torsdag den 31. oktober 2019

Vaskekonens søn: H.C. Andersem



https://arbejderen.dk/idekamp/vaskekonens-s%C3%B8n



Når man tænker på H. C. Andersens barndom, så fylder faderen, friskomager Hans Andersen (1782-1816), mest, for han inspirerede drengen til at fantasere og drømme de store drømme om ære og berømmelse, der førte til det forfatterskab, vi elsker. Sammen med ham levede barnet i en eventyr- og teaterfantasi, så det betyder ikke så meget, at han måske slet ikke var hans biologiske far. Sagen er nemlig den, at da han blev gift med H. C. Andersens mor, Anne Marie Andersdatter (1773/1775-1853), den 2. februar 1805, var hun allerede gravid, og kun to måneder efter fødtes digteren, nemlig den 2. april 1805.
Begge forældre kom fra socialt belastede familier, hvor nogle medlemmer ikke ligefrem pyntede på stamtræet. Blandt andre var Hans Andersens far kendt som en galning, der vandrede omkring i Odenses gader, hvor han blev drillet af hårdhjertede unger, og H.C.s moster drev et bordel.
Noget, vi ved, der fyldte ham med en særlig skam, var den kendsgerning, at hans mor inden sit ægteskab havde født en illegitim datter, Karen Marie Andersen (1799-1846), som han aldrig selv omtalte som sin søster, men som "min moders datter".
At han kunne have hjulpet hende i hendes hårde kamp for at klare sig igennem efter mange år med forefaldende arbejde, faldt ham tilsyneladende slet ikke ind. Skammen over selve hendes eksistens vandt over velanstændigheden.
I 1812 lod Hans Andersen sig af økonomiske grunde hverve som soldat i stedet for en indkaldt bondesøn, der betalte sig fri med en større sum penge til den fattige skomager. Desværre blev dette ikke den redning, han havde håbet på, for da han vendte hjem to år senere, var han ikke bare syg og nedbrudt, men pengene var tabt på grund af statsbankerotten i 1813.
Ikke engang "Den kloge kone i Ejby" kunne redde hans liv, og et par år efter giftede Anne Marie Andersen sig med en mand, der desværre viste sig at være luddoven og slet ikke indstillet på at forsørge familien. Hun, der før sin første graviditet havde været kendt som en meget proper ung pige i sine tre ansættelser som tjenestepige, måtte tage det hårde arbejde som vaskekone, hvilket lader til at have startet det fysiske og psykiske forfald, der ødelagde hende.
Der var ikke mange former for kvindearbejde i denne periode, og det, der var, blev lavt lønnet, blandt andet ud fra de gængse forestillinger om et "forsørgerprincip": Om så den enkelte kvinde sled sig op med hårdt arbejde, så blev hun ikke anset for at være den "primære forsørger" og blev blandt andet derfor lønnet lavere end manden.
Kvinders arbejdsområde kunne være meget omfattende, men fremstod alligevel ikke som noget "synligt", fordi det først og fremmest bestod af husarbejde, enten i deres eget hjem eller hos andre. På landet malkede de køerne, skummede fløden og så fremdeles samt syrnede mælken og fremstillede forskellige ostetyper.
Det vil sige, at alle mejerifagets færdigheder oprindeligt er udviklet af landbokvinderne. Ud over de daglige gøremål som madlavning, rengøring og vask skulle kvinderne sørge for at karte, spinde og væve uld fra fårene. Alt dette – og meget mere! – stod kvindene for, og selv om mændene tog sig af de fleste udendørsopgaver, så hjalp kvinderne også til ved store arbejdsopgaver som høst og tørvegravning.
Af selvstændige og mere ambitiøse erhverv var der vel egentlig kun arbejdet som jordemor. Uddannelsen til jordemoder blev indstiftet i 1714, og den tog et par år, hvorefter man blev eksamineret af en læge. Nye elever blev dog undervist af jordemødrene selv.
En sådan uddannelse har reelt set været uden for Anne Marie Andersens muligheder, og der er da heller ikke noget, der tyder på, at hun har drømt om at få den. Hun ville for eksempel ikke kunne afsætte to år af sit liv som den reelle hovedforsørger af den fattige familie, hvor ikke engang den flyvske og drømmende søn bidrog med en indtægt. Sådan noget som jordemor var altså udelukket, og der har ikke meldt sig andre muligheder end jobbet som vaskekone.
Det vil sige, at hun har skullet være glad, når hun fik en arbejdsopgave, der rent faktisk tærede på hende, både fysisk og psykisk. Er der noget at sige til, at hun drak? Det var uheldigt, for det var med til at undergrave hendes helbred, men man forstår hende, omstændighederne taget i betragtning.
 

