Intet er helligt for amerikanere, de vover sig gerne ud, hvor andre frygter at træde. Her giver den tidligere præsidentfrue Michelle Obama således Englands dronning, Elizabeth II, et spontant knus. Ret dristigt, når nu man befinder sig i majestætens hjemland, i hendes palads og med alskens store herrer og damer rundt omkring foruden diverse sikkerhedsvagter.
Alexander Keith Jr. (1827-1875) var en skotsk immigrant, der blev dobbeltspion under den amerikanske borgerkrig. Han arbejdede dog mest for Sydstaterne, og en af hans "bedrifter" bestod i at sende tøj, der var inficeret med gul feber til Nordstaterne. Alt, hvad han foretog sig, viser en tydelig "mig-først"-mentalitet, og han var totalt ligeglad med, om han skaffede sig penge via andres død. Hans "glansnummer" foregik under en særdeles nødvendig flugt til Tyskland efter forskellige svindlerier i USA. Tyskland blev hans tilflugtssted, idet han havde slået sig ned her under falsk navn sammen med sin kone.
Selv om han spillede stor mand i byen, manglede han i virkeligheden midler til at opretholde facaden. Så kom han på en "genial plan" til at skaffe sig penge, nemlig via en forsikringssvindel, der kom til at koste 81 mennesker livet og såre omkring 50: han udstyrede angiveligt skibet Mozel med en last caviar. I virkeligheden bestod denne last af sprængstof, der ved et uheld dog gik af, inden skibet stod fra kaj. Den oprindelige plan var, at det skulle eksplodere på havet, sådan at Keith Jr. kunne indkassere store forsikringssummer for tabet af den ikke-eksisterende caviar-last.
Silkehandlerdatteren Desirée Clary (1777-1860) blev forlovet med Napoleon Bonaparte, efter at han på snedig vis havde fået sin bror Joseph gelejdet væk fra hende og over til hendes søster, Julie, som han også giftede sig med. At den letfængelige Napoleon var forelsket i Desirée er der ingen tvivl om, men det endte som bekendt med en brudt forlovelse.
Desirée var bestemt en dejlig, ung dame, der forståeligt nok vakte opmærksomhed blandt sine samtidige. At hun endte med at blive svensk dronning i stedet for fransk kejserinde, og at hun som bernadotternes stammoder også hører til den danske kongefamilie via dronning Ingrid gør bare det hele endnu mere spændende. Ikke mindst hun og hendes karriere viser, at Napoleon ikke var den eneste i samtiden, der opnåede en karriere, som ingen ville have forestillet sig ved deres fødsel.
Det samme gælder faktisk også hans første kone, Josephine, der minsandten også kan genfindes i den svenske - og dermed også den danske - kongefamilie.
Kejserinde Josephines søn, der jo var Napoleons stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev nemlig far til den overordentlig populære, svenske dronning Josefine, der som 16-årig blev gift med Desirées søn, kong Oscar I af Sverige.
Desirée
Inden Napoleons og Desirées forlovelse gik i stykker, havde den forelskede - og lidenskabelige - soldat forsøgt at holde sin forlovedes interesse fangen ved hjælp af et litterært værk, som han selv havde forfattet, nemlig "Clisson et Eugénie". Denne superromantiske fortælling, som Napoleon skrev i 1795, handler om den tragiske kærlighed mellem en soldat og hans kone, der er ham utro med en af hans soldaterkammerater. Det er muligt, at han har villet fortælle Desirée noget om sin egen jalousi, for på et tidspunkt i deres forlovelse lader det til, at hun ikke længere besvarede hans breve. Da det går op for ham, at hun vist ikke længere følte det samme for ham som før, bryder han forlovelsen for i stedet at forlove sig med Josephine, der var enke med to børn - og ikke særlig trofast ...
