De - for mig - ukendte kendte

Normalt køber jeg sjældent ugeblade, for hvorfor skulle jeg det, når jeg er ligeglad med kongelige og andre kendisser? Der er dog ét ugeblad, som jeg får hver uge, fordi det har alle TV-programmer, og jeg kan altså rigtig godt lide nogle af de mere utraditionelle udsendelser, der f.eks. ikke omtales i SE og hør. (Dette blad regnes vel ellers for det bedste af sin art. Eller er det Billed-Bladet?)
Nå, det er lige meget, for jeg ser dem kun hos tandlægen - hvis jeg altså gider. At købe et af disse blade ville føles pinligt, så der er nok også lidt hverdagssnobberi inde i billedet. Dog må jeg sige, at det blad, jeg rent faktisk køber, nemlig HER og Nu, regnes for at tilhøre en endnu lavere kvalitet end SE og hør samt Billed-Bladet, og jeg har ingen kvababbelser over at investere i et stadig tyndere og tyndere EkstraBladet, hvis jeg får lyst til det.
Når jeg ser på den ovenstående montage over SE og hør, så kan jeg kun sige, at bedømt ud fra forsiden bydes der på en masse underlige og intetsigende nyt om nutidens "kendte", men når jeg scanner denne samling forsider, er der meget få personer, jeg rent faktisk kender. Jeg skimter et lille billede af Ghita Nørbye samt (vist nok) prins Harry i profil, men det er også alt, og hvorfor i alverden skulle jeg give penge ud for at læse om en eller anden mig ubekendt persons "nye kjole", "ferie", "forelskelse" eller andet af samme skuffe??? Klovn 2, som der også er noget om, ser jeg slet ikke, så det er heller ikke interessant - for mig.
Og hvad kan jeg så lære af denne konstatering? Jo, jeg er ved at blive gammel, for alle dem med forelskelses-historier, ferie-beretninger og kjole-indkøb er mig fremmede. Jeg aner virkelig ikke, hvem de er, eller hvad de laver, så der skrives om dem i disse kendis-blade. Ghita Nørbye derimod var et stort navn et godt stykke tid af min fortid, og Harry er nu engang Harry, så de to kender jeg.

Filmblade købte jeg en hel del af for sådan ca. 111 år siden, og jeg fulgte ret godt med i de forskellige stjerners meritter. En af mine absolutte yndlinge var Elizabeth Taylor, og på et tidspunkt samlede jeg på billeder af hende. Ava Gardner var også fin, men sagde mig ikke så meget som Liz. Nu ville det nok være omvendt, for Ava virker som en person med mere substans. Alene det, at hun med sin strålende skønhed giftede sig med en lille grimrian som Mickey Rooney viser personlighed. Hun behøvede ikke en Mr. Universe for at bevise sit værd som sex-gudinde, og det kan jeg lide hende for, selv om jeg ikke fatter, at hun senere giftede sig med Frank Sinatra, som jeg aldrig har kunnet lide. Også i dette ægteskab viste hun dog karakter, for når hun ikke gad gå i seng med sin forlibte ægtemage, så lod hun sig heller ikke overtale ....

Hvis jeg ser på forside-billeder af gamle udenlandske aviser og blade, så er der meget, jeg husker om diverse skuespillere og politikere, men der er også meget, der er mere eller mindre glemt. F.eks. havde jeg glemt, at Anthony Eden fulgte Winston Churchill, som han længe havde stået i skyggen af. Jeg havde også glemt, at den hårdt plagede Eden - i hvert fald på et tidspunkt af sit liv - var pille-misbruger på grund af (vist nok) nyresten. Stakkels mand siger jeg bare, det må have været slemt for ham og hans omgivelser.
Alt det med Nasser og Suez var blevet forvist til mit indre glemsels-kammer, hvor der såmænd ophobes mere og mere, og jeg har helt enkelt ikke styr på de enkelte begivenheder omkring denne politiske udvikling. Havde Nasser ret moralsk set, da han okkuperede Suez, eller havde han ikke ret? Aner det ikke .... Nå, ingen husker ALT, og det skal man vist være taknemmelig for, så skidt med det.

Barn tortureret til døde af sin mor og hendes kæreste

Gabriel Fernandez var ikke elsket af sin mor, der som det første efterlod ham på hospitalet, hvor hun havde født ham. Hendes bøsse-bror og hans kæreste tog ham imidlertid til sig, og han havde et par lykkelige år hos dem, indtil en i familien påstod, at de misbrugte ham seksuelt. Intet tyder på, at det var sandt, men de to fyre måtte give slip på ham, og han tilbragte så nogle år hos sin mormor og morfar, indtil de ikke følte, de magtede opgaven længere.

Derpå blev han placeret hos sin mor, Pearl Fernandez, og hendes kæreste, Isauro Aguirre, der vist nærmest med det samme begyndte en systematisk mishandling, der dog ikke ramte hendes to andre børn. Kun Gabriel, der var en sød og begavet dreng, blev pint med voldsomme tæv, tvangsfodring med beskidt kattegrus og indespærring i et skab.

