Dette julemandsportræt består af en ballon, der er blevet fyldt op med røg og derpå punkteret, og det udtrykker meget godt min opfattelse af mange af vore gamle - og kæreste? - forestillinger om overnaturlige væsener af alskens art. Julemanden er nok en af de mest populære figurer, men hvad nu når det gælder sådan nogen som f.eks. Jomfru Maria? Ideen om en kvindelige guddom tiltaler mig, men det skyldes jo altså, at jeg er feminist. Dog må jeg sige, at netop et kvindebillede som det, Jomfru Maria står for forekommer mig enormt farligt, og da jeg ikke er katolik, betænker jeg mig ikke på at skrotte "jomfruen". Det samme gælder diverse helgener samt forskellige religionsstiftere, der påberåber sig en speciel indsigt: de er interessante af psykologiske, sociologiske og historiske årsager, men ikke som sandhedsvidner ...
Når disse individer er skrottet, er der ikke langt til andre - og i vores del af verden - højere rangerende guddomme. At livet er et mysterium, og at det er højst besynderligt, at vi futter rundt ude i et uendeligt verdensrum, skal jeg såmænd gerne indrømme, men derfra og til at forklare dette med myter, som gamle patriarker har onaneret sig frem til, er der unægtelig et spring. Den kristne religion (og dermed Biblen) indeholder mange smukke detaljer, men den er skabt ud af et patriarkalsk samfund og skal tjene som legitimering af dette, så farvel ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar