Er det det, nytåret handler om? Skal "fjerene virkelig flyve til alle sider"? Det er der åbenbart nogen, der mener, for i dag er der masser af beretninger om vilde overdrivelser af nytårs-festlighederne, nemlig i form af nytårsskyderier med fyrværkeri. En af de værste episoder er forhindringen af brandvæsenets arbejde ved affyring af rørbomber imod brandfolkene. Det er da for dumt, og hvad tænkte de unge mennesker dog på? Ville de myrde de mennesker, hvis opgave det er at redde andres liv og ejendom? Hvordan skulle det være til gavn for nogen?
Sagen er nok den, at de unge vandalers vilde adfærd af dem selv tolkes om et udslag af styrke og livslyst. De mere fornuftige, der aldrig kunne finde på den slags, opfattes af dem som "kedelige" og alt for velafrettede.
Jeg har før spekuleret over udtrykkene for livsglæde, der om ikke andet er en vigtig del af PR-branchen. For at sælge dyre varer til de unge skal annoncerne, der henvender sig til dem, udstråle den lvisglæde, de tilstræber i deres eget liv. Nogle typer voldsom livsappetit ses som det samme som succes.
Nogle af disse drømmehelte havde det mere i deres ydre end i deres indre, hvilket afsløredes gennem deres mangel på talent. De var gode til at "se ud", men ikke til at illudere det, deres rolle stod for. Det samme gjaldt selvfølgelig de kvindelige stjerner, men jeg bemærkede det mest i mændenes tilfælde. Jeg gad dog vide, om de i vore dage ville have haft mulighed for at komme igennem med en bedre spillestil inden for film-mediet. Jo længere man går tilbage i filmhistorien, desto tydeligere bliver det jo, at spillestilen stadig var præget af en gammel teatertradition, der krævede andre og meget tydeligere udtryksmidler. Noget, der gjorde det til en lidt komisk og karikeret spillestil, der ikke klædte skuespillerne.
Netop 1975 var et magisk år for mig, da det blev starten på et spændende forløb, der endnu ikke er slut. Mærkeligt, som erindringer kan hæftes sammen med andre begivenheder langt uden for ens egne cirkler. Jeg kan f.eks. godt lide, at min fødselsdagsdato dukker op i forbindelse med noget, der ellers slet ikke er en del af min livshistorie. Det gælder bl.a. Hitlers (formodede) dødsdag, der dog ikke falder sammen med min fødselsdag, hvad årstal angår. Hver gang, jeg ser noget om denne dato - med eller uden årstal - griber jeg mig selv i at ranke mig og udstøde et dybtfølt, men totalt irrationelt "HA!!" i mit indre. Jeg kan simpelthen godt lide tanken om, at det afskyelige væsen, der ødelagde så meget for andre, døde på min fødselsdag, selv om det ikke skete samme år, og jeg ikke har den mindste andel i denne begivenhed. Latterligt, men sådan er det ....
2019 var ikke det bedste for mig. Der skete en del dumme ting, som jeg godt ville have været foruden, men sket er sket, og det går endda. Ergo: Farvel med det gamle år og velkommen til det nye ....
Desværre for Trey og Nancy Styler mødte de ikke nogen forståelse fra den velhavende og meget berømte Nancy Pfister, da de som lejere ikke formåede at opfylde aftalen om at betale huslejen for hendes luksuriøse hjem, medens hun var ude på en af sine mange rejser. Parret havde i flere år været ude for modgang, hvilket primært skyldtes, at han fik en ALS-lignende sygdom, der gjorde, at han ikke kunne fortsætte med sit arbejde som læge. De gik mere eller mindre konkurs, så de blev henrykte, da de fik mulighed for at indgå aftalen med Nancy Pfister om at leje hendes luksushjem. Der var dog visse problemer med køkkenredskaber og andet, der gjorde, at de følte sig berettiget til ikke at betale lejen som aftalt.
Desuden passede det uheldige par nok heller ikke ind i Nancys eventyr-liv som rigmandsdatter og forkælet overklassedame. Dette gjaldt også hendes veninde Kathy, der fik til opgave at indkassere lejen fra de to lejere og sørge for at få pengene indsat på en bankkonto. Fordi hun havde denne rolle, blev det hende, der fandt Nancys maltrakterede lig gemt i et skab. Hun blev angiveligt dybt chokeret og kom med den ene vilde redegørelse efter den anden. Politiet mistænkte, at hun havde myrdet sin veninde, (som hun formentlig var misundelig på), men de arresterede Styler-parret og fortsatte ellers med efterforskningen.
Trey fortalte på et tidspunkt, at det var ham, der - ene mand - havde myrdet Nancy med en hammer og havde ryddet op efter det blodige mord, selv om hans fysiske tilstand var meget sølle. Hans motiv til at tilstå dette mord var formentlig, at han så kunne indgå en aftale, der reddede hans kone fra et langt fængselsophold. Hvis dette var han plan, så må man sige, at det lykkedes ham, og hun har nu fået et helt nyt liv under et andet navn. Hun har tilmed fået en hel del penge efter den livsforsikring, Trey havde, og som kom til udbetaling, da han begik selvmord 15 måneder efter det mord, han blev dømt for. (En stor del af disse livsforsikringspenge gik dog til Nancys datter som erstatning for mordet på moderen).
Historien er fascinerende, for den har mange interessante elementer omkring konstellationen fattig-rig, succesfuld-fiasko, sund-syg og bundløs loyalitet. Således er det næsten 100% sikkert, at Trey ikke var fysisk i stand til at begå mordet og da slet ikke formåede at flytte liget og rydde op efter sig. Han må have fået hjælp, og måske endda fra både Kathy og hans egen kone, Nancy.
