Frederik ved en bestemt lejlighed kom til at forveksle prinsessen med hendes lillesøster, hvilket sårede hende så meget, at hun brød forlovelsen og senere giftede sig med prins Paul af Jugoslavien, som hun fik tre børn med. Efter mordet på Alexander I blev hendes mand, prins Paul, udnævnt til prinsregent for den unge kronprins Peter (II) af Jugoslavien, men denne turbulente tid med oprør og krig fik også konsekvenser for deres familie, idet den sendte dem ud på en rejse fra Jugoslavien til bl.a. Afrika og derpå tilbage til Europa igen i 1948. Da Olga døde af Alzheimer i 1997, boede hun således i Paris.

Den senere dronning Margrethe med sin far, kong Frederik IX af Danmark

Et liv som prins, prinsesse, konge eller dronning skal ikke underkendes. De oplever problemer ligesom almindelige borgere, og det er næppe sjovt at se dem udbasuneret til en nysgerrig og/eller fordømmende offentlighed i pressen. Jeg kan således godt have ondt af et menneske som f.eks. prinsesse Olga, der fik sin del af det negative, der kan overgå et individ med eller uden blåt blod, men samtidig må jeg sige, at jeg er overbevist om, at monarkiet som institution har udspillet sin rolle. Måske der var en vis mening med det, da kongen virkelig havde magt, men nu hvor det er forvandlet til noget repræsentativt, har det mistet sin værdi. Vi har ikke brug for et kongehus, og de har heller ikke brug for os i et moderne samfund, for det, der kunne kaldes deres job er uden indhold. At opretholde ideen om, at de har betydning for samfundet, ville være det samme som at hævde det berettigede i at bevare et erhverv som hatte- eller karetmager. Ingen har brug for den slags ekspertise længere, og det gælder også kongehusets medlemmer, hvad enten de som individer er sympatiske mennesker eller ikke. 

Hvis man skal sætte sagen på spidsen, så kan man betragte de kongelige som mennesker, hvis liv er knyttet til tomme funktioner, ja, som folk, der har mistet deres berettigelse, fordi de ikke har andet at byde på en snoreklip og vinken fra balkoner. Om de enkelte medlemmer påtager sig andre frivillige pligter, der ligesom legitimerer deres stilling, så er det ikke nok, for det skal der ikke kongelige til. Borgere af forskellig art kan gøre det samme, hvis de får chancen, og hvis det virkelig er nødvendigt.

Nogle kongelige som f.eks. prinsesse Sofia af Sverige har forladt rollen som kongelig til fordel for et borgerligt erhverv, for hun er blevet sygeplejerske. I det hele taget lader det til, at nogle af det svenske kongehus' medlemmer lægger op til en form for "normalisering" af deres fremtidige liv, idet flere af den yngre generation har trukket sig tilbage fra det repræsentative ræs, der regnes for deres naturlige livsindhold og berettigelse.

Noget af det samme finder man i prins Joakims søn, prins Nikolai, der er blevet noget så lidt kongeligt som Dior-model. At han har udseendet til det, skyldes utvivlsomt hans kinesisk-østrigske mor, Alexandra, der i sin tid var et frisk pust i kongehuset, men som nu har opgivet både apanage og kongelighed.

Voldtægt og dødsdomme

Når jeg hører om mænd, der voldtager kvinder, så bliver jeg bare så gal, så gal. Jeg forstår udmærket dem, der får lyst til at myrde dem, men samtidig kan jeg godt se, at selvtægt ikke er til nogens fordel. Det er det imidlertid heller ikke med de vanvittige domme i Mellemøsten, der ikke dømmer voldtægtsforbryderne, men deres ofre til døden. Magen til svineri skal man lede efter, og det er helt igennem uacceptabelt bare at få den tanke, at det er OK i noget land på denne planet.
I Rusland er der angiveligt kommet en ny lov, der giver voldtægtsofre ret til at dræbe dem, der har forbrudt sig imod dem. Om det passer, ved jeg ikke, men det skulle være helt rigtigt, at man i Indien nu har dømt fire voldtægtsforbrydere til døden. Noget, jeg græder meget tørre tårer over ....
En anden mulighed er, at man straffer voldtægtsforbrydere med ikke-medicinsk kastration. Dermed mener jeg "snip-snap-snude ..." og ingen vej tilbage, for man kan undlade at tage den medicin, manbliver dømt til at tage. Eneste problem er, at sådanne domme kan få voldsmændene til at optrappe forbrydelsen, da de måske myrder ofret for at lukke munden på hende.


