torsdag den 4. februar 2021

Lyve-"prinsen"

En dyreven? Ja, og det er jo meget sympatisk, om end dette hyggemåltid ikke er så hygiejnisk - samt noget sært for en restauratør med det allerfineste klientel. Som regel foretrak denne specielle restauratør imidlertid at spise sammen med sine hunde, idet han ikke undså sig for at vise sine gæster på den fashionable "Romanoff's" den kolde skulder. Besynderligt? Ja, især når man tænker på, at han gjorde sig store anstrengelser for selv at fremtræde som en mand med fine royale og adelige aner med det fornemme navn Michael Romanoff.

I virkeligheden var han født Hershel Geguzin (1890-1971) i Litauen, og han var kommet til New York som barn. Her skiftede han på et tidspunkt navn til Harry F. Gerguson, men jonglerede altså også med forskellige andre identiteter som f.eks. "Prins Michael Dimitri Alexandrovich Obolensky-Romanoff", zar Nicholas II's nevø. Det var bestemt ikke navne, han manglede og så sandelig heller ikke vilde livsbegivenheder, hvoraf de fleste, han fortalte om, var løgn. Oprindelig havde han arbejdet inden for meget lidt glamorøse brancher, indtil han blev tvunget til Frankrig for at afsone en dom for bedrageri. Sådan var det med ham hele vejen igennem, men folk kunne lide ham, og han havde berømte venner som f.eks. David Niven, der også kom på hans restaurant.

Clark Gable, Van Heflin, Gary Cooper og James Stewart en bestemt, berømt nytårsaften, der var et af de historiske højdepunkterne for Romanoff's. Scener fra flere film fra den periode var henlagt til den berømte restaurant. Noget, der måske også hænger sammen med Hershels forskellige filmroller. Han spillede således ofte det, han rent faktisk var: den berømte restaurationsejer. Desuden dukkede han op i mange film som "europæisk prins eller adelsmand", "overtjener", etc., etc.. Da fjernsynet kom til, viste han sig også i flere programmer. 

Hans popularitet kan også ses af referencen til ham og hans restaurant i tegneserien "Roger Ramjet", hvor der optræder en skurk, Noodles Romanoff, der tilsyneladende er opkaldt efter en speciel berømt ret fra Romanoff's. Alt i alt må man sige, at immigranten fra Lithauen fik en masse ud af sin evne til at lyve, også fordi folk kunne lide ham, selv om de gennemskuede hans løgne.


https://globalimages.art/blogs/news/slim-aarons-famous-new-year-eve-celebration-photos

 

onsdag den 3. februar 2021

Modellen, der blev en stor maler


 

Der er nok nogen, der tror, at Suzanne Valadon (1865-1938) "bare" var maleren Maurice Utrillos (1883-1955) mor og ellers ikke noget særligt, men ih, hvor de tager fejl!!! Suzanne Valadon er en eventyrlig skikkelse, der kastede sig ud i mange forskellige gøremål - og var god til dem alle! Hun blev født af en ugift vaskekone og havde en fattig barndom. Selvfølgelig kunne hun nemt have fået en lignende skæbne som sin mor, hvis ikke hun havde været både klog, driftig og meget talentfuld. Da hun begyndte at arbejde som 11-årig, var det bl.a. på en fabrik, men dér blev hun ikke.

Som ganske ung stod hun model til Berthe Morrisots billede af en cirkus-artist, hvilket Suzanne nemlig var på det tidspunkt, men som 15-årig faldt hun ned fra trapezen, blev skadet og måtte opgive denne farefulde karriere. Ligeledes som ganske ung havde hun fået mange venner blandt datidens store kunstnere, og hun optræder i mange berømte maleres værker. 

Suzanne i et af de mange malerier af Renoir, hvor hun er centrum. At hun ikke ligefrem var nogen snerpe betød, at hun formentlig ikke bare var hans model, men også elskerinde. Det gjaldt også andre af de kunstnere, hun arbejde for som model, bl.a. Henri de Toulouse-Lautrec, der har malet hende flere gange i forbindelse med det 2 år lange forhold, de angiveligt havde.