Visse ting kunne tyde på, at mishandlingen af drengen var led i et eller andet sygeligt, erotisk spil, hvor Pearl formentlig var drivkraften. Fordi de sociale myndigheder ikke udførte deres arbejde med opsyn efter anmeldelser, så endte det med, at 8-årige Gabriel blev brutalt myrdet. Dette mord førte til en dødsdom for Isauro Aguirre og fængsel på livstid for Pearl Fernandez. I virkeligheden føler man, at det burde være omvendt, men sådan gik det altså ikke ....

Den ægte Alice og Dronning Victorias søn

Alice Liddell var et bedårende barn, der blev til en lige så yndig, ung pige. Det var hendes udstråling, der inspirerede Lewis Carroll til at skrive "Alice in Wonderland" og "Through the Looking-glass", der begge er klassikere. Forfatterens følelser for modellen til hans berømte roman-figur er ikke til at tage fejl af, for han ønskede at blive gift med hende, hvilket hendes far fik forpurret.
Også en anden lader til at have været betaget af den unge pige, (selv om nogen mener, at det var hendes yngre søster, Edith, han var faldet for). Hans sværmeri førte dog ikke til så meget, for han fik ingen af søstrene. Hvordan skulle det også kunne lade sig gøre, når hans mor var dronning Victoria af England, og dette skete mange år, før prinser kunne gifte sig med en borgerlig?

Dronning Vivtoria og hendes gemal, Prins Albert, fik ialt 9 børn, og denne søn var den yngste dreng i flokken. Han blev opkaldt efter sin granonkel, Leopold I af Belgien, og fik passende titler for en søn af den regerende dronning.
Selv om dronning Victoria ved forskellige lejligheder i hans barndom udtrykte afsky for hans "intetsigende ansigtstræk", (idet hun åbenbart overså, at han var som snydt ud af næsen på hende), så blev han alligevel på en vis måde sin mors yngdlingssøn. Dette skyldtes hans svage helbred, da han havde arvet hendes blødersygdom samt muligvis også havde epilepsi. Dvs. at han ikke havde helbred til at skeje ud som f.eks. sin ældre bror, der senere blev konge som Edward VII. På den tid var der en vis sentimental dyrkelse af den "ædle invalide" (jfr. Charles Dickens), og dronningen ønskede åbenbart, at hendes yngste søn faldt ind i den rolle. Noget, han absolut ikke ønskede.

Hun nægtede længe sin søn nogen form for karriere- eller bare almindelige udfoldelsesmulighed væk fra hende. I 1872 fik han imidlertid lov til at studere ved Oxford Universitet, og det var under dette fire år lange universitetsophold, at han traf Lewis Carroll (sande navn: Charles Lutwidge Dodgson) og familien Lidell.

Jeg tror ikke, at Leopold optræder i "Alice in Wonderland", men der er mange andre levende forbilleder til de fantastiske figurer. Lewis Carroll byder bl.a. på en selv-karikatur med Dodoen, der har fået sit navn, fordi han selv stammede. Det betød, at han kunne præsentere sig som Do-Do-Dodgson i stedet for Charles Lutwidge Dodgson.

Nogle mener, at en af de mest farverige personer, nemlig hjerter-dronning, bygger på hendes Majestæt, dronning Victoria, og at det kan være hendes søn, prins Leopold, der har fodret Lewis Carroll med oplysninger om hendes personlighed og vaner. Hun fremstilles som en super-despot, hvis faste replik "Af med hovedet" falder ved de mindste forseelser. Er det dronning Victoria? Det skulle ikke undre mig, for hun krævede total lydighed af sine børn og var forarget, når det lykkedes nogen af dem at gøre sig fri af hendes diktatur.
Hvad Leopold angår, så nåede han at blive gift og få børn, inden han døde som 30-årig. Inden da blev han i øvrigt gudfar til Alices anden søn, og han opkaldte sin datter efter hende. Noget, der muligvis er blevet lagt alt for meget i, men det er svært at lade være med at gøre sig overvejelser: var der noget, eller var der ikke noget mellem dem? Var Hjerter-dronning en karikatur over Victoria, eller er det en myte. Enhver kan gøre sig sine egne tanker ....

Mistænkelig uskyld

Skal vi tro på, at denne unge mand er et uskyldigt væsen, der bare vil aflevere et lille kys uden seksuelle undertoner? Nul! Og hvad er det for en pølse-lignende tot, han har på hovedet, er han pruttoman med fækale og erotiske lyster, som han ikke selv kan styre??? Det skulle ikke undre mig, så alle påstande om uskyld fejes hermed af bordet!
Desuden er der den mistænkeligt store og runde mave? Er han en grådig ædedolk og pønser måske ligefrem på ar begå en kannibalske forbrydelse??? Heller ikke det skulle undre mig, så skrid med dig din kyssomane møg-knægt!!!!

Noget af det mest uskyldigt udseende er en kat. De store øjne i et rundt ansigt skaber det perfekte billede på noget babyagtigt og dermed uskyldigt. Vi, der kender katte, ved dog, at dette er et falsk billede af et ofte meget snu og selvhævdende dyr.

De er lydløse opportunister, der bare lurer på det rette øjeblik til at skrabe guf til sig. Sjovt nok finder de fleste af os denne egenskab charmerende og morsom, hvilket siger mere om os end om dem ....

