Kvindelige seriemordere

"Normalt" optræder kvinder ikke som seriemordere, men som ofre for mandlige mordere som f.eks. Ted Bundy, Samuel Little, Richard Ramirez, Dennis Rader, Gary Ridgway, osv., osv., osv., men der er dog også dem, der går ind for et makabert rolleskift, hvor det ofte er manden, men ikke altid, der bliver offer for kvinden. Eftersom kvinder bruger metoder som gift og ikke helt synlige kvælningsmetoder, er der formentlig mange af deres mord, der slet ikke opdages, så der kan være langt flere kvindelige seriemordere, end vi hidtil har gjort os klart. Et godt eksempel er (Audrey) Marie Hilley, der levede som den kønne og perfekte hustru og mor, samtidig med at hun myrdede på livet løs. 

 

Blandt andre kvindelige seriemordere kan f.eks. nævnes Blanche Taylor Moore, Velma Barfield, Judy Buenoano, Amy Archer-Gilligan og Aileen Wuornos. Sidstnævnte, der fejlagtigt regnes for Amerikas første kvindelige seriemorder, er et særdeles ulykkeligt eksempel på, hvordan mishandling og en omfattende nedværdigelse kan forvandle et barn til en morderisk furie. Således blev Aileen misbrugt og mishandlet gennem hele sin barndom, blev voldtaget og gravid som 14-årig, så ærlig talt, påviste hun ikke bare gennem sin livsstil, at tryk avler modtryk? Hun kunne ikke lide mænd, men levede som prostitueret, hvilket næppe kan have været rart, men når hun påstod, at hendes kunder voldtog hende, så passer det ikke ud fra den måde, vi normalt opfatter forbrydelsen "voldtægt", da hun jo solgte sex for at overleve i samfundet.

Så vidt jeg kan se, er disse kvindelige seriemordere ikke også seksualforbrydere eller ligefrem lystmordere, sådan som mange/de fleste af de mandlige er. Det er da muligt, at der indgår både sex og lyst i nogle af mordene, men ikke så synligt, at det virker som det primære motiv. Nej, kvinderne myrder for at opnå noget materielt eller for at blive fri for noget, der irriterer dem, som f.eks. mænd, børn eller (sviger-)forældre. Hos nogle indgår også motivet hævn, hvilket så igen kan hænge sammen med deres rolle i samfundet, der ikke giver dem de udfoldelsesmuligheder, de ønsker.

En af de kvindelige seriemordere, der lader til at blive drevet af det hele, er Kelly Cochran. Hun indrømmer, at hun har myrdet mange - dvs. flere, end politiet var klar over, da de arresterede og fængslede hende for hendes medvirken ved hendes mands (angivelige) mord på hendes elsker og kollega, Christopher Regan. Om det så virkelig var ægtemanden, Jason, der dræbte Regan, kan man stort set kun gætte på, for det kunne lige så godt være Kelly selv, der gjorde det alt sammen helt alene.

Mordoffer Christopher Regan

Denne, ifølge fotografier og desuden mange udsagn, skønne fyr myrdede Kelly altså måske/formentlig sammen med sin mand, Jason, der døde nogle år efter, angiveligt af en overdosis. Forskellige ting peger dog på en anden forklaring, nemlig at Kelly myrdede Jason som en form for hævn over ham, fordi han tvang hende til at være med til at dræbe Regan. 

Kelly og Jason Cochran

Tankegangen og handlingerne er præget af deres egen skæve logik, men alt bunder i en tydelig mangel på empati, for Kelly følger kun sine egne ønsker, og de er ofte dystre og mildt sagt kriminelle. At der virkelig er flere mordofre er absolut ikke usandsynligt, også fordi der er blevet fundet uidentificerede knogler det sted, som hun selv har udpeget som sit foretrukne, når det gjaldt om at skaffe sig af med ligdele. I overlyttede samtaler mellem hende og hendes mor fortæller hun om, hvordan hun altid har følt lyst til at dræbe, og det fremgår indirekte, at det er lige præcis det, hun har gjort om og om igen. Der er ingen anger at spore, men der er visse ting, der tyder på, at hun var langt mere glad for Regan, end hun indrømmede, og at det sårede hende, at han ikke følte det samme for hende, men bare gik ind for sex. At hun har en lang forhistorie med psykisk sygdom gør det sværere at bedømme hende og hendes handlinger, men dømt er hun, og man eftersporer også andre ofre for hende og hendes mordlyst.