Mange afrikanske mænd tog til Vesten for at tjene penge, som de kunne sende hjem til deres familier, men det viste sig, at de i stedet for blev opslugt af de fremmede kulturer. Derfor måtte deres koner begynde at arbejde med områder, der blev anset for at være traditionelle mandefag, og de har - til de tilbageværende ældre mænds konsternation - klaret det godt. De sår og pløjer, ligesom deres mænd ville have gjort.
Denne udvikling virker som noget nærmest samfundsomvæltende, hvor den finder sted, og jeg tænker på, hvordan kvinder overtog mande-jobs under Første og Anden Verdenskrig. Noget, der gjorde det svært at modbevise deres evner og holde dem tilbage i de gamle roller.
Der er pokkers til
forskel på dette herlige syn af et kærligt par og på en køledisk, hvor
de udskårne dele af de selv samme dyr ligger pakket ind i plastik.
Forvandlingen består i den samme form for umenneskeliggørelse, som
fjenders lig får for de krigsførende.
Sat på spidsen så ligner
den indbyggede fremmedgørelse i processen fra levende dyr til køledisk-kød det, som
nogle jøder kom ud for i diverse kz-lejre: ingen af dem havde
forestillet sig, at de og deres liv var så lidt værd i sig selv, at de kunne forvandles til lampeskærme, men det blev
de. Ingen lever evigt, og ingen af os kommer herfra med livet i behold,
men ethvert individs død og liv bør mødes med respekt, hvad enten der er tale om et dyr eller et
mennesker.
Det vigtigste er vel nok, at
disse slagtedyr blev behandlet godt inden slagtningen, men at slukke deres livsgnist
burde få os forbrugere til at føle et ansvar for dem og deres liv. Selv om de fleste af os kan relatere til de levende dyr, så virker køledisken og dens indhold så totalt anderledes, at vi ikke umiddelbart formår at se det som det, det er: døde dyr ....
Ved
forvandlingen fra ovenstående veltilpasse dyr til frosne madvarer
mister vi forbrugere imidlertid erkendelsen af processen: det pæne
og fint indpakkede kød er faktisk noget, der for kort tid siden var et
levende dyr med egne krav til tilværelsen ...
Det er selvfølgelig ikke pænt at sige, og for en læge/psykolog er det direkte fagligt uetisk, men ih, hvor kan det være fristende! Jeg ser somme tider et TV-program, der hedder ID, og som omhandler kriminalsager og især mord. Nogle af dem er så horrible og vanvittige, at det må være svært for betjentene at ikke brøle et "IDIOT" eller "RØVHUL" i hovedet på skurken. Det gør de vist nok ikke, men det sker, at de siger, at en eller anden er "ond", hvilket ikke er en klinisk diagnose eller redegørelse. Ikke desto mindre passer betegnelsen ofte 100% på personen, der har gjort et eller andet forfærdeligt imod andre mennesker, og det er lige før, jeg vil gøre mig til talskvinde for at få sådanne ord godtaget som acceptable beskrivelser af visse forbrydere.
Hvem har egentlig fået den ide, at forlængede, krøllede, bugtede eller farvede øjenvipper er en fordel for kvinder? Øjenvippers naturlige funktion er at beskytte øjnene imod udefra kommende ting, der kan skade øjeæblet, men det man oftest får i øjnene er faktisk øjenvipper. Når de så oven i købet er superkunstige og mere eller mindre løse, ja, så er man nærmest prisgivet. Ikke desto mindre tager kvinder kunstige øjenvipper på som en del af deres daglige udstyr, hvorfor?
Jeg formoder, at det er dådyr-looket, der tilstræbes, og Bambi samt andre hjortedyr er da også henrivende med et meget sigende blik: de SER på én, og ens hjerte smelter, hvilket skaffer dem sympati og omsorg. Kvinder med dette blik har et våben, der er brugbart i vor verden, fordi dådyr-blikket både udstråler uskyld og noget mystisk, der lokker med en indsigt og evner, der formodes at virke tiltrækkende på diverse herrer.
Før i tiden smurte kvinderne deres øjenvipper med oljer, der skulle få vipperne til at gro naturligt, men jeg tvivler nu på, at det virkede. Ikke desto mindre smurte og smurte de disse genstridige hårstrå, indtil de altså fik andre remedier til deres rådighed.
I lang tid har kvinder skullet fremvise pæne, veldefinerede øjenbryn, der ikke voksede sammen over næsen, men nu er der kommet en anden mode til, hvor man tilstræber at få et "uni-brow", der minder om de sammenvoksede øjenbryn, som Frida Kahlo havde. Gad vide, hvad det næste bliver - måske helt hårløse øjne og øjenomgivelser? Så slipper man da i hvert fald for at få øjenvipper i øjnene ....
En af mine Facebook-venner har bragt rigtig mange billeder af mishandlede dyr. Formålet er angiveligt at vække forargelse, "så vi kan gøre noget", men HVAD gør man ved det syge individ, der flåede en hund levende og bare lod den ligge??? (NB: ikke denne hund).
Billedet af den lidende hund er så forfærdeligt, at jeg ved, det vil sidde i mig i flere dage, for den slags virker stærkt på mig. Af selv samme grund besøger jeg kun nødtvungent denne vens side. En anden grund er, at jeg ser hendes indlæg som en form for følelses-porno, der kun tjener til at piske en stemning op. Det handler jo sjældent om dyremishandlere, der bliver fanget og stillet for retten. Folkedomstolen dømmer dem altid, for selvfølgelig bliver folk oprørte over sådanne handlinger. Nogle af os tænker måske tilmed på de seriemordere, der begyndte deres "karriere" med dyremishandling. Det gælder f.eks. Ted Bundy, derefter sigende satte ild til en kat, da han var barn. Havde katten gjort ham noget? Næh, han syntes bare, det var "sjovt" ....
