mandag den 4. januar 2021

Det evige ansigt

Jeg har altid godt kunnet lide skuespilleren Elizabeth Taylor, der startede sin karriere som barnestjerne, selv om i hvert fald en af de magtfulde filmfolk ikke mente, at hun var egnet. Han syntes, at hun var smuk, men han syntes, at hun havde et voksent ansigt, og det passede efter hans mening ikke til en barnestjerne. Sådan set giver jeg ham ret: hun har aldrig været en barnlig og nuttet Shirley Temple, men har altid været den Elizabeth Taylor, der udviklede sig til et fænomen både som skuespiller og som en berygtet man-eater. 

Dette yndige ansigt har fulgt hende hele livet og er så at sige hendes "varemærke", ligegyldigt hvilken rolle hun spiller. Sjovt nok kommer der flest forskelle frem mellem den ægte Elizabeth og en af de dukker, der er lavet over hendes rolle i "Cleopatra". Dukken har efter min mening ikke hendes ansigt, men ligner hende tilstrækkelig meget i farver og visse dele af udformningen til at kunne blive genkendt "som hende". 

En anden og mere Barbie-lignende dukke har langt mere af både hendes ydre og hendes personlighed i sig. Jeg tror, at den forestiller hende i filmen "Cat On A Hot Tin Roof", hvor hun havde en af sine bedste og mest karakteristiske Taylor-roller, sprængfyldt med sex-hunger, denne gang efter den flotte Paul Newman. 

I både denne og en anden film, "Suddenly Last Summer", giver hun den hele armen som smuk, super-lidenskabelig, neurotisk og sexet. Hun ser selvfølgelig godt ud i begge film og bærer sit berømte ansigt foran sig som et varemærke: dette er en Liz-film, og det er det så sandelig!

Selv som bedstemor (her med et barnebarn) er hun stadig "sig selv". Nok er hun ældet, men ansigt og udtryk er fuldt genkendeligt som divaen Liz Taylor.

På mærkelig vis er Elizabeth-ansigtet der stadig, da hun ikke bare ældes, men også bliver udsat for en hjerneoperation, efter at have fået en svulst, der skulle fjernes. Jeg formoder, at hun på dette tidspunkt i livet har rynker, men at de er skjult af make-up. Det vigtigste er dog, at man/jeg genkender hende som den, hun har været lige fra barndommen af: pigen med ansigtet = Elizabeth Taylor!!! Sådan er det for de færreste af os, og jeg tvivler meget på, at ret mange af os går gennem livet med det samme genkendelige ansigt. Er hun den samme som ung og gammel? Næppe, men så alligevel, bare på en anden måde ....

 


søndag den 3. januar 2021

Snigskytter

Krig er ikke ligefrem noget, jeg går ind for, men nogle af de enkelte krigshandlinger kan være forbløffende bedrifter, hvor man bare sidder målløs tilbage. Den slags er der en hel del af under det, vi kender som "Vinterkrigen", den Russisk-Finske eller "Sovjetisk-Finske" krig, hvor Stalin angreb Finland i 1939, lige efter udbruddet af Anden Verdenskrig. Russernes mål var at erobre hele Finland, vilket de regnede med ville tage sådan ca. 14 dage. Planen forekom nem nok, da de var finnerne talmæssigt overlegne, men det gik nu ikke, som Stalin havde forestillet sig. Finnerne var snedige modstandere med viljen til at sejre, bl.a. gennem deres brug af små grupper camouflageklædte soldater med lokalkendskab. Et af deres foretrukne våben imod de sovjetiske tanks var de såkaldte Molotov-cocktails, dvs. en improviseret benzinbombe. Disse "cocktails" smadrede omkring 2000 tanks, hvilket jo var heldigt for dem, da de ikke selv havde nogen.

                                    Den er god med dig, Josef, du vandt, men tabte samtidig!

Finnerne havde udvist en imponerende kampvilje, der hele veje igennem gjorde dem til en værdig modstander. Det siges, at de holdt ud, indtil den sidste kugle var affyret, hvilket måske er en overdrivelse, men de udviste et utroligt mod. Deres modstand ophørte først i marts 1940, hvor der blev underskrevet en fredstraktat, der betød, at Finland måtte afgive 9-10% af sit territorium og omkring 20% af sin industri til Sovjetunionen. Sejrherrerne tabte dog på en anden måde: deres ringe indsats - selv med mange flere ressourcer!!! - gav Hitler indtryk af, at Sovjetunionen var "plukke-klar" for en rask Nazi-skiderik! Ergo: tyskerne ivaderede Sovjetunionen i 1941, men vandt som bekendt ikke ....

