Løgn på løgn

Efter at have påstået, at nogle partier + personer kommer med løgn på løgn, blev jeg spurgt, om jeg da aldrig selv løj. Jeg blev forarget, for det mente jeg sandelig ikke, at jeg gjorde. Efter at have tænkt nærmere over sagen, kom jeg dog frem til én ting: store, hårrejsende løgne som dem, Hitler og lignende personager har udspyet, kan jeg sige mig fri for, men deres "fætter", over- og/eller underdrivelser, er mig ikke helt fremmed. Fy føj, den slags er ikke pænt, men det sker, ofte uden at man er sig det bevidst i øjeblikket. - Faktisk ret sært, når nu jeg tænker nærmere over det ....

Svindlerier

Det er en ganske særlig oplevelse for borgere her i landet at se den ene svindelsag oprullet efter den anden, for dem, der svindler, er ikke de ofte anklagede, dvs. almindelige borgere. Nej, det er dem, der får deres løn for at administrere disses skattekroner. Ironien i dette er ikke til at komme udenom, og det er klart, at folk føler sig snydt, ja, faktisk på flere planer.

I efteråret 2018 kom afdelingsleder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, under mistanke for tyveri fra  satspuljemidlerne. På det tidspunkt var det lykkedes hende at overføre ca. 117.000.000 til egne konti, fordi ingen i Socialstyrelsen havde reageret på de advarselslamper, der blinkede den ene gang efter den anden. Det lader til, at hun som kollega let kunne smutte under radaren, og det betyder faktisk, at ikke bare hun, men dem, der burde have set, hvad der foregik, bør anklages sammen med hende. Hun snød, men de tog ikke deres ansvar alvorligt.
Inden denne sag har der været flere andre, men det lader til, at for hver sag, der afdækkes, dukker der en ny - eller gammel - op. Det er helt utroligt, at vi her i landet skal opleve disse svindlerier, for Danmark er jo ikke en banan-republik.
Der er f.eks. sket grimme ting i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og nu er der også afsløret mandatsvig i Struer Kommune, hvor kommunaldirektøren åbenbart har brugt et kommunalt kreditkort 174 gange. De værste svindlerier foregår imidlertid i EU-systemet, og den antisvindelenhed, OLAF, har ikke levet op til forventningerne. Således har denne enhed kun kunnet indkassere omkring 15 % af det svindlede beløb.
Det værste for mig at se er sammenhængen mellem skattekroner, statsansatte vagthunde og svindel. Man føler sig til grin, når man selv betaler sin skat til det fælles bedste og så ser sine fattige penge blive misbrugt af de personer, der betales for at administrere dem. Jeg kan ikke lide at føle mig til grin, og det har jeg sikkert til fælles med alle andre danskere ...

Internetromancer

Noget af det, Catfish lærte mig er, at folk ikke altid er, som de selv siger. Det vidste jeg vel allerede, men her fik jeg det demonstreret på en skræmmende og samtidig underholdende måde. Man kan forelske sig i en jævnaldrende 17-årig pige, der så i virkeligheden er en 40-årig, pædofil mand, der ikke har gode hensigter.
Dog tror jeg ikke, man ofte finder lige præcis denne konstellation som på illustrationen ved first dates, men sikker kan man jo ikke være ... Så vidt jeg kan se ud fra de to personers kropssprog, er han nok mere bange for hende, end hun er for ham. Faktisk ser hun ud, som om hun finder situationen ganske fornøjelig. I hvert fald smiler hun venligt, sidder en anelse foroverbøjet - dvs. bøjet frem imod ham på en imødekommende måde - og har ikke armene over kors. For hende er det vist et spændende eventyr med et interessant individ, medens han ligner én, der føler, at han kan vente noget slemt fra den venlige dame, så hvem narrer hvem, hvis det da er det, der er tale om? Teoretisk set kan der jo også være tale om noget, der udvikler sig til en ægte, men bizar romance.

En moderne Afrodite

Denne dame, nemlig Aphrodite Jones, er en af mine yndlings-TV-personligheder. Hun er meget dynamisk og alt andet end bare endnu en nydelig mikrofonholder. Desuden har hun charme, men kan også være ret barsk, når det er nødvendigt. En af grundene til, at jeg synes så godt om hende er, at hun virker som et levende menneske og ikke bare en voksmannequin. Når hun får spændende oplysninger i en sag eller interviewer en glat fog måske lidt for smart orbryder, får hun altid en lille trækning i højre øjelåg, og det kan nu engang ikke eftergøres af andre uden hendes tilgang til de begivenheder, hun efterforsker.
Foreløbig har hun udgivet små 10 bøger om kriminalsager, foruden at hun har lavet rigtig mange udsendelser om gruopvækkende forbrydelser. Hendes nok mest berømte TV-reportager finder man i serien "True Crime with Aphrodite Jones", og de er altid værd at se for dem, der er interesseret i kriminalsager. Hun har bl.a. dækket sager imod Scott Peterson, Michael Jackson og Dennis Rader. Jeg tror, at de fleste af hendes bøger bygger på stof, der allerede er blevet taget op af hende i nogle af hendes mange TV-udsendelser. Blandt disse er der f.eks.:

Denne bog handler om en mobning, der gik alt, alt for langt, og som endte med et dødsfald.

Alle ved vist efterhånden, at den pragtfulde kunstner Michael Jackson havde nogle skyggesider, der ikke pynter på hans eftermæle. Meget i hans liv og død er dog stadig gådefuldt ...

Ubegribeligheder

Somme tider mødes man af forklaringer, der er sådan ca. 100% logiske på deres eget plan, men komplet ubegribelige, når man bruger sin mangelfulde forhåndsviden og sin hverdags-hjerne. Dette er en af disse forklaringer, (som jeg fandt på Quora):

"Lys har ingen hvilemasse. Det er ikke det samme som at det ingen masse har.

Hvilemasse er den masse et objekt har når det står stille. Hvis det begynder at bevæge sig har det en højere energi, og ifølge Einsteins berømte formel E=mc2

må det dermed også have en større masse. For hverdagssituationer er denne ekstra masse fuldstændig forsvindende, og vi lægger derfor ikke mærke til den.