Jeg siger ikke, at kvinder er engle, der aldrig kunne finde på at myrde deres mænd, men dette billede er meget sigende om noget, der foregår i stærkt patriarkalske samfund. Man rystes over brutaliteten i et system, der gør kvinder til "ting", der kan miste livet under påskud, der ofte rimer med ordet "påstand". Under alle omstændigheder bør ingen kunne berøve en anden hans/hendes liv, fordi man mener, at vedkommende er underlagt ens vilje.
440 kvindemord er meget at ofre på patriarkatets alter, og det bør stå enhver klart, at dette er forkert. Intet undskylder det, hverken religion eller forestillinger om mandlige rettigheder.
Når
jeg ser dette billede forstår jeg, hvordan våben-entusiaster føler ved tanken om at have et helt "våbenkammer" med alle mulige slags våben. De føler, hvordan våbnet giver dem en handlemulighed til at forandre en uholdbar situation og rette op på uretfærdigheder.
Disse klip fra en John Wayne-film får mig til at forstå den
våben-oplevelse, som mange har: pistolen, revolveren eller geværet
ligesom gror sammen med ejermandens hånd. Når han/hun peger denne
våben-hånd mod den, der står for at blive skudt, føles det formentlig,
som om skuddet kommer ud af ens egen arm. Det må være en meget stærk og
fristende oplevelse for den, der virkelig ønsker en andens død.
At vedkommende ikke har ret til at dræbe dette andet menneske, bliver
nemt glemt i øjeblikket, hvor hånd og våben så at sige falder i hak med
hinanden ....
Det er grimt af hende at grine ad hans følelser, men det er sandelig også grimt af ham at skyde hende. Fy, begge to!!!
Noget andet er, at denne situation ikke er ukendt i virkelighedens verden, og dér er den ikke bare "FY!", men ganske uacceptabel. Man ser for sig, hvordan den slags kan opstå i et parforhold og husker de sager, hvor ordene "hvis jeg ikke kan få dig, er der ingen, der skal have dig" optræder. Dem er der nemlig en hel del af, og de viser en vanvittig indstilling til både mande- og kvinderollen i et moderne samfund. I sådanne sammenhæng er det ikke engang sådan, at kvinden har hånet en mand, selv om han føler det, fordi hun - ved at trække sig fra ham - afviser hans magt og status som den, der bestemmer.
Jeg bliver ofte beskyldt for at være med i en eller anden sikkert lidt lyssky eller meget vovet video. Eftersom der ikke findes videoer med mig, så forbavser og irriterer det mig, for hvad nytter en protest, hvis folk alligevel "ved bedre"? Ikke en pind!
Nu ser jeg så, at videoer på YouTube har gjort børn helt ned til 8 år til multimillionærer, så måske jeg (og andre?) burde sætte os ind i tricket med video-indtægter. Her og nu forstår jeg dem ikke, og i virkeligheden tror jeg ikke rigtig på muligheden af, at det virker, men det gør det altså for nogen.
Nok har jeg en svaghed for chokolade, men hér står jeg altså af!!!! Jeg er dog nysgerrig nok til, at jeg gerne ville vide, om disse chokoladestykker virkelig er lavet over den angivne legemsdel. Hvis det er tilfældet, så gad jeg nok vide, hvilket "geni" der fik ideen i sin tid, og om produktet sælger godt. (Noget, jeg bare ikke kan forestille mig).
Det hævdes ofte, at Biblen er fuld af selvmodsigelser og vanvittige postulater, som de troende helst ikke vil tænke alt for meget over og heller ikke diskutere med ikke-troende eller bare tvivlere
Denne bibelske episode kunne tyde på, at denne påstand er rigtig.
Også i den kristne Bibel tales der meget om det, der kaldes "his chosen people". De regnes for at stå nærmere Gud og er derfor mere værdifulde. I den moderne verden, der sukker efter social retfærdighed, er selve tankegangen vanvittig, og at den ses udbredt i det, der af mange regnes for "Den Hellige Skrift", gør det ikke bedre. Grunden til dette er selvfølgelig, at den kristne bibel oprindeligt bygger på jødiske forestillinger. At vejene skilles ved troen på Jesus som den lovede frelser forøger bare forvirringen.
Biblen er altså virkelig fuld af skrupskøre påstande og regler foruden et hav af selvmodsigelser, men alligevel lever den åbenbart videre - i hvert fald i nogle samfund, f.eks. i USA. Det har altid undret mig, at det materialistiske amerikanske samfund har en sådan naiv og forunderlig tro, der får dem til at udbryde et dybtfølt "tak, Jesus", når noget lykkes for dem, at bede med ildhu og føle tiltro til Guds styre, også i deres privatliv. De undrer sig til gengæld over, at vi mere nøgterne europæere ikke føler sådan.
Tankegangen bag denne tro forekommer mig vanvittig, fordi den er så naiv. Det svarer til børns tro på julemanden og andre af hans slags.
Nej, det er den rene, skære sandhed: Gud befinder sig lige præcis dér, hvor X-et er, og vi har selv placeret "ham" dér ....
Er det mon sådan for alle, eller gælder det kun nogle? Personligt elsker jeg at tage en flyvetur på fantasiens vinger, men jeg tvivler på, at det ville være tilfældet, hvis ikke jeg havde en ret solid forankring i virkelighedens verden. At kun leve i fantasien ville for mit vedkommende være frustrerende, for - som formentlig alle andre - har jeg også krav og ønsker, der hører virkelighedens verden til.