På Vilhelm Pedersens illustration til et af de af H. C. Andersens eventyr, "Hun duede ikke", der formentlig er et (romantiseret) portræt af moderen som vaskekone, står hun ude i Odense Ås iskolde vand ved en såkaldt to-stol af træ og banker løs på det snavsede linned for at få snavset ud. Før da brugte man en kampesten – en såkaldt to-sten – så stolen har været ret avanceret, hvilket gør, at man spekulerer på, om Vilhelm Pedersen havde ret i sin fremstilling, eller om han bidrog til romantiseringen af hendes arbejde.
Det mest almindelige vaskemiddel var oprindelig aske, og først senere kom der brun sæbe, men så vidt jeg har forstået, brugtes det mest ved vask i gruekedler, og det er der ikke tale om her. Anne Marie har virkelig stået krumbøjet over andre folks snavsetøj og knoklet med at få det rent. Udslidt af hårdt arbejde, sorg, modgang og druk dør hun i "fattigstiftelsen" Doctors Boder i 1833.
Man kan ikke sige, at H. C. Andersen ikke har haft sans for hendes svære liv, for han giver et par gribende billeder af hende, både i "Mit Livs Eventyr", hvor han fremstiller hende som en lille, fattig pige, der var blevet sendt ud af sine forældre for at tigge, men ikke havde held med sig. Fortvivlet sidder hun under en bro ved Odense Å, og man genkender sceneriet fra hans eventyr "Den lille pige med svovlstikkerne".
Han har forstået situationen, men har tidligt besluttet sig for, at han ikke vil lade sig opsluge af denne negative verden. Hvor hans mor drømte om, at han ville lære et håndværk og derefter være med til at forsørge familien, søgte han andre veje, medens hans mor og søster knoklede videre. Noget der er forståeligt, når man tænker på, hvem – og hvad – han var, men alligevel ...


Litteraturhenvisninger:

H. C. Andersen: "Mit Livs Eventyr", 1855
 
H. C. Andersen: "H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831", Det Schønberske Forlag, 1962

Johan de Mylius: "H. C. Andersen – liv og værk. En tidstavle for 1805-1875", Aschehoug, 1993

Bent Østergaard: "Min moders datter. H. C. Andersens ukendte søster, Karen Marie", kronik i Kristeligt Dagblad, 31. december 2010


Klitoris



Jeg har næsten lige haft en (lidt spøgefuld) udveksling af meninger og informationer på Facebook om det, nogle ser som en "lille knop, ja, nærmest som et riskorn". Forhåbentlig spiller fyrene mere uvidende, end de reelt er, for hvis det, mine diskussionsvenner sagde, svarer til deres viden, så ser jeg det som tegn på, at der virkelig mangler oplysning.
Eftersom deres udgangspunkt for en diskussion er deres egen krop og dens funktioner, så er det, som om de er/bliver komplet blinde for det, der gælder for en kvinde. F.eks. får deres mandlige kappestrid dem til at drømme om lange, lange penisser, der gør sig godt på herretoilettet, og når jeg så påpeger, at det ikke ville få kvinden op i de store nydelseshøjder at få sådan en til at hamre løs på hendes livmodermund, så aner de tilsyneladende ikke, hvad jeg taler om. Det er trist og sært ...

Skæg og ballade i kirkeligt regi






Jomfru Maria har altid forekommet mig at være en direkte komisk skikkelse, for ifølge overleveringen var hun ikke bare gift med en ældre mand, men hun blev gravid med ingen ringere end Gud selv - dog uden at blive regnet for en utro hustru. Og for at det ikke skal være løgn, bevarede hun tilmed sin jomfrudom, selv efter at hun fødte "Guds søn", det vil sige Jesus. Skal vi virkelig tro på sådanne myter? Tjah, det er der rent faktisk mange, der gør, for Maria tilbedes den dag i dag som "Guds Moder" i katolske lande, og hun er stadig med i vor protestantiske folkekirkes trosbekendelse: " ... født af Jomfru Maria ...".
Jeg har altid opfattet Maria ikke bare som temmelig komisk, men også som et stærkt og farligt kvindeundertrykkende element i kristendommen, fordi hun er den, der angiveligt "siger ja" til at lade sig misbruge af en patriarkalsk guddom. Som forbillede for kvinder bliver hun et middel til selvundertrykkelse, fordi de forsøger at leve op til de samfundsidealer, som denne misbrugte nikkedukke står for. Det er grunden til, at jeg som feminist altid har syntes meget bedre om oprøreren Eva, der ikke lader sig undertrykke af et uigennemskueligt påbud, men som glad og fro hapser det forbudte æble. (Min yndling er og bliver dog Adams første hustru, Lilith, som jeg selv har beskrevet forskellige steder, bl.a. i min e-bogs-kroniksamling "Lilith og Adam" på Saxo.)

Forleden genfandt jeg imidlertid en bog, der blev udgivet i 1983 på  det legendariske, men nu hedengangne Hønsetryk, nemlig "Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen" af Marisa Rey-Henningsen, 1983. Dengang forvirrede den mig, fordi den brød med mit meget negative Maria-billede, men nu finder jeg stof til eftertanke i dens beskrivelser af ikke-socialt straffede eller fordømte munke og nonner, præsters illegitime børn og forskellige udskejelser i kirkerne.
I nutiden tager vi naturligt nok afstand fra vore dages kirkelige dignitarers pædofili og seksuelle udnyttelse af forskellig art, og det er godt. Det lader dog til, at det, vi heroppe i Norden så som den mørke middelalder, i Syden var noget ganske andet, der dannede grundlag for en ægte og glad sanselighed, som vi mistede med Reformationen - hvis vi da nogensinde har haft den.
De mange påbud og indsigelser imod de vildeste udskejelser i kirkelige kredse, der er bevaret, viser med al tydelighed, at der rent faktisk skete noget i kirken, der ikke var helt efter bogen. Man gjorde ikke indsigelse imod noget, der KUNNE ske, men som allerede var i fuld gang, og som stort set ellers blev tolereret. Præster, nonner og munke fik børn, som de måtte have lyst i kuld og køn, hvilket åbenbart var noget ganske dagligdags, der skete jævnligt.
Hvor jeg altid har opfattet de kvinder, der blev forført (???) og besvangret af præster som stakkels ofre for mandssamfundet, så var situationen så anderledes i Sydens middelaldersamfund, at mange kvinder foretrak en gejstlig elsker og far til deres børn frem for en ægtemand. Sagen var jo den, at dette arrangement gav dem en større social frihed med en helt anden rådighed over egen krop og formue, end de ægteviede kvinder havde.
Hvis det kun drejede sig om en seksuel frihed, ville jeg ikke synes, det var så interessant, for på det punkt er vi jo hærdede, eftersom vi jo kan se, at det såkaldte "frisind" for det meste bare dækker over en ny måde at undertrykke kvinden. Mantraet for dette system kunne være "smid tøjet og gør dig seksuelt tilgængelig, så får du magt og status i vores mandssamfund." Som Marisa Rey-Henningsen påviser, havde Sydens middelalderkvinder imidlertid ægte magt, og det er meget interessant at se det beskrevet, sådan som hun gør det her og i sin "Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia".