Men når vi nærmer os lyshastigheden er siatuationen en helt anden! Her viser det sig faktisk, at massen gradvist bliver så stor, at der skal bruges mere og mere energi for at få objektet til at bevæge sig hurtigere. Tilsammen medfører dette, at det ikke er fysisk muligt at opnå lyshastighed - det ville kræve uendelig stor energi!

Lys, derimod, er anderledes i den forstand, at det ingen hvilemasse har. Rent faktisk kan lys slet ikke stå stille: En foton bevæger sig altid med lyshastighed (i hvert fald i vacuum). Dette er kun muligt for partikler uden hvilemasse. Men lys har stadig energi, og dermed også en masse, igen pga. Einsteins berømte formel."

Øhhhhhhhhh - javel!

Når man er lidt for hurtig med sit had

Jeg var ret vild med denne historie om en stor fisk, der (angiveligt) blev fanget og sprættet op, hvorpå man fandt resterne af en død nazi-soldat i bugen på den. Min hævntørst over for dette forfærdelige politiske system blussede op, men jeg nøjedes med at gasse mig ved tanken om soldatens endeligt. Da jeg satte billedet på en Facebook-side, var der imidlertid en vaks fyr, der - bevæbnet med Snopes, som jeg har stor respekt for - afslørede billedet som "fake". ØV!!! siger jeg bare, samtidig med at jeg sender en portion koldt vand i blodet på mig selv, for var det ikke temmelig grimt af mig at hovere over en død soldat? Hvem siger, at han var en af de helt slemme drenge? Sært nok fik denne historie mig til at tænke på den engelske Richard III, som Shakespeare har udødeliggjort i sit skuespil af samme navn.

Siden Shakespeare sendte denne ulyksalige konge i gabestokken som perverteret, morder og andet af samme skuffe har hans ry været totalt ødelagt. Folk har hadet ham som en superskurk, og man har citeret hans Shakespeare-replik "et kongerige for en hest!" med skadefryd, for han fik ingen hest og døde for de skurkestreger, man tillagde ham, men især for Tudor-prinsens ambitioner.
 

Majestætiske udgifter

Jeg har ikke selv set dronning Margrethe II's sarkofag i Roskilde Domkirke, men jeg ved, at den har været svinedyr. Det får mig til at tænke på Ludwig af Bayern, der brugte formuer på wagnerisk inspirerede pragtslotte. Hans samtid var ikke hverken forstående eller på nogen måde begejstrede, men eftertiden har haft gavn af hans fantasiudfoldelser, for disse dyre, arkitektoniske herligheder har tilsyneladende tjent sig ind via turistbesøg.
Mht. sarkofagen så forventes dronningen at blive stedt til hvile sammen med de næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag, der allerede ligger i Domkirken. Sarkofagen er imidlertid ikke en kiste, og hun skal ikke ligge i den, men i en krypt nedenunder. Det er den berømte billedhugger Bjørn Nørgaard, der har stået for udarbejdelsen af den, og den er sikkert flot og stilfuld, men altså meget dyr. Man må derfor spørge sig selv, om den er pengene værd. Hvorfor skal den være så flot, og hvordan har dronningen udmærket sig for at få den? Har hun været en exceptionelt god regent? Jeg vil sige, at hun er en kransekagefigur, som vi godt kan undvære, dvs. hverken god eller dårlig. Visse ugeblade ville nok gå fallit uden hende og hendes familie, men tiden er løbet fra monarkier i et demokratisk land, så for min skyld kan det godt slutte med hende.

https://www.berlingske.dk/samfund/dronning-margrethes-sarkofag-er-faerdiggjort-0

Sorg og forløsning

Jeg læste om en kvinde, der fandt en af sine nære, men alkoholiserede veninder død. Hun sørgede virkelig meget over dette dødsfald, da de havde stået hinanden nær og tit talte sammen. Desuden har det nok også været et stort chok for hende at finde veninden død, sådan at hun har følt sorgen endnu dybere, end hvis hun "bare" havde fået besked om, at hun nu var afgået ved døden.
Hun havde fundet sin helt egen måde at tackle sorgen, for i sit indre førte hun lange konservationer med den døde og følte også, at hun hørte hende. Jeg vil tro, at hun også har følt, at den døde talte til hende, f.eks. gennem begivenheder i hendes omgivelser: et pludseligt vindstød får et lys til at blafre, en uforklarlig lyd opstår ud af intetheden, eller en aller anden siger pludselig noget, der synes at passe med det, hun har sagt til afdøde. Noget i den stil, men sikkert også meget andet, kan opleves som en kontakt hinsides døden, når man er i sorgprocessen.
På et eller andet tidspunkt kan det så føles, som om processen er færdig. Ikke bare den døde, men også den levende har fået fred, og det er, som det skal være. Man sørger og husker, men pludselig sker der en forløsning, og selv om man stadig føler et savn, så er der faldet ro over ens tanker. Hvis man er heldig, fyldes man med følelsen af fred ....
 

Dyremishandling

Vi ved, at flere seriemordere som bl.a. Ted Bundy startede som dyremishandlere. Således fortælles det, at han som dreng satte ild til en kat. Den slags har vi andre dyrevenlige mennesker overhovedet ingen forståelse for.
Desværre er det dog, som om nogle individer lader deres frustrationer og mordlyst gå ud over hjælpeløse dyr. Hvorfor tog et eller andet bæst f.eks. denne kat, overhældte den med (vist nok) benzin, satte ild til og smed den så i en affaldscontaiener? Hvad havde den gjort ham? Intet, men han fik altså lyst til at myrde, og det gik ud over den. Heldigvis var der så et behjertet menneske, der reddede den ....

https://dk.newsner.com/dyr/skraldemaend-skal-lige-til-at-knuse-affaldet-da-de-hoerer-hjaelpeloest-skrig-fra-plastikposen/

SE PÅ MIG!!!!