Kellys behandling af den døde Regan er ret forfærdelig. Man spørger sig selv om, hvad der fik hende til at gøre de ting, hun gjorde, men der er ikke rigtig noget svar. Skete det, fordi hun på en vis måde blev afvist af den fyr, hun havde dybe følelser for? Efter mordet gik hun i hvert fald videre og  nedværdigede ham ved at servere dele af hans lig som "bøffer", bl.a. for naboen? I mine øjne er det den ultimative hån, som ingen har gjort sig fortjent til, heller ikke Regan. 

 

https://aniston.dk/en-kvindelig-seriemorder.51731.html

https://ungtteaterblod.dk/tag/usas-foerste-kvindelige-seriemorder/

 

Misbrugt som barn, mor som 14-årig efter en voldtægt og prostitueret allerede i folkeskolen - og den første kvinde nogensinde der matchede FBI's profil på en seriemorder. Læs om kvinden der myrdede syv mænd, før hun blev henrettet i 2002.

 

https://allthatsinteresting.com/kelly-cochran 

 

https://www.rollingstone.com/culture/culture-features/is-this-indiana-woman-a-serial-killer-252216/ 

 

Wikipedia

Den signerede krop

Tatoveringer kan være sjove som en speciel kommentar til en situation eller tilstand. Det gælder f.eks. denne, hvor den vigende hårgrænse forvandles til et pudsigt billede af en mand med en græsslåmaskine. Hår er ikke græs, men det kan sammenlignes med det, så det får et ironisk og humoristisk perspektiv. Ellers forekommer de fleste tatoveringer, jeg har set, intetsigende og på en vis måde "påtrængende". Hvad laver de dér, hvor de nu sidder, når de er uden mening eller budskab? For slet ikke at tale om direkte grimme. Og hvorfor investere tid, penge og smerter i dem, når de ikke engang pynter, ja, nærmest er som ligegyldige kruseduller?

Denne tatovering forekommer mig således "tom", for jeg synes ikke, den er hverken pæn eller på nogen måde symbolsk. Derfor forstår jeg udmærket, at dens ejermand er blevet træt af den og ønsker den væk. At det kan være dyrt at få fjernet tatoveringer siger næsten sig selv, især hvis det drejer sig om større eller specielt sarte områder, og også det bør man tænke på, før man får dem. 

Når jeg ser sådan et syn, så føler jeg, at denne kvinde, (der formentlig selv er stolt af sine "dekorationer"), har mishandlet sin krop. Jeg synes, det er direkte grimt, og kan ikke se, hvordan det skulle kunne udtrykke noget som helst om - eller for - hende: de forskellige motiver er anbragt hulter til bulter, og selvom de hver for sig kan være pæne, hvis de ses enkeltvis, så udgør de hér et stort kaos.

Sådan noget som det her er en ganske pudsig kommentar til det, der skaber en motorcykels fart eller stilstand, men heller ikke noget andet. Den er sjov, og - selv om den formentlig er overflødig - ikke direkte misklædelig.

Et udsagn, der vil noget, men hvordan ser det ud om 40-50 år, og hvordan påvirker det mere eller mindre underforståede budskab kvindens liv? Har hun tænkt over det, eller har hun bare villet være med på tatoveringsbølgen? Desuden er der jo det med de mange farver, for det er næppe uden grund, at der er kommet et nyt EU-direktiv vedr. rigtig mange kemiske stoffer i det blæk, man bruger til tatoveringer, fordi de mistænkes for at være kræft- og/eller allergifremmende.

Gad vide, hvad dette gennemført modbydelige individ ville have sagt til en sådan moderne tatovering. Hendes navn var, som det fremgår, Ilse Koch, og hun slog sine folder i den kz-lejr, hendes mand, lejrkommandanten Karl Koch, bestyrede. Senere er hun blevet vildt berygtet for sin samlermani, der bl.a. omfattede særligt spændende tatoveringer af myrdede fanger. Nogle af disse "huder" blev brugt til lampeskærme og andet til at "pynte op med" i et rigtigt nazi-hjem. Dvs. at visse fanger blev myrdet for at skaffe Ilse noget uhyggeligt flitterstads, som hun kunne forære væk eller selv bruge som "pynt".

Ægteparret kan næppe have været ude efter de tatoveringer, som børnene i Auschwitz her viser frem. Til gengæld måtte de små overlevelseskunstnere bære dem til evig tid.
 

Ilse Koch var ikke den eneste, der samlede på hud fra kz-lejrens myrdede mennesker, for en læge ved navn Erich Wagner havde brug for den slags til sin doktorafhandling. En ting er, når "signaturen" er frivillig, noget andet når den påduttes andre som tilfældet er med børnene her. 

Hævnen er sød, eller ....?

https://travelerdoor.com/2020/03/26/inkwrong/2/ 

https://myhealthgazette.com/tattoo-blunders-these-people-are-stuck-with-is-m/?utm_source=2am_twitter&utm_campaign=mhg-2am-ww-d-tw_tattoos-cpc_top_tsj4_twitter_11.22.21&utm_medium=34741530&twclid=11471490811376193545

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/hvis-din-naeste-tatovering-skal-vaere-fyldt-med-farver-kommer-du-nok-til-vente-en

https://artblart.com/tag/maud-stevens-wagner/ 

 

https://readinsideout.com/culture/women-who-shaped-the-tattoo-industry/ 

 

https://www.vice.com/da/article/mvxgpx/the-art-of-preserving-tattooed-skin-after-death-629 

 

https://www.cosmolaser.dk/tatoveringsfjernelse?gclid=Cj0KCQiAosmPBhCPARIsAHOen-Mgi3WbzfHu6N2WkOeGt3YDHzaEvk1jm9_bO4472Xl6PBk4SF60QUMaAkE3EALw_wcB 

 

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2014/01/ok-kunstner-opfrisker-kz-fanges-falmede-tatovering 

 

https://www.bt.dk/udland/rystende-nazi-fund-grusom-historie-ligger-bag 

 

https://susanandersmusic.com/maud-stevens-wagner 

 

https://myhealthgazette.com/tattoo-blunders-these-people-are-stuck-with-is-m/?utm_source=2am_twitter&utm_campaign=mhg-2am-ww-d-tw_tattoos-cpc_top_tsj9_twitter_01.28.22&utm_medium=35743069&twclid=11487728547812761600 

 

Wikipedia

 

Janina Tollik - kunstner og kz-fange

Denne tegning er lavet af den polske kunstner Janina Tollik (1910-1994). Der er utrolig lidt biografisk materiale om hende, men man ved dog, at hun var polak, og at hun blev arresteret af nazisterne, fordi hun deltog i sit lands modstandsbevægelse. 

Hun havnede i flere af de tyske kz-lejre, og denne tegning er vist nok fra tiden i Birkenau. Til sidst, da hun i 1942 var blevet forvandlet til fange nr. 6804, blev hun overflyttet fra Auschwitz til Flossenbürg og befriet derfra, da amerikanerne nåede lejren den 23. april 1945. Da man nåede frem, fandt man 1600 døende, stærkt afmagrede eller syge og mishandlede fanger.

Flossenburg havde mange prominente fanger fra politisk vigtige familier

 

Hvad Janina angår, så var hun - så vidt jeg har kunnet få oplyst - ikke ud af en specielt indflydelsesrig famillie. Ifølge nogle oplysninger havde hun 4 søskende, ifølge andre 7, og sådan er det hele vejen igennem: hun har lavet blændende, dokumentarisk værdifulde billeder af sine år som kz-fange, men der er ikke rigtig nogle oplysninger om hende og hendes liv, hverken før eller efter krigen.

Janina var ikke den eneste kunstner, der malede og tegnede, hvad hun så og oplevede som nr. 6804. Flere kz-fanger arbejdede faktisk sammen med nazisterne, der havde brug for illustrationer til deres manualer, skitser til forbedringer af lejrenes kapacitet, etc., etc.. Det gælder f.eks. Wladyslaw Siwek:

Nogle værker var derfor officielle, men man spørger sig selv om, hvordan fangerne kunne frembringe kunstværker i form af malerier og tegninger illegalt. Mange af disse stammer fra tiden efter befrielsen, men andre blev lavet hemmeligt under meget vanskelige forhold i lejrene.

Kunstværkerne blev skabt af kunstnere, der fik materiale til at frembringe dem gennem tyverier, hvilket må have været enormt nervepirrende. 

 

Der fortælles imidlertid om officerer, der opdagede disse tyverier, men som nøjedes med at annektere kunstværkerne. Nogle af disse blev derpå sendt hjem til Tyskland, og man må så bare håbe, at kunstnerne slap godt fra deres dristige handlinger.

Fordi der er så få oplysninger om Janina Tollik og hendes liv, er det ikke til at sige, om de fleste af hendes værker stammer fra tiden efter krigen, men det vil jeg tro er tilfældet, da de virker for detaljerede og perfekte til at være lavet i lejren med nazisterne åndende i nakken.

Jeg synes, det er lykkedes hende at skabe et utrolig stærkt galleri af historiske begivenheder, der ellers ville stå tilbage som mundtlige beretninger. Billederne gør det hele meget mere levende, end hvis det "bare" var noget, eftertiden fik fortalt af de overlevende.