Hvad Hønsetryk angår, så var det en forlagsbedrift af Kirsten Alma Hofstätter, der ikke bør glemmes.  Hun skabte sit forlag, da hendes bog med strikkeopskrifter, "Hønsestrik", blev afvist af forlaget Røde Hane. Derpå stiftede hun forlaget Røde Høns, hvis navn senere blev ændret til Hønsetryk, og hér udgav hun adskillige kvalitetsbøger af forskellig art, men med udgangspunkt i feminismen. Hun var på mange måder helt unik og fortjener at blive husket som den pionér og foregangskvinde, hun var.

Marisa Rey-Henningsen på Hønsetryk:
Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia, 1977
Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen, 1983

https://arbejderen.dk/b%C3%B8ger/forrygende-damer

onsdag den 30. oktober 2019

Hva' vil du helst?






Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg helst ville, nemlig være superheldig med ALT eller besidde super-kræfter. Jeg svarede, at en god omgang - og stabil tilførsel af - held i sprøjten ville være tilstrækkeligt for mig, men at jeg da ikke ville have noget imod at få et par super-kræfter oveni. Nogle af disse superkræfter har vi imidlertid alle sammen, og de er ikke noget at råbe hurra for, f.eks. slår det mig gang på gang, hvor kort livet er, og hvor hurtigt man ældes. DET er man virkelig god til, hvad enten man vil det eller ej ....

tirsdag den 29. oktober 2019

Rend og HOP!!!


Med sådan et billede får udtrykket "Rend og hop" et helt nyt indhold, for der ligger jo i det, at man ikke bare hopper/springer, men også bliver skyllet ud. Noget, som nogle ganske vist har fortjent, men som ikke er helt retfærdigt i forbindelse med andre, selv om folk måske hader dem. Sagen er jo den, at der er forhold og situationer, som de fleste af os ikke kan gennemskue. Når først man har gjort sig det klart, så render man selv - dog som regel uden at hoppe ....

mandag den 28. oktober 2019

Spøgelser og skriverier






Normalt er det ikke spøgelser, men levende mennesker, der bedriver "ghostwriting". Der er dog én form for "ghostwriting", der angiveligt har et andet udspring end den menneskelige hjerne: automatskrift! Jeg har selv prøvet det for mange år siden, men fandt det ikke særlig interessant, for enten er jeg omgivet af fladpandede gespenster, eller også dur det bare ikke.
Nå, men metoden består altså i, at man sætter sig ved bordet med papir og pen/blyant. Hånden hviler på papiret, og man skal være afslappet. Uden at forcere noget opdager man efter nogen tid, at hånden med pennen/blyanten af sig selv laver cirkler på papiret og/eller bogstaver. Nogle bruger metoden til at opnå "spådomme", idet de stiller den "ånd", der angiveligt styrer pennen/blyanten, forskellige spørgsmål. Mærkeligt nok kan man faktisk få en art svar, men jeg tvivler meget på, at de kommer fra andet end ens egen underbevidsthed ...





søndag den 27. oktober 2019

Livets kamp

Jeg er vild med dette billede af Theophile Steinlen: Vagabond Sous La Neige, 1902. Det er så tydeligt, at denne magre mand i en alt for tynd påklædning har det svært. Han bliver kaldt "vagabond", men er måske bare en arbejdsløs, der konstant springes over i køen, og som må klare sig selv i et hårdt samfund. Det er - og har været - manges skæbne i tidens løb, og man kan umiddelbart forstå, hvor hårdt det har været.
Ikke desto mindre fortsætter han kampen for dehårde vilkår i sin tilværelse, der er symbolsk udtrykt med den modvind, han er oppe imod: han er nede, men ikke besejret ....


lørdag den 26. oktober 2019

Spådomme ....