Indre som det ydre?

Hvad er der med denne ganske flotte, unge mand fra en anden tidsalder, hvorfor ser han så vemodig og plaget ud? Han er fin og velplejet i sit flotte jakkesæt, men ligner én, der lider mange kvaler, og som er ekstremt ulykkelig. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at mange piger fra hans samtid må have fundet ham flot og tiltrækkende. 
Nu ved jeg tilfældigvis, at han havde et svært liv, og at han på sær vis endte med at blive meget berømt på grund af alle de problemer, han kom ud for, inden han døde som 27-årig. Berømmelsen skyldtes dog ikke bare den utrolige modgang, han blev ramt af, men først og fremmest hans værdige og helt igennem fantastiske måde at tackle den på.
Han blev født i Leicester i England i 1862 og havde en normal barndom med en mor, der elskede og støttede ham på alle måder. Formentlig har han været en yndig baby, og indtrykket af ham som en begavet fyr må være blevet forstærket af hans kunstneriske talent, idet han både tegnede og byggede flotte modeller af bygninger. Allerede da han var omkring 5 år gammel, begyndte den grusomme forvandling, der på et senere tidspunkt gjorde ham berømt: hans hud udviklede grå, ligesom stivnede områder, og han fik desuden efterhånden mange store svulster rundt omkring på kroppen.

Hans kærlige mor tog sig af sin søn, plejede og passede ham samt underviste ham i forskellige fag, og det var et forfærdeligt chok for ham, da hun døde i 1873. Han fik ret hurtigt en stedmor, der simpelthen ikke kunne fordrage ham og viste det meget tydeligt. Det stod ham klart, at han måtte forlade hjemmet, og som 13-årig fandt han et job som cigar-ruller, men måtte opgive det to år senere, da hans højre hånd blev mere og mere deform. Den venstre derimod fik ingen skavanker, og det var den, han brugte til at skabe sin kunst.

Ingen ville give ham et job, og da hans far ansatte ham som sælger, skræmte han kunderne væk, fordi han efterhånden var så vanskabt af hudforandringer og svulster. Desuden var hans stemme også  forvrænget på grund af huden. Fordi det ikke lykkedes ham at sælge faderens varer, slog denne ham så voldsomt, at han flygtede og havnede som 17-årig på en arbejdsanstalt, hvilket han hadede. Hér opdagede han imidlertid en levevej, som hans samtid ellers anså som umoralsk, nemlig at lade sig udstille som cirkus-attraktion. Det gav ham en indtægt, men desværre (for ham) lukkede myndighederne cirkusset i 1884. Denne nye modgang fik ham dog ikke til at opgive sin nye, utraditionelle karriere. Han turnerede rundt i Europa med drømmen om et fremtidigt stille og trygt liv for den opsparing, hans optræden indbragte ham, men i 1886 blev han efterladt i Belgien uden en krone på lommen. Hans surt erhvervede penge havde lederen af hans show nemlig stjålet, før han stak af og lod ham tilbage i det fremmede land.
Dette ville have været en forfærdelig situation for et rask menneske, men for denne mand var det katastrofalt, for han havde jo altså ingen midler, så han kunne komme hjem til England, og folk forstod som regel ikke, hvad han sagde. På en eller anden måde lykkedes det ham dog at få solgt sine sidste få ejendele, så han kunne skrabe nok sammen til hjemrejsen.
Samme år fattede en læge, Frederick Treves, interesse for ham og hans tilstand, som han beskrev i "The Times":

Ingen havde nok forventet, at dette brev i "The Times" ville føre til en økonomisk hjælp, der gjorde det muligt for den syge at klare sig uden andet arbejde, men det gjorde det. Faktisk viste offentligheden en generøsitet, som ingen havde ventet, og han blev nu mødt af venlighed fra forskellige mennesker som bl.a. den unge enke Leila Maturin, der besøgte ham og var med til at gengive ham troen på, at han havde en værdi i sig selv. 
Alle mulige notabiliteter som f.eks. kongeparret og kronprinsen (den senere Edward VIII) tog pludselig del i hans skæbne, men nok ikke uden en god portion nysgerrighed. Dvs. at på en måde var denne nye og forbedrede sociale situation samtidig en gentagelse af hans liv som udstillings-objekt i cirkusset. Alternativet, hvor han sultede og slet ikke kunne klare sig selv, var dog værre for ham som person, og det hjalp også, at han følte en vis stolthed over disse mennesker interesse.
Lægen havde fremhævet hans begavelse og menneskelige egenskaber: han var ikke et uhyre, som han var blevet kaldt, men et følsomt menneske med intelligens og videbegær. Blandt hans interesser var litteratur - ikke mindst Jane Austen - kunst og brevskriveri, men den 11. april 1890 var det hele slut: den 27-årige døde, da han forsøgte at "sove normalt". Hidtil havde han sovet siddende, da vægten af hans deforme hoved gjorde det umuligt for ham at ligge udstrakt. Man mener, at han alligevel ville prøve den normale sove-stilling, og det kostede ham livet, da hans hals brækkede på grund af hovedets tyngde. Typisk nok blev hans skelet længe bevaret som udstillings-objekt på et engelsk hospital, men det lader dog til, at (det meste af) hans lig nu er begravet på normal vis.
Og hvem var dette fantastiske menneske, der huskes og elskes af mange også i nutiden? Hans navn var Joseph Carey Merrick, men de fleste kender ham nok bedre som "Elefantmanden".