https://www.dr.dk/nyheder/udland/indisk-domstol-beordrer-fire-voldtaegtsmaend-henrettet

https://www.dr.dk/nyheder/udland/indisk-hoejesteret-holder-fast-i-doedsstraf-efter-gruppevoldtaegt

https://www.dr.dk/nyheder/udland/indien-kender-doedsstraf-voldtaegt-er-symbolsk

Donnerwetter!!!!!!

Det var ikke helt sådan, en af mine veninder fandt sin fine, nye og meget dyre cykel, men noget derhenad, for tyven havde "skrællet" hendes dejlige køretøj, som hun havde glædet sig til at tage på mange gode ture med. Surt show og virkelig tarveligt af den ukendte forbryder, (for ingen aner jo, hvem han/hun er eller finder vedkommende, eftersom den slags forbrydelser ikke efterforskes særlig ihærdigt). Da hun bruger cyklen til at komme frem og tilbage på arbejde, betyder tyveriet også, at hun nu skal investere i en ny cykel, for forsikringen dækker trist nok ikke hele tabet. Øv!!!

Sagen minder mig om en snak, jeg havde med en anden beboer her i huset, hvor jeg bor. Han ligner en person, man helst ikke skal støde på en mørk aften, men er faktisk smaddersød og lever slet ikke op til sine bombastiske tatoveringer. Derfor får vi os en hyggesnak, når vi tilfældigt løber på hinanden, og denne snak går ofte på vore køretøjer. Mit er ikke ligefrem præget af hestekræfter, men jeg er glad for det, og det er det vigtigste.

Hvor jeg kun har dette ene køretøj, vælter han sig til gengæld i motorcykler, foruden at han har en meget molestreret bil, som han går og lapper på. Til hans store irritation vil ejendommen ikke tildele ham en garage, så han kan beskytte alle sine køretøjer. De står ude, prisgivet vind, vejr og tyveknægte. Det sidste er det værste, for unge knægte, der vist ikke engang hører til her i huset, har flere gange hugget et par af hans motorcykler og er forsvundet med dem. Senere er de dog blevet fundet, men totalt tappet for brændstof og måske endnu mere derangerede end før.

Undrer det mig? Næh, men jeg er nu også så desillusioneret, når det gælder de ting, man kan komme ud for som ejer af et eller andet, andre også gerne vil have. At der kan ske endnu værre ting, ved jeg godt, men det er altså for dårligt, og det gør mig gal ....

Et godt spørgsmål

 

De fleste vil nok sige, at det er morgenmad samt en nyttig ingrediens i visse af vore madretter, men det betyder ikke, at de ikke ved, at dets funktion var en helt anden, da det blev udstødt af et æglæggende dyrs fødselskanal. Dem er der iøvrigt flere af, for ikke bare fugle, men også fisk, padder og krybdyr lægger æg, hvilket vil sige, at de har del i et ret genialt formeringssystem. Ikke noget med et 9 måneders besværligt svangerskab og en smertefuld fødsel, næh, for et æg er nemlig en madpakke for et foster, der får ALT serveret til fri afbenyttelse. Smaddersmart, hvis en æggespiser ikke kommer før udklækningen og fortærer hele dette fine økosystem ....

Og hvad får vi, der er nogle af de værste ægge-tyve, for vore anstrengelser? Meget mere end vi vist fortjener, for de ægge-producenter, vi kender bedst, nemlig høns, bliver ikke altid godt behandlet af os. Penge-maskineriet byder dem ståltråd, hvor de drømmer om jord til at skrabe i, og de aflives på en ikke alt for blid måde, selv om slagterierne påstår noget andet.