Mig som en meget lille Else med en fin krølle og nydelig krave. Når jeg ser dette billede - eller andre fra min barndom - står det mig efterhånden lysende klart, at der er noget, jeg må erkende: jeg kom ud for flere ting, der gjorde mig til den person, jeg er i dag. Det meste af dette var yderst ubehageligt, og ikke noget, man selv ville vælge at opleve. Både i situationen og ofte også bagefter har jeg været rasende over visse ting, der er sket mig. Ikke desto mindre må jeg indrømme, at den person, jeg er blevet til, ikke ville have kunnet lide og/eller acceptere det menneske, jeg kunne have været uden alle disse prøvelser. Vedkommende ville afgjort have haft det nemmere, men ville ikke have været i stand til at erkende en masse af det, jeg ved nu, og som jeg sætter pris på at vide.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke ville give min skytsånd et par på snotten, hvis jeg fik fat på ham. Jeg ville i hvert fald være fristet ....
Holly Bobo var 20 år, glad og lykkelig med venner, kæreste og en kærlig familie. Hun var også meget yndig, og mange mænd havde øje for hende, selv om hun altså havde en kæreste, som hun var glad for.
En af disse forlibte mænd var Shayne Austin, der ikke ligefrem udmærkede sig ved hverken udseende eller sociale evner. Til gengæld var han vældig godt til at hænge ud med et par kammerater, der matchede ham godt i personlighed og lysten til at begå "drengestreger". Sammen lavede de mange dumme ting, der vist for det meste stammede fra de forvrængede forestillinger om egne evner, som druk og stoffer gav dem.
Det lader til, at mange vidste, at Shayne Austin var som besat af den smukke Holly. Hun fornemmede det også selv, og ved en særlig lejlighed havde hun forladt en fest, "fordi han hele tiden glor på mig". Situationen var akavet, fordi der ikke var noget ved Shayne, der ville kunne tiltrække Holly. Hans følelser ville aldrig blive besvaret, som han ønskede det, og en dag traf han så en fatal beslutning, da den fik ham til at bortføre, voldtage og derpå dræbe hende. Han fik sine venner til at hjælpe sig både før og efter mordet, og det er muligt, at en eller flere af disse også voldtog hende. Det var i hvert fald en af dem, der så at sige gav hende dødsstødet, da han skød hende i hovedet, fordi det viste sig, at nok var hun alvorligt skadet, men helt død var hun altså ikke.
Hele denne rædsel førte til to dødsfald: først Holly og derefter Shayne, der begik selvmord en tid efter mordet. Dette gjorde han måske både fordi han blev ramt af samvittighedsnag, og fordi han vidste, at politiet åndede ham i nakken.
Dvs. at følgerne af denne ubesvarede kærlighed var død på død samt lange fængselsstraffe til Shaynes venner, foruden altså den store sorg, som Hollys familie blev ramt af. Intet kan retfærdiggøre Shaynes - og hans venners - handlinger, og intet kan bringe Holly tilbage, så hun kan fortsætte det liv, hun kun lige havde taget hul på, og man må spørge sig selv om, hvordan disse fyre retfærdiggør deres handlinger over for sig selv. Mange mordere bliver afsløret, fordi de ikke kan lade være med at prale af deres horrible gerninger, hvilket jo er helt grotesk: hvor de burde skamme sig og se deres handlinger som et nederlag for deres etiske sans, så opfatter de dem tværtimod som en sejr, de er stolte af. Dette skete vist også for Shaynes dumme venner ....
Skal julemanden nu have skylden for vort overforbrug i forbindelse med julens mange indkøb? Det er ikke helt retfærdigt, for nok er han et symbol på vort forbrug, men det er nu os selv, der trækker i trådene og lader det ske.
Gerd Brantenbergs satire "Egalias døtre", der udkom i 1977, blev Norges største internationale bogsucces i 1970- og 1980-erne. Successen har både holdt sig og bredt sig, for bogen er ikke bare kommet i store oplag, men er efterhånden blevet oversat til noget nær alle sprog. I 1980 udgav den uforlignelige Kirsten Hofstätter den på dansk på sit forlag Hønsetryk i en oversættelse ved Else Sander og Ulla Simonsen, og denne udgave er nu tilsyneladende totalt udsolgt. Selv om den er en ægte klassiker, der lever den dag i dag, kan den tilmed være svær at få på vore danske biblioteker.
Denne morsomme og tankevækkende roman om kønsroller og magt er altså blevet en forrygende succes. Noget, der skyldes flere ting. Først og fremmest er den virkelig gennemarbejdet helt ud i de mindste detaljer, også sprogligt. F.eks. er "man" erstatter med "dam" og i stedet for at "beherske" sig, "befrusker" man sig.
Romanen foregår i det fiktive land Egalia, hvor kvinderne har samfundsmagten på grund af deres evne til at føde børn, medens mændene er forvist til hjemmet og rollen som børnepassere. Deres liv er præget af angsten for ikke at slå til som sex-objekter, og de går enormt meget op i deres udseende. At være stor, muskuløs og det, vi forstår som "mandig", er ikke in, for her skal man(-d) være alt det, som vi forbinder med kvindelighed, nemlig bløde, sarte, bly og hengivne.