 

En film fra 1980 af David Lynch med John Hurt som Merrick har gjort ham kendt og elsket i vore dage, og der er sikkert efterhånden sket en vis form for sentimentalisering af ham som person, men mange af hans samtidige har bekræftet, at han virkelig var et enestående menneske, der klarede sig igennem et meget vanskeligt liv med værdigheden i behold.

En anden cirkus-"artist", der ligesom Joseph Merrick levede af at vise sine deformiteter frem, var "The Lobster Boy", Gary Stiles, men hans måde at håndtere sygdommen på var helt anderledes. Hans liv bestod af bitre og hadefulde angreb på mennesker, han mente burde behandle ham på en anden måde. Bl.a. mishandlede han sin første kone og skød sin ene datters kæreste. Forståeligt nok var der til sidst én, der myrdede ham, og ingen lod til at begræde hans død. To liv, to tilgange, der siger meget om disse to som mennesker ....

...................................................................

(Det øverste billede er en nutidig genskabelse af ham ud fra hans kranium og de oplysninger, man har om hans slægtninge. Sådan ville han formentlig have set ud, hvis han ikke havde haft den sygdom, der deformerede ham, nemlig formentlig Proteus Syndrome).

Flid og det modsatte

Denne henslængte sofa-stilling kunne tyde på, at man har løjet om de oceaner af pligter, der venter én, men nej, sådan forholder det sig slet ikke. Man har talt sandt, for der er rent faktisk en masse, man skal have lavet, og det er det, der gør én så træt, så træt.
Forleden stod jeg selv med en hulens masse papirer, der skulle arkiveres, men jeg gad altså ikke, for der var andet, jeg hellere ville - som f.eks. at se "The Crown" på Netflix. Papir-stablerne råbte på mig, men først, da jeg var nødt til at flytte dem fra sted til sted, lånte jeg dem øre. "OK, OK," vrissede jeg og gik så ellers i gang med at lægge dem på plads, og ih, hvor det lettede. Jeg følte mig også så stolt over denne bedrift, at jeg følte mig i min gode ret til at belønne mig selv med et kalorierigt og meget usundt stykke chokolade. Det lykkedes mig tilmed at bilde mig selv ind, at det var for at "samle kræfter" ....

Drille-gave

Endelig en passende gave-ide til opera-elskere, der omgås opera-hadere. Her gives der et fint udvalg af slagnumrene, om jeg så må sige. De ville straks forvandle mine ører til blide og bløde modtagere af de skønne toner, men virker det mon på dem, der bare ikke kan fordrage "den slags musik"? Eller sagt på en anden måde: vil dette glimrende udvalg kunne omvende de inkarnerede opera-hadere?
Det kunne jeg faktisk godt forestille mig, at det kunne, for min egen mor var meget lidt begejstret for opera, men blev omvendt af "Tosca" med en dansk besætning, der omfattede Lone Koppel som Tosca og Ib Hansen som Scarpia.
Min mor blev virkelig opera-begejstret og fik et så nært forhold til de forskellige kunstnere, at Ib Hansen blev til "min Ibbermand". At hun faldt for ham som skurken Scarpia er lidt morsomt, men når det gjaldt opera, så hun stort på, hvem der var onde, og hvem der var gode. Noget, jeg såmænd også kender fra mig selv både mht. film og opera.

Modstridende følelser

En ganske interessant opstilling af to mænd, hvoraf den ene ligger udstrakt på sengen, medens den anden svæver over ham med et nok ikke alt for sikkert gymnastisk kneb. Et øjebliks uopmærksomhed og han ryger ned fra sin ophøjede position ....
Den liggende er kendetegnet ved to ting: 1) han har rejsning, hvilket kunne tyde på, at han har ømme følelser for den svævende mandsperson, men 2) den kniv, han har i venstre hånd modsiger dog kærlige intentioner, for nok har hans krop sladret om visse følelser, men han har tydeligvis ikke i sinde at give efter for dem.
Vilje contra drift? Tjah, det er højst sandsynligt, for den slags oplever vi nok alle i ny og næ. Ender det med kys, kram, etc.? Måske, men "overliggeren" risikerer altså at få spiddet maveskindet, så det er nok tvivlsomt - ligesom det ville være for os andre i en lignende situation ....

De forrige tider ere ei mere

Jeg ved, at der fødes færre børn her i landet end forventet. Nogle skyder skylden på feminismen og kvindernes frigørelse, og det skal såmænd nok passe, men hvad er alternativet for kvinder? Kan vi overhovedet få den forsørgelse, der skal til, for at vi kan blive hjemme og passe børn, sådan som det var kutyme før præventionens sejrsgang? Næh, det tror jeg ikke, selv om der jo er velhavende mænd, der får sig en trofæ-kone til "hjemmebrug", om jeg så må sige. En sådan kvinde er formentlig altid/for det meste hjemmegående med et par børn, men er det en tilværelse for et voksent menneske med egne meninger og drømme? Det synes jeg ikke, men jeg indrømmer, at der er gået noget tabt med den nye udvikling, også fordi jeg tror, at mange kvinder, hvis skæbne vi begræder i dag, egentlig var ganske tilfredse, bl.a.fordi de opfyldte de muligheder, deres køn havde dengang. Dvs. at der - set fra deres synspunkt - var en mening med det liv, de førte, selv om vi i dag forkaster det.

Den renfærdige nøgenhed

Et herligt tidsfordriv for dem, der går ind for nøgenbadning, nøgen-dans og fester uden en trevl på kroppen! Samtidig var denne nøgenhed en hyldest til sjælens renhed, så den udtrykte faktisk kristen fromhed og ikke det lystne pjank, der blev tilskrevet Satan og hans følgesvende. OK, vi kender det jo fra halvfjerdserne, flower-power og hippierne, men dette drejer sig faktisk om middelalderen, hvor folk angiveligt var tilknappede dydsdragoner. 
Kan det være rigtigt? Var det sådan noget, vore forfædre muntrede sig med? Tjah, ellers er det i hvert fald et postulat af den mere muntre art og ret uventet for mig, da jeg aldrig har hørt om det, før jeg stødte på det i et spørgeprogram.
Hmmmmmmmmmmmm ....

Et glemt kvindeligt offer for Henry VIII

(Dette stik af Elizabeth Barton er formentlig af Thomas Holloway efter et maleri af Henry Tresham)

Elizabeth Barton (1506-1534) havde mange tilnavne. Nogle kaldte hende "The Nun of Kent", "The Holy Maid of London", "The Holy Maid of Kent", medens andre så hende som "The Mad Maid of Kent". Alle disse navne kan ses som gode beskrivelser af denne engelske, katolske nonne, der lagde sig ud med landets mægtigste mand, nemlig despoten kong Henrik VIII, fordi hun fordristede sig til at komme med profetier, der ikke var så favorable for hans planer om at ægte Anne Boleyn. 
Henrik VIII var ikke nogen tålmodig mand, og at nogen gik imod hans vilje, var ganske enkelt uacceptabelt for ham. Lysterne og drømmen om en mandlig arving drev ham i armene på Anne Boleyn, og for ham var det nok til at få den formastelige nonne fængslet og henrettet. 
Noget, der formentlig har forstærket hans ønske om at få hende fjernet, var at en hel del af hendes tidligere spådomme var gået i opfyldelse. I begyndelsen havde han imidlertid ikke noget imod hende eller hendes forudsigelser, for det var først senere, de gik imod hans ægteskabsplaner. Faktisk lader det til, at de mødtes to gange uden episoder af nogen art. 
Problemet var, at hun dels blev anset for hellig og med profetiske evne af befolkningen, men at hun kun støttede kongen indtil et vist punkt. Nok lod det til, at hun havde gud-givne evner som profet, men den forfængelige konge anså sin egen vilje for vigtigere. Dvs. at han på en vis måde satte sig ud over det, Gud angiveligt havde befalet gennem sit talerør, profeten Elizabeth Barton. Hans hån var til at tage og føle på, for ikke bare blev hun hængt den 20. april 1534, men hendes hoved blev også sat på en stage på London Bridge, en straf, der ellers var forbeholdt mænd. Hun var faktisk den eneste kvinde i historien, der kom ud for sådan en forsmædelse.




 

Når man bliver taget på ordet

Lige så sørgeligt, som når man er lidt for hurtig til at sige til en eller anden, at man "aldrig vil se vedkommende igen", uden rigtig at mene det. Faktisk er der tale om en test af denne person: gør han/hun alt for at bevise, at du holder af mig og vil gøre alt for at bevare forbindelsen? Kort sagt: er dine følelser ægte?????
Lad os nu forestille os, at der i dette tilfælde er tale om en fyr, der tager pigen på ordet. Så ville det værste være, hvis han fandt sammen med hendes veninde, søster eller et andet nærtstående hunkønsvæsen. Det ville simpelthen ikke være til at holde ud! Hvis han fik en ny kæreste, der var en fremmed for pigen, så ville det værste nok være, hvis hun var meget flottere end hende. Hun ville tabe ansigt i teenagerens verden, og det ville være meget, meget trist.

The Children's Crusade

The Medieval crusades have been seen as something very brave and honorable, but not all of them were either. One of the episodes which it's impossible to forget even today is the Children's Crusades in 1212. There were two of them and the first one was instigated by a 12 year old shepherd called Stephen (or Etienne). He approached the French king Philip and handed him "a letter from Jesus" whom he said had appeared to him while he was tending the sheep. Presumably Jesus had ordered him to go and preach the Crusades to the public. However, the king didn't believe him or wasn't too impressed by him, but this young boy of 12 was undismayed by such a setback which might have discouraged anybody else. He started to preach wherever he had a chance to bring out the message to the public.
Actually, he seems to have been an oral genius who caught the attention of a lot of devout Christians. Some of these were circa 20-30,000 thousand children whom he convinced to follow him. Several of these children were of noble birth and must have eloped their wealthy homes to join his Christian "army". At Marseilles two merchants, who went by the nicknames of Hugh the Iron and William the Pig, offered them ships, free of charge - and from then on the child Crusaders are lost to history for many years. They disappeared and were not to be seen or heard of until the fate of some of them was disclosed 18 years later.

 In Germany a boy by the name of Nicholas entered on the same course as the first child Crusaders. He and his cohorts - also many girls - set out on their way to Palestine, but their losses were heavy, due to starvation and other hardships. When many of them gave up their plans to go to Palestine they were too exhausted to return home, so they decided to stay where they were, i.e. in Italy. Some of the dead children's parents were so enraged by Nicholas, who by this time had disappeared, that they caught his aged father and executed him as a substitute for his son.
As to Stephen and his followers who had set out in three ships then two of these were shipwrecked and all aboard drowned. Their sad fate was disclosed to their relatives when a young priest returned home to Europe after 18 years of captivity in a Muslim country. He told them that those on the third ship were captured and taken to Muslim slave markets where they were sold. Thus the relatives learnt the hard way that those two merchants who had proposed to help the children had betrayed them to the point of setting them up for sale in a Muslim slave market. However, some years later they in their turn were hanged for their harebrained attempt to kidnap the Emperor Frederick.
Some of the merchandised Christian children were killed for not being willing to accept Islam, but others were lucky enough to be bought by the governor of Egypt, al-Kamil, who treated them very kindly and set them to work as interpreters, teachers, etc. without demanding that they embraced the Muslim faith.

All in all these sad stories of committed, but betrayed children should be better investigated than they are. Most of them are mere myths, but it's a historical fact that these groups of children set out as crusaders just as did the grown-ups. In many respects both these groups were deluded by their own all too high ideals, dreams and hopes, but also haughtiness as they felt that they alone had religion.

Post mortem

Det er ikke mit indtryk, at det er kutyme med fotografier af afdøde personer i vore dage, dvs. undtagen  i kriminalsager. Måske er der dem, der ønsker et foto af deres kære i kisten, men umiddelbart finder jeg ideen frastødende. Ikke desto mindre var der engang for ikke så forfærdelig længe siden, hvor det faldt de sørgende naturligt at mindes deres kære med den slags billeder.

Nogle af de døde bliver opstillet, som var de levende, hvilket kunne tyde på, at dette sidste billede også er det første, der blev taget af dem. Her har moderen sin døde datter på skødet, idet begge hendes hænder er i kontakt med det lille barnelig. Faderen rører bare ved datterens kjole, idet hans højre hånd er lige ved at røre hendes lille, slappe hånd, men altså kun lige ved.

Her er det faderen, der synes at stå den afdøde søn nærmest, medens moderen ligesom bare "hægter sig på" sorgen med en hånd på hans ene arm.

Jeg er lidt loren ved disse post-mortem-fotografier, men ikke totalt afvisende eller fordømmende, for forældrene har jo ikke udnyttet deres døde børn kommercielt. De har bare ønsket at bevare mindet om dem på en noget makaber måde.
Hvis jeg endelig skal fremhæve nogle af disse billeder, så synes jeg umiddelbart bedst om den type afdøde-billeder, hvor den døde ikke postuleres at være i live, for det er de jo ikke. At den lille, yndige pige ovenfor fremstilles, som om hun bare sover, er og bliver et postulat. Hun er død og vågner aldrig op igen, så det er tydeligt, at denne form for afbildning bygger på en løgn.

Nuttet og buttet, men beklageligvis død. Barnet både er og er ikke, for det har ikke længere et liv, men er blevet forvandlet til et lig. Det er faktisk midt i en biologisk proces, hvor det også fratages sit yndige ydre. Trist for den, der havde store forhåbninger til dette barns liv og fremtid, da det blev født, men det er nu engang reglerne for os alle: Rød om morgenen, død om aftenen ....

Ikke bare fotografier postuleres at bevare afdøde for eftertiden, for det gør mumier også. Her har vi således mumien af en farao, der var mægtig, da han levede, men nu - hvor hans magt er væk - kan han teoretisk set risikere den samme skæbne, der er blevet andre ægyptiske mumier til del, nemlig at blive pulveriseret og solgt som "medicin" eller "magisk pulver".

Det er den skæbne, der venter de mumier af slægtninge, som denne handelsmand ønsker at sælge til højestbydende.
Kort sagt: et lig har ingen rettigheder og kan ikke forvente det "evige liv", som de troede, at dyre gravkamre, mumificeringer, etc., etc. garanterede dem. Man kan ikke få evigt liv, når man allerede er død ....

  


   

Harpy

Man synes måske, at moderne bøger som "Harry Potter" og diverse science fiction-værker er mægtig fantasifulde, men de overgås langt af ældgamle mytologier som f.eks. den græske, romerske og nordiske. At hitte rede i alle de mytologiske væsner kan være svært, men det er dem, der bringer historierne videre. Det gælder f.eks. også harpyerne, der ifølge den græske mytologi var kvindelige, vingede dødsånder, men de havde også en anden og mere livgivende side.