Alt i et æg kan faktisk bruges af de forskellige ægge-tyve, der findes. Selv skallen, der kan give kalcium, men det er nu sjældent, vi mennesker spiser den. Det eneste, man ikke kan få af at spise æg, er C-vitamin, ellers synes de at indeholde alle næringsstoffer. Formentlig er det derfor, de indgår i mange diæter, for de er både sunde, samtidig med at de er kaloriefattige. Hvad smagen angår, så er det altså bedst med helt friske æg, og jeg mener, at de skal nødig være mere end en uge gamle for ikke at ændre smag.

Og hvordan er jeg nu pludselig kommet til at tænke på æg? Jo, jeg blev spurgt om min egen bog, "Fjer for fjer", som jeg ellers ikke har tænkt på længe, selv om jeg var glad for den, da den udkom ...

Religiøse syner og "åbenbaringer"

Man ved, at nogle mennesker med demens eller psykiske sygdomme oplever vrangforestillinger og hallucinationer. De føler måske, at folk omkring dem stjæler fra dem, eller også er de overbevist om, at afdøde dyr og mennesker opsøger dem. Dette mønster ligner afgjort noget, vi kender fra et andet område, nemlig religionen og de okkulte videnskaber. Profeter og sandsigere kommer med budskaber, som de selv og deres tilhængere opfatter som guddommelige. Fordi disse "budbringere" regnes for hellige - dvs. udvalgte af en guddom - kan deres forestillinger og syner blive taget for ægte budskaber fra højere magter, hvilket kan være med til at forme en religion, sådan som det f.eks. er sket med Islam og kristendommen.
I vore dage vil det være sværere at få omgivelserne til at acceptere den slags "overnaturlige" udsagn som ægte budskaber. Udgangspunktet for en bedømmelse ville være en psykiatrisk analyse af personen, der fortæller om sine åbenbaringer. Hvis man går nogle hundrede år tilbage - eller befinder sig i bibelbæltet i USA - så vil det ofte være anderledes. Tid og sted er nemlig altafgørende for modtagelsen af det, som personen, der har fået disse angivelige budskaber, kommer med.

Grundlaget for troen på budskaber er selvfølgelig en fast forestilling om, at der er et styrende princip et eller andet sted uden for os selv, og at dette ønsker at kommunikere noget til os mennesker. Uden denne tro opfatter vi automatisk religiøse eller okkulte budskaber som vrangfoestillinger. hallucinationer eller måske ligefrem fup og fiduser for at tilegne sig magt i samfundet eller over bestemte mennesker.

Hallucinationer er sanseoplevelser, der kun opleves af den psykisk syge eller demente person. Til gengæld er åbenbaringer et teologisk begreb, der optræder i forskellig form inden for mange religioner, og som er knyttet til trosbegrebet. Her er der tale om udsagn, der ikke kan bevises videnskabeligt - eller bare logisk - og som står og falder med menneskers ønsker og håb om noget, de ser som sandt. At der i virkeligheden kun er tale om håb, vil de troende afvise som kætteri. Det samme sker, hvis man bare antyder, at diverse velkendte åbenbaringer i virkeligheden er drømme, hallucinationer eller måske endda løgne. Den troende føler, at han/hun besidder sandheden og vil ofte slås for denne tro. At andre med en anden religion også har fået disse såkaldte åbenbaringer, men med et andet indhold, opfatter de sikkert som løgne eller vrangforestillinger.

Der er et perspektiv omkring religioner, som vi ikke bør være blinde for, nemlig deres tilknytning til samfundsmagten. Mange steder udviser man samhørighed med det herskende politiske eller ideologiske princip ved at demonstrere sin tro på religionen. Den bliver den lim, der holder samfundet sammen og sikrer den generelle moralske lovlydighed. Desuden kan den forvandles til en form for fælles-hygge: i USA er det således helt almindeligt, at man mødes i kirken og finder sin ægtefælle blandt de andre kirkegængere. Man bruger også kirken til at holde øje med sine naboer eller bysbørn ....

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/religioese-taager-2700-aar-gamle-hashspor-fundet-paa-alter-i-israel?cid=newsletter_nb_teknologi_20200605135840