Sådan så Toulouse-Lautrec Suzanne med tømmermænd


Også et Toulouse-Lautrec-billede af Suzanne, her som en adstadig (og måske lidt stramtandet???), ung dame, tilmed med hat.

Et yndigt Renoir-billede af Suzanne

Hendes livsstil som en fri fugl har sikkert passet fint til hendes temperament, men det skabte nogle problemer for den søn, hun fik som 18-årig, nemlig den senere maler, Maurice Utrillo, der hele sit liv spekulerede på, hvem hans far var, men aldrig fik noget svar. Den hemmelighed holdt hun for sig selv.

Mor og søn, men ingen far

Denne ukendte far kunne teoretisk set være Renoir, Degas eller en anden af de store malere, hans mor havde siddet model for, og som var blevet hendes nære venner, men det var nu den spanske maler, Miquel Utrillo, der "lånte ham sit efternavn", dog formentlig uden reelt set at være hans biologiske far.

Noget andet, Suzanne fik ud af sit samarbejde med tidens store kunstnere ud over denne talentfulde søn, var en uofficiel undervisning i malerkunsten. Maurice bragte hende ære ved at blive anerkendt som maler, men det gjorde hendes eget talent også. Hun viste nemlig efterhånden store, kunstneriske evner, hvilket man også kan se af denne tegning af sønnen, Maurice. Indtil 1893 bestod hendes kunst iøvrigt mest af tegninger, men det blev efterhånden også til mange malerier, og i 1894 blev hun - som den første kvindelige kunstner - optaget i Société Nationale des Beaux-Arts. Ret fantastisk for en selvlært kunstner, der angiveligt havde startet sin kunstneriske interesse, da hun 9 år gammel lærte sig selv at  tegne. Senere studerede hun både den arbejdsteknik, som de malere, hun arbejdede sammen med havde og de bøger, som nogle af dem udgav ....


Nøgen kvinde af Suzanne Valadon
 
Man har sagt, at hendes kvindebilleder udtrykker en eller anden form for oprør. De går i hvert fald imod de idealiserede billeder af kvinder, der var regnet for god skik dengang. 
 
Jeg vil mene, at der er en form for gåde omkring mange af hendes kvindeportrætter, ikke mindst dem, hun lavede af sig selv.
 

 
Selvportræt fra 1898

Modiglianis portræt af Suzanne

Der er himmelvid forskel på hendes selvportrætter og de billeder, de mandlige kunstnere malede af hende. 

Man kan godt genkende den yndige, unge pige fra Renoirs malerier i dette fotografi af hende, men også dér er der noget mere. Hun indeholdt tydeligvis langt mere end den ynde og ungdommelige skønhed, som de mandlige malere fremhævede som det centrale. 

Det af hendes billeder, jeg finder mest udtryksfuldt, er dette med titlen "The Abandoned Doll". Jeg mener, at denne titel både kan gå på dukken på gulvet og den purunge kvinde på sengen, der måske også er - eller er ved at blive forberedt til at blive - en "dukke" for en eller anden pædofil. Sådan havde hun jo selv været legetøj for mange mænd tidligt i livet, men man kan dog ikke uden videre hævde, at billedet er en direkte illustration til hendes egne livserfaringer. Et manifest er det dog, ligesom jeg opfatter det som en form for udsagn, at hun foretrak at male folk fra arbejderklassen og ikke middelklassen, der dog ellers var dem, der havde flest penge til at købe hendes billeder. Den første, der købte et af hendes malerier, var forøvrigt Degas.

Efter et mangeårigt ægteskab med en rigmand faldt hun for sin søns gode ven, maleren André Utter, der var meget yngre end hende. Billedet forestiller ham, hendes svigermor og søn samt hende selv, og det er interessant, at hun er den eneste af de afbildede, der ser direkte på tilskueren. Hun er og bliver en overmåde spændende person, der indeholder lag på lag af mere eller mindre dyrekøbte kvindelige og klassemæssige erfaringer, som kan blive til indsigt for dem, der formår at se dem. At hun var en stor kunstner er der slet ingen tvivl om.