Det var således en harpy, der blev mor til Achilleus' heste efter et hedt elskovsmøde med vestenvinden. Meget romantisk må man sige, selv om harpyerne langt fra var blødsødne, kælne og kærlige, men tværtimod stride og oven i købet tyvagtige. Således gjorde deres tyverier det svært for en anden mytologisk figur, Fineus, at overleve, da Zeus forviste ham til en øde ø, fordi han var lidt for god som sandsiger og havde det med at afsløre gudens hemmeligheder. Harpyerne var ligeglade med Fineus' evner og lidelser, så han sultede i sit fangenskab, fordi de hele tiden stjal hans mad.

Det har altid fascineret mig, at nogen før i tiden har forklaret deres verden og dens indretning ved hjælp af sådanne vilde mytologier. Alene det, at en eller anden får den ide, at vestenvinden har muntret sig med en harpy, og at det har ført til et heste-afkom, forekommer mig at være udtryk for en utrolig fantasi og iderigdom, som vi bør takke for den dag i dag, hvor vi kan more os over myternes verden. 

https://mythology.net/monsters/harpy/

Når man virkelig ikke kan lide sin mand

Selv om Edward II af England (1307-1327) lader til at have været en ganske pæn mand, så må det have været surt at være gift med ham, for han var (sandsynligvis) bøsse. Hans dronning, Isabella af Frankrig, måtte dele ham med hans nære ven, Piers Gaveston, og det er et stort spørgsmål om de børn, hun fødte, var hendes mands. Som så ofte i kongelige familier byggede deres forhold på traktater og ikke på gensidig kærlighed, men hun må dog have forventet, at Edward fulgte visse regler vedr. den respekt, han som ægtemand skyldte hende, og det har tilsyneladende knebet. 

Det siges, at hun fik ham myrdet, efter at han blev væltet som konge, og det foregik på en barsk måde: han fik angiveligt en rødglødende ildrager jaget op i tarmen. Denne ildrager var indsat i et horn af en eller anden art, så der ikke kom synlige brandsår, men resultatet var givet på forhånd.
Der er dog dem, der mener, at Edward "bare" blev myrdet ved kvælning, men hvorom alting er, så ønskede hun ham død, og dø det gjorde han ....

Den falske optik

Dagens indrømmelse hér et par dage efter den latterlige dom: det vil tage LANG tid, før jeg glemmer Britta Nielsen-sagen. Sådan vil det sikkert også være for mange andre danskere, for magen til led kælling skal man da lede efter. At en del af hendes forsvar bestod i påvisningen af det beklagelige faktum, at der ikke blev ført kontrol med hendes arbejde i Socialstyrelsen, gør det hele endnu mere grotesk. Dem, der burde have ført kontrol, svigtede, men ses dette som pligtforsømmelse, og bliver de straffet? Næh, de går åbenbart fri, og det er det allermest forargelige i denne groteske sag. De har modtaget deres gage for at sikre, at en medarbejder ikke kunne gøre det, som hun faktisk har gjort i 25 år, og det er altså ikke i orden.
Undervejs i den langvarige retssag har Britta udtrykt en vis anger, men da den ikke følges op af oplysninger om, hvor de "forsvundne" 47.000.000 kr. er blevet af, så er der kun tale om spil for galleriet. Ikke blot fik hun sig en krokodillefarm, men hun har også lært at fælde krokodilletårer, så den anger giver jeg ikke meget for. Hun mente sig berettiget til de penge, hun stjal, for "hun havde haft en hård barndom".

Selv om der ikke umiddelbart er nogen lighed mellem en bedrager som Britta Nielsen og den amerikanske seriemorder John Wayne Gacy, der myrdede rigtig mange smådrenge, så ser jeg den samme proportionsforvrængning hos dem begge. Britta mente, at hendes tyverier kunne undskyldes med tidligere modgang, og Gacy fattede ikke, at hans mordorgier gjorde, at man beskrev ham som et uhyre i pressen. Faktisk så han det som vildt fornærmende og helt igennem ubegrundet. I hans optik var de myrdede drenge ikke nær så meget værd som hans følelser og den kløe, der fik ham til at torturere og dræbe dem.
Sådan nogle forbrydere tror, at andre er statister i deres liv, og de ser dem ikke som mennesker med deres egne behov, fremtidsdrømme eller talenter, og det er faktisk deres største forbrydelse.

Selvmord - et valg uden fortrydelsesret

Sikke dog et opbud for at redde en selvmordskandidat! Og så hænger han bare fra en første sals-altan! Hvis han lader sig falde, får han højst knubs, for det dér dør man altså ikke af.
Jeg skal såmænd gerne indrømme, at selvmord KAN være en løsning på problemer, der ikke kan løses på anden måde. Faktisk KAN det være den eneste løsning på noget, der forekommer selvmorderen ubærligt. Her tænker jeg så på alt slemt lige fra kz-lejre til cancer, ALS og lignende ubærlige sygdomme. Det er ikke en løsning, jeg ser ned på, men jeg vil dog lige påpege, at også den slags slemme situationer kan være til at leve med, hvis man vil.

Selv om Stephen Hawking var alvorligt syg af ALS og vidste, at det efterhånden ville blive endnu værre, så valgte han at leve livet og tage det, som det kom. Han giftede sig og fik tre børn, bl.a. datteren Lucy Hawking, der er børnebogsforfatter.