Blandt de andre kunstnere, der fik sagt noget væsentligt om denne utrolige tragedie, er Jan Komski:

http://lekcja.auschwitz.org/en_18_sztuka/ 

 

https://mydailyspace.dk/2017/01/yolocaust-kunstner-selfies-mindesmaerke-billeder-kz-lejre/ 

http://www.auschwitz.org/en/ 

http://www.auschwitz.org/en/bookstoreproducts/product/u-kresu-sil-obrazy-bylej-wiezniarki-kl-auschwitz-birkenau-janiny-tollik,151.html#1 

 

Wikipedia

Kvinden som hævner

 

En glad og lykkelig familie? Næh, for ægtemanden, Daniel T. Broderick III (1944–1989), var ikke bare utro, men forsøgte også at komme ud af ægteskabet med Elisabeth Anne Broderick (født den 7. november 1947) - kaldt "Betty" - på en lusket måde. Hans formål var at slippe så let som muligt uden om de økonomiske konsekvenser af en skilsmisse, så han uden problemer kunne blive gift med sin elskerinde, Linda Kolkena, der var tyve år yngre end den "gamle, fede kone", han var godt træt af. Altså en typisk "mand udskifter kone"-situation, hvor den gamle model skrottes til fordel for en smartere og mere up-to-date-udgave, nemlig sådan en som den kønne og friske Linda.

Sådan tænkte han ikke, da Becky sled og slæbte for at betale hans uddannelse, så de kunne få et godt liv sammen. I mellemtiden fik de fire børn, som han imidlertid ikke viste nogen særlig interesse for. Dvs. at Becky også som højgravid kunne være hjemmefra for at ase g mase med de jobs, der forsørgede familien, bl.a. som Tupperware-forsælger. Dette system med konen, der forsørger familien og gør det muligt for manden at studere, var muligvis "indbygget" i hende som den ideelle model for et lykkeligt ægteskab. Hun havde nemlig formentlig lært det hjemmefra i sit irsk-italienske barndomshjem, og hun troede på det: sådan gjorde man som en god og hæderlig kone, idet pukleriet for at sikre mandens uddannelse var en investering i en god fremtid for hele familien. Det materielle, ordinære statussymboler, etc. betød desuden meget for hende og tanken om det, hans uddannelse kunne indbringe, når han var færdig, gav hende nok ekstra inspiration til knokleriet. Kort sagt: det var næppe godhed alene, der drev værket.

Daniel Broderick

Det havde hele tiden været Daniels ønske at læse jura efter at have gennemført et medicinsk studium, da han ønskede at specialisere sig i retsforfølgelse af lægesjusk. I begyndelsen af 1970'erne fik han et job på et fornemt advokatkontor, og i 1982 havde han ansat den 21-årige hollandsk-amerikanske Linda Kolkena (1961-1989) som sin assistent og/eller sekretær. Dette ansættelsesforhold udviklede sig hurtigt til et kærlighedsforhold, og den vakse Betty var ikke længe om at lugte lunten. Daniel nægtede og nægtede, men skaffede sig samtidig sin egen lejlighed, og til sidst måtte han da også gå til bekendelse, samtidig med at han indledte en skilsmissesag. Bettys hævn var formidabel, men også noget af en boomerang: hun efterlod børnene, én for én på hans dørtrin, samtidig med at hun kæmpede for ikke at miste dem.

Betty ville ikke under nogen omstændigheder skilles, hun chikanerede både Daniel og Linda på forskellige måder, især efter at han havde købt et nyt hus, hvor han kunne bo sammen med Linda og de fire børn. Det må have været aldeles forfærdeligt for Betty at opleve, hvordan hendes investering i en god fremtid sivede ud af hænderne på hende, og  den skyldige - Daniel - slet ikke følte samvittighedsnag. Hun hævdede da også hårdnakket, at der kun kunne være én Mrs. Broderick, og at det var hende, men Daniel ville have Linda, så gift blev de efter den barske skilsmisse fra Betty.

Alle rådede Betty til at "komme videre", som man siger, når én er blevet forladt af en utro ægtemage, men det ville Betty ikke høre tale om. Hendes terrorhandlinger imod sin eksmand og hans nye kone forværredes, og den 5. november 1989 brød hun ind i parrets hjem og skød dem begge. De påfølgende retssager afslørede, at hun følte sig i sin gode ret til at hævne sig, og intet har senere kunnet få hende til at skifte mening. Hun modtog en dom på 32 års fængsel, som hun har appelleret senere, men det har hun ikke fået noget ud af, fordi hun ikke udviser nogen anger eller indrømmer, at hun har gjort noget galt. Tværtimod fortsætter hun i samme skure som hidtil, efter at Daniel forlod hende, hvilket tydeligt viser, at hun forventer, at man forstår hendes motiver og giver hende ret: han var hendes "ejendom", hendes "investering", og Linda stjal alt dette fra hende.

Mange kvinder kan sikkert skrive under på, at det også var sådan for dem eller for nogen, de kender, for sådan kører systemet nu engang i et patriarkalsk samfund. Nogle flittige og arbejdsomme kvinder ofrer sig for manden, men forventer at få det mangefold tilbage, når han er blevet etableret - og så bliver de snydt og forsøgt spist af med påstande om "kærlighedens ret". Betty gennemskuede systemet, og hun blev et ikon for mange kvinder i samme situation ....

https://www.marieclaire.com/culture/a32630134/betty-broderick-kids-kim-kathy-lee-daniel-jr-rhett/

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

https://loriajohnston.medium.com/the-deadly-divorce-of-dan-and-betty-broderick-94e10c6452d4 

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

Wikipedia

 

Den østrigske kejserinde af Brasilien

Når man tænker på de skrækkelige ting, der overgik den østrigske kejser Franz Joseph I's lillebror, Maximilian (1832-1867 - se evt. min blog: https://boobytrapec.blogspot.com/2022/01/strigeren-der-blev-kejser-af-mexico.html), som mexikansk kejser, så skulle man tro, at habsburgerne ville holde sig langt væk fra det hjørne af verden, men nej, en af dem blev faktisk kejserinde af Brasilien. Det drejer sig om Maria Leopoldine - kendt som Leopoldine (1797-1826) hvis langt mere berømte søster, Marie Louise (1791-1847), blev gift med kejser Napoleon og derpå også mor til hans søn, den såkaldte Napoleon II, der er kendt under navnet Hertugen af Reichstadt. At de to pigers far, kejser Franz Joseph I, kunne tillade dette politisk begrundede ægteskab mellem en østrigsk prinsesse og "Østrigs fjende nr. 1, dvs. "uhyret" Napoleon" forargede virkelig Leopoldine. Hun var ikke ene om at føle sådan, for mange så Marie Louise som det uskyldige offerlam for de to mænds, Napoleon og Franz Joseph I, egoistiske, politiske intriger, hvilket ikke er så mærkeligt. I vor tid ville det have svaret til et tvungent ægteskab mellem Hitler og den daværende prinsesse - nu dronning - Elizabeth.

Marie-Louise med sin og Napoleons søn, Hertugen af Reichstadt 

De to søstre ligner hinanden en del i det ydre, men tilsyneladende ikke meget i det indre. Faktisk kunne Leopoldine være blevet forsker eller i hvert fald en anerkendt intellektuel, for det, der interesserede hende mest, var boglige sysler samt naturvidenskab, især botanik og mineralogi. Senere udviste hun også en udpræget interesse for politik, så hun var altså langt mere end en royal pyntedukke, der bare gjorde sig ved sit ydre - som hun forøvrigt ikke var tilfreds med - og sine bedrifter som en fødemaskine, der "sprøjtede dynastisk brugbare individer ud". I en skriveøvelse som niårig skrev hun bl.a.: "Unterdrücke die Armen nicht. Sey mildtätig. Murre nicht über die Schickung Gottes, sondern bessere deine Sitten. Ernstlich müssen wir uns bestreben gut zu seyn." ("Do not oppress the poor. Be charitable. Do not complain about what God has given you, but improve your habits. We must strive earnestly to be good.") Hun var, kort sagt, en tænksom pige fra en tidlig alder.

Napoleons død den 5. maj 1821 gjorde en ende på ægteskabet med Marie-Louise, hvilket sikkert har glædet Leopoldine. Selv blev hun gift med den portugisiske kronprins Dom Pedro de Braganca (1798-1934), der en kort tid blev hersker over Portugal, men som efter en masse politiske problemer og omvæltninger foruden franskmændenes invasion i 1807 rejste til en af sit hjemlands daværende kolonier, nemlig Brasilien, hvor han blev kejser. Det betød også, at han nu fik brug for en kejserinde, så han udbad sig en habsburgsk prinsesse, som var det en vare, han bestilte. Leopoldine, der på det tidspunkt var 19 år, meget usikker på sit udseende og også genert, var så småt begyndt at føle sig som "gammeljomfru", men udpeget blev hun og derpå sendt afsted uden at kende eller bare have mødt sin brudgom. Altså et kongeligt arrangement, man har hørt om både før og efter og med mange af de problemer, disse alt for ofte er resulteret i.