Hvad romanen angår, så har den haft en omtumlet tilværelse, for det meste i fragmenteret form. Den findes imidlertid udgivet og er bl.a. til salgt på SAXO: https://www.saxo.com/dk/clisson-eugenie-a-love-story_napoleon-bonaparte_paperback_9781906040277
Visse eksperter siger, er der ikke tale om et udødeligt mesterværk, selv om Napoleon har gjort sig umage med at skildre den tragiske kærlighedshistorie i tidens foretrukne sentimentale stil. Nogle påstår, at han har ladet sig inspirere af Jean-Jacques Rousseau og måske også af Goethe.
https://www.thetimes.co.uk/article/clisson-and-eugenie-by-napoleon-bonaparte-mqzzllcm3wm
https://h-france.net/fffh/classics/2857/
Det dér med mænd, der føler sig som kvinder, eller kvinder, der føler sig som mænd, er vi vel efterhånden mere eller mindre vant til.
Sådan var det dog ikke før i tiden, så forbløffelsen var stor, da jazz-musikeren Billy Tipton (1914-89), der var et temmelig stort navn i 1930'erne og 1940'erne, blev afsløret som kvinde ved sin død. Selv ikke den kvinde, "han" havde levet sammen med i mange år, og som "han" delte forældreskab med til tre adoptivbørn, havde nogen anelse om sandheden.
Billy havde nemlig altid hævdet, at "han" desværre ikke kunne have sex, fordi "han" havde været ude for en ulykke, der havde destrueret hans kønsorganer. Ja, han var vel lige så glat i skridtet som en - kvinde ....
https://deadline.com/video/no-ordinary-man-clip-toronto-premiere-doc-billy-tipton/
Vikingen Egil Skallagrimssons ry lever videre i vor tid, fordi han var en stor digter. At han også var en brutal bisse, der ikke skyede nogle midler til hævn, når han blev vred, bærer man ligesom over med, idet man nærmest opfatter hans brutalitet som noget pudsigt. For eftertiden er han nok nærmest blevet til en art "trolden i æsken", der minsandten også skrev flotte digte. En form for bussemand, der måske efterhånden er mere underholdende end skræmmende.
Han blev født på Island omkring 910 e.Kr. og døde ca. 80 år senere, så han blev gammel. Ifølge sagnet tilhørte han en temmelig speciel familie, idet hans farfar angiveligt kunne forvandle sig til ulv, når han ville. Aha, tænker man, en familie af varulve! Helt så slemt var det næppe, men brutale var de, hvilket i Egils tilfælde bl.a. gav sig udslag i drab og mord. Således skal han have begået sit første mord som 7-årig, hvor han angiveligt kløvede hovedet på en eller anden stakkel med en økse. Senere blev det værre, og det jeg selv finder værst er måske, at han klemte øjnene ud på en mand, der ikke havde noget mjød, han kunne byde ham på, men som serverede surmælk. Grove løjer må man sige, og det kan ikke retfærdiggøres med opdagelsen af, at han måske led af en sygdom, der fortykkede og deformerede hans ansigtsknogler.
En hård banan med et blødt hjerte? Tja, måske, men jeg har nu ikke glemt det, han gjorde ved den stakkels mand, der ikke kunne servere mjød for ham. Det var grimt gjort, og jeg forestiller mig livet fremover for den blindede mand i et vikingsamfund: fra viking til tigger? Ikke rart, nej, slet ikke rart ....
https://islandstur2013.wordpress.com/farfaren-til-egil-skallagrimsson-kunne-forvandle-seg-til-ulv/
http://www.viking.ucla.edu/publications/articles/skull_bones.pdf
Det er in at være lykkelig, hvilket der ikke er noget at sige til, men det er også et statussymbol. Én ting er den individuelle lykke, noget andet det, man kunne kalde "fælles-lykken", hvor alle opfyldes af de samme forestillinger, drømme og håb om livets lykke. De mest almindelige af denne type drømme består nok i sådan noget som at møde den eneste ene, få dejlige børn, en god karriere, et nyt hus samt masser af penge på lommen. Når man tænker over det, så kan mange menneskers lykke-vej beskrives som en masse parallelle linjer, der løber side om side uden de store forskelle eller forskydninger.
Hvor de fælles-lykkelige er vant til, at repræsentere lykke-begrebet som idealet, så kommer de her underlige individualister med deres helt anderledes opfattelse, og det kan ses som en udfordring. De føler måske, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres liv, og at det d ermed forvandles fra en succes til noget helt andet.