Nogle af de farligste, finske modstandere var snigskytter, og den allerfarligste var Simo Hävhä med 542 bekræftede træffere. Da den sovjetiske hær greb til samme taktik og også gjorde brug af snigskytter, benyttede finnerne sig af et snedigt træk, idet de opstillede dukker, der forestillede finske officerere. Når de røde skød imod disse dukker, afslørede de deres egen potion, og så kunne finnerne let plaffe dem ned.

                                                                     Ljudmila Pavlitjenko

Blandt de dygtigste sovjetiske snigskytter var der kvinder, for selv om tyskerne ikke regnede dem for ligeværdige modstandere, så var de med til at markere sig som soldater. På grund af de store russiske tab under Tysklands invasion gik Stalin direkte ind for kvindelige soldater, og Ljudmila Pavlitjenko blev brugt som model for, hvad kvinder kan udrette under krig. Hun blev brugt til at hverve flere kvinder i hæren, og mange andre markerede sig under Anden Verdenskrig.


Russerne må have lært meget af den finske snigskytte-teknik, men finnerne står tilbage som krigshelte på en helt speciel måde.


http://krigendagfordag.dk/tag/finlandsfrivillig/

 

https://krigsvidenskab.dk/emne/skematisk-oversigt-over-den-finske-vinterkrig-1939-40-og-dens-forhistorie 


Begrebet statussymboler

 


Ak, er vi nu kommet så langt ud, at bøger ikke bliver valgt som det oplysende nydelsesmiddel, de rent faktisk er, men som et symbol på en ønskværdig status på sex-markedet? Uden bøger = NUL SEX!!!!! Med bøger = MÅSKE SEX. (Underforstået: hvis alt det andet ved personen er lækkert). Som sex-givende er bøger blevet til status-symboler, men jeg tvivler nu på, at de virker lige så godt som alle de andre velkendte status-symboler som tøj, biler, huse, berømmelse, etc.. Vi skal dog heller ikke glemme status-symbolet over dem alle: Andre mennesker.
 

Indtil et vist punkt var det mægtig fint at omgås disse "forkortede" personer, der nu er forvandlet til kropsløse, bloddryppende hoveder. Man "var noget", hvis man havde adgang til dem og hørte til deres omgangskreds. Det daværende sociale system gjorde nu nok, at man - dvs. realistisk set formentlig kun adelsfolk - så det mere som et medfødt privilegium end som noget, man skulle gøre sig fortjent til ved egen indsats. Systemet hvilede i sig selv, for det var skabt af standsforskelle, som alle kendte og gik ind for - indtil et vist punkt, hvor det brød sammen, men kun for en tid, for så blev det genoprettet med andre spillere .....
 

Én ting er at få idolets autrograf, noget andet at høre til inderkredsen omkring ham. Begge dele kan give status, men inderkredsen tæller dog langt mere end den nærhed, den succesfulde autografjæger kan opnå. Pigerne er afgjort med til at give Elvis status som handyr, bare ved at være der og lade sig omfavne, men deres status er afhængig af den form for interesse, han giver dem. Er han "bare ude på noget", eller "tilbeder og beundrer" han dem virkelig, dvs. ud over den seksuelle interesse, han som mand kan have i en køn pige? Når det gælder status, er der nemlig Fandens til forskel på at være én blandt mange og den eneste ene, udvalgt blandt andre, .

Uden selv at have levet op til princippet om at være "ungooglable" forstår jeg, at man kan vælge sådan en tilværelse. Langt hen ad vejen er det faktisk den livsstil, der passer bedst til mig, og som jeg dybest set foretrækker. Noget, der også hænger sammen med det faktum, at jeg er svær at imponere. Hvis man har det sådan, så har man formentlig individuelle status-symboler, som man ikke sådan lige deler med andre. Man kan måske godt se, at en ny bil er alletiders, at flot tøj fra et eller andet berømt modehus eller dyre smykker pynter, men i virkeligheden gør det ikke rigtig indtryk. Et godt pendul til at finde andres, men også ens egne (måske uerkendte) individuelle status-symboler er misundelse. 

Det, man misunder andre, siger noget om, hvad ens status-symboler er

Behovet for status-symboler er ifølge sin natur umætteligt. Har man brug for dem til at stive sin personlighed af med, så vil nye tilføjelser bare føre til fornyede ønsker om mere. Det betyder, så vidt jeg kan se, at på et eller andet tidspunkt i livet, bliver man bare nødt til at stoppe op og tænke sig rigtig godt om: er det virkelig det her, jeg brænder for, og mætter det mig???
 
 
 






lørdag den 2. januar 2021

"Gud skabte mig sådan, så det er hans skyld, at jeg gør, som jeg gør ..."

 

Jeg har haft den interessante, men meget ubehagelige oplevelse at se optagelser af politiforhør med en af USA's flittigste kvindemordere, nemlig Samuel Little (1940-2020), hvor han gudhjælpemig sidder og onanerer, samtidig med at han med glæde fortæller om sine "bedrifter" som kvindemorder. Man ser ham blive kørt ind i forhørslokalet i en kørestol, som han så forlader for at vakle hen til det bord, hvor politiet sidder parat til at forhøre ham. Grunden til, at han skifter plads, er den, at hans hænder er skjult under bordpladen. Betjentene, der har "fornøjelsen" af at forhøre ham, fortæller imidlertid til kameraet - men ikke til Little - at de ved, hvad der foregår under bordpladen, så det er en besynderlig situation, hvor massemorderen udnytter politiet til at skaffe sig en spiller gennem sin nydelsesfulde genfortælling af de enkelte mord. 

Han husker disse afskyelige mord som en form for gensidigt forhold mellem ham og de enkelte kvinder, hvis liv han har taget. Derfor bliver han også meget vred, når nogen antyder, at der indgik voldtægt i forbrydelserne. Sådan ser han det slet ikke, og da det også blive antydet over for ham, at de myrdede kan føle had imod ham efter døden, så siger han selv, at de skam er hans venner. Han oplever altså på en eller anden forskruet måde forholdet som "gensidigt". At han tager deres liv uden hensyntagen til deres individuelle ønsker og fremtidsdrømme er i mine øjne det samme som at behandle dem som værdiløst affald, men sådan ser han det slet ikke. Manglen på respekt for deres individualitet er horribel, men intet kan tilsyneladende få ham til at se det på den måde. For ham er de ting, der er der for hans skyld, ikke for deres egen.

En af hans største fornøjelser er at tegne sine ofre, som han husker dem, og det lader til, at han ikke har glemt én eneste af de 93 kvinder, som han selv påstår at have myrdet. At der kan være flere, er der ingen tvivl om, men han kan også have overdrevet antallet for at prale af sin "succes" som morder. Politiet har forekøbig knyttet ham til omkring 60 mord, men han nåede kun at blive dømt for at have myrdet en brøkdel af disse mange kvinder.

Littles vrangforestillinger udtrykkes meget godt med hans bemærkning om et af mordene: "You know that she's fighting for her life, and I'm fighting for my pleasure." Hans lyster og hans drifter kommer først, og det er en fremmed tanke for ham, at andre ser det anderledes. 

At han overhovedet kan få den tanke, at disse kvinder så at sige forærer ham deres liv, er grotesk, men sådan så han det åbenbart. Når man går ham nærmere på klingen siger han, at Gud har skabt ham "sådan", og at det er hans skyld, at han gør, hvad han gør. Han fornægter altså at have et moralsk ansvar for sine handlinger.


https://www.mainstreetdailynews.com/news/local/alachua-county-cold-case-detective-recounts-interview-with-serial-killer-featured-on-60-minutes/article_094be312-f45c-11ea-85eb-173b7a2f78ac.html 


https://heavy.com/news/2019/10/serial-killer-samuel-little-victims-list-names-sketches-drawings/

 

https://www.biography.com/crime-figure/samuel-little 

 

https://www.biography.com/crime-figure/samuel-little 

 

https://heavy.com/entertainment/2020/08/samuel-little-girlfriend-orelia-jean-dorsey/ 

 

https://www.fbi.gov/news/stories/samuel-little-most-prolific-serial-killer-in-us-history-100619 

 

https://www.crimemuseum.org/crime-library/serial-killers/serial-killer-victim-selection/ 

 

https://heavy.com/entertainment/2020/08/samuel-little-girlfriend-orelia-jean-dorsey/ 

 

 

Sikke en viljestyrke!