 

Gudskelov, han brækkede benet!!!

 

Jeg har lige læst et eventyr (vist nok fra det gamle Kina), der sagde mig en masse om held og uheld i livet. Det handler om en fattig bonde, der kun ejer én hest. Da den stikker af, kommer hans naboer og ynker ham, men det er muligvis så som så med den ægte medlidenhed, de føler. Der er nok en smule skadefryd samt glæde over, at det ikke er dem, der har mistet deres hest(-e), og det fornemmer han. "Åh, ja," siger han uden at vise panik over den uheldige situation. "Det er måske ikke så godt."

Dagen efter vender bondens hest selv hjem, og den er fulgt af adskillige vilde heste. Straks kommer naboerne og lykønsker ham, for nu har han jo flere heste end før. Han føler nok, at deres lykønskninger ikke er helt ærlige, for han siger bare: "Ja, det er måske heldigt."

Denne bonde har kun én søn, som han har stor gavn af i gårdens drift. Derfor er det et chok for ham, da denne gode søn absolut vil tilride en af de vilde heste, for den kaster ham af, så han brækker benet. Alle naboerne ynker ham nu for fuld kraft, men da de siger, at det dog var forfærdeligt, siger han bare: "Måske!"

Som sønnen ligger dér med sit brækkede ben og hverken kan det ene eller det andet, banker det pludselig på døren. Det er politiet, der er kommet efter ham, fordi han ikke har meldt sig til session, som han skulle, da landet er i krig. Bonden beklager meget og viser politiet sin sårede søn, hvilket straks får dem til at opgive. Situationen er hverken til krig eller arbejde, så som en af de få familier i landsbyen får denne lov til at beholde deres eneste søn foruden de vilde heste. Denne gang kommer naboerne imidlertid ikke, for deres sønner var alle sunde og raske, og derfor er de nu ført bort som kanonføde .....

Snip-snap-snude-så-er-historien-ude, og hvad kan man så lære af det? Jo, intet er så galt, at det (måske) ikke er godt for noget andet ....


tirsdag den 2. februar 2021

I panser og plade

 

Der er vist gang i en form for drage-kult i disse år. Ridderne, der ifølge myterne tager ud og redder prinsesser fra drager, bliver nærmest et komisk indslag. Det er ikke helt retfærdigt, for de var unægtelig mere end som så. Dog ikke usårlige, selv om de var klædt i panser og plade ....


Flot fyr og flot hest, men som vi ved fra drage-vittigheder ikke en usårlig enhed, selv om de begge er pakket godt ind i beskyttende panser og plade fra top til tå. Faktisk vejede det godt til, når ridderen var i en fuld beskyttelsesdragt på 30-40 kg, og man må sige, at nok var sådan en hest flot, men det kan ikke have været let for den at transportere en tung mand, der tilmed ikke sad stille. For at nedkæmpe sine modstandere skal ridderen jo fægte med arme og ben - samt holde sig i sadlen. Noget, der krævede adræthed og fortsat træning. Dog ikke en håbløs opgave at få sådan en fyr nedkæmpet for et par raske drager.

"Den sorte prins", Edward of Woodstock (1330–1376), der var den ældste søn af kong Edward III, begyndte sin træning som 5-årig, men så blev han også sin tids super-star. Senere tider har elsket forestillingen om denne stærke og tapre prins, der vinder kamp efter kamp, så han er selvfølgelig også dukket op i mange bøger, tegneserier og film.


Træningen gjorde udslaget, og der er bevaret nogle imponerende træningsprogrammer fra dengang, hvor en ridder virkelig var en "krigs-maskine", som man måtte regne med i det, der kaldes "riddertiden", nemlig ca. 1050 til 1536. Disse programmer står fuldt mål med vor tids træning i de populære fitness-centre.


Man forventede jo også en hel del af ridderen - og hans hest! - så det var mildt sagt også i hans egen interesse at holde sig fit og ikke falde af på den. 

https://www.mentalfloss.com/article/86084/10-workout-tips-14th-century-knight


https://historie.alinea.dk/course/ANBB-riddertid


https://www.bbc.com/news/magazine-28161434


Mænd og syge bryster

Umiddelbart virker det meget uretfærdigt. Hvis han får noget ud af at deltage i sådan en gruppe, så burde han vel som ramt af denne sygdom have samme adgang som kvinder? Mænd har ikke en livmoder eller æggestokke, men de har bryster, selv om de ikke kan give mælk eller er særlig synlige. Kønsfordelingen betyder dog en hel del, for når kun 1% af brystkræfttilfælde er mænd, så vil det sige, at den afviste mand kan have været den eneste af sit køn i denne specielle gruppe. Dvs. at der opstår et dilemma: 1) han er syg og burde have adgang, 2) alle de andre medlemmer er kvinder. Hvis disse kvindelige medlemmer skal acceptere én, der hører til - og så alligevel ikke helt - så vil det måske ødelægge deres samvær. Sagen er jo også den, at med eller uden kræft så er manden måske brystfikseret på en anden måde, end de andre medlemmer.


Hvis pigerne ønsker at vise sig frem for hinanden, at sammenligne ar og oplevelser, så kan jeg godt se, at en mands tilstedeværelse vil føles akavet. Ikke desto mindre er der jo altså mænd med det samme problem, og de har også brug for støtte. At de ikke får det i en mandegruppe, tager jeg nærmest for givet, da brystkræft næppe er det, mænd som helhed ved mest om. Har de overhovedet mande-støttegrupper, f.eks. om prostatakræft? Det ville nok være en god ide, men jeg tvivler, for den form for "navlepilleri" vil nok føles forkert for mange mænd ....

Én ting er, at mænd er mænd og derfor vil være et forstyrrende element for mange kvinder i en "Støt-brysterne-gruppe". Det vil være ubehageligt for begge parter, dels hvis der "sker noget", dels hvis pigerne mistænker fyren for nyfigenhed, (der er lidt anderledes og grovere end nysgerrighed). Desuden vil han altså sandsynligvis være i mindretal i en bryst-gruppe, så selv om jeg mener, han har ret til at deltage, så tror jeg ikke, det i alle tilfælde er særlig smart at lukke ham ind ....

 

https://www.cancer.dk/brystkraeft-maend-mammacancer/ 

 

https://ekstrabladet.dk/forbrug/sundhed/article4222239.ece 


mandag den 1. februar 2021

Sytten døde børn

 

Dronning Anne af England (1665-1714) var den sidste af huset Stuart, der regerede Det britiske Rige, dvs. England, Skotland og Irland. Man kan sige, at det er sært, når hun dog gennemgik mindst 17 fødsler, at hun alligevel endte med at være helt uden efterkommere. At hendes helbred var overmåde dårligt livet igennem, ved man, men alligevel ....

Hun var gift med sin danske slægtning prins George (Jørgen), der var søn af Frederik III, og ægteskabet var meget lykkeligt. Da han døde (1653–1708), måtte hendes veninde og favorit, Lady Churchill, fjerne hende fra hans lig med magt, da hun ikke ville slippe det, men klamrede sig hulkende til den afdøde. 

De havde haft et virkelig godt forhold og havde også sovet i samme seng, hviket blev regnet for meget usædvanligt dengang.

Annes allerstørste sorg var måske, da den sidste af hendes fem levendefødte børn, nemlig Prins William, Hertugen af Gloucester, døde som 11-årig i 1700. De andre fire overlevede ikke 2-årsalderen, hvilket må have gjort denne ene søn ekstra dyrebar for forældrene. Iøvrigt er der teorier om, at Anne led af lupus, porfyria eller syfilis men der var også symptomer på meget andet, og beretninger om hendes udseende og væremåde tyder på, at hun på et vist tidspunkt simpelthen opgav at kæmpe for liv og helbred. Syg var hun, og med tiden blev hun også temmelig svær, fordi hun havde problemer med den ene fod og ikke kunne motionere eller bare bevæge sig.