George Smith Patton Jr. (1885–1945) var en legende, men også noget af en skiderik. Hans indsats under Anden Verdenskrig er uomtvistelig, selv om der er dem, der hævder, at han rent faktisk havde nazi-sympatier. Under andre omstændigheder kunne han og Hitler måske have haft mange hyggestunder med udveksling af synspunkter, hvilket jo er grotesk, da de bekæmpede hinanden. Alt ved Patton var dog modsætningsfyldt, f.eks. var han altså racist og nærede mange fordomme imod jøder, sorte og russere, men samtidig var han den første amerikanske general, der gik ind for raceblandede kompagnier.
Sært nok kunne han give sig tid til at skælde en soldat ud for en uknappet knap i uniformen
midt under en farlig aktion. Selv gik han meget op i sit velpudsede ydre
med en blankpoleret hjælm og en ulastelig uniform. Dette skyldtes formentlig, at han var sig meget bevidst, at han med sit udseende, påklædning og væremåde skulle være et eksempel til efterfølgelse, fordi det inspirerede soldaterne. Hans underordnede elskede ham angiveligt højt, men ikke de andre officerer, hvoraf mange havde svært ved at tage hans manerer. Det fortælles, at hans chef, Eisenhower, måtte gå imellem flere gange for at redde ham fra en kritik, der kunne være endt med en fyring.
Når man tænker på, at for sådan ca. 100 år siden fik man bøder eller blev fængslet for at vise en smule hud, så er det altså underligt at se sådan en bikini. Ingen af dens dele - og da slet ikke underdelen - vil kunne holde til en bølge eller to. Alligevel regnes den unge dame for påklædt, hvilket mildt sagt er noget af en overdrivelse.
At Annette Kellerman blev anset for usømmeligt påklædt forekommer os latterligt, men symbolværdien af denne form for "buksedragt" har formentlig været stor. Dels var den altså tætsiddende og afslørede hendes former, som var hun nøgen, dels er der jo altså tale om BUKSER, og det var fy-fy for damer på denne tid. Bare en 10-15 år senere startede de swingende tyvere, men i 1907 er man stadig i de dydige halvfemsere i åndelig forstand ....
I 1980 vandt en cubansk-amerikansk kvinde, Rosie Ruiz (1953-2019), overraskende kvindernes løb ved "The 84th Boston Marathon". Ingen havde hørt om hende, før hun pludselig dukkede op som nr. 1, og alle hyldede hende som sejrherre i det hårde løb. Der var dog dem, der studsede over, at hun slet ikke lignede én, der havde gennemført et løb af denne kategori, for hun var hverken svedt eller virkede udmattet. Meget sært - og dog ....
Sejrskransen klædte hende, men både den og titlen som sejrherre blev revet af hende bare en uges tid senere, for et par tilskuere havde fortalt, at de havde set hende springe frem fra en busk og slutte sig til løberne, efter at de var startet. Hun havde altså ikke deltaget helt fra starten af, og så tror da pokker, at hun ikke virkede udmattet eller var svedt som de andre, hæderlige løbere. Nu var det ikke bare tilskuernes påstand, der afgjorde sagen, for løbet var blevet filmet i hele sin udstrækning, så dommerne fandt bevis på, at Rosie var en snydepels.
Rosie blev diskvalificeret og desuden også efterforsket grundigt, og hvad fandt man? Endnu mere snyderi! Hun var en strid banan, der nogle år senere tilmed bedrog sin arbejdsgiver for $60,000. Efter denne "bedrift" flyttede hun til Florida, hvor hun minsandten også gjorde sig bemærket i forbindelse med en kokainhandel. Hun lærte ikke af sine fejltagelser, selv om hendes kriminelle handlinger ikke indbragte hende den succes, hun drømte om. I 2019 døde hun af cancer.
Et af Nietsches forbilleder var den græske filosof Heraklit (540-480 f. Kr.), der udmærkede sig ved forskellige udsagn som f.eks. "Man kan ikke bade i den samme flod", der dog ofte bevidst var holdt meget dunkle. Han fik tilnavnet "den grædende filosof", og han havde faktisk noget at græde for, da han var meget plaget af vattersot. En læge gav ham det råd at smøre sig med frisk ko-afføring, da