Jeg vil tro, at Leopoldine har overrasket alle ved ikke bare at sidde til stads. Tværtimod udmærkede hun sig som kejserinde ved at arbejde ihærdigt for en selvstændiggørelse af dette sydamerikanske land, der lå så langt fra hendes fødeland, Østrig, og fra det land, hvis koloni, det blev betragtet som, nemlig Portugal. Hendes indsats gjorde, at hun blev en brasiliansk nationalheltinde, der angiveligt hædres den dag i dag. Typisk nok førte hendes kejserinde-rolle også til, at østrigerne ligesom "fik øje" på Sydamerika, hvor de sendte mange ekspeditioner hen. 

Også Leopoldines ægtemand, kejser Pedro I, blev regnet for en "befrier", hvilket hænger sammen med hans kamp imod Portugals overherredømme. Han havde ikke i sinde at opgive kejserværdigheden, men hjalp - ligesom sin kone, Leopoldine - den brasilianske befolkning med at løsrive sig fra Portugal. Den 7. september 1822 blev Brasilien erklæret en selvstændig nation, men dette fulgtes af en hel del politisk uro. Han var respekteret, men ikke populær, også fordi han var utro imod Leopoldine. Da hun døde i barselsengen den 11. december 1826, efterlod hun deres seks stadig levende børn og en ægtemand, der allerede et par år efter giftede sig med en anden, nemlig Amélie of Leuchtenberg (1812-1873), der var barnebarn af kejser Napoleons første kone, Josephine.

Amélie of Leuchtenberg

Pedro I synes at have kæmpet imod alt og alle, at have trådt en masse over tæerne, men gjorde nok det rigtige, da han abdicerede til fordel for sin og Leopoldines søn, Pedro II (1825-1891). Den 24. september 1834 døde Leopoldines omkringflagrende ægtemand af tuberkulose, men på det tidspunkt havde han erhvervet sig et godt ry som en vigtig politiske nøglefigur, idet han - ligesom sin første kone, Leopoldine - havde hjulpet til med at sikre både Portugal og Brasilien noget, der nærmer sig demokratiet.

https://www.habsburger.net/en/persons/habsburg/leopoldine

 

https://germanaustriannoblesandroyals.tumblr.com/post/187342854877/marialeopoldineofaustria 

 

Wikipedia

L. C. Underwood - betjenten, der gik fra snøvsen

Lamont C. Underwood

Når en politimand ender i fængsel for mord, så rykker det unægtelig ved vores almindelige forståelse af politiets opgave og de karakteregenskaber, de bør være i besiddelse af. Lamont C. Underwood (1951-2018) blev imidlertid ret hurtigt mistænkt, da man fandt den 77-årige Catherine Miller dræbt med to skud i hovedet. Han var kommet sammen med Millers datter, Sandra "Kay" Weden, et stykke tid og var frustreret over, at hun i stedet var begyndt at se en svensk indvandrer, Victor Gunnarsson (1953–1993). Ja, han var faktisk så frustreret, at han nærmest var besat af tanken om at få hende tilbage. Blev han en "stalker"? Noget kunne tyde på det, og at han helt glemte, at han pr. definition skulle stå på lovens side og da slet ikke bryde den, som han gjorde.

Catherine Miller med sin datter, Sandra "Kay" Weden 

Det kan ikke nægtes, at den ultrahøjreorienterede svensker, Victor Gunnarsson, havde fået sig alle mulige fjender, også i USA, for han var formentlig involveret i mordet på Sveriges statsminister Oluf Palme i 1986, mistænkt var han i hvert fald. At han i øvrigt var en fyr med "Swung" kan heller ikke nægtes, og Sandra var virkelig faldet for ham og havde ingen planer om at vende tilbage til Lamont C. Underwood, ligegyldigt hvad han gjorde.

Victor Gunnarsson

Efter mordet på moderen blev Sandra ekstra urolig for Gunnarsson, som hun ikke havde hørt fra et par dage. Grunden til dette blev klar, da man fandt hans næsten nøgne lig. Det viste sig, at Lamont havde kidnappet og myrdet ham, og at også dette mord - ligesom det på Catherine Miller - blev begået for at ramme Sandra følelsesmæssigt. Hun skulle lide, og det skete bedst, hvis hun - ligesom ham - mistede det, hun holdt mest af, hvilket vil sige moderen og Gunnarsson.

Den svenske indvandrer, Victor Gunnarsson, ligner absolut ikke én, der let lader sig fysisk overmande, men kidnappet blev han, og her kan det have hjulpet gevaldigt med et politiskilt. Det tog imidlertid fire års knoklerier samt ekstra personale, før de indledende undersøgelser var færdige, og Lamont kunne arresteret. Han fik en livstidsdom plus 40 år i 1997, hvilket nok kom bag på en del, inklusiv ham selv.