Kvinderne er store, brovtende og grove både i mæle og tankegang. De behandler mændene - dvs. deres "moner" - ligesom kvinder er blevet behandlet gennem århundreder i vores samfund. Mændene risikerer voldtægt og vold, de hænger på børn, som de ikke engang kan være sikre på er deres, og de straffes for at dyrke ubeskyttet sex, sådan at de tvinges til at bruge mere eller mindre farlige præventionsmidler, medens kvinderne betales for de børn, de føder, og som de måske ikke ellers har nogen kontakt med. Nogle lever ligefrem af at producere nye børn! Hvad sex angår, så er kvinderne totalt uinteresserede i mandens tilfredsstillelse, og selv om Gerd Brantenberg er erklæret lesbisk feminist, så har hun nogle interessante betragtninger om mænds og kvinders kønsliv i et spejlende samfund.
Hovedpersonen er teenageren Petronius, hvis far har alle de ønskede karakteristika, men desværre ligner han selv mere sin kraftfulde mor. Dog har han ét virkeligt fortrin: han er udstyret med en ualmindelig lille penis, hvilket er et stort aktiv i Egalia. Vi møder ham på et tidspunkt i hans liv, hvor han - som alle andre unge mænd - skal begynde at bruge PH, hvilket har genklang af det, vi kender som BH. Denne himstregims snærer ofte, men Petronius smider den først, da han - ligesom nogle andre kønsfæller - kaster sig ud i en mandekamp for ligestilling. Disse mænd brænder deres PH’er, kalder sig "maskulinister" og "mandesagsforkæmpere", ligesom de også danner basisgrupper med navne som f.eks. ”Iltre Hane”. Nogle laver aktioner ved ”Det Store Menstruationsspil”, og de er i det hele taget i gang med en masse, der spejler den kvindekamp, vi har oplevet her.
Den forfatter, man uvilkårligt kommer til at tænke på, når man læser denne bog, er George Orwell. Hans forrygende romaner "Animal Farm" (1945) og "Nineteen Eighty-Four" (1949) udviser rigtig meget af den samme form for humor, satire og samfundskritik, som "Egalias døtre". Både Orwell og Brantenberg afslører skævheder og vilde uretfærdigheder i samfundet ved at vende det hele på hovedet. Metoden fungerer forbløffende godt, også fordi man er underholdt af historien og skrivestilen.
Først er der myten om Jesu fødsel i en stald, og det sker angiveligt den 24. december i det, der bliver år 1 i vores tidsregning. Den myte er let at skyde i sænk, men det bliver den jo nok ikke, for med årene har den mistet reel betydning og er nu bare (endnu) en anledning til et universelt (over-)forbrug. Eftersom myten er blevet blandet op med julemands-traditionerne, er der tale om et virvar af mærkelige ideer, der lader til nærmest at have opstået af sig selv. Vi forventer ikke, at julemanden har Jesu med i bagagen, ligesom vi heller ikke venter at se nisser og den slags sammen med Jesus. På en eller anden måde formår vi at holde styr på disse to nærmest modsatrettede myter - nemlig forbrug over for afsavn og fattigdom, der fører til en fødsel i en stald - og have det helt fint med begge dele.
De fleste vælger nok efterhånden julemanden og hans stab frem for Jesus og hans familie, for det føler vi os trygge med, da de står for det, vi kender i vores hverdag, nemlig ejendele. For min skyld kan det godt fortsætte sådan, jeg har ingen religiøse kvababbelser over julemanden og gaveorgierne, men jeg undrer mig over de mennesker i fortiden, der ikke reagerede imod denne underlige sammenblanding. Så de ikke modsætningerne, eller var de bare så forhippede på festlighederne og gaverne, at de glemte barnet i krybben, samtidig med at de som regel gik meget op i deres image som kristne?
Ak ja, og sådan fortsætter det jo nok, for hvem tror på kommunisme, revolution og samfundsomstyrtelse i vore dage? Man kan tro på mindre revolutioner og arbejde for dem, men SYSTEMET som sådant er næppe truet ....
Ikke den slags plastik, som alle taler om, fordi det forurener naturen, men den, der får ellers pæne og nydelige mennesker til at udsætte sig selv for omfattende indgreb. Ingen, der ser billeder af de to unge herrer på højre-billederne, ville have gættet, at de engang så ud som på billederne til venstre. Spørgsmålet er, hvad der fik dem til bevidst at lade sig omforme til karikaturer af sig selv. Ville de forskønne deres ydre? Ja, sikkert, men det skete jo altså ikke. Ville de være helt unikke på denne planet, der er fuld af mennesker med identiske fysiske karakteristika? Måske - og DET er lykkedes dem.
Alle kan selvfølgelig frit vælge at få behandlinger, der forandrer deres udseende på drastisk vis. Det er en privatsag og hverken kan eller bør forbydes, så længe man selv står for gennemførelsen af processen. Havde disse to herrer været forældre, der tvang børn til en lignende omformning, så ville det være kriminelt, men det er jo altså deres egne ansigter, det er gået ud over, såååå ....
Jeg vil dog tillade mig at sige: JEG FATTER DET IKKE, (hvilket så kan skyldes, at der er noget på spil, som jeg ikke kender til). F.eks.: hvordan var deres liv før og efter indgrebene? Var alt gråt i gråt, indtil de lagde sig under kniven, der skaffede dem masser af opmærksomhed?
Yes, he is cute, and yes, I understand why these young ladies simply adore him. Boys are the honey of many female lives, but their adoration also reflects the prerogative of the male in many societies. Not only old kings like e.g. Henry VIII of England pray for sons, but so do their wives as the son is a status symbol to a woman in the patriarchy. It's not still quite that way in our society because the patriarchy of former days has changed in some respects. Women are legal heirs they way their brothers are, and nobody can demand that they marry the man their father chose for them.
Do women still adore their sons? They love them as their babies, but don't yearn for sons the same way as their great grandmothers loved their male offspring. Women have gained a new freedom and many exhibit the power that used to be exclusively male which turn them into valued members of society.