Alt efter hvilken side af disken, man befinder sig, er dette enten 1) en irriterende situation med en pågående fyr eller 2) en kold og uvenlig pige, der bare ikke vil ofre kunden så meget som et smil. Eftersom han tror, at han kan købe sig til kontakt, så er han helt sikkert på gale veje, for det bør man altså ikke tvinge andre til, selv om hygge og venlighed måske nok regnes for en del af deres service-job: ekspedienter, tjenere, etc. følger normalt visse forskrifter for, hvordan de skal gøre kunden glad og tilfreds, så han/hun vender tilbage og køber endnu mere.
Hvis man ser helt bort fra jobbet, så er det en dum situation, som mange kvinder har været i med fremmede mænd, som de ikke direkte skyldte opmærksomhed. Replikker som f.eks. "Hvorfor er du så sur?" er faldet rigtig mange gange både hist og pist, uden at den, der stiller spørgsmålet, spørger sig selv om, hvorfor denne specielle kvinde skulle smile til netop ham, når hun ikke kender ham og heller ikke har planer om at komme til det. Formodentlig er det det sidste, der pikerer ham, for det er jo en afvisning, og dem kan han ikke lide, selv om de er aldrig så velfortjente, og hun altså har sin frie vilje.

Hvide og sorte løgne

For mig er Merle Oberon ikke det naturlige valg til at spille en letlevende kvinde, (som man jo kalder disse hårdtarbejdende og som regel fattige damer). Jeg ser hende først og fremmest for mit indre blik i romantiske roller som f.eks. Catherine i "Stormfulde højder" med Laurence Olivier. I den er der lidenskaber hinsides graven mellem to fascinerende, men nu ikke særlig sympatiske personer, og det er fascinerende, hvad de to skuespillere får ud af det.

Da jeg senere fandt ud af, at den indiske kvinde, der fulgte hende som hendes tjenestepige gennem hele hendes karriere, i virkeligheden var hendes mor, som hun ikke vedkendte sig offentligt på grund af tidens racemæssige fordomme, så tabte jeg en del for hende.Det varede dog kun, indtil jeg hørte om hendes utrolige liv og familieforhold: Hun blev født som datter af en 12-årig pige og gjorde, hvad hun kunne for at skjule sin oprindelse ved at påstå, at hun kom fra Tasmanien, og at alle papirer omkring hendes fødsel var gået til i en brand.
Hendes mormor, Charlotte, der havde maori-forfædre, blev udgivet for at være hendes mor, men i virkeligheden var det dennes datter, Constance, som hun fødte, da hun var 14, der var Merles biologiske mor. For at undgå en skandale blev Merle fremstillet som Constances søster. Noget, der skabte en vis forvirring, da Constance giftede sig og fik yderligere fire børn, der troede, at Merle var deres moster. Constances mand var en englænder, og han blev nu fremstillet som Merles far, hvilket han ikke var.
Faktisk er der ingen, der ved, hvem hendes biologiske far var, men hendes utrolige skønhed er i det mindste et bevis på, at han må have haft gode gener, om jeg så må sige. Constances unge alder beviser dog, at han også har været en pædofil skiderik.

Da Merle indledte sin filmkarriere - her med Leslie Howard - følte hun behovet for at holde sine familiehemmeligheder skjult for offentligheden, men også for familien. Hendes halvbror vidste således intet om hendes reelle status i familien, og da han fandt ud af det, holdt han det hemmeligt, selv om hun ikke behandlede ham særlig pænt og f.eks. nægtede at se ham, da han kom til Hollywood for at se hende. Alle hendes fiksfakserier inspirerede Den NewZealandske forfatter til at skrive romanen "White Lies", der i 2013 blev filmatiseret under samme titel.
Man kan diskutere, om det virkelig var nødvendigt for denne overmåde smukke og talentfulde skuespillerinde at skjule ALT om sine rødder, fordi hun jo teknisk set var "farvet", men tiden var unægtelig en anden. Det må dog have været et spøjs oplevelse for mor og datter at leve sammen som henholdsvis diva og tjenestepige. På mig virker det direkte tragisk, ikke mindst på grund af alt det andet, de begge havde været ude for i Merles barndom.



New Zealand author Witi Ihimaera uses Oberon's hidden Maori and non-white heritage as the inspiration for the novel White Lies, which was turned into the 2013 movie White Lies
 

Eventyrlig skønhed

Askepots såkaldt grimme stedsøstre var helt sikkert ikke søde og tålmodige sjæle med dyretække, sådan som hun var. De havde vist ikke meget andet i knolden end deres egne planer om at få den ægteskabelige status, der hørte kvindelivet til, ja, der var den eneste reelle "karrieremulighed" for kvinder. Eftersom disse to piger ikke var regnet for at være kønne, var deres muligheder imidlertid begrænsede. Ingen faldt for dem og satte himmel og jord i bevægelse for at finde dem efter en skøn og romantisk bal-aften, hvor de havde tabt en sko, der kunne lede en flot prins til dem. Det var surt at være dem og hver dag se den smukke Askepot, også selv om de vist ikke vidste besked med hendes magiske eventyr på slottet.

Askepot er imidlertid ikke blot smuk, men også god. Det ses af, at hun elsker dyr og de hende. Dvs. at hun i eventyrets verden med sin godhed + skønhed har gjort sig fortjent til prinsens kærlighed. Ingen af stedsøstrene beviser nogen form for "godhed" og har derfor ikke gjort sig fortjent til en bedre skæbne..
Stedsøstrene er dog i virkeligheden ofre for et samfund, hvor kvinder skal være smukke, beskedne, moderlige og godhjertede. Det er faktisk synd for dem, at de ikke har haft mulighed for at udvikle sig på anden vis, men hvordan skulle de kunne det med den skrækkelige mor? Hun ønsker, at de skal gøre karriere som de skønheder, ingen af dem er, for sådan er det i hendes verden: man bytter et flot ydre med status og magt ....

Pornografiens skyld at Ted myrdede?

Den 24. januar 1989 døde kvindemorderen Ted Bundy i den elektriske stol, og ih, hvor havde han fortjent det! Hans foragt for menneskeliv gjorde ham selv umenneskelig, og det er trist, at han ikke blev pågrebet meget før, for det kunne have reddet adskillige kvinders liv.
Lige inden han blev henrettet gav han angiveligt udtryk for, at han var ked af, hvad han havde gjort. Det er i hvert fald hvad psykologen James Dobson har fortalt. Han har også fortalt, at han skød skylden for sine forbrydelser på pornografi. Vi ved godt, at mange mænd har haft svært ved at styre deres drifter, men nu nok mest, fordi de ikke mener, at de bør gøre det, bl.a. fordi de er stolte af deres "kunnen". At Bundy-skiderikken forsøger at skyde skylden fra sig ved at påstå, at han var styret af pornografiske fantasier er latterligt. Vilde sex-drifter kan holdes i ave medicinsk, hvis det er nødvendigt, så den går ikke, Mr. Bundy!
Da han døde, var der dem, der fik indtryk af, at han var bange for henrettelsen - eller måske for det, nogle tror kommer efter døden? - medens andre mener det modsatte. Han satte sig i hvert fald i den elektriske stol, og strømmen blev tilsluttet af en maskeret bøddel, der var blevet betalt $ 150.00 for at tage livet af ham. Nogle hævder, at denne bøddel var en kvinde, hvilket forekommer mig at være en passende krølle på denne seriemorders liv, dvs. en form for poetisk retfærdighed ....

De lærer hurtigt ....

Hvordan har dette barn mon lært, at det er sådan, man snor sig i en følelsesmæssigt farlig situation? Han/Hun er jo næppe født med den viden - og dog, det er måske lige præcis det, han/hun er. Ingen har undervist ham/hende i denne taktik, men han/hun ser den praktiseret i hjemmet og forstår instinktivt (???), at dette er vejen frem til et godt forhold.

Halal og pengene

Dette indlæg blev bragt i "Arbejderen" den 22. januar 2020 som "Halal og pengene": https://arbejderen.dk/idekamp/halal-og-pengene

I og med at halalafgiften fungerer som et bidrag til en religion, vi som danskere – og for manges vedkommende medlemmer af Folkekirken – ikke er forpligtet til at støtte, er der tale om et overgreb, påpeger Else Cederborg.

Mange europæiske lande kappes om fremstillingen af og eksporten af halalprodukter. Der er efterhånden tale om et stort marked, der umiddelbart må glæde både de enkelte handelsmænd og diverse instanser i de pågældende lande, hvor man oplever denne eksport som en virkelig salgssucces.
Der er dog én krølle på sagen, der afgjort bør tages op til en dybere vurdering, end der hidtil har været tale om. For at sælge varer til muslimske lande skal de erklæres for halal. Dette foregår på den måde, at der udstedes et certifikat, der forvandler forskellige dagligvarer fra Toblerone-chokolade og diverse kødprodukter til for eksempel kosmetik, sodavand, forskellige former for slik og morgenmadsprodukter til halal.
Disse halalcertifikater får producenterne og sælgerne udstedt og betaler for i Islamisk Kulturcenter eller en af de andre foreninger, der nu også må udstede dem. Eftersom mange af de Halalcertificerede varer eksisterede, inden de fik dette specielle stempel, så er der altså tale om en omdefinering af det samme ikke-muslimsk fremstillede produkt, angiveligt ved at der bedes en muslimsk bøn over det for at gøre det halal.
Indtægterne for halaleksporten er betragtelige, men det er salget af halalcertifikater også, og da modtagerne af sidstnævnte indtægter er såkaldt almennyttige foreninger, er de ifølge den danske skattelovgivning skattefri. Eftersom halalafgiften betales til ikke-skattepligtige muslimske foreninger på dansk jord, og der ikke er oplysnings- eller regnskabspligt, så er der reelt ingen, der ved, hvad der sker med disse certifikatindtægter.
Netop derfor er det bekymrende, at Islamisk Kulturcenter etcetera, der udsteder halalcertifikater, er en del af World Muslim League, som styres fra Saudi-Arabien. Denne organisation arbejder for at udbrede Saudi-Arabiens særlige konservative fortolkning af islam, wahabismen, hvilket burde få os til at spørge os selv om, hvorvidt indtægterne for salg af certifikater bruges på moskeer, koranskoler eller til udbredelse af radikal islam i ind- og udland.
I og med at halalafgiften fungerer som et bidrag til en religion, vi som danskere – og for manges vedkommende medlemmer af Folkekirken – ikke er forpligtet til at støtte, er der tale om et overgreb. I Grundloven, § 68, fastslås det, at “... ingen kan tilpligtes at betale til en anden gudedyrkelse end sin egen.”
Vi har en grundfæstet religionsfrihed her i landet og kan ikke tvinges til at dyrke hverken den ene eller anden guddom. Med indtægterne for halalcertifikatet støtter vi imidlertid indirekte islam, så man må spørge sig selv, hvordan det er gået til, at danske politikere har været blinde og døve over for denne side af halaleksporten.
Roskilde Universitet, Gruppe 07: En kritisk diskursanalyse om halalmærkning: https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/60947138/BP3___En_kritisk_diskursanalyse_om_halalmarkning.pdf

https://frivillighed.dk/guides/skat-og-foreninger

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234905

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=161815

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/halal-er-blevet-en-milliardindustri-som-ingen-taler-om

https://k.dk/s/IZ6s

Nogle jobs er altså lidt for "sjove"

Ikke bare under Den franske Revolution, men også andre steder, både før og efter denne, er henrettelser blevet betragtet som en folkeforlystelse. Folk valfartede til de spændende aflivninger, som var de sportsbegivenheder. Nogle af dem må dog have været meget ubehagelige at overvære, nemlig fordi bødlen klokkede i det, eller fordi henrettelsesmetoden var konstrueret, så den blev meget smertefuld og langtrukken. Nok skal forbryderen straffes, meeeen ....

Nogle henrettelser er så vanvittige, at de bliver uforglemmelige. Det gælder ikke mindst de sindssyge Sharia-mord, hvor - efter vore begreber - uskyldige kvinder bliver pint ihjel for andres forbrydelser imod dem. Hvordan man kan argumentere for noget så vanvittigt er mig ganske uforståeligt, selv om det unægtelig passer godt ind i et bestemt kvindesyn det pågældende sted.

Dette er ikke fra Den franske Revolution, men det får mig til at tænke på kødranden af strikkende kvinder, der talte masker og hoveder, der faldt. Morsomt? NEJ! Uhyggeligt? Ja, som et udtryk for menneskers mangel på medfølelse og empati. Det er imidlertid den slags uhyrlige situationer, der kræver humor for ikke at knockoute os.

I USA kan man stadig komme med til visse forbryderes henrettelse, hvis man hører til familiegruppen af forurettede. Der er da også visse personers død, der ikke ligefrem ville have fået mig til at græde, nemlig sådan nogle skiderikker som f.eks. Ted Bundy og John Wayne Gacy. At sidstnævnte blev stiktosset over at se sig selv fremstillet i pressen som et uhyre viser, hvor forskruet han var, og det samme gælder andre bæster af samme art.
At jeg synes, disse to og mange, mange andre har fortjent deres straf er dog ikke ensbetydende med, at jeg ville stille mig i første række af tilskuere. Ikke desto mindre føler jeg en vis hævntørst imod dem for det, de har gjort, om og om igen. Jeg kendte ikke ofrene og heller ikke disse bæster personligt, men har kun læst om dem, og det var faktisk tilstrækkeligt. - Deres ofre havde ikke fortjent det, der overgik dem, og intet kan undskylde det, de kom ud for.

Snehvide og de syv dværge

Snehvide er nok den eventyrprinsesse, der oftest ses som mistænkt i ikke-dydige sammenhænge. Det med den bevidstløse skønhed alene med hele syv mandlige dværge sætter åbenbart gang i spekulationerne. Her ser man den logiske konsekvens af deres mistænkelige samvær, for en meget gravid Snehvide er mødt op på hospitalet sammen med sine (formodede) syv elskere.
Den næste i rækken af dyds-mistænkte eventyrfigurer er Rødhætte - der dog ikke er prinsesse - for hvordan var det nu med hende og ulven? Sexede herrer forbindes jo ofte med ulve, og det gælder åbenbart også i eventyrets verden.

Jeg spekulerer på, hvornår disse eventyr fik dette erotiske tilsnit, for oprindelig var de - ligesom mange andre eventyr - barske gysere, der endte med blod og død på grusom vis. Er det os i vor tid, der har seksualiseret eventyrene, og hvornår startede det mon? Det spørgsmål har jeg aldrig set diskuteret nogen steder, og det er egentlig ret underligt.

Afpresning

Det er utroligt, at man stadig kan skamme piger og kvinder så meget ud, at de gør, hvad en dem ukendt mandsperson på internettet vil have dem til at gøre. "Hvis ikke du stikker skæftet af en hårbørste op et sted, hvor solen ikke skinner, så vil jeg lægge et nøgenbillede af dig på nettet" er en trussel, der får pigerne/kvinderne til at gøre lige præcis det, der giver skurken endnu flere billeder til udbredelse på nettet. Pigerne/kvinderne er godt naive, hvis de tror, at deres påtvungne medgørlighed sætter en stopper for processen med offentlig ydmygelse via nøgenbilleder. Sådan er det ikke, tværtimod!
Én ting er dog, at pigers nøgenbilleder stadig den dag i dag regnes for så skamfulde, at de kan bruges som afpresningsmiddel, noget andet er, at den, der i første omgang afleverer et billede af sig selv, bliver snydt for en erotisk leg, som hun troede var gensidig, og som hun har al mulig ret til at forvente. Det viser sig så, at denne leg ikke er spor gensidig, og at den tilmed regnes for skamfuld for hende, men ikke for ham. Det, hun ser som en del af et muligt fremtidigt kæresteri, bliver brugt imod hende på en meget usmagelig måde.
Fyren har måske bombarderet hende med penis-billeder, men hun kan ikke gøre gengæld ved at bruge dem imod ham, for det, der ydmyger hende, virker modsat mht ham. Hvis hun truer ham med at sætte billederne af hans intime dele på nettet, så er det ikke en brugbar trussel i en mandschauvenistisk og dobbeltmoralsk verden, snarere tværtimod, for det vil ikke gøre ham flov.
Jeg har i øvrigt selv haft en hel del oplevelser på Facebook, hvor unge, nordisk udseende kvinder har sendt mig venneanmodninger. Når jeg har tjekket deres sider, har jeg så opdaget links til sider med nøgenbilleder af kvinder og/eller porno. En af dem kom så langt med venneanmodnings-processen, at jeg rent faktisk accepterede hende, blot for at få sendt et link til porno-sider over Messenger. Hun ønskede bare et par billeder af mig til gengæld, men blev øjeblikkelig fjernet fra vennelisten, for naiv er jeg altså ikke ....


https://www.dr.dk/nyheder/indland/danske-piger-afpresset-paa-nettet-til-ydmyge-eller-mishandle-sig-selv?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20200120121548

Misundelse

Ja, det er en godbid, den første kylling løber af med. En dejlig, fed og lækker orm, som hver af disse små fjerbolde ønsker at lægge beslag på, men nu er det altså den første, der fandt den, så ....
Jeg forstår dog godt de andres misundelse, for sådan ville jeg også føle, hvis en jeg kender vandt de 570 millioner i Eurolotto, som jeg selv drømmer om. Dog ville jeg næppe løbe efter vedkommende og forsøge at få millionerne fra ham/hende med brutale midler. Nej, der er ligesom en grænse for, HVAD man kan gøre i en misundelsessituation, og den starter ved begrebet "Fingrene væk" og slutter ved "Bedre held næste gang" ....

Lyde i nattens mulm og mørke ....

Dér, hvor jeg bor, er der meget lydt. Somme tider hører jeg lyde midt om natten, men jeg formår at abstrahere fra dem, fordi jeg ved, at der er aktiviteter i huset, der er med til at sikre min og de andre beboeres generelle sikkerhed: vi har et vagtværn, der patruljerer visse områder af bebyggelsen. Det er irriterende, at vi er nødt til at have disse vagter, men samtidig er det betryggende, at de er der, for der har været visse episoder med nogle urolige elementer i huset. Vist nok noget med trusler, og det er jo aldrig rart.
Ud over dette vagtværn har vi også fået opsat kameraer rundt omkring. Noget, der på den ene side føles som en overskridelse af privatlivets fred, men på den anden klart nok er med til at beskytte os mere fredsommelige beboere. Nu om stunder er det måske ligefrem nødvendigt med sådanne foranstaltninger, selv om det er en ubehagelig tanke, at de er der.
Der er dog visse ting, jeg ikke glemmer: når jeg hører lyde af fodtrin om natten, går jeg ud fra, at det er vagterne, der støjer, men sikker kan jeg jo ikke være, for det kan også være de slemme drenge, der vandrer omkring ....

Kvalt i narcissisme

Ryan Jenkins var en ganske flot fyr fra Canada. Hans familie var temmelig velhavende, og han var sikkert vant til at få, hvad han pegede på, hvilket så gjorde, at han slet ikke kunne klare et "nej". Da han deltog i et amerikansk realityshow, der gik ud på at blive valgt som ægtemand af en flot, blond golddigger, der angiveligt var ude efter en millionær, følte han sig tydeligvis sikker på at vinde, men det lykkedes ikke. Han var med i finalen, men kom ikke længere end som så.
Skuffet og såret fandt han sig en anden blondine med reality-stjernedrømme, Jasmine Fiore, som han giftede sig med efter meget kort tid, formentlig for at kunne blive i USA, så han kunne pleje sin nystartede karriere som reality-stjerne.

Deres forhold var vakkelvornt, men ikke umiddelbart katastrofalt. Dvs. sådan så det ud på overfladen, for i virkeligheden var det på kollisionskurs. Da Jasmine forsvandt og så senere blev fundet myrdet, var der fra første øjeblik kun én mistænkt, nemlig hendes mand, Ryan Jenkins. Han har formentlig forstået, at hans dage som "hot", ung kendis var ovre og har ikke kunnet tage det, for han hængte sig, da han ikke kunne undslippe længere.
Begge disse to unge mennesker var på tragisk vis blevet indfanget af drømmen om berømmelse og penge som stars. Det er lidt svært at bedømme, hvor berømte de egentlig var som det, man kalder C-stjerner, og det er desuden tydeligt, at Ryan ikke var helt ærlig vedr. sin økonomi. Hang han i neglene fra berømmelsens tinder, eller stod han på toppen, men blev væltet ned, fordi hans position var vanskelig at opretholde? Det er ikke til at afgøre, men han var afgjort mere trængt, end han - med sit ego - kunne klare.  

https://people.com/tv/vh1-cancels-reality-shows-featuring-ryan-jenkins/

Sjæleven

De fleste af os udvikler os og forandrer os hele livet. Den, man var som 7-årig, ville næppe klikke med den, man er som 30-årig. På samme måde med venner: man mødes, er sammen og er glade for hinanden, men man risikerer at vokse fra hinanden, helt automatisk og uden dramatik. Nogle er livslange venner med de samme mennesker, de har kendt siden barndommen, men det er nu nok sjældent. De fleste får nye venner og mister de gamle, som årene går, og det er sådan set en naturlig proces, som man ikke kan gøre noget ved.
Nogle venner er imidlertid specielle: de føles som sjælevenner, fordi man har fornemmelsen af, at man kender hinanden fra første sekund. Det er imod logikkens love, men er vel beslægtet med det, der styrer én hen imod en person, man forelsker sig i. Ens veninde, søster eller nabo føler ikke nogen magnetisme, men det gør man selv, og det gælder også med sjælevenner. På en eller anden sær facon er det, som om man genkender denne person, selv om han/hun er helt ny i ens liv. Meget sært og meget magisk ....

Det er latterligt at give forbrydere kælenavne

Jack the Ripper var en skid - BASTA! At hans "kælenavn" indikerer noget friskt og initiativrigt på et helteagtigt niveau er imidlertid pinligt, for han var ikke nogen helt. Som så mange andre kvindemordere var han en pervers nar, der ikke kunne holde sine hormoner i ave, og det bør altså ikke belønnes med et kælenavn. Hvis man absolut skal kalde ham noget - og hans virkelige navn har vi jo beklageligvis ikke kunnet finde - så kunne det passende være "gade-idioten".
Det samme gælder danske mordere som f.eks. HA'eren Jørn Nielsen, der fik kælenavnet "Jønke".  Dette kælenavn indikerer noget hyggeligt, rundt og meget dansk, men i virkeligheden er han morder og voldsmand - foruden altså forfatter og populær fordragsholder. Pengeskabstyven Julius Alfred Thorvald Framlev fik kælenavnet "Det borende X", hvilket også lyder friskt og muntert, hvilket hans gerninger jo ikke var.
Nazi-bødlen Josef Mengele blev kaldt "Dødsenglen fra Auschwitz", men burde hedde "Døds-satanen". Til gengæld har gestapomanden Klaus Barbie fået et mere passende tilnavn, nemlig "Slagteren fra Lyon".
Der burde være en regel om, at disse skiderikker aldrig får kælenavne, der står for noget godt eller ufarligt, og det er på høje tid, at vi gør op med skikken med at betegne dem med hyggeonkel-navne.

Kvinder, der elsker mordere

Det virker besynderligt på udenforstående, at nogle af disse morderiske og helt igennem modbydelige personer formår at tiltrække kvinder, der forelsker sig i dem, og som vil gifte sig med dem. Ikke bare Ted Bundy - der virkelig var en gennemført skiderik - men f.eks. også "vores egne" Peter Madsen og Peter Lundin - der dog ikke nåede Teds uhyrlige antal af ofre - fandt kærligheden, medens de endnu sad bag tremmer.
Peter Lundins kone, der også blev mor til hans søn, har imidlertid senere ladet sig skille fra ham, hvilket er mere forståeligt, end at hun giftede sig med ham. Hvordan kunne hun vælge sådan en mand, og hvordan kunne en pæn og tilsyneladende normalt begavet kvinde som Carole Ann Boone ikke bare gifte sig med Bundy, men også føde hans datter, selv om det krævede næsten umulige tiltag? Nok har mange kvinder en svaghed for "bad boys", men dette virker nu alligevel alligevel komplet naturstridigt, for disse mænd har jo altså myrdet deres kønsfæller for at opfylde en eller anden syg drift ....

https://allthatsinteresting.com/carole-ann-boone-ted-bundy-wife

https://youtu.be/GkjfyERs5Jc

Når sproget driller

Jeg kan godt lide at skrive korte - og helst pointerede - digte, men regner dem ikke selv for min bedste metode til at udtrykke mig. Ofte ender de faktisk som en art skoleeksempel på ordenes fallit.


Situationsrapport

Vingeløs blandt fugle
holdt oppe af drømme
ombølget af tabte fugledun
hvert og et en status over mine mangler

Synsindtryk

Øjne, blinde for synet
et knivskarpt ingenting
holdt fast i øjeblikket
efterladt til glemslen

Det sker en gang imellem at jeg fyldes med gode ideer, som jeg ønsker at skrive om, men ordene til at formidle disse ideer er der bare ikke. Så må jeg spørge mig selv, om det er sproget, der har mangler, eller om det er mig, der har for mange mangler til at finde sproget. Somme tider kan det næsten føles, som om ordene er kokette drillepinde, der står bag en dør og nægter at komme frem, men mægtig gerne vil flirte ....