Ingen, der levede i USSR (dvs. Sovjetunionen), kunne vel kaldes "den sidste sovjetborger", for det var de vel alle? Nej, der er faktisk én, der kan gøre krav på titlen som den allersidste sovjetborger, og det var astronauten Sergei Krikalev. Da han langt om længe kom ned den 25. marts 1992 efter den rumrejse, han var blevet sendt op på 311 dage før, var det land, der havde stået for hans opsendelse, blevet forvandlet til Rusland. Sovjetunionen var væk efter en helt række hændelser i 1991, blandt andet et kupforsøg imod Gorbatjov. Ved årsskiftet gik han af og blev erstattet af Boris Jeltsin, hvilket markerede Den Kolde Krigs afslutning og førte til oprettelsen af en hel række nye, selvstændige stater i Europa og Centralasien. 

Sergei Krikalev (født den 27. august 1958)

Landet var ramt af hyperinflation og måtte ligefrem sælge mange af sine værdier. Nok havde det gamle Sovjetunionen haft penge til at sende Sergei Krikalev ud i Rummet, men de havde ikke nok til at få både ham og Mir-stationen tilbage igen. Denne besked fik han fire måneder efter opsendelsen på en rumrejse, der skulle have varet fem måneder, men som nu ikke kunne afsluttes, uden at Mir-stationen gik til. Selv kunne han have været bragt sikkert tilbage, men så havde man ikke kunnet redde stationen, og det ville han ikke risikere. Han blev altså på sin post, indtil han endelig kom ned 311 dage efter opsendelsen, bleg, udmattet og i det hele taget stærk svækket. Hans rumdragt bar betegnelsen USSR, og i sin hånd havde han det sovjettiske flag, så han var som et spøgelse fra en svunden tid. Senere er der kommet en cubansk spillefilm, der er baseret på hans bedrifter.

Krikelev trak sig tilbage som astronaut i 2007 og arbejder nu som vicepræsident for "Space Corporation Energia".

 

https://medium.com/the-innovation/sergei-krikalev-the-last-soviet-citizen-cef212680a3d 

 

https://en.wikipedia.org/wiki/Sergio_and_Sergei 

 


fredag den 1. januar 2021

Symboler foroven og forneden


T. Rump-tilhængernes specielle, symbolske kasketter er velkendt, for man ser dem overalt på fotografier fra hans rallies. Nu har amerikanske mænd vist generelt set en forkærlighed for hoved-beklædninger, og bedømt ud fra billeder og TV-udsendelser lader det til, at de tilmed ofte bærer disse og andre typer huer indendørs, hvilket jo umiddelbart virker grotesk. Dog har det slået mig, at der er én ting ved huer af denne type, der kan virke tillokkende på visse mænd: skyggen gør, at andre mennesker ikke har et fuldt udsyn til deres ansigter. De kan, kort sagt, skjule øjne og ansigtsudtryk ved at bøje hovedet en smule forover! Altså en kropsbåren privatlivsforsikring. Lækkert for dem, der har sådan en indstilling til deres medmennesker, men samtidig ret afslørende for, hvordan de er ....

Før i tiden var hatte et tegn på kvinders dyd, idet de beholdt dem på, selv hos lægen, sådan at ingen skulle få indtryk af, at de var tilgængelige for herrerne. De var sat fast med hattenåle, der faktisk er glimrende våben i nærkamp, men som her først og fremmest tjente som den "lim", der fastcementerede damernes gode navn og rygte.

Bowlerhatte giver ikke meget privatliv, for nok er der en skygge, men den er ikke særlig bred. Til gengæld signalerer hatten, at der er tale om pæne herrer fra det bedre borgerskab. Noget, der dog bliver endnu tydeligere med tophatten. Ingen fra de "lavere klasser" går med sådan et monstrum, men mange af dem har formentlig en kasket eller hue.
 

Med min indstilling til det mandlige køn tror jeg dog, der er én bestemt hue, der signalerer de fleste aspekter ved "herrefolket". Ikke at de kun er det, den står for, men langt hen ad vejen så rammer den nu meget godt.


I virkeligheden er det vel også det, T. Rump-hatten symboliserer, og som man i hvert fald finder hos de såkaldte "Proud Boys". Det er dette mande-billede, de kæmper for at bevare, for det er det, der giver dem den bevægelsesfrihed, de forlanger opretholdt af en administration, der ledes af en selv-defineret "pussy-grabber".

Det er groft, men ih, hvor det signalerer maskulin "friskhed" og handlekraft - hvis man altså definerer disse begreber som gadedrengs-manerer ....