Jeg kan ikke sige mig 100% fri for lidt hverdagsovertro. Således bliver jeg glad, når jeg finder et firkløver, eller en begivenhed falder på en dato, der passer med mit "lykkenummer". Drømme kan også virke mægtig spådomsagtige en gang imellem, men nogle afviser jeg som "overtro", nemlig fordi de ikke passer med mine forestillinger om noget godt. (Ak ja, man er ikke helt konsekvent, når det gælder ens held og lykke i tilværelsen ....)
Dette unge par har været uforsigtige nok til at bede den enes søster om at gemme avisen for den dag, hvor de bliver gift, og resultatet er alarmerende, for hvad ser de på forsiden? Jo, overskriften "Tragic Mistake". Det er lige til en lynskilsmisse ...


fredag den 25. oktober 2019

Gensyn med de gamle TV-"venner"


I går fik jeg mit nye fjernsyn, men der er ting, der gør, at jeg ikke har brugt det endnu. Nå, det lykkes vel efterhånden, for ellers ryger det tilbage med fuld musik ...
Fordi jeg jo altså mangler denne underholdning, som jeg har vænnet mig til, så googlede jeg i stedet et par af de gamle bekendte fra TeenMomOG, bl.a. Farrah Abraham, der nu ellers er ude af serien, fordi hun sideløbende dyrkede en porno-karriere. Hun virker så skør, at jeg godt kan lide hende, så jeg kan sikkert ikke lade være med at søge oplysninger om hende i ny og næ.
Lige nu lader det dog ikke til, at der er noget, der brænder på, hvilket førte mig videre til den arresterede Amber Portwood, der endnu engang har overfaldet en kæreste, nemlig Andrew Glennon, der ellers er blevet fremstillet som den ideelle partner for hidsigproppen. Det viser sig så, at det er han ikke, og så vidt jeg kan se, har han nu "bortført" deres fælles søn til Malibu, hvilket hun protesterer vildt imod, selv om hun for kort tid siden lod ham - og resten af verden - vide, at barnets fødsel mildt sagt ikke var ønsket.



Ryan Edwards, der startede som en dødflot superegoist, der slet ikke formåede at leve op til faderrollen, men som nu er gift med en kvinde, der angiveligt forstår at sætte ham stolen for døren, når det er nødvendigt, har erklæret sin sympati for Trump. Noget, der har faldet mange fans for brystet, (og det forstår man jo godt), men - vanen tro? - holder han fast ved sin mening, for han synes nemlig altid selv, at han har ret.
Disse tre individer overbeviser mig om, at reality-aktører ikke kan medvirke i denne slags programmer uden at blive stærkt påvirket af det. Deres "bedrift" er ikke af kunstnerisk eller lignende beundringsværdig art, men udelukkende at lukke TV og seerne ind i det, de fremstiller som deres liv, men som kun er det til en vis grad. De bliver C-stjerner og er i visse tilfælde tydeligvis selv benovet over deres berømmelse. Med deres medvirken i de forskellige serier har de givet afkald på deres virkelige liv, nemlig for at opretholde det image, de har. (Nogle kæmper dog imod folks billede af dem, som de hævder er skabt af TV-producerne, der jo udvælger de scener, der skal vises).
Fænomenet reality-serier er blevet mægtig in, og det vrimler med dem, bl.a. på TLC, men nu er det også dukket op i dansk TV. Disse serier har jeg dog ikke set, men kun læst om, og jeg gad nok vide, hvordan fremtiden bliver for de medvirkende, der pludselig bliver berømte uden andet at byde på end deres ansigter og navne ....

  

torsdag den 24. oktober 2019

Sengekantsskuffelser ....






Her har vi en dame, der virkelig har anstrengt sig for at henlede mandens opmærksomhed på sine erogene zoner, og så fabler han om æblekage. Nok smager det godt, men det burde der også være andet, der gjorde. Dér ligger hun, oprigtigt interesseret i et produktivt senge-samarbejde, og så er han trekantet og kan/vil ikke. Er det ikke, hvad mange kvinder tit føler? Øv, siger jeg bare ...


Sprog med tidsler?






Denne plakat indikerer, at hvis man bruger ord som en sømand, dvs. bander og svovler, så har man et problem. Det er da muligt, at bandeord ikke er velsete i de såkaldt finere kredse, men jeg mener nu, at de mange gange er nødvendige for at formidle et budskab, der ikke fremgår af ord alene. Gode bandeord signalerer, at man sørme mener det, man siger - øhhh, bander - og at det skal tages alvorligt. Selv har jeg et helt arsenal af "slemme, grimme" og først og fremmest meget personlige bandeord, som jeg enten slynger ud eller hvisler frem, som situationen nu er til det.
Som regel er disse ord reserveret til stunder i enrum, men det sker, at de tiltvinger sig adgang til min almindelige hverdag, og det kan måske være lidt barskt for personer, der ikke kender mig og mine vaner. Jeg undskylder det dog sjældent, og er derfor glad for at se, at andre har et lige så afslappet forhold til de "slemme ord" som jeg selv:

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/band-loes-helvede-du-faar-det-bedre-af-det-mener-forfatter?cid=newsletter_nb_kultur-daglig_20191024145840


onsdag den 23. oktober 2019

Den ufødte gudinde ...






En af de ting, jeg er i gang med, er den græske og romerske mytologi. Der finder man de vildeste og også sjoveste historier om skrupskøre guddomme, som folk angiveligt har troet på og tilbedt. Det er ren science fiction, men nogle af guderne er nu ret underholdende. Dette gælder bl.a. (Pallas) Athene: hun er "visdommens gudinde", og hendes fødsel var noget ud over det sædvanlige. Hendes far (Zeus) åd nemlig hendes gravide mor (Metis), fordi han var blevet spået, at det barn, hun ventede ville blive en større guddom end ham selv. Det kan den øverste guddom i en vilkårlig religion selvfølgelig ikke acceptere, og da han selv var kommet til magten ved at styrte sin far (Kronos), frygtede han det værste fra det ufødte barn.
Eftersom Metis havde været gravid, da hendes ægtefælle slugte hende, endte det med, at det ufødte foster levede videre i sin far for derefter at bryde ud af hans pandeskal - nogle kilder siger lår - i fuldt færdig tilstand. Dvs. en voksen kvinde med spyd, hjelm og med et skjold, så hun var og parat til kamp. Sært nok er hun søster til krigsguden Ares, der dog ikke synes at have haft en så eksotisk fødsel som hende.
Sådan, "Star Wars" og alle jer andre, gå hjem og vug, for I slår ikke Athene!