Den dejligste Darcy af dem alle: Colin Firth i BBCs "Pride and Prejudice"

Hvad er det, der gør ham Colin så lækker? Er han den flotteste af alle flotte engelske og/eller amerikanske skuespillere? Egentlig ikke, men mange kvinder flipper ud over ham, og især som den ellers ret umulige Darcy i TV-udgaven af Jane Austens "Stolthed og fordom" ("Pride and Prejudice"), så han har altså et eller andet, som mange andre mangler.
Noget af det skyldes nok rollen som antihelten, der bliver som forvandlet af omstændigheder, han ikke havde forudset. Heltinden har sine egne begrænsninger, og ligesom hos Darcy består de i karaktermæssige skavanker. Begge har dog deres del af både stolthed og fordom, selv om den ene har mere af det ene og den anden af det andet. Når kvinder følger hans forvandling, får de et indtryk af noget, man kunne kalde "kvinden som udviklende kraft i en mands liv". Der er lige efter opskriften i de romantiske romaner og noveller, mange af dem sikkert har slugt lige fra deres teenage-år. For dem er Darcys forvandling et bevis på det kvindeliges styrke, og de elsker det.
 

Kan man skrue tiden tilbage?

Ja, gid man kunne fylde den tomme tank så let, men den går nu engang ikke. På samme måde med helbred og tømte livsenergier. Det er meget sørgeligt, men altså en naturlov. Ligegyldigt hvad man gør, så kan tiden ikke skrues tilbage, og man kan ikke få den energi fuldt ud, som man har tabt.

I min nyfundne interesse for reality-serier har jeg også kigget lidt på de TLC-udsendelser, der følger den notoriske Dr. Nows patienter i USA. Han kæmper med den ene stærkt overvægtige efter den anden og sætter folk på kaloriefattige diæter, der går fra tallene 600 til 1200 kalorier pr. dag. Patienterne kan brokke sig lige så meget, de vil, for han står fast: tab dig, ligegyldigt hvordan du føler det ved at være på ekstrem smalkost. Mange af dem får desuden reduceret mave og tarm, så de kun kan forbrænde et vist antal kalorier, og når de alligevel skejer ud og æder sig fordærvet i usund mad, så gør denne mave-reduktion, at de bliver dårlige. Det er selvfølgelig meningen, at det skal være lærerigt for dem, så de holder sig fra den fastfood, de elsker, men nogle lader sig ikke styre af hverken operation eller diæt. Den eneste, de lader sig styre af, er vist dr. Now og hans vrede blik, men heller ikke det virker altid ...

Jeg har vel set 5-6 udsendelser og kan sige, at for nogle patienters vedkommende lykkes det, men det kræver ofte også efterbehandlinger i form af operationer, hvor overflødig hud fjernes. Dette er vist meget smertefuldt, men resultatet kan godt være pænt.
Alt det her demonstrerer en gammel sandhed for mig: man kan ikke skrue tiden tilbage, og har man ædt sig pukkelrygget i usund mad, så får det konsekvenser. Jeg kan forestille mig, at for dem, det lykkes for, vil oplevelsen være livsændrende, fordi de har besejret deres indre dæmoner. Mht dem, det kun lykkes delvist for må det være bittert at gennemleve hele denne proces uden det resultat, de har drømt om. Også fordi denne sidste gruppe tydeligvis lyver for sig selv. De er overbevist om, at de har holdt diæten, samtidig med at de giver sig selv lov til at skeje ud med madorgier den ene gang efter den anden.

Vand, der dræber

Pas på, disse produkter er ikke bare fedende og en hård tørn for ens tænder, men i større mængder kan de også være dødbringende. Selv om det måske virker usandsynligt, så gælder det iøvrigt også postevand og danskvand, der kan give en form for vandforgiftning, som ingen kan tåle, fordi saltet skylles ud, sådan at saltbalancen forrykkes ....

https://www.medicalnewstoday.com/articles/318619.php

Besøg af knokkelmanden

Visse ting kan få én til at tænke på ens egen dødelighed, og det er sjældent behageligt, selv om man jo ikke forventer at leve evigt. Spørgsmålet er, om man føler sig "mæt af dage", for hvis man ikke gør det, så er det nok svært at sige farvel.
En af mine mangeårige internet-venner døde forleden, men jeg tror ikke, hun var klar over, at det gik den vej. Som buddhist var hun spirituel og tænkte meget over tingene, men det, der åbenbart slog hende ihjel, blev omtalt som en irriterende, men ikke særlig alvorlig sygdom. At den var dødelig, var vist ikke faldet hende ind, men hun planlagde at gå til lægen, hvilket hun muligvis ikke nåede. Jeg tvivler på, at hun var "mæt af dage", men med sin tro burde hun være forberedt på døden, og det er spørgsmålet: var hun eller var hun ikke klar over, hvad der skete?
Denne sag fik mig på sær vis til at tænke på Englands George IV, der hele sit liv havde levet i sus og dus, og som ikke beskæftigede sig med meget andet end tøj, hor, mad og druk. Da knokkelmanden kom efter ham, udbrød han: "Hvad er dette - det er døden!" Han vidste det altså, selv om han formentlig ikke havde en ægte følelse for noget åndeligt eller ventede, at han ikke skulle leve længere. "Forvarsler" følger altså ikke altid det åndelige, men kan også dukke op hos gennem-forbrugeriske levemænd af den allerværste art - og George IV regnes for Englands allerværste konge ....

Clinton og hans evige penis-image

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker, hvilke gode - eller dårlige - ting, Bill Clinton fik gennemført som præsident, men én ting lykkedes ham til fulde: at for tid og evighed at blive set som legemliggørelsen af en vildfaren penis. Hans cigar-føring var lidt for høj, om jeg så må sige, og han blev til grin. At han også var en MeToo'er, der forførte og/eller pressede den unge Monica til sex, var usmart, men det var direkte ødelæggende for hans rygte, at han benægtede det.