Når man ser på det sproglige indhold af udtrykket Tidens tand, så står det for en bortfjernelse af noget gennem en afgnavning. Tanden har gnavet og gjort hul i noget, der fyldte for meget. Desværre er udtrykket ikke dækkende for det, der sker i virkeligheden, for som regel betyder Tidens tand ikke andet end et forfald, der f.eks. kan vise sig som en masse nye deller, flere rynker og større fysisk svækkelse. Surt show for de fleste af os, der gør status ved årsskiftet, også fordi vi nu er blevet det ældre og mere fysisk skrøbelige, sådan at der skal mere til end viljekraft for at vende udviklingen ....
Almindeligvis fejrer man babyer og ikke for ever-prævention, men hvorfor ikke? Det er da en bedrift at gennemføre sådan et indgreb, da vi bevæger os rundt i et højt elsket mande-område: nosser er sagen, og dem skal man have, hvis man er mand. Ganske vist er det ikke alle, der har den store respekt for dem:
Under alle omstændigheder TIL LYKKE med din nye tilstand som ikke baby-bidrager til et samfund, der er fuldt af alle mulige udfordringer ....
Den myte kender man: Satan i slangeskikkelse fristede Eva til at spise af det forbudte træ, og det endte med fordrivelsen fra Paradisets Have. Gad vide, hvor mange slanger det vrøvl har kostet livet - for slet ikke at tale om alle de kvinder, der er blevet beskyldt for at være "Eva'er". Og hvad med fristelsen? Ja, dem er livet jo fuldt af, og de optræder i alle mulige former.
OK, ok, hun har måske nok ladet sig friste lidt for ofte, men hvad skulle hun ellers lave under sin lange, forheksede tilstand??? Motion får hun jo ikke i den situation, og kalorie-balancen er røget noget nær øjeblikkelig. Hvis hun ikke havde ladet sig friste, så ville hun stadig være den skønhed, som prinsen forventer at se efter alle sine strabadser for at finde hende. Ikke at hun er forpligtet til at leve sit liv på en måde, der opfylder hans drømme, men sådan er det jo med fristelser: den ene frister mere end den anden, og hun faldt altså for guffet ....
Sådan kan man vel også få dækket (en del af) sit kælebehov, men det er nu ikke nær så dejligt som dette:
Dyr bliver udnyttet på så mange måder, der går imod deres natur og ønsker, men det virker nu, som om den fysiske kontakt med et kærligt menneske også giver dem en masse. Jeg ved i hvert fald, at sådan en firbenet ven giver mig mindst lige så meget, som jeg giver ham/hende, og det er jeg glad og taknemmelig for.
En sand klassiker, men ikke en af de populære underholdningsfilm. Den handler om en strejke og blev regnet for at være en kommunistisk propagandafilm. Mange af de medvirkende blev advaret imod at være med, men det er nu ikke mindst deres indsats, der gør filmen mindeværdig ....
Else Cederborg-læserbrev i Arbejderen, den 16. december 2019, men fjernet dagen efter på grund af uenighed omkring mine oplysninger vedr. slagtemetoder:
Når
vi om føje tid sætter tænderne i julaanden, bør vi som pæne og
hæderlige mennesker tænke over dyrets vej til vort danske middagsbord,
for en stor del af blandt andet fjerkræ er nu halalslagtet. Det kan være liggyldigt for mange, for død er nu engang
død. Sagen er dog den, at halalslagtning og den gængse og lovlige
slagtemetode i Danmark adskiller sig fra hinanden på to grundlæggende
punkter, nemlig den måde dyret bedøves, og måden hvorpå blodet langsomt
løber fra dyret.
Ifølge Koranen skal dyret ved halalslagtning slagtes uden
bedøvelse, men vores lovsystem foreskriver, at alle dyr, der slagtes i
Danmark, skal bedøves før slagtningen (Fødevarestyrelsen, 2014, paras.
10-11).
En anden forskel på de to slagtemetoder er afblødningen.
Når dyret er bevidstløst, skal det ifølge islam afblødes hurtigst
muligt, således at det dør, før det kommer til bevidsthed igen
(Fødevarestyrelsen, 2014, para. 10).
Reglerne omkring smertefri slagtning synes at have tabt forbindelsen
til virkeligheden, og man må spørge sig selv, hvordan det kan ske.
Svaret er som så ofte før, at der er penge i at vende det
blinde øje til. Vi har indført halalslagtning på nogle slagterier og
eksporterer kød til muslimske lande med noget, der kaldes et
"halal-mærke" eller "halal-certifikat", som vi betaler for.
I Danmark udbetales afgiften til blandt andre Islamisk Kulturcenter, og ved eksport betales der til Muslim World League.
Eftersom afgiften altså betales til foreninger, beskattes den ikke,
og pengestrømmen kan ikke følges, da der ikke er oplysnings- eller
regnskabspligt. Ingen ved, hvor pengene forsvinder hen. Vi ved således
ikke, om de bruges på moskeer, koranskoler eller går til udbredelse af
radikal islam.
Til trods for halal-afgiften giver salget os en indtægt, som vi tilsyneladende er parat til at bøje loven for.
Ifølge den internationale analysevirksomhed Thomson Reuters udgjorde
halalindustrien 9000 milliarder kroner I 2018, men dette tal kan være
langt højere, da ingen jo reelt ved det. Kort sagt: Endnu et bevis på,
at pengene styrer, og at selv loven er til fals for en god indtægt.
Kilder:
"Professorer: Retsvæsenet skal tage hensyn til sharia", Kristeligt Dagblad, 21. april 2010.