Egentlig havde hendes far, James II, en søn i sit andet ægteskab, der burde have arvet tronen efter ham, men det gik ikke som forventet. James II, der var katolik, blev fordrevet, og hans søn blev anset for at være en fremmed, der blev udgivet for at være en ægtefødt prins. Anne kunne ikke have forestillet sig, at hun ville blive dronning, fordi der ikke bare var denne lidt suspekte arving, men også hendes egen søster, Mary, foran hende i arvefølgen. Ikke desto mindre endte hun altså som Englands dronning, men alligevel, kors et mareridt med sådan en overflod af død og sygdom! At stakkels Anne også havde problemer med sin yndlingshofdame, Lady Churchill, har mildt sagt ikke gjort sagen bedre, og man må simpelthen have medlidenhed med hende, for hun var hårdt plaget på alle felter.

Lady Churchill var født Sarah Jennings (1660-1744). Hun kom til hoffet som hofdame for James II's anden hustru, Mary, men forelskede sig i den 10 år ældre og fattige Hertug af Marlborough. De giftede sig hemmeligt i 1675, da hun var 15 og han 25 år. Eftertiden har set - og fremstillet - hende som en besk, intrigant og manipulerende kvinde, der på det nærmeste styrede dronningen som en marionet. Det er vildt overdrevet, og det er også forkert, når det antydes, at de to havde et lesbisk forhold. Lady Churchill var en helt anden type end den generte og fromme dronning. Hun var udadvendt, rap i replikken, fuld af vid, og hun opnåede efterhånden en stærk magtposition ved hoffet. Selv om hun kunne brillere på forskellig måde, så var hun ikke god til at vise medfølelse med den sørgende og syge Anne, for hun havde tilsyneladende ingen ægte empati. Desuden herskede der politisk uenighed mellem dem, og de endte med at blive uvenner.


Noget, der også skyldtes Sarahs jalousi imod sin egen unge slægtning, Abigail Masham (1670-1734), der havde nogle af de egenskaber, dronningen søgte i en veninde, men som Sarah manglede. Denne jalousi førte til, at Sarah i private breve beskyldte dronningen og Abigail for at stå i forhold til hinanden, hvilket intet tyder på er sandt. De var det, man kunne kalde "hverdags-veninder", der støttede hinanden, som de nu bedst kunne.


Kønnet og buksefriheden

 

Verdens ældste bukser blev fundet på Yanghai-kirkegården i det  vestlige Kina. De blev lavet - og brugt - for 3000 år siden og var nok mest beregnet til ryttere af forskellig art. Det var nu ikke bare i Kina, man fandt denne glimrende beklædningsgenstand meget praktisk, for det blev også moderne at bruge bukser i Europa i middelalderen. De fleste - og her tænker jeg selvfølgelig kun på mænd - har dog nok brugt knæbukser. Damerne derimod måtte ikke gå med bukser, og de fleste brugte heller ikke trusser, hvilket umiddelbart forekommer mig ret underligt, for nok dækkede skørterne, meeeennnn .....

En af de ting, den svenske dronning Kristina var direkte berygtet for, var sit brug af herretøj, som hun angiveligt iklædte sig tidligt og silde. Somme tider ligner hendes tøj nu mere en personlig stil med træk fra både dame- og herretøj.


Hvad enten skørtet var langt eller kort, så var det dog langt mere ubekvemt for en person, der sætter sin bevægelsesfrihed højt. Jeg har altid ment, at det var derfor samfundet som helhed forlangte, at kvinder klædte sig "kvindeligt" - dvs. med skørter - og mænd mandligt, nemlig med bekvemme bukser, der ikke hæmmede deres fysiske udfoldelser. Denne opdeling i en "kvindelig" og "mandlig" tøjstil skabte et kunstigt, men - for samfundet - nyttigt skel mellem kønnene, der anviste dem deres kønsdefinerede  opgaver. Efterhånden som dette skel blev afsløret som det falskneri, det er, kom der nye boller på suppen, men ikke uden kamp. 