mandag den 21. oktober 2019

Oprydningens forbløffende opdagelser






Under den store oprydning og bortskaffelse af overflødige ejendele, som jeg har været i gang med et  stykke tid, er jeg stødt på nogle sære ting, som jeg ikke anede, at jeg havde. En af disse er to flasker, (der tydeligvis har været dyre!!!), til reptile-cleaning. Hvorfor dælen har jeg sådan noget, og hvorfor har jeg gemt det indtil nu, hvor det er mere eller mindre indtørret?????
Jeg hverken har eller har haft levende reptiler bortset fra barndommens skildpadder, og slanger har jeg aldrig haft, så det er først efter at have rodet meget i min glemsomme hjernekiste, at det dæmrer for mig: jo, jeg havde faktisk engang en krokodille-taske, og den har jeg åbenbart pudset og gjort ved med hele to dyre remedier. (Senere har jeg så foræret den væk, formentlig til Kirkens Korshær, der er det sted, hvor de fleste af mine overflødige ejendele havner. Ikke fordi jeg er kirkelig, men fordi en af deres butikker ligger dejligt tæt på ....)
Under oprydningen er jeg stødt på mange mere eller mindre dyre ting, som sagde mig noget engang, men som jeg ikke længere er interesseret i. Jeg vil ikke kalde det "udvikling", når jeg nu tager afstand fra den slags og forærer det væk eller bare kasserer det, men min for undring over overhovedet at besidde den slags viser mig, at man sørme kan forandre sig ....


Mande-prøven ...



En nuttet, ung mand, der består PRØVEN: ser han pigen i øjnene, eller vandrer blikket ned i hendes udskæring? (Ikke, at man egentlig ville kunne fortænke ham i, at hans blik kom lidt på gale veje, for hendes påklædning lægger ligesom op til mandlig opmærksomhed, men ...)
Det dér med at være udfordrende klædt er noget af en boomerang, for hvis det virker ved at tiltrække sig mandlig opmærksomhed, så er det måske nok en sejr for damens forfængelighed, men samtidig er det altså en fornærmelse. Ja, FORNÆRMELSE, intet mindre, for så ses hun jo ikke som individ, men som en krop, og det er stadig fy-føj. Dvs. at denne situation kræver en person, der er god til kønsrolle-linedans, og dér kan man kun sige: held og lykke ....


søndag den 20. oktober 2019

"Den "royale" ælling"???



Meget kan man sige om H.C. Andersen, men ingen har kaldt ham køn. Det er en af grundene til, at jeg har svært ved at forestille mig, at han i virkeligheden var den illegitime søn af kong Christian VIII og komtesse Elise Davivia Margrethe von Ahlefeldt-Laurvig. Han ligner i hvert fald slet ikke kongen, der var en flot og statelig mand.




Med lidt god vilje kan man måske se en vag lighed med den sprælske komtesse, der dog ikke er større end ligheden med så mange andre.





Hun var lidt speciel, da hun i sin tidlige ungdom fik en datter uden for ægteskab, som hun bortadopterede, men senere fik en vis kontakt med. Den slags kunne mænd slippe godt fra i hendes højfornemme kredse, men normalt ikke kvinder.
At geniet H.C. Andersen umuligt kunne være søn af en fattig skomager og en fordrukken vaskekone ligner i mine øjne en form for bagvendt logik, der kræver mere end indicier og gætterier. Dem, der har fremsat den, kan ikke stille med et uomtvisteligt bevis i form af DNA, kun formodninger, gætterier og et indicie-puslespil, der ikke rokker ved H.C. Andersen-myten om den grimme ælling, der går meget ondt igennem, men ender som en smuk svane.
Den kendsgerning, at han blev hjulpet frem af fornemme og velhavende mennesker, tjener heller ikke som et bevis. Disse selv samme personer behandlede ham jo på en vis måde som deres "kæledyr", og han følte sig vist aldrig helt tryg i deres midte.
Skulle det vise sig, at hans biologiske far er en anden end den unge skomager, der giftede sig med sin meget gravide og ældre kæreste - HCA blev født 2 måneder efter brylluppet - så bør vi bare være glade for, at han kom ind i billedet, for han inspirerede drengen og vakte hans glæde ved det skrevne ord. De var begge drømmere, og det er synd, at drengen mistede denne sjælefrænde i en så ung alder.





fredag den 18. oktober 2019

Genoplivning af de døde?

Det lader til, at nogle videnskabsmænd vil forsøge at genoplive døde mennesker ved hjælp af stamceller.

https://www.sciencepagenews.com/2019/10/15/scientist-get-green-light-to-bring-back-dead-to-life-with-stem-cells/?fbclid=IwAR1nFVUR21wsWP16VRGkCmElwg4Dpxgn-0O6Ev5dR-lwYd6HYhtTAA8y7N4

Skulle det lykkes, (hvilket jeg ikke kan forestille mig!!!), så vil de gamle forestillinger om "levende lig" få et helt nyt indhold. Vampyrer, zombier og spøgelser bliver lige med et noget helt andet ...