 


Begrebet finfølelse

 


Uha, denne solsikke ser mig lidt "træt" ud. Hvis det var et menneske, som jeg nærede en gensidig respekt og sympati for, så ville jeg føle, det var OK at sige et eller andet, der viste, at jeg havde bemærket tilstanden samt udtrykke ønsket om, at denne normalt så friske blomst kom til hægterne igen. Måske ville det, jeg sagde være formet som en ikke-sårende vittighed for ligesom at understrege, at det var en unormal situation for blomsten, der ikke skulle tages alt for alvorligt, da det ikke var noget, man ellers forbandt med den, og at den derfor ville komme sig igen. Betegnelsen for det, der ville være brug for i sådan en situation, er ganske enkelt det, man kalder "finfølelse". Uden denne går det bare ikke, for så kan man komme til at trampe på alle mulige tæer uden i mindste måde at nære ønske om det.

Jeg er i gang med at kigge nærmere på nogle ord og udtryk. I dag er tiden så kommet til begrebet "finfølelse". Hvis man stod over for en person, der så så sølle ud som den hentærede solsikke, eller hvis mand, barn, far eller mor f.eks. var havnet i fængsel, ville det være endnu sværere at udvise den finfølelse, der er nødvendig, for ikke at såre dette menneske. Vi har alle grænser for, hvem og hvad vi lukker ind i det, man kunne kalde "vort inderste rum". Dér er vi selv, og dér skal vi være fredhellige, uden at en eller anden fumlegænger i psykisk forstand tiltvinger sig adgang og tramper rundt i ting, der for det første ikke angår dem, og for det andet er noget særligt - nemlig privat - for os. Hvis ikke det var det, så havde vi nok selv taget emnet op. Den kendsgerning, at det har vi ikke, er faktisk et meget markant fingerpeg om, at her skal der trædes varsomt. Desværre er der folk, der overhovedet ikke forstår den slags finurligheder. De fatter bare ikke hverken det, der siges med rene ord, eller det, der siges som en underforstået meddelelse. Man kan kalde dem psykisk tonedøve, for det er lige præcis det, de er ....

Den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie har i mange år været regnet for en af verdens allersmukkeste kvinder. Hun er - eller har været - gift med den labre Brad Pitt, som hun også har børn med, men det med børnene er der nu sat et punktum for. På grund af forskellige aggressive kræftfomer i familien har hun ifølge pressen efter eget ønske fået fjernet begge bryster og nu også sine æggestokke.

Jeg havde engang en veninde, der fik brystkræft, og som nu desværre er død. Hun har formentlig gjort sig tanker om, hvorvidt jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan det så ud, når brysterne var fjernet. Det var jeg nu ikke, for jeg regnede med, at det så nogenlunde ud som på en mand, der jo har en flad overkrop, medmindre han er meget buttet. At hun havde mistet sine bryster var trist, men det var virkelig ikke noget, der optog mig på en nysgerrig måde, men en dag, hvor hun viste mig noget nyindkøbt tøj, som hun prøvede, blottede hun pludselig overkroppen og nærmest viste den frem, selv om det ikke var nødvendigt for prøvningen. For mig at se betød det, at hun regnede med, at jeg var nysgerrig, hvilket jeg altså ikke var, og at hun ville stille min ikke-eksisterende nysgerrighed tilfreds. En lidt tosset situation, som jeg kom ud af ved at sige - som sandt var - at det selvfølgelig var sørgeligt, at hun skulle igennem sådan en operation, men at resultatet ikke var hverken frastødende eller uhyggeligt. Hun var stadig sig selv, med eller uden bryster.

Situationer, der kræver finfølelse, opstår i alle mulige sammenhæng, og man er nødt til at tackle dem, efterhånden som de melder sig. Her er det så et problem, at man kan have med noget at gøre, der også kræver, at man udvikler en en sans, der gør én fintmærkende. Hvis ikke man forstår det, der foregår i den anden, så er man på den. Det er dog min erfaring, at nogle mennesker ALTID forstår, medens andre ALDRIG forstår situationer, der kræver finfølelse. Dum kontra klog? Nej, for det har ikke direkte noget med intelligens at gøre. Jeg vil sige, at det, der kræves, er en beredvillighed til at lukke ørerne op og desuden tænke over, HVEM man har foran sig, hvilket vil sige, ikke bare se vedkommende som en art projektion af én selv.