En yndig dukke? Ja, men dette er i virkeligheden en levende, nepalesisk pige, hvilket gør dette smukke, lille væsen til et uhyggeligt udtryk for den dyrkelse af visse kvindelige egenskaber - reelle og tilskrevne - der fastholder hele kvindekønnet i en snærende rolle. Vi har set noget lignende i vores egen europæiske kultur for ikke så længe siden, og der er stadig meget af det, vi endnu ikke har gjort op med. Hvis der skal sættes et navn på, så er det "Ekstrem jomfrudyrkelse", der holder styr på kvinder ved at rokke ved deres selvforståelse og underkende deres reelle styrke som biologiske væsener ved i stedet at tilskrive dem ideologiske værdier.
Disse piger er blevet valgt til at repræsentere manifestationer gudinden Kumari. De bliver til af "den levende gudinde", der er karakteriseret ved ungdom og jomfruelighed. Når de når puberteten, så er det slut med denne værdighed, men indtil da tilbedes de som guddommeligheder. Ret grotesk og helt sikkert perverst, fordi den ægte kvindelighed fornægtes. Disse piger er meget unge, når de vælges og udstyres med en hel række kunstige egenskaber, der er knyttet til jomfru-gudinden Kumari. Forhistorien er højst besynderlig og meget farverig, for den involverer både dæmoner, der kun kan dræbes af unge, præ-menstruelle piger, Shiva, der kommer for sent til sit bryllup og en meget vred, men vist nok nærmest almægtig gudinde. At den styrke, som disse "levende Kumari-gudinder" besidder, forsvinder, når hun menstruerer er en fornærmelse imod selve kvindeligheden, men som sagt, det kendes også i forskellige former fra vor vestlige kultur.
Ja, det med Marias jomfrudom er en påstand, der er svær at sluge, men man undrer sig også over, at netop det skulle helliggøre Jesu fødsel. Ikke desto mindre er dette en af bærepillerne i det patriarkalske samfund: kvindens rolle som "føderske" kan ikke bortforklares, da hun er den eneste, der kan blive gravid og føde et barn, men hendes aktive seksualitet ses som en trussel for samfundsordenen, så den skjules bag jomfruelighedens kunstige trylle-slør ....
Gad vide, hvordan salget af denne "mirakelpille" har været. Jeg håber, at det var rigtig sløjt og aldrig bragte fabrikanten nogen form for indtægt. Selv hvis hans "mirakelpiller" imod forventning skulle virke som påstået, så er evig jomfrudom ikke noget at stræbe efter, medmindre man selv vælger det.
Ifølge Koranen venter der de troende (dvs. mænd) 72 jomfruer efter døden. Ikke bare er de jomfruer nu, men de forbliver det også, hvilket kunne tyde på, at afdøde mænd mangler det næsehornspulver, der har holdt dem gående her på jorden. Viagra er nok heller ikke så nemt at få fat på i de himmelske regioner.
Dem, der tror på og tilbeder Kumari Devi, sørger for, at hendes fødder (angiveligt) aldrig rører jorden, hvilket jeg finder ret betænkeligt, for hvordan kan det menneskelige legeme fungere, hvis det aldrig bliver brugt efter hensigten? Jeg håber for barnets skyld, at denne del af religionen ikke praktiseres i realiteternes verden, men kun er en teori for de troende. Det er en af de ting, jeg enten ikke forstår eller tager totalt afstand fra i denne Kumari-tro. Jeg vil sige, at i min målløse tilstand er det mig ubegribeligt, at dette stadig kan foregå i moderne tid.
Kumari kan være aldrig så meget "gudinde", men hun er jo altså også et barn, hvilket f.eks. kan ses af ovenstående, stærke billede: denne Kumari lader til at kunne lide Mickey Mouse-dukker. At fratage sådan en barn hendes barndom og fylde hendes tilværelse med besynderlige forestillinger om værdighed gennem jomfrudom og tabet af værdi gennem menstruation ligner til forveksling børne- og kvindemishandling. For nogle er overgangen fra guddommelighed til et hverdagsliv uden tilbedelse da også meget svær.
Det, der først vakte politiets mistanke tilChristine Billis, var hendes muntre adfærd under sin mands begravelse. Hun fældede åbenbart ikke én eneste tåre og så ud til, at finde det hele ret komisk, hvilket var sært, da det var hende, der havde kørt bilen ved den ulykke, der dræbte ham. De fleste enker ville enten have været oprigtig sorgfulde eller i det mindste have spillet grebet af både sorg og skyldfølelse, men ikke Chrissy, som Christine blev kaldt i almindelig tale.
Charlie havde været det, man kalder "legally blind", og det havde givet ham en invalidepension, der forsørgede familien. Chrissy var imidlertid altid efter ham for at få ham til at tjene penge på en eller anden måde. Det var umuligt for ham på grund af hans handicap, men han fandt noget, der gav ham - og Chrissy - stor fornøjelse i nogle år: han blev TV-star i et amatørprogram, hvor hun også deltog, men mest som producer. Desværre var det jo altså ikke noget, der gav penge i kassen, og Chrissy havde mange frustrationer i forbindelse med den økonomiske situationen, medens Charlie nød det, han lavede. I 2009 foretog Chrissy en uoprettelig handling, da hun med vilje kørte ind i det eneste træ langs den rute, de plejede at tage til TV-studiet. Hun havde sikkerhedssele på, men det havde han ikke, og han omkom, medens hun slap med småskrammer.
Selv om betjenten havde undret sig over hendes mangel på følelser ved Charlies begravelse, så skete der ikke mere i sagen, før hun to år efter ulykken betroede sig til en mand, hun var begyndt at date. "Jeg gjorde det med vilje," sagde hun, "Charlie var voldelig og nedgjorde mig." Sådan var der bestemt ingen, der kendte ham, men selv om den nye kæreste anmeldte hende, så kom tvivlen hende dog til gode, for man undersøgte hendes påstande om uskyld. Da det skete, ændrede hun sin oprindelige forklaring fra "ulykke" til mislykket selvmordsforsøg, idet hun påstod, at Charlies konstante nedgøring af hende, havde gjort hende så deprimeret, at hun ville tage livet af sig. Efterhånden blev hun dog grebet i så mange løgne og fik modsagt sig selv så mange gange, at hun endte med at blive dømt for at have forårsaget sin mands død. Dommen lød på 7-15 års fængsel.
Var hun skyldig, og hvordan hang ulykken sammen med et mislykket selvmordsforsøg? Tjah, hvis det havde været et ægte forsøg på at tage sig af dage, burde hun jo nok ikke have haft sikkerhedssele på, men det havde hun. Desuden var hun jo altså meget træt af både Charlie og deres økonomiske situation. Efter begravelsen lader hun også til at have blomstret op, idet hun er blevet langt kønnere end under sit ægteskab, så jeg vil tro, at HUN virkelig har været ulykkelig og har følt sig trådt på som Charlies kone, men det kan nu aldrig begrunde et mord: hvis hun er blevet dårligt behandlet, så kunne hun jo bare være gået. Desuden: der var økonomiske fordele ved hans død, som en skilsmisse ikke kunne give hende ....
Efter at have afsonet syv år og være kommet ud, har hun igen rodet sig ud i vold imod en mand, denne gang en ny kæreste. Kort sagt, hun virker som en kvinde, der (ikke længere) finder sig i noget som helst fra en mands side, men man må håbe, hun ikke går over stregen én gang til ....
Hun var ikke bare meget smuk, men også talentfuld. Hendes navn var Lida Baarová (1914-2000), og hun blev født i Tjekkoslovakiet, hvor hun allerede havde gang i en lovende skuespillerkarriere, da hun blev valgt til en rolle i en tysk film. På det tidspunkt var hun omkring tyve år og temmelig naiv, for hun vidste f.eks. ikke meget om nazisterne eller Hitler, men var bare glad for at skulle spille sammen med den hotte, unge skuespiller Gustav
Fröhlich, der var mange unge pigers drømmehelt. At han var gift med en jødisk, ungarsk operasangerinde, Gitta Alpar, forhindrede dem ikke i at danne par. På det tidspunkt talte han formentlig om at blive skilt, så de kunne blive gift, men det gennemførte han først i 1935, nemlig fordi Gitta var jødisk, og racelovene i Tyskland skabte utrolige forhindringer for ham som skuespiller. I forhold til Lida var det dog alt for sent, da hun på det tidspunkt var blevet den gifte propagandaminister Joseph Goebbels elskerinde.
Lida og Fröhling boede i et hus tæt på Goebbels og hans familie, og de sås som venner. Forræderiet var dobbelt, fordi det var en, de begge kendte og omgikkes, der havde lagt an på Lida og præpareret hende med kærlighedserklæringer i flere måneder, indtil hun åbenbart gav efter.
Det fortælles, at Fröhlich blev så rasende, da han fandt ud af dette, at han enten overfaldt Goebbels eller ligefrem duellerede med ham. Han var i hvert fald helt ude af sig selv, og opdagelsen førte til et brud mellem ham og Lida.
Joseph Goebbels (1897–1945) var en meget intelligent og forslagen mand. Han var sikkert ikke uden charme, selv om han var lille og havde klumpfod. En drømmehelt som Fröhlich var han altså ikke, men hans magt inden for partiet, i tysk filmindustri og i Tyskland som helhed har utvivlsomt givet ham en aura, som en ung, naiv - og ambitiøs - pige nemt kunne falde for. Som skuespiller kan hun også have været betaget af hans retoriske evner, idet han ofte tryllebandt alt og alle med sine taler. Både før og efter mødet med ham solede Lida sig imidlertid allerede i en støt stigende berømmelse. Desuden kunne Hitler tilsyneladende godt lide både hende og hendes film, og det siges, at han på et tidspunkt foreslog hende at blive tysk statsborger. Han fortalte hende også, at hun mindede ham om en afdød kvinde, der havde betydet overmåde meget for ham. (Hvis det er rigtigt, kan denne kvinde næsten kun være hans halvniece, Angela Maria "Geli" Raubal, som mange mener også var hans elskerinde og store kærlighed).
Hvorom alting er, så ophørte Hitlers sympati for Lida, da Tysklands uofficielle "førstedame", Joseph Goebbels' kone, Magda, trådte i karakter og klagede til den såkaldte Fører over sin mands utroskab. Eftersom hun som type repræsenterede det tyske ideal i både ydre og livsstil, havde hun en særlig position som nazi-hustru. Hendes ægteskab og ikke mindst de mange børn spillede også en PR-mæssig rolle i det nazistiske rige. Hvorom alting er, så greb Hitler ind med et Førerforbud, der gjorde en ende på Goebbels' og Lidas forhold. Hun flygtede til sit hjemland, og han fortsatte med sit arbejde for Hitler og partiet.
Det forekommer mig i øvrigt, at der er noget mærkeligt og direkte inkonsekvent over den kvinde, der fik stoppet Lidas forhold til Joseph Goebbels, dvs. hans kone, Magda Goebbels. Hun havde oprindelig heddet Magda Friedländer, idet hendes efternavn stammede fra hendes jødiske stedfar, der blev myrdet i Buchenwald. Hendes første ægteskab blev opløst, fordi hun bedrog sin meget ældre mand med zionisten Chaim Arosorov. Der er altså en form for uofficiel rød tråd af jødisk art i hendes liv før ægteskabet med Joseph Goebbels i 1931. Sært, når man tænker på, at hendes nye mand var super-antisemit og gjorde sig stærkt gældende som ivrig jødehader og jødeforfølger.
Lidas liv blev et klassisk eksempel på én, der valgte forkert på et afgørende tidspunkt, for da hun endnu ikke var faldet for Goebbels' lokketoner, fik hun et storslået tilbud fra amerikanske filmfolk. De ønskede, at hun - i lighed med Marlene Dietrich og Fritz Lang - forlod Tyskland og kom med dem til Hollywood, men hun sagde nej tak til deres forslag. Noget, der senere kom til at svide til hende, for nok kom hun sikkert tilbage til Prag, men landet blev jo besat i 1939, så det var så som så med den reelle sikkerhed. I årene fremover lod hendes landsmænd hende desuden forstå, at hun som Goebbels' elskerinde havde begået et stort forræderi. Hun fik roller, men intet i forhold til, hvad hun havde haft i udsigt til før rejsen til Tyskland. Hendes liv må have været som en march på stedet, og det fortælles om hende, at hun med tiden blev meget bitter.
Lidas eneste søster, Zorka, der også var skuespillerinde, blev tillige ramt af fordømmelsen af hende og begik selvmord. Efter krigens ophør kom Lida i fængsel under mistanke om samarbejde med tyskerne. Hun kom først fri i slutningen af 1946, blev gift med en teateragent, der var i familie med den kommunistiske indenrigsminister. Det lykkedes parret at komme til Argentina, men de skiltes efter nogle år, og Lida flyttede til Østrig, idet hun fik østrigsk statsborgerskab. Hvis hun havde håbet, at østrigerne havde glemt hendes forhold til Goebbels og nazierne, tog hun fejl. Hun oplevede publikums-demonstrationer og under en teaterforestilling i 1967 blev der smidt æg på hende. Nogle år senere giftede hun sig igen, denne gang med en ældre, østrigsk gynækolog, der døde tre år senere.
På sine ældre dage, hvor hun bl.a. led af Parkinson og var mere eller mindre alkoholiseret, lader hun til at være blevet virkelig skadet af sine oplevelser. F.eks. nægtede hun nu, at der overhovedet havde været en affære mellem hende og Goebbels. Samtidig sagde hun, at hun havde været bange for de nazistiske spidser, og at det var derfor, hun havde gjort, som hun gjorde, nemlig at blive hans elskerinde. Selv om hun oplevede en form for renæssance i 1990'erne, hvor der blev lavet en film om hende, så var hun tydeligvis meget bitter over alt det, hun var blevet udsat for. Hun fortalte selv sin historie i biografien, "Escapes", der blev udgivet i 1983.
At være pige i en fattig, børnerig, columbiansk familie betød som regel, at man kun havde udsigt til at lide den samme skæbne som ens mor og andre kvinder i mange led tilbage i tiden: tidligt gift, masser af børn og meget få muligheder for noget, der bare lignede en karriere. For Griselda Blanco (1943-2012) viste der sig dog andre muligheder, som hun forstod at udnytte til fulde. Allerede som 11-årig havde hun været en foretagsom pige, der spillede en af hovedrollerne i kidnapningen af en dreng fra en velhavende familie. Da hans familie nægtede at betale løsesummen, skød hun ham. Altså benhård allerede som barn, og som voksen tilskrives hun mindst 200 mord, men der er formentlig flere. Som 13-14-årig løb hun hjemmefra, angiveligt fordi hun følte sig underkuet af sin mor. Uden mange andre muligheder blev hun lommetyv og prostitueret, men giftede sig meget ung, da hun mødte Carlos Trujillo, der havde en lukrativ fidus kørende, idet han forsørgede sig ved at indsmugle illegale indvandrere til USA. Ægteskabet blev ikke langvarigt, men de fik dog tre sønner. Efter en skilsmisse myrdede Griselda imidlertid Carlos på grund af en økonomisk og forretningsmæssig uenighed, for man skulle ikke komme hende på tværs, når det gjaldt penge.
Hendes enkestand varede nu ikke længe, for hun giftede sig snart efter med endnu en kriminel, nemlig Alberto Bravo, og de to flyttede til USA, hvor de etablerede sig som narko-baroner i Miami. Faktisk spillede Griselda en stor rolle i det, der senere er blevet kendt som "The Cocaine Cowboy Wars" i 1970'erne og 1980'erne. Et af hendes tilnavne var "The Godmother of Cocaine", men hun er også kendt som bl.a. "The Black Widow", da man regner med, at hun stod bag mordene på alle de tre ægtemænd, hun fik i tidens løb. Inden da nåede hun dog at få ialt fire sønner, men de tre af dem er efterhånden omkommet, da de som voksne gik ind i hendes lyssky forretninger.
Der hersker en vis uklarhed omkring hendes forhold til Pablo Escobar, der nogenlunde samtidig med hende skabte sit eget narko-imperium. Var de kolleger med en vis tilknytning, eller var de arge fjender og konkurrenter? Ingen ved det med sikkerhed, så der har været mange gætterier og er det stadig.
Begge var frygtede, og Griselda havde et mindst lige så barsk ry som Escobar. Man sagde om hende, at det var hende, der havde opfundet den særlige mordmetode, hvor morderen skyder ofret fra en bil eller motorcykel i fart. Alle mulige andre mordmetoder og mordsteder var imidlertid helt fine med hende, for hun kendte tilsyneladende dem alle og forstod at benytte dem, helt uden skrupler. Noget hun også forstod var metoder til indsmugling af narkoen. Således designede hun dame-undertøj med specielle, skjulte lommer til de indsmuglede varer. Hun opfandt også forskellige metoder til at få større partier narko transporteret på en sikrere måde. Alt det kunne hun få gennemført, fordi hun var anerkendt af alle som "Bossernes Boss": det var hende, der bestemte, og hendes ord var lov.
Som barn havde hun drømt om et liv i luksus, og det havde hun opnået med sine narko-forbrydelser, så det må have været noget af en chok for hende, da hun og hendes daværende mand samt deres omkring 40 medarbejdere blev jagtet i den såkaldte "Operation Banshee". Det lykkedes hende dog at flygte til sit hjemland, Columbia, men da hun vendte tilbage til Miami, fortsatte hun som narko-dronning indtil 1985, hvor DEA sporede og anholdt hende. Hun fik en fængselsstraf, der dog ikke forhindrede hende i at drive sine forretninger fra cellen.
Det fortælles, at hun havde planer om at kidnappe et prominent medlem af samfundet, som hun ville bruge i en byttehandel, der kunne få hende fri, nemlig John F. Kennedys søn, John Jr.. Det var efter sigende lige ved at lykkes, men blev dog forhindret.
Inden hun havde udstået sin straf, forsøgte man at opbygge et par mordsager imod hende. Det var jo almindeligt kendt, at hun ikke havde nogen skrupler, når det gjaldt mord, men sagerne faldt på noget juridisk, der gjorde det svært at anklage hende. Derfor endte det med, at hun blev udvist til Columbia, hvor hun selv blev dræbt nogle år efter. Ingen er blevet anklaget for dette mord, og man ved ikke med sikkerhed, hvem der stod bag.
Som altid, når det gælder magtfulde, berømte og berygtede mennesker, har også Griselda fået et ret fantasifuldt image. Der er ingen grænser for alt det, hun tilskrives, inklusiv mord, biseksualitet, pædofili, voldtægt af både mænd, børn og kvinder. Noget af hendes blomstrende image skyldes også, at der er blevet lavet flere film over hendes liv, hvor der lægges mere og mere til legenden om den barske og nådesløse narko-dronning. Den første af filmene var "Cocaine Cowboys" fra 2006. Nr. 3, "Cocaine Godmother" kom i 2017 med Catherine Zeta-Jones i hovedrollen.
Griselda med sin eneste overlevende søn, Michael, der bruger megen tid på at holde foredrag om sin mor, som han elsker højt og forsvarer på enhver måde.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er en fan af Keane-billederne med de storøjede børn, der kigger ud på tilskueren med et fortvivlet og ofte ligefrem tårevædet blik. Faktisk er det slet ikke mig, men historien om deres skabelse er interessant, og den er med til at vende denne sentimentale pop-kunst til en historie om succes inden for en branche, der ofte handler om fiaskoer.
Walter Keane (1915-2000) blev berømt i 1960'erne på sine enormt populære og ofte meget vemodige billeder af storøjede børn. Han kom oprindelig fra en dansk-irsk, meget børnerig, amerikansk familie, og som ung tjente han til dagen og vejen ved at sælge sko. Senere blev han ligesom sin daværende kone, Barbara, ejendomsmægler. Desuden oprettede de et legetøjsfirma, der blev kaldt "Susie Keane's Puppeteens". Disse håndlavede dukker indgik i sprogundervisning af børn, og også de havde kæmpestore øjne, men uden den appeal, mange fandt i storøje-billederne.
Da Barbara blev leder af en universitetsafdeling i Californien, besluttede Walter sig for at lukke legetøjskompagniet samt sine andre foretagender. Han drømte nemlig om en karriere som kunstner og ville være maler på fuld tid. Hans og Barbaras ægteskab sluttede nogenlunde samtidig med disse forandringer, og i 1955 giftede han sig med sin anden kone, Margaret (født den 15. september, 1927), der også var kunstner. Det sidste gav anledning til mange tilsyneladende idylliske fotografier af dem, hvor de arbejder side om side i deres fælles atelier. Når man ser billederne, føler man, at alt ånder fred og fordragelighed mellem dem, men sådan forholdt det sig kun indtil et vist punkt.
Sagen var den, at han vandt berømmelse som maler på grund af nogle meget stiliserede billeder af børn med enorme øjne, som hun i en radioudsendelse i 1970 pludselig hævdede var malet af hende og ikke af ham. På det tidspunkt var de blevet separeret og derpå skilt i 1964 efter knap 10 års ægteskab, hvor han havde skovlet penge ind på disse specielle billeder af forpinte børn. Nu gav Bill Flang fra "San Francisco Examiner" de to stridende mulighed for endnu engang at vise offentligt, hvem der kunne male disse særlige billeder. Han havde arrangeret en "maler-konkurrence" på Union Square i San Francisco, men Walter kom ikke, selv om Margaret og pressen mødte op.
Børnene med kæmpestore øjne og et bestemt fortabt udtryk i ansigtet gik rent ind. Folk følte sig ligefrem hypnotiseret af de store øjne, der som regel udtrykte sorg og fortvivlelse. Det passede nok meget godt med datidens kolde krig og den angst, den gav anledning til. Walter selv forklarede sin fascination af temaet med sit tidligere ophold i Europa: "My psyche was scarred in
my art student days in Europe, just after World War II, by an
ineradicable memory of war-wracked innocents. In their eyes lurk all of
mankind's questions and answers. If mankind would look deep into the
soul of the very young, he wouldn't need a road map. I wanted other
people to know about those eyes, too. I want my paintings to clobber you
in the heart and make you yell, 'DO SOMETHING!'" In the same interview, he declared "Nobody could paint eyes like El Greco, and nobody can paint eyes like Walter Keane!"
Sådan en selvforherligende udtalelse er ikke bare pinlig, men også svær at komme uden om senere i livet, så det må have ramt ham hårdt, da Margaret fastholdt, at det var hende og ikke ham, der havde malet de storøjede børn. Dette offentlige slagsmål udviklede sig helt vildt, da han på sin side fik "USA Today" involveret, og hun lagde sag an imod både ham og avisen.
Sagen blev endnu mere pinlig, da dommeren i denne retssag forlangte, at de skulle male hver deres billede i selve retssalen, hvor alle jo kunne se dem. Han påberåbte sig en øm skulder, så han ikke kunne male, medens hun afleverede et typisk Storøje-billede efter 53 minutters maletid. Resultatet var, at hun blev tildelt $4 millioner i skadeserstatning, og at man nu forstod, at det var hende, der stod bag de populære billeder og ikke Walter. De havde inspireret hinanden i deres ægteskab, men skaberen af disse specielle billeder var og blev Margaret, selv om Walter havde taget æren for dem. I 1990 blev dommen i øvrigt bekræftet ved en ny retssag, hvor hun dog mistede erstatningen.
Margaret fasttømrede bl.a. sit ry ved nye billeder med de samme karakteristika som de berømte børne-billeder, men med andre motiver. Det gjaldt f.eks. hendes billeder af skuespillerne Nathalie Wood og Joan Crawford.
Nathalie Wood
Joan Crawford
Der er stadig en del gåder om denne sag, og hun har bl.a. sagt, at han uden videre påstod, at han var billedernes skaber, og at han truede hende på livet, hvis hun bestred denne påstand. Det lader dog til, at hun i sin tid muligvis selv gik med til at lade ham overtage rollen som Storøje-kunstneren, fordi han fik hende overbevist om, at han som mand ville få større opmærksomhed i kunstverdenen. Noget, man desværre ikke kan afvise, at han havde ret i, for sådan har det jo været i århundreder: kvinder i et patriarkalsk samfund er usynliggjort, ikke mindst i forbindelse med kunst og litteratur. I en film af Tim Burton (1914) blev Margarets historie fortalt på en interessant og medlevende måde.
Hvad laver han dog med den lille-bitte hund? Jo, han sørger for, at denne lille, nuttede guldklump, (som han tydeligvis elsker højt), har et tørt sted til toiletbesøg. Hunden kan nemlig ikke lide sne eller våde arealer, og tisse, etc. skal hun jo, så han holder et sted tørt ved hjælp af en masonitplade. Noget, der virkelig har en effekt, sådan at hans forudseenhed udtrykker en form for omtanke, som man bare må beundre. Dette er nemlig en sød og kærlig foranstaltning for en lille vovse, der er afhængig af sin ejer. At han gør noget sådant viser, at han har gjort sig tanker om hendes behov, at de er ham bekendt, og at han gør, hvad han kan for hende, selv om det måske er besværligt.
Dette er til gengæld det modsatte, for her er der slet ikke tænkt på dyrene og deres situation som trækdyr. Lasten er formentlig ikke så tung endda, for så vidt jeg kan se, består den af sække med hø, og det vejer nu ikke ret meget. Alligevel udtrykker sådan et arrangement med et forspand på to hunde foran en kærre egoisme og manglende omsorg for dyr, man har ansvaret for. Den slags er bare ikke acceptabelt, for hvorfor skal hunde, der ikke har samme muskelstyrke som okser eller heste, sættes til at udføre et arbejde, der ikke passer til deres formåen? Det er ikke i orden, også fordi det kan være første trin på en glidebane, for næste gang kan de blive sat til at trække noget, der er virkelig tungt, "når nu det gik så godt med høet" ....
Æsler og muldyr er stærke og også kløgtige, men dette dyr kan umuligt synes, at den opgave, det har fået, er rart. Om det er for meget med alt dette hø, er svært at afgøre, men umiddelbart ville jeg tro, at det er i overkanten af, hvad der er forsvarligt ud fra et dyreetisk synspunkt.
Det her er grotesk!!! Den stakkels tynde og udmarvede hest bliver sat til at trække en kærre med Gud-ved-hvor-mange tønder. Er de tomme? Det er ikke til at se, men det er de jo næppe, så det er direkte dyremishandling.
Er disse bøtter tomme? Det kan man ikke se, men hvis de ikke er, så vil jeg anslå deres vægt til også at være for meget for den stakkels, udmarvede hest. Hvis den har muskelkraft i benene, så er det i hvert fald ikke til at se, så den kusk bør skære ned på lasten samt se at få lettet rumpen i en vis fart ! Nok er han heller ikke en sværvægter, meeeen .....
Hvem har dog budt disse to skelet-agtige løver et så sølle liv??!!!! De sultes helt sikkert og har intet i deres uhyggelige bur, der kan forsøde deres tilværelse som det, de er fra naturens hånd: løver! Den slags dyremishandling er fuldstændig utilgivelig!
Et sødt billede? NEJ!!!!
Barnet er ikke i stand til at se, at han piner den lille, nuttede kattekilling med alle sine kærtegn. Han holder sikkert meget af sin kat, men - som billedet viser - skelner han ikke mellem et levende væsen med egne behov og ønsker og f.eks. en bamse, han kan kramme uden problemer. Sådanne situationer opstår nemt i familier, hvor de voksne ikke gør sig overvejelser om det kloge i, at lade deres børn få et kæledyr. For dem er barnets behov for nærhed afgørende, men i farten glemmer de, at det, der virker som uskyldige kærtegn, rent faktisk er et overgreb på det dyr, de har i deres varetægt. Her gør manglen på omtanke, at omsorgen bliver svigtet, og børn samt forældre bliver skyldige i dyrplageri ....
Dette er den første kvinde i Charles Sobhrajs liv, der er blevet påvirket af ham og hans livsvalg, nemlig hans mor, Tran Loan Phung. Det var hende, der den 6. april 1944 fødte denne koldblodige, asiatisk-franske seriemorder, der bl.a. er kendt som "Slangen"? Hun er citeret for at have sagt om sin søn: "Charles ligner en engel, men jeg tror, at på et eller andet tidspunkt krøb djævlen ind i hans sjæl." En noget barsk udtalelse fra en mor, må man sige, men hun lader til at mene det ....
Som søn af en vietnamesisk mor og en indisk far blev Charles efter sigende mobbet for at være "farvet" som barn. Det har været den underforståede forklaring på, at han tidligt kom på gale veje, eftersom han begik forskellige forbrydelser. Da han som 24-årig giftede sig med den unge, franske kvinde Chantal Compagnon, var han således allerede straffet.
Charles' kone, Chantal Compagnon
At han ved ægteskabets indgåelse samtidig var forlovet eller måske ligefrem gift med en ung kinesisk kvinde er interessant, men måske ikke helt korrekt. Efter sigende har han imidlertid en datter med en kvinde fra Kina. Dette finder jeg dog ikke bevist, da andre og mere troværdige kilder oplyser, at han kun har det ene barn, dvs. den datter, han fik med Chantal, nemlig Usha. Hun lader til at være en kvinde, hvis liv ikke har taget vildt sære drejninger på grund af denne berygtede far. Således har hun tilsyneladende aldrig været underlagt hans legendariske charme, men har taget totalt afstand fra ham og hans forbrydelser. Hendes stedfar adopterede hende, da han giftede sig med hendes mor, og hun har i dag en god stilling inden for den amerikanske kriminalforsorg.
Den første kvinde i dette forbryder-forløb var altså hans mor, Tran Loan Phung. At hun spillede en afgørende, men ikke ganske positiv rolle i hans liv er der ingen tvivl om. Det er dog indlysende, at selv om hun måske virkelig har tilsidesat ham for de børn, hun fik i ægteskabet med den franske officer, der førte hende og hendes søn til Frankrig, så kan det nu hverken forklare eller forsvare de mange forbrydelser, han har begået. Det første af de ialt (mindst) 12 mord, han står bag, var på den unge, amerikanske backpack-turist Teresa Kwolton, der i 1975 blev fundet død, iført bikini og tilsyneladende druknet. Man kan sige, at dermed var linien lagt, for Charles blev jo altså kendt som "Bikini-morderen".
Lige efter fundet af Teresa Kwolton var man overbevist om, at hun var druknet, og at hendes død var en beklagelig ulykke, men nærmere undersøgelser afslørede, at hun faktisk var blevet myrdet. Spørgsmålet var så, hvem der havde begået dette mord, og det var altså Charles ....
I sine unge dage var han kendt for at være en særdeles lækker fyr med en magnetisk og ganske uimodståelig sex-appeal. Det er der da også en hel del, der tyder på, virkelig var tilfældet, for damerne faldt for ham på stribe. Hans fulde navn var i øvrigt Hatchand Bhaonani Gurumukh Charles Sobhraj, men han
er kendt som Charles Sobhraj foruden forskellige andre navne som f.eks. Alain Gautier. Disse forskellige identiteter jonglerede han med, som det passede ham, men ud over dem var der også alle de navne, som han blev tildelt af
pressen samt venner og bekendte af sine mange ofre. To af de mest kendte af den
sidstnævnte type er altså "Slangen" og "Bikini-morderen".
At han var en dame-magnet, er der ingen tvivl om, selv om han altså allerede tidligt var en straffet og tilmed efterlyst forbryder. Hvis kvinderne i hans liv mistænkte noget, skubbede de fleste af dem det dog fra sig, hvilket f.eks. gjaldt hans kæreste og medhjælper, canadieren Marie Andrée Leclerc, der også er kendt under navnene "Monique" og "Marie".
Uheldigvis for hende blev hun meget hurtigt efter deres første møde i Thailand i 1975 dybt afhængig af ham på et følelsesmæssigt plan. At hun efterhånden også følte sig truet af ham var en anden ting, for under alle omstændigheder holdt hun ved ham, selv om hun senere forsøgte at spille uskyldig og f.eks nægtede enhver form for medskyld. Noget, folk omkring dem fandt latterligt, da man vidste, hun havde hjulpet ham på alle mulige måder ....
Marie var formentlig den, der vidste mest om hans aktiviteter, men hun var langt fra den eneste unge kvinde, der faldt i hans garn. En anden af disse uheldige skabninger, Barbara Smith, havde han - angiveligt uden hendes vidende - bl.a. brugt som lokkemad i forbindelse med mordet på et af sine ofre, nemlig Jean-Luc Solomon. Han havde åbenbart lovet ham en nat med hende, men det han fik, var en dosis gift i maden, der slog ham ihjel, sådan at Charles uhindret kunne plyndre ham for hans værdier og det pas, der altid var et vigtigt mål for ham, når han myrdede, da det spillede en stor rolle i hans frie bevægelser fra land til land ....
Den 22-årige Barbara Smith mødte Charles i 1976, efter at hun til sin families overraskelse havde forladt et prestigefyldt akademisk job for at søge eventyr og spænding i Asien. På det tidspunkt var han allerede efterlyst af Interpol for mord i Thailand, Nepal og Frankrig, hvilket hun selvfølgelig ikke var klar over. Hun troede bare, at han var en velhavende, asiatisk mand, der solgte ædelsten, og som havde gode, internationale kontakter inden for forskellige grupper. Hendes egen situation på dette tidspunkt var, at hun (formentlig) havde fået stjålet alle sine penge under sin eventyrrejse. Det var i hvert fald det, hendes forældre senere hævdede. Da Charles endelig langt om længe blev fanget i 2003, fik hun en hovedrolle i domfældelsen, da hun ikke lod sig skræmme, men vidnede imod ham.
Australieren Mary-Ellen Eather hørte også til den kreds af kvinder, som Charles brugte i sit netværk. Ligesom de fleste andre har hun - i hvert fald i begyndelsen - troet, at han bare var ude efter at finde købere til sine ædelsten. Senere tilbød også hun at vidne imod ham, men da det kom til stykket, sprang hun fra, fordi hun blev bange for, hvad han kunne finde på, hvis han kom ud. Ligesom de andre, han havde i sit netværk, har hun dog nok tjent som en form for "lokkedue", når han havde brug for nye ofre til at holde hjulene i gang i sit morderimperium. Alle lader til at have været knyttet til netværket gennem en blanding af taknemmelighed over noget, han havde gjort for dem og skræk for, at han ville gøre dem fortræd. Dvs. at der er skyld, men det er svært at "gradbøje" den, for det var jo ikke dem, der begik mordene, selv om de måske nok fandt ofrene til ham. At disse mennesker, som de introducerede fir ham, ville ende som ofre, har de dog næppe forstået før langt hen ad vejen.
Endelig: snor på morderen!!!!!
Billedet forestiller sandsynligvis den berygtede massemorder efter et fejlslagent mordforsøg på en hel gruppe franske studerende i Delhi i 1976. Store planer, der heldigvis for de unge mennesker ikke lykkedes for ham. Straffen for dette var tolv års fængsel, hvilket ironisk nok tjente til at frelse ham fra en udlevering til Thailand, hvor han sandsynligvis ville have fået en dødsdom for de mord, han havde begået dér. Charles var dog ikke så vild med fængsler, og det lykkedes ham at flygte fra flere af dem, så man vidste aldrig, hvornår "snoren brast" ....
Under et af hans mange fængselsophold fik han snøret vagterne til at lade ham leve et luksusliv som fange. Det foregik sandsynligvis ved hjælp af indsmuglede værdier, som han kunne bestikke dem med. Det - og de mange benægtelser - var typisk for ham. Samtidig kunne han give interviews imod betaling for så bagefter at påstå, han aldrig havde sagt det, intervieweren påstod. Hans personlighed er af en sådan art, at jeg ikke umiddelbart kan finde en fuldt ud dækkende betegnelse for, hvad han egentlig er.
Han har myrdet og snydt sig igennem livet, men er skamløs i sin måde at føre sig frem
Med Charles ser man et eksempel på, hvordan én laber, men løgnagtig og forbryderisk mand kan styre livet for alle mulige kvinder omkring sig. Det gælder virkelig alle, lige fra hans mor, hans kone og kærester til hans datter. Ikke alle elsker ham, men hans valg i livet bliver afgørende for deres liv, og alle mærkes af ham og hans uhyrligheder. Hans kæreste og medhjælper, Marie Andrée Leclerc, blev f.eks. ligesom ham dømt for mordforsøget på de franske studerende, men afsonede ikke straffen, da hun fik livmoderkræft. Hun blev sendt hjem til Canada, hvor hun jo kom fra, og døde dér, 38 år gammel, medens han fortsatte uden hende.
Efter fængselsopholdet slog han sig ned i Paris, hvor han levede som en celebritet, der gav (betalte) interviews og muligvis også solgte retten til en filmatisering af hans livshistorie for en stor sum. I 2003 dummede han sig imidlertid, for selv om han stadig havde mordanklager hængende over hovedet i Asien, tog han til Kathmandu for at gå på casino. Han blev opdaget, og der blev skrevet om ham i aviserne, hvilket førte til, at han blev fanget, dømt og smidt i fængsel for mord. Denne gang fik han en livstidsdom ....