Man kan sørge voldsomt over at miste en god ven, en ægtefælle eller et barn, for døden har hidtil været endelig: selv om myterne siger noget andet, så er der faktisk ingen, der er kommet tilbage. Dvs. nogle påstår jo altså, at de har set afdøde personer, men i en anden form, end da de levede: kødet har så at sige været væk, og den afdøde er ikke længere som han/hun var i live, men tilhører ifølge overleveringen en gruppe, der står uden for de levendes skare. Det er en myte, hvor den døde befinder sig i en helt anden situation, end dengang han/hun levede.
Mht forskernes nyeste påhit, så gad jeg nok vide, hvilket liv, der kan vente en, der virkelig er død, men er blevet genoplivet. Hvor lang tid er der gået, siden døden indtraf? Hvor mange af den genoplivedes venner og bekendte lever stadig? Implikationerne af en eventuel genoplivelse er mange og en af dem er formentlig er dyb skuffelse over den tilværelse, der venter den genoplivede ....

   

torsdag den 17. oktober 2019

Når strømmen bliver "sær" ....



Jeg sidder her og venter på en elektriker, og dels hader jeg aftaler uden et fast mødetidspunkt, dels er jeg dybt bekymret for, at det er mit TV, der laver balladen. Det har nemlig fået den kedelige vane at slukke af sig selv, og det er ikke et godt tegn ...
Nu er der jo det ved det, at TV'et ikke er splinter-nyt, og ligesom alt andet - inklusiv mennesker - så har det en forældelsesdato, hvor det ligesom har lov til at stå af. Jeg takker det for mange gode timer samt nogle, der blev ødslet på uvirksomhedens alter. Sidstnævnte er måske ikke noget at takke for, men det gør jeg nu alligevel, for mange udsendelser, som jeg ikke havde planlagt at se, har rent faktisk sat gang i min fantasi og har inspireret mig til at skrive og/eller læse. Tak for det!
Nå, men dette TV-problem er sådan set det (foreløbig?) sidste led i en række uforklarlige problemer med flakkende lys og andre mærkværdigheder i mit hjem. Jeg har selv forsøgt at finde ud af, hvad der er galt med det resultat, at jeg har kasseret en standerlampe, som jeg ellers har brug for. Da det ikke hjalp på det overordnede problem, blev jeg meget forbavset - og bekymret - for jeg troede, at det var den, der skabte problemerne, og at de ville forsvinde med den.
Elektricitet er som et spøgelse, for man kan ikke se det undtagen gennem den mirakuløse virkning, det har. Da jeg samtidig med dette el-problem begyndte at se "noget", der et par gange ligesom flagrede fordi døren til køkkenet, fandt jeg det nærmest morsomt, for har jeg nu også fået spøgelser??? Grotesk, for hvad laver de her, og hvor kommer de fra???
Så hellere almene el-problemer, der kan løses af den forhåbentlig super-dygtige elektriker, der kan komme når som helst, men ikke er dukket op endnu ....


onsdag den 16. oktober 2019

Love of Spiders







Et af mine digte, som jeg faktisk ikke husker at have inkluderet i en af mine bøger. Det har lige været bragt på min Facebook-profil, hvor det - til min store forbløfelse - fik en masse likes + nogle smigrende kommentarer. Noget, jeg selvfølgelig ikke har noget imod ....


Poem by Else Cederborg: Love of Spiders

"My dear," she said
"love me to death do us depart"
"Ohhhh .,.." he yelled in terror
"No need for that," she said
biting into his thigh
"this is love at first sight"
Three-four gulps and the nuptials was over

So this is love, he thought, passing away
for this I was born, but what about me?
I'm a person, I'm a soul, much more than meat
Being digested he was desired, even loved
after that he went into oblivion
a place that turned out to be nice and cosy
a place full of nothingness and other wonders

ALL rights reserved
© EC

tirsdag den 15. oktober 2019

Djævleunger ....



Et yndigt barn? Ja, direkte nuttet, men hvad er det for knolde, man ser i panden på det bedårende væsen? Nåh det, det er da bare horn, der er ved at bryde ud ....
Ja, dette signalerer, at dette barn er en rigtig møgunge! Nogle vil ligefrem kalde ham/hende for Satans yngel! Dog som regel først efter at han/hun er blevet større, og man sporer visse tendenser, der tyder på en Hitler-, Stalin- eller Bundy-personlighed. Eller sagt på en anden måde: hvorfor pokker forvandles nuttede babyer til despoter med en syg tankegang?


Her har vi den lille Adolf Hitler, og han er da sød at se på. Man spørger sig selv om, hvornår det indre billede skiftede, og denne lille guldklump begyndte at forvandles til Hitler-uhyret.




Og så er der ham her, han er da også nuttet, ikke sandt? Ingen vidste på dette tidspunkt, at den kønne, lille dreng ville forvandle sig til massemorderen Ted Bundy, selv om en af hans mostre tidligt fornemmede, at der var noget galt med denne lille nullerbasse.
Hele hans familiebaggrund var sær, for han var formentlig et resultat af hans såkaldte morfars voldtægt af hans mor, og han voksede op i den tro, at hans biologiske mor var hans søster. Om det er en myte, eller om det er realiteter, ved man imidlertid ikke med sikkerhed.
Desværre er det dog ikke sådan, at en vis svær barndom fører til en bestemt form for voksen-personlighed. Gid det var så nemt, men det er det ikke, og det bøder vi for ....





mandag den 14. oktober 2019

Kæmpende kvinder



Da jeg jo er mig, elsker jeg at se stærke og kompetente kvinder, der oven i købet kan samarbejde. På DET plan glæder dette billede mig, men ikke, når jeg tænker på, hvad det er, de er sat til at kæmpe for. Sådan en situation viser ikke bare kvinder, der er stærke på det individuelle plan, men som er underlagt et styre og ideer, der forvandler dem til robotter ....