I 2010 forsøgte han at skaffe sig en ny retssag med den begrundelse, at "hans advokater havde været ineffektive", men det glippede, da bevismaterialet blev anset for overvældende. Der herskede ingen tvivl om hans skyld, så han endte med at dø i fængslet af naturlige årsager.

https://www.salisburypost.com/2018/12/27/former-police-officer-l-c-underwood-convicted-in-notorious-murder-case-20-years-ago-dies-in-prison/ 

 

https://www.outlineofamurderpodcast.com/outlines/lc-underwood 

 

https://www.unlimitedbliss.net/post/this-story-went-straight-for-my-heart-and-i-felt-a-great-amount-of-compassion-for-everyone-involved 

 

https://www.salisburypost.com/2018/12/27/former-police-officer-l-c-underwood-convicted-in-notorious-murder-case-20-years-ago-dies-in-prison/ 

 

Wikipedia 

 

Ezine article by Else Cederborg: "Hans Christian Andersen and his Discarded Sister, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge"

 

One of the most famous Danes of all times is the writer of fairy tales writer, Hans Christian Andersen (1805-1875). His international fame is based on these wonderful fairy tales which are known and loved by all generations. In reality he was a much more versatile writer as he even published novels, a few plays, and auto biographies. As if that wasn't enough he also wrote about himself, his life and friends in his by now published diaries. He himself must have felt the need to strike the fact of his versatility as he is quoted for having said that the parents of his prime readers, i.e. the children, also would find something worthwhile in his stories. Actually, they did and now he is considered a writer both for children and grown-ups. However, he may have felt a little worm of disappointment gnaw at his pride because in his life time his fame was based on stories for children and not on his works for grown-ups even though these fairy tales were considered quite outstanding.
What also gnawed at his system was the thought of his half-sister - or "his mother's daughter" as he called this discarded sibling, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge (1799-1846). Under different circumstances they might have been able to brighten up each other's lives, but as it were she turned into a menace to him. Had they been friends he wouldn't have feared her, but he couldn't bring anything that natural over his heart - and his considerable pride. In his opinion she was a disgrace to him and the seemingly mild writer, even writing those wonderful devotional fairy tales for children, never was happy to see her or as much as hear of her.
Could the reason for this be that she, being the eldest by six years, had bullied him as a child? No, most of her childhood she, who was one of the three illegitimate children of a man who was never married to her mother, was fostered out and she only lived with her maternal family for a short while. The mother of both the children, Karen Marie and Hans Christian, also was born an illegitimate child and she was reputed to be a good person even though she was suspected of being a drunkard. Still he loved her so why could the loving son of this beloved mother not accept her other child, his sister who started out in the same social position as their mutual mother? It is safe to say that he never accepted this sister and that he seems to have suspected her of living an immoral and thus disgraceful life that was a menace to a social climber like himself.
One wonders at him as she when she was confirmed was described as a girl who knew her catechism and also was of a moral character. That means that there was nothing in her early youth to be upset about for her poet-brother. Nevertheless he cut her off early on in life.
In the very interesting article "H.C. Andersens halvsøster, Karen Marie Rosenvinge, og hendes slægt" (: "The half-sister of Hans Christian Andersen, Karen Marie Rosenvinge, and her Family" by Bent Østergaard and Kenneth V. Jørgensen) it is stated once and for all that there is nothing on her in police archives of that time. Or put another way: Karen Marie was neither a prostitute nor e.g. a criminal. In her person she was no disgrace to her family, except that she, being illegitimate, might be seen as a blot on their mother's character. However, she was a hard working washer woman, just like the mother of the siblings. Most likely young Karen Marie was sent out to work as a servant at the tender age of 9-10 years and even though she was very upset when she couldn’t have the address of her brother when he set out from his home to try his luck in Copenhagen she did not stalk him when he got famous and thus wealthier than anyone else in the family.
All she did was to propose to come to see him a few times when she was out of work or money. That is, her boyfriend or maybe husband, Peter Kaufmann, was the one whom the famous writer accepted to see, not his sister. Only once did she come and Hans Christian Andersen noted that she looked quite young and rather well-dressed.

The grave of Hans Christian Andersen

When Karen Marie was found dead in her rooms in 1846 she was buried in Assistens Kirkegården (: The Assistens Cemetary). This beautiful and interesting cemetary also was to become the last resting place of her brother when he died in 1875, but it is not known how their graves are positioned to each other. Many people still visit his grave, but as the location of hers has been forgotten nobody goes there. If I knew where it is I would visit it as I find that she has been wronged in so many ways.

(Ezine article, previously published, slightly revised)

ALL rights reserved © EC

   

Selvkastration

Når det gælder de gamle nordiske guder, må man være forberedt på lidt af hvert. Jeg har således hørt to forskellige beretninger om Loke og hans testikler. Den ene fortæller, at en eller anden guddom blev gal på ham og straffede ham for en forbrydelse eller bare et typisk Loke-drilleri ved at binde hans næse sammen med hans testikler. Dette gav ham angiveligt en hoppende gang, og det forstår man jo godt. Ifølge den anden version er det Loke selv, der bruger sine testikler som bevis på sin styrke og maskuline adræthed. I denne udgave af den medrivende beretning hævdes han at binde en snor om sine stakkels, mishandlede testikler og derpå tovtrække med en ged. 

Denne uforsigtige kappestrid er lige ved at gå galt, så han uforvarende får kastreret sig selv, men det bliver nu afværget. Det er dog tydeligt, at Loke ville være et nærliggende valg, hvis den gruppe af nutidige mænd, der har udøvet - eller planlægger at udøve - selvkastrering, skulle ønske et symbol for deres bevægelse. At der findes sådanne grupper kom bag på mig, men det lader til, at det er et nyt mandligt mål, og at det for mange styres af ønsket om at opnå selvstændighed: ikke mere ordinær sex til dem, for nok siger man, at lysten driver værket, men det går til gengæld ud over fokus på andre ting i livet, og det er de åbenbart blevet trætte af.

Der er nogle hårrejsende fotografier på nettet af mænd, der enten er i gang med en selv-kastration eller har fået det foretaget, men de billeder vælger jeg fra og ser lidt på nogle gengivelser af fortidens operationer. Nogle var højst ufrivillige, men andre var selvvalgte, bl.a. fordi de kastrerede mænd så havde nye karrieremuligheder som eunukker i haremmer eller som feterede kastratsangere. For mange i nutiden er testikler fremstillet som et mandligt udtryk for magt i patriarkatet. Sådan ser kvinder det ikke umiddelbart, og de fleste giver afgjort Betty White ret i det, hun her siger: 

Piger får også ofte fortalt, at hvis de bliver overfaldet, skal de "go for the balls", da det vil gøre så ondt på overfaldsmanden, at han straks får andet end voldtægt og mord at tænke på. Den manøvre skulle være let, men er det nu ikke altid, formentlig fordi mænd godt ved, at nogle kvinder er klar over dette kneb ....

Jeg vil tro, at dette gamle billede forestiller en køn og tilsyneladende glad og velfornøjet ungersvend, der bliver forvandlet til eunuk af en kyndig mand.

Uha, dette ser bestemt ikke selvvalgt ud. Det er nok tortur og måske et led i en henrettelse, hvor både øjne og kønsorganer fjernes som et symbolsk udtryk for foragt og underkuelse. Den stakkels konge ser da også meget ulykkelig ud, hvilket man så sandelig godt kan forstå.

Her tror jeg til gengæld, at kastrationen er frivillig, for han bærer sine afskårne testikler på en måde, der kan betyde, at de er en gave eller et symbolsk udtryk for en bestemt form for underkastelse. Det ligner noget fra Middelalderen, så det er næppe led i en religiøs ceremoni til ære for en kvindelig guddom som f.eks. Kybele.

Når man taler om moderne former for selvkastration, tænker man uvilkårligt på både hvorfor og hvordan. Blandt de selvkastrerede mænd, jeg har set udtalelser fra, optræder der især ét motiv: de ønsker den ro i deres liv, som de tilskriver eunukkerne. Hvad remedier angår, så er der brugt kastrations-værktøj til dyrlæger, der bruger det på mange forskellige dyrearter. Dette værktøj kan nemlig også anvendes på mennesker, og det lader til at fungere for dem, der ønsker operationen. For alle andre er det jo en tragedie, også fordi der kommer uorden i deres hormonbalance ....

https://www.researchgate.net/publication/261443951_The_hidden_world_of_self-castration_and_testicular_self-injury

 

https://www.unlikelyexplanation.com/post/what-can-eunuchs-teach-us-about-power

 

https://daydaynews.cc/en/history/646617.html

 

https://www.information.dk/kultur/2013/09/hvorfor-griner-stadig-maends-ristede-klunker

 

https://historienet.dk/civilisationer/vikinger/loke-10-myter-om-den-nordiske-gud 

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/15305114/

 

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/11963344/

 

https://en.wikipedia.org/wiki/Castration