Stephen Hawking fortsatte sit arbejde og sine studier, selv om han kropsligt forfaldt mere og mere. Han - om nogen - er beviset på, at fravalget af "den nemme udgang" er umagen værd, hvis man altså selv investerer noget i det ....

Fantastisk?!!!

Jeg så et program om en mordudredning, hvor en af kriminalfolkene afhørte ofrets bedste veninde. Hun gav hende prædikatet "sød, venlig og sjov", hvilket man gudskelov kan sige om mange mennesker. Den morddømtes venner kaldte hende til gengæld "fantastisk", og det er jo mægtigt, at nogen mener det om én. Bedømmelsen hvilede dog på et noget underligt grundlag, for hvorfor var hun "fantastisk"? Jo, fordi hun så video sammen med dem og godt kunne lide skæg og ballade.
Da jeg fik tænkt mig om, fandt jeg det meget mærkeligt, at man får en bedømmelse som "fantastisk" på et så spinkelt grundlag. Jeg vil mene, at disse unge mænd tager lige lovlig let på ordene og deres værdi. For at være "fantastisk" skal man nemlig efter min mening være sådan en person som f.eks. Dalai Lama, Einstein eller Tesla, og det var dette mordoffer skam langt fra. Hun var bare en sød og venlig samt bundreel pige.

Når man betaler sig til sikkerhed og får usikkerhed

(Arbejderen er vist den eneste, der har bragt noget om dette yderst interessante emne: https://arbejderen.dk/leder/hvor-er-forargelsen)

Sagen drejer sig om det schweiziske firma Crypto AG, der regnes for at være verdens førende sikkerhedsfirma, og som har leveret krypteret kommunikationsudstyr til diverse ambassader og regeringer i årevis.For nogen tid siden fandt man ud af, at firmaet siden 1950'erne har været ejet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og den vesttyske efterretningstjeneste, BND. Efterhånden har CIA dog købt tyskerne ud af samarbejdet og fortsatte så alene, hvilket kom frem, da Washington Post og det tyske ZDF offentliggjorde hemmelige CIA-dokumenter.

Man skulle tro, det var en James Bond-film, men nej, det er den rene, skære sandhed, og vi befinder os stadig i virkelighedens verden, selv om det danske Forsvar og Forsvarsministerium siden 1990’erne har brugt millioner af kroner på indkøb af krypteringsudstyr hos Crypto AG. Et udstyr, der har givet USA uhindret adgang til at følge al dansk kommunikation, hvilket dog ikke lader til at bekymre de danske myndigheder i nævneværdig grad, så man må nok gå ud fra, at de har været orienteret om Crypto AG's tætte forbindelser til USA. På grund af den amerikanske whistleblower Edward Snowdens opsnapning af diverse dokumenter i 2013, da han var tilkyttet spiontjenesten NSA, ved vi dog, at der er tale om et meget nært samarbejde mellem Danmark og USA, og at sidstnævnte ikke undså sig fra at spionere på både venner og fjender.
Er jeg forarget? Ja! Forbavset? Næh! Faktisk er det nogenlunde sådan, jeg forestillede mig virkeligheden med et paranoidt USA og et tjenstivrigt Danmark. Pinligt er det dog, for vi er trods alt ikke USAs vasal.

Digitalt tyranni

Endelig noget, der fungerer i klagesystemet: i går klagede jeg over, at en mig totalt ubekendt mandsperson påstod, at han var flyttet ind hos mig, og i dag kom så "Afgørelse om aktindsigt vedr. registrering af ukendt person på din adresse". Jeg må indrømme, at det var en hurtig ekspedition, men det fik mig til at tænke nærmere over konsekvenserne af, at en indflytning åbenbart ikke skal indberettes af beboeren af et hus eller en lejlighed, men af tilflytteren. Formentlig ville fremtidige skrivelser fra Skattevæsenet have fået mig på sporet, men sikkert er det ikke, for hr. XX havde jo udfyldt alle papirerne.
Reglerne om registrering af bopæl i Danmark er fastlagt i CPR-lovens § kapitel 3, særligt lovens § 6. Det er kommunerne, der registrerer flytninger i CPR, også selv om den er anmeldt via NemID. Hvis man har anmeldt flytning, men ikke har modtaget sundhedskortet, skal man derfor kontakte ens bopælskommune og ikke CPR-kontoret.
Hvad nu, hvis man ikke har en computer, og heller ikke har tjek på det med NemId? Myndighederne i vort land tager åbenbart for givet, at alle borgere er yngre, velfungerende mennesker, selv om der bliver flere og flere gamle, men måske ikke altid så vakse indbyggere her i landet. Det samme problem som med NemId gælder sådan noget som MobilePay og rejsekort på mobilen, der kræver en smartphone. Der er sikkert rigtig mange ikke-yngre af vore medborgere, der stadig elsker deres gamle, hyggelige Nokia, og som ikke har planer om at give en mindre formue for købet af noget nyt og avanceret. Hvad skal de gøre, når de allerede på forhånd er lukket ude fra disse efter min mening unødvendige nyskabelser? Er denne udvikling myndighedernes vink med en vognstang: læg jer ned, gamlinge, hold kæft og dø??!!!!