Digt: "Armani Croc for Dinner"


Armani-Croc for Dinner?

A Croc for dinner?!!
Death rollings and grinding jaws?
Besides, is he mine to eat or am I his?

Crocs, a strong, scaly-limbed tank for destruction
primordeal brain, teeth like Dracula
Oh, I better eat him before he eats me

Also he is wearing Armani and loves fast cars
Playboy-croc, maybe he never went to the river?
If he did, what did he do in the cloudy water?
Did he dive for swimmers, eating a foot or a leg?

Wonder what kisses a Croc can offer
all teeth, or even tongue, a mouth smelling of death?
Maybe the half-eaten corpses are still inside, rotting?
And what beds has he trampled through, tank-like?
I think he toured them all, eating as he went
One victim in his stomach, one in his mouth
Still, eyeing all there are, planning as he goes

ALL rights reserved
© EC

(Har været publiceret før, bl.a. i nogle af mine ebøger)

søndag den 13. oktober 2019

Det kolde hjerte



Ja, det sker, at man bliver elsket med et koldt hjerte, og ja, det er ikke meningen. Faktisk er det ganske meningsløst, men det er ikke altid, at den, der angiveligt elskes, ser det. Hvad gør tilskueren så? Han eller hun kan måske påpege det og advare imod at fortsætte med at lade sig udsætte for denne ikke-kærlighed, men den såkaldt elskede er som regel døv for gode råd. Noget, der måske også skyldes, at han/hun mister sit selvbillede, hvis han/hun indrømmer, at kærligheden er ikke-eksisterende ....


lørdag den 12. oktober 2019

Livet som lig







Else Cederborg: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/2014-11-14/livet-som-lig:
14. november 2014, kl. 0:00

Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv ....

FORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.
Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde.
Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet.
Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle.
Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald.
MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.
Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.
Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).
MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. n ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.
Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.
Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort.
Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.
Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.
Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.
Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...
DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.
Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.
Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.
H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.

Forkørselsret i naturen




Selvfølgelig BØR de have forkørselsret, for de er temmelig sjældne, hvilket ikke kan siges om mennesket ....


fredag den 11. oktober 2019

Boys Will Be Boys ....



Luckily enough women find this behavior in young boys charming and endearing, but how much does the kid know of the anatomy of Barbie to chose her over Mickey for a kiss? Or put another way: Does he chose the breast of Barbie BECAUSE he is a mini-male or because someone told him to pose like this?





Do these two boys know what they are doing or did someone put them up to it? Their behavior is kind of cute, but also somewhat alarming. Had they been grown-ups we would have found it very, very alarming and maybe even sexist. 
As far as I remember I've never seen photos of little girls doing this, but that may be because we the grown-ups find it cuter when the kid is a boy. However, it gives rise to the question: is it only boys who feel attracted to the female breasts, namely in a (pre-)sexual manner?


torsdag den 10. oktober 2019

Reality-problemer ....


Desværre er den skrupskøre, men farverige Farrah blevet smidt ud af TeenMom OG på grund af sin sideløbende karriere inden for pornoindustrien. Derfor er det et godt stykke tid siden, jeg sidst så serien, men forleden måtte jeg bare tage et lille kig for at se, hvordan det stod til med de andre medvirkende. Ikke uventet herskede der kaos i manges liv, og man må virkelig håbe, at de spiller sig selv mere, end de er det. Således har Catelyn og hendes mand, Tyler, der ellers har haft noget, der virker som et nært og kærligt forhold, fået så mange problemer i forholdet, at det måske ender med en skilsmisse. 
Den, det står værst til med, er imidlertid den hidsige og voldelige Amber Portwood, der havde fået sig en ny og (tilsyneladende) stabil kæreste samt en ny og uventet baby. Sidst jeg så serien, var alt idyl mellem dem, men nu læser jeg til min forbløffelse, at Amber har overfaldet sin kæreste og har truet ham med en machete, da han stod med deres lille søn.


At hun er en hidsig dame, har man altid vidst, da hun har været i fængsel for at overfalde sin daværende kæreste, Gary, der er far til hendes datter, Leah, men at hun nu er blevet mindst lige så skør som Farrah, kommer som en overraskelse for mig. Hvad pokker har hun gang i???
Noget af det, der altid har trigget hende, er ifølge internettet antydninger af, at hun er en dårlig mor, hvilket nok hænger sammen med det faktum, at det er lige præcis det, hun er. Sandheden er ilde hørt, men moderskab består altså i andet end underholdning og fælles pedicure, og Amber har vist ikke så meget andet at byde på, når det gælder hendes datter. Hvad sønnen angår, så er der internet-kilder, der hævder, at hun har skreget ukvemsord efter hans far, medens hun  jagtede ham rundt i huset, "fordi han havde gjort hende gravid, uden at hun ønskede et barn".
Nå, internettet er internettet, så alt må tages med et gram salt, men visse ting kunne dog tyde på, at disse medvirkende i en populær TV-serie er blevet ødelagt af at få deres (redigerede) liv udstillet offentligt. De burde have tænkt mere over, hvad det ville betyde for deres privatliv, at mennesker verden over så med, når der skete noget i deres liv ....