Desværre lader det til, at Monica fik ødelagt mange af sine fremtidsplaner ved at komme i mediernes søgelys - og så med sådan noget - men for en gangs skyld, var det ellers manden, der fik skylden. Han blev afsløret som en lider-buks, medens hun står tilbage som et naivt mæhæ ....

Bad hair day ....

De sidste mange måneder har vi haft regn, regn og atter regn. To gange i løbet af sidste uge kom jeg hjem i totalt gennemvåd tilstand, og med hår, der bare hang pjaskvådt. Desuden tog det flere timer, før min frakke var tør, så gennemblødt var den.
Man hører altid om landmændene, der klager over manglen på regn, men det kan de bare ikke i 2019 og (begyndelsen af) 2020. Er det en del af den verdensomspændende klimakrise, eller er det bare os, der er ramlet ind i noget Karma? Og ville vi være i stand til at få styr på klimaet? Det sidste burde vi i hvert fald kæmpe for, men man ikke bare føler sig hjælpeløs, men er det også, så hvad pokker gør man på længere sigt?

Goliath - eller noget, der ligner

Jeg ved ikke, om dette er en speciel helt fra Marvels univers, men for mig er det billedet på de personer, der tiltager sig en magt og kraft, som de overhovedet ikke er i besiddelse af. Det ubeskyttede hoved, der stikker op af den formidable rustning, er lillebitte, og de flagrende hårlokker signalerer noget, der er i modstrid med det kraftfulde udtryk.
For mig at se ville en person, der rent faktisk var udstyret med en sådan rustning, slet ikke være i stand til at bevæge sig til en duel. Sværdet har måske nok flammer og er som sådan skræmmende, men armen er for tung til at løfte til et dødeligt slag, stød, eller hvad han nu forventes at komme med. Hvis han faldt, ville han få brug for et regulært hejseværk for at komme på højkant igen. Kort sagt en Goliath, som en David let ville kunne få bugt med ved hjælp af den bekendte stenslynge ....

Når "sandheden" er en indstuderet løgn

Hitlers gestik er velkendt, også at den ikke udelukkende bestod af den bekendte nazi-hilsen, men af meget mere. Hvor indstuderet den var, kommer til gengæld nok som en overraskelse for mange. At han vidste, at den rette mimik, stemmeføring og gestik var lige så vigtige som de velvalgte ord og floskler er måske ligefrem overraskende, men sådan var det.

Der findes således bevaret en hel del fotografier fra hans indstudering af den mest slagkraftige gestik i et fotostudie. Han gik til sagen som en skuespiller, der fremstiller en person på scenen eller det hvide lærred, der ikke er ham/hende, men en rolle. Sådan påvirkede han det tyske folk, fordi hans gestik og stemmeføring talte direkte til deres følelser. Hvis de ikke havde nogen intellektuel forståelse af det, han sagde, så gik hans indstuderede bevægelser til gengæld rent ind og overbeviste dem om, at her havde de en ærlig mand, der virkelig brændte for folket og fædrelandet.

Millionærarvingen, der (måske) blev spist

En stolt familie med mange penge og fornemme aner, da de var ægte Rockefellere: den senere vicepræsident Nelson Rockefeller, hans kone og fem børn. At en af denne flotte klan skulle havne i et kannibal-drama i 1961 forekommer helt usandsynligt, men ikke desto mindre var det, hvad der skete med den yngste søn, Michael Clark Rockefeller, der tog på en ekspedition i New Guinea og forsvandt under mystiske omstændigheder. 
Druknede han, da han svømmede i land efter et uheld med en båd? Han var ikke nogen fysisk svækling, for han havde udmærket sig som sportsmand på sit universitet, så han burde have kunnet klare en sådan svømmetur. Inden længe opstod der rygter om, at han havde nået bredden, men var blevet mødt af medlemmer af Asmat-stammen, og at de simpelthen havde slagtet og spist ham.

Der er både blevet lavet film, dokumentarudsendelser og bøger om Rockefellers skæbne. Bl.a. i Carl Hoffmans bog fortælles det, at nogle ældre fra Asmat-stammen har indrømmet, at han blev dræbt og spist, muligvis som hævn for nogle hollandske embedsmænds tidligere overgreb på stammen. På et tidspunkt opstod der rygter om, at Rockefellers mor havde sendt en privatdetektiv til området, og at han var vendt hjem med kranierne af de tre hvide mænd, som Asmat-stammen indrømmede at have dræbt. Dette rygte er dog ikke blevet verificeret, men heller ikke afvist.
Det føles som noget nærmest naturstridigt, at et medlem af en meget velhavende og nærmest "aristokratisk" amerikansk familie kan ende i maverne på en flok kannibaler i New Guinea, men i dette samfund gælder de sædvanlige regler nu engang ikke. Kød er kød, og hævn er hævn ....

Om at bede bønner

Bønnens magt er stor - eller? Tjah, efter min mening er det både rørende og foruroligende, at nogen tror på dette, men én ting er en almindelig og ret uskyldig hverdagstro, hvor man bruger bønnen automatisk, så den nærmest forvandles til en floskel. Noget ganske andet er TRO, hvor man har en klippefast religiøs overbevisning om, at bønnen vil give én det, man ønsker, for dér står jeg af.
Jeg tror ikke, at bønner hjælper, eller at de går til den guddom, de troende retter den imod. Når jeg oplever, at ikke mindst amerikanske venner og bekendte ivrer for, at man skal bede bønner for dette og hint, så bekymrer det mig, nemlig for deres skyld.
Selv om jeg nu pludselig skulle få troen på, at den slags hjælper, så ville selv effektive bønner vel ikke løse de problemer, som mennesker selv burde tage sig af? For nu at tage ovennævnte eksempler, så burde katteejeren gøre noget ved sit kæledyrs pels og f.eks. frisere dyret, i stedet for at forlange af en guddommelig magt, at hårboldene opløses. Mht Jimbo Jones og hans ørevoks, så er der også midler imod den slags. At opsende bønner om alt mellem himmel og jord virker faktisk ikke særlig respektfuldt over for den guddom, man påstår at elske og tjene. Bønnen kan forvandles til en sovepude for ugidelige mennesker, der tilmed påberåber sig en særlig forbindelse til det guddommelige, de gør sig til talsmænd for.