Ærbarheds-regler tjener ét formål, nemlig at holde kvinder og mænd i tømme. Vis lår, og du er en samfundsfjende, vis hele kroppen i påklædt tilstand og bliv arresteret! Ret grotesk, set med vore øjne, men sådan set logisk nok i 1907, hvor kroppen ganske vist blev båret af individet, men på en eller anden underlig, snørklet måde samtidig tilhørte samfundet. Mandens opgave var at bruge deres krop til arbejdsopgaver af forskellig art, kvindens at føde det normerede antal børn, man nu engang forventede af hende ud fra forestillinger om hendes køn.

Tanken om, at slacks kunne blive anset som noget kriminelt, er latterlig, men ikke desto mindre var det sådan langt op i tiden. Det blev bemærket, når fremtrædende damer viste sig i slacks, som dengang i 1969 hvor Charlotte Reid blev den første kvinde i Kongressen iført dette klædningsstykker. Pat Nixon blev den første såkaldt "First Lady", der viste sig i slacks, men de klædte nu Jackie Kennedy  bedre.

At politikere og politikeres koner brød normerne er én ting, noget andet stjernernes leg med bukse-symbolikken, og her skilte Katherine Hepburn og Marlene Dietrich sig ud. Førstnævnte spillede mere "gæv" end elegant, men sidstnævnte havde sin helt specielle stil. Bukser kunne være raffinerede som en vovet del af Marlene Dietrichs sædvanlige stil, for de blev også anset for at være "dristige". Hun var kendt som en forførende dame, hvilket bl.a. byggede på bedømmelsen af hendes lange, elegante ben. 

Andre med langt mindre smukke ben ville have smækket dem i synet på de folk, der elskede forestillingen om den foførende "Der Blonde Venus", men hun fik et særligt raffinement ud af at skjule dem i et par af de forkætrede bukser, der stadig dengang regnedes for "ukvindelige". 

Det er en spændende sammensætning af en sofistikeret kvindetype som hendes og det mandlige antræk med slacks og høj hat. Cigaretten tjener også som et tydeligt budskab om kvindelig frihedstrang og selvhævdelse, for heller ikke det var anset for passende for damer. Netop derfor blev disse "vedhæng", som man kunne jonglere med i lange cigaretrør symboler på dristighed og noget "farligt", dvs. sexet. 

Elizabeth Taylor var ikke Marlenes "cup of thea", fordi hun "stjal" hendes elsker, Michael Wilding, fik to børn med ham, men så forlod ham for en anden af sine ialt otte ægtemænd. En sådan dynamik var udtryk for en ganske anderledes form for kvindelighed og forfører-beredskab end den, Marlene besad. Desuden var Elizabeths ben måske nok nydelige, men ikke nær så lange og flotte som Marlenes.

Kvinder kom ikke længere i fængsel eller blev hængt ud, fordi de gik med bukser, hvilket tog mystikken, men nu ikke det praktiske ud af denne beklædningsgenstand. De er og bliver noget af det behageligste, man kan iføre sig, hvad enten man sidder, står eller går, men lige for tiden fremtræder de nu nærmest som en parodi: de er - og er så alligevel ikke ....

Ja, dette ligner mere en negering af bukserne, men jeg tør vædde med, at heller ikke denne model er billig. Desuden: jeg er stensikker på, at buksemoden overlever også dette snigløb på deres integritet ....


https://www.mentalfloss.com/article/93384/why-women-couldnt-wear-pants-senate-floor-until-1993

 

https://www.seamwork.com/magazine/2016/09/women-in-pants 


http://www.theparttimeenthusiast.com/blog/statement-trousers

 

https://www.postmeunderwear.dk/topic/127-undertojets-historie.aspx 


https://www.sciencenews.org/article/first-pants-worn-horse-riders-3000-years-ago 

 

https://historienet.dk/kultur/mode-i-middelalderen-snabelsko-og-skamkapsler 

 

https://www.postmeunderwear.dk/topic/127-undertojets-historie.aspx