  

tirsdag den 8. oktober 2019

Kvinde-status



Jamen selvfølgelig tæller en akademisk grad ikke lige så højt som en forlovelsesring. Dvs. når der er tale om kvinder, for mænd har et helt andet rangsystem, og dér gælder andre regler for dem. Ring eller ej, så forventes kvinder stadig at stille med en partner, hvis tilstedeværelse er beviset på hendes succes som kvinde. Det er ret grotesk, men sådan går det, når kvindens status i høj grad hænger sammen med hendes værdi på "markedet".


søndag den 6. oktober 2019

Amanda Todds bryster ...



Amanda Todd var en usikker canadisk teenager, der følte sig udenfor i skolen. Nogle af hendes klassekammerater chikanerede hende, hvilket førte til, at hun levede mere og mere på internettet. Her fandt hun den accept og beundring hos jævnaldrende, som hun savnede i hverdagen. Diverse mænd ville gerne være ven med hende, bl.a. på Facebook, og det smigrede hende, at de fandt hende køn. En af disse mænd udfordrede hende til at flashe sine bryster, hvilket hun gjorde uden at tænke på, at det, der gives til én, hurtigt kan blive hvermands eje. Desværre var det lige præcis det, der skete: fyren truede hende med at poste hendes flashing overalt på internettet, hvis hun ikke leverede endnu  dristigere billeder. Da hun nægtede, gjorde han alvor af truslerne, og før hun fik set sig om, var denne internet-episode kendt af alle i skolen. Mobberiet nåede nye højder, og hun blev flyttet til en ny skole. En fyr, som en af dem, der havde chikaneret hende mest, kom sammen med, narrede hende imidlertid til at besøge sig, og de gik i seng sammen, hvilket kæresten og hendes veninder hævnede ved at overfalde Amanda og banke hende. Optagelser af den forslåede Amanda dukkede nu også op på nettet, og alle virkede opsat på at få hende latterliggjort og knækket. Dette førte til et selvmordsforsøg, som der også blev gjort nar af. Alt, hvad Amanda gjorde, blev trukket frem i en vedvarende internet-chikane, og hun var dybt ulykkelig. Desværre lykkedes hendes andet selvmordsforsøg, og hun blev fundet død af sin mor.
Inden hun døde, havde hun indspillet en video, hvor hun forklarede, hvad hun følte. Denne video kom på YouTube og fik utrolig mange tilskuere. Alle - måske bortset fra mobberne - begræd Amandas skæbne, og moderen fik gennemført en politiundersøgelse af, hvem der havde taget det famøse babse-billede og havde startet lavinen ved at sætte det på overalt på nettet. Det viste sig at være en hollandsk særling, der aldeles ikke var den jævnaldrende charmetrold, Amanda havde troet. Han fik fængselsstraf, og der kom nu fokus på cyber-bullying, der dog stadig finder sted.
Det er en meget sørgelig sag, men det mest interessante ved det er, at et enkelt babse-billede er nok til at ødelægge en ung piges gode navn og rygte. Så interessante er bryster nu heller ikke, og så kriminelt er det altså ikke hverken at have dem eller at vise dem frem ved at hive op i blusen nogle få sekunder. Denne type chikane rammer kun kvinder og er yderst afslørende, når det gælder fordomme, dobbeltmoral og kvindeundertrykkelse. Stakkels Amanda blev offer for mange ting, men den vigtigste var de tågede forestillinger om "kvindelig sømmelighed", som mange piger stadig har, og som de bør få gjort op med snarest ....

https://www.newyorker.com/culture/culture-desk/the-story-of-amanda-todd

tirsdag den 1. oktober 2019

Kæledyrs liv






Man kan grine ad tanken om sådan en katte-bog, men hvor ville det dog være interessant at læse vore kæledyrs beretninger om livet med mennesker. Desværre ville mange af deres fortællinger nok ikke være særlig fornøjelige, for mange henslæber deres liv i ensomhed i for små bure og med forkert kost. Meget trist, for liv er liv, og de har ikke selv valgt deres ...

Op i røg ....



Dette julemandsportræt består af en ballon, der er blevet fyldt op med røg og derpå punkteret, og det udtrykker meget godt min opfattelse af mange af vore gamle - og kæreste? - forestillinger om overnaturlige væsener af alskens art. Julemanden er nok en af de mest populære figurer, men hvad nu når det gælder sådan nogen som f.eks. Jomfru Maria? Ideen om en kvindelige guddom tiltaler mig, men det skyldes jo altså, at jeg er feminist. Dog må jeg sige, at netop et kvindebillede som det, Jomfru Maria står for forekommer mig enormt farligt, og da jeg ikke er katolik, betænker jeg mig ikke på at skrotte "jomfruen". Det samme gælder diverse helgener samt forskellige religionsstiftere, der påberåber sig en speciel indsigt: de er interessante af psykologiske, sociologiske og historiske årsager, men ikke som sandhedsvidner ...
Når disse individer er skrottet, er der ikke langt til andre - og i vores del af verden - højere rangerende guddomme. At livet er et mysterium, og at det er højst besynderligt, at vi futter rundt ude i et uendeligt verdensrum, skal jeg såmænd gerne indrømme, men derfra og til at forklare dette med myter, som gamle patriarker har onaneret sig frem til, er der unægtelig et spring. Den kristne religion (og dermed Biblen) indeholder mange smukke detaljer, men den er skabt ud af et patriarkalsk samfund og skal tjene som legitimering af dette, så farvel ....