Bekendtgørelse af dyreværnsloven: Herved bekendtgøres dyreværnsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 50 af 11. januar 2017, med de ændringer, der
følger af § 1 i lov nr. 1552 af 19. december 2017.
Landsforeningen Non halal.dk: formaal
Else Cederborg-indlæg i Arbejderen, den 16. december 2019: Uproduktive
samfundsgrupper, der ikke slæber penge hjem til skattefar, har aldrig
været populære, men hidtil har man i det mindste forsøgt at camouflere
afskyen for disse angivelige "samfundsnassere".
Foreløbig 19 kommuner har hyret resultatlønnede konsulenter til at spare på støttetilbud til handicappede.
Man har måske følt, at sådanne uproduktive individer har siddet og
"hygget sig" med handicaps eller alderdomsskavanker, men det blev set
som et udslag af skæbnen, som der ikke rigtig kunne sættes noget ind
imod fra samfundets side.
Også som handicappet eller som gammel og svækket har individet jo
bevaret sine rettigheder som borger, og det gav en lovmæssig adgang til
et vist mål af hjælp og støtte. At denne støtte blev afleveret af en
modvillig stat, vidste vi godt, men at man nu ligefrem er gået over til
en åbenlys klapjagt på handicappede er trods alt noget nyt.
Ifølge Ritzau har foreløbig 19 kommuner hyret resultatlønnede konsulenter til at spare på støttetilbud til handicappede.
Disse konsulenter er tilknyttet to private bureauer, nemlig Trancit
og Brorson Consult, og de aflønnes ud fra de besparelser, de finder frem
til.
Man ved, at i 2018 fandt Brorson Consult besparelser for mere end tre
millioner kroner ved at gennemgå 50 sager, og nu er firmaet blevet sat
til at se på 294 andre sager.
Kort sagt: En afskyelig heksejagt på handicappede, der tilmed må være
imod den lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, der
trådte i kraft 1. juli 2018. Hvis ikke, bør loven tages op til
revision, for så er den ikke det papir værd, den er skrevet på.
Argumentet er sådan set godt nok, for umiddelbart må man give ham ret i, at vi ikke bør blande os i andre folkeslags ægteskaber. De har deres kultur, og vi har vores, meeeen ....
Selv om det nok er på kanten af det moralsk tilladelige, så vil jeg til evig tid have en mening om et system, der forvandler kvinden til krop og brugsmiddel for avl. Selv om vores system har sine fejl, så har kvinder her dog mulighed for en udfoldelse som individer, der bør være en menneskeret for både mænd og kvinder ....
Det skøre præg, der kan komme af en besættelse, klæber til billedet af mange geniale forskere og også Bruce Ivins (April 22, 1946 – July 29, 2008), men engang var han bare en ung videnskabsmand, der forskede på livet løs. Han blev tidligt interesseret i miltbrand og fik sig et flot navn som ekspert på området. Derfor var han med til at efterforske de miltbrand-breve, der dræbte 5 og sårede 15 amerikanere. De kom tilsyneladende fra en yderliggående, muslimsk, men hidtil ukendt gruppe i USA.
Miltbrand er meget farlig, så FBI stod for efterforskningen, men uden at de dog kom ret langt. Bl.a. spildte de megen tid på at undersøge en anden videnskabsmand, selv om den skyldige var lige for næsen af dem, nemlig miltbrandeksperten Bruce Ivins. Han blev regnet for at være socialt utilpasset og meget speciel, men det var ligesom en del af hans "skøre professor-image".
Der var dog én ting, der vakte anstød i andre grupper, og det var hans vilde, voldsomme og årelange besættelse af en klub for kvindelige studerende, Kappa Kappa Gamma, og det var denne, der førte til, at FBI til sidst rettede mistanke imod ham. Da nettet strammedes, valgte han at tage livet af sig, men den dag i dag diskuterer man, om det nu også var ham - den geniale forsker - der brugte sin ekspertise til at true og dræbe uskyldige.
At han også skød skylden for sine egne forbrydelser på muslimer gør det hele meget værre, for de var uskyldige. Mange ønskede at se dem som de skyldige, fordi mistroen imod dem selvfølgelig var vokset efter 9/11-angrebet. At det i virkeligheden var en amerikansk professor og videnskabsmand faldt ikke umiddelbart nogen ind ....
Ja, hvis udseendet er George Clooneys, men stemmen Mickey Mouses, og drømmen er en filmkarriere, så har vi et problem. Jeg gad dog nok vide, om kvinder nu om dage har fået en lidt dybere og mere kraftfuld stemme end før i tiden. En "pivet pigestemme" var god tone for 50 år siden, men er den det stadig? Det tror jeg ikke, for nu er der faktisk kvinder, der sidder på magten rundt omkring - eller i hvert fald i positioner, der regnes for magtfulde - og så går det bare ikke med en pivstemme ....
Jeg læste et sted, at der i år (foreløbig) har været 46 skoleskyderier i USA, og det ville egentlig være forståeligt, (men ikke OK), hvis læreren mødte bevæbnet op på sit arbejde. Sådan et tiltag tager dog ikke fat i de problemer, der ligger til grund for skyderierne. Hvorfor griber børn til sådan en udvej? Det er der ikke én enkel forklaring på, der dækker ALLE grunde til miseren, men det ville nu engang ikke kunne lade sig gøre, hvis det ikke var så let at skaffe skydevåben. Her i landet kan kriminelle også få fat på våben, men det er heldigvis ikke helt så let som i USA, hvor det tilmed regnes for en ret, alle (ustraffede) borgere har.
Våbenlovene gør det muligt for børnene, og kravene til dem om at være populære succes'er i skolemiljøet giver den indre uro, der kan få dem til at gribe til fortvivlede midler. At blive mobbet og holdt uden for kammeratskabet kan føles som verdens undergang for et barn, og så opstår der måske en uovervindelig trang til hævn. Andre årsager kan være det helt vanvittige ønske om at "prøve at dræbe", som jeg har set angivet som årsag i visse mordsager. Dette argument bruges af både voksne og børn og er efter min mening så gennemperverst, at det er komplet ubegribeligt. Ikke desto mindre siger flere fængslede mordere, at mordet gjorde dem "høje" og at de nød at "spille Gud". (Gælder bl.a. Ted Bundy).
Dette billede skal vist nok forestille at være sjovt. Dets budskab er noget i stil med "ha-ha-ha, se den dumme, døde høne, der tilbereder en del af den ret, den ender i". Nå ja, det er jo bare en høne, ikke? Nej, det synes jeg ikke, og selv om jeg ikke er super-vegetar, så repræsenterer også den et liv, der bør respekteres.
Jamen så må vi vel se at få indført 100% halal, hvor de aflivede dyr forvandles til et sakramente, før de - stik imod bibel-reglerne for offerdyr - indgår i et måltid? NEJ, for hvad er et sakramente sammenlignet med humanitet? Nul og niks!!! Etik og humanitet er det, der gælder, ikke mindst når det drejer sig om forsvarsløse dyr.
At gøre nar ad en død høne er det samme som at frasige dyr en egenberettigelse, og det er et trin længere ned på skråplanet for os mennesker ....
Dette billede, "The Red Vineyards near Arles" (1888), er et oljemaleri af Vincent Van Gogh. Man mener, at det er det eneste billede, som det lykkedes ham at sælge i sin levetid. Noget, der kun kan undre os, for vi ved jo, hvor meget hans arbejder er vurderet til i vore dage: man skal virkelig have penge på lommen for at kunne få bare en lille tegning af denne kunstner .... Jeg har altid elsket hans billeder, fordi de har sjæl, og ikke kun fordi jeg i sin tid forelskede mig i Kirk Douglas, der spillede ham i en film om ham. Hans livshistorie, der var så præget af frustrationer, har dog sikkert hjulpet til med at holde interessen for hans kunst ved lige, for jeg kan levende forestille mig, hvad han har følt ved at blive afvist som kunstner.
Når jeg ser hans tegning af den fint klædte mand fra fattiggården, så fornemmer jeg nogle af dennes personlige følelser: jeg ser en stolt mand, som det er gået tilbage for. Han forsøger at opretholde en facade og ikke vise sine frustrationer, men de er der, og det har Vincent fanget. Det er ikke gået ud over mandens ører, men det kunne det sikkert godt, for Vincent var nu engang Vincent ....
Sikke et pjok, det er jo bare en lille fugl - eller hva'? For en person med fuglefobi er det nok snarere en mini-dinosaur i et dødeligt angreb. Vi andre kan grine eller ryste på hovedet ad sådan en mand, men det er jo næppe for sjov skyld, at han bliver hysterisk bange.
Andre nærer måske angst for "slimet kryb" som f.eks. frøer og slanger. Sidstnævnte er heller ikke min kop te, men det skyldes mest en ikke helt irrationel frygt for, at de er giftige og kan bide. Noget, de fleste afskyr fuldt legitimt, fordi så mange deler deres frygt, er rædslen for edderkopper.
Denne specielle rædsel har et fint navn, nemlig "araknofobi", hvilket er med til at gøre den legitim: man bliver ikke totalt til grin ved at skrige op ved mødet med en edderkop, sådan som det sker for dem, der er bange for en lille, uskadelig fugl. Temmelig uretfærdigt for angst er nu engang angst og bør ikke blive noget, man griner ad. Den, der er bange, oplever jo noget slemt, der måske ligefrem føles som noget livstruende.
Det er underligt at tænke sig, at indehaveren af dette ansigt, som vi kan forestille os tilhører en person, der har været meget igennem, og som har tabt al livslyst, engang var et barn som dette:
Dengang var livet værd at leve, for drengen oplevede en hel masse nyt og spændende, som han tog aktivt del i. Nu er den 50-60-70 år ældre udgave af det samme individ gennemtræt af modgang og knuste drømme. Han blev ikke engang mekaniker, men henslæbte sit liv med arbejde, han hadede - elleer blev arbejdsløs uden mulighed for at få et godt job.
Konen har forladt ham og kalder ham "sur" - hvilket han er - men hvad hjælper det på hans humør? Absolut intet, for det forstærker bare hans tro på livets uretfærdighed og manglende værdi. Hvis sådan et menneske skal have genopvakt livsgnisten, så vil det ikke engang være nok med den LOTTO-gevinst han drømmer om. Og hvad mere er: når han opdager, at han har siddet ved et ubrugt busstop og ventet på en bus med en omlagt rute, så kan det være det skæbne-puf, der får ham ud over afgrundens rand.
Dette tilfælde er nok grelt, men man ser mange mennesker rundt omkring, der virker helt udslukte. Noget er nok en fejltolkning fra vores side, for mange går bare i deres egne tanker og er ikke så sure eller deprimerede, som de virker. Det kan man så glæde sig over, samtidig med at man godt ved, at mange andre virkelig lider og ikke ser nogen udvej nogen steder.
Sådan opfatter de livet, men vi ved godt, at livslede skyldes ens egen opfattelse af og tolkning af de begivenheder, vi kommer ud for. Der er virkelig sandhed i det gamle begreb, at hvad der er et halvfyldt glas for den ene er et halvtomt for den anden. Ydre begivenheder bør ikke være det eneste, der definerer os og vores personlighed, men det gør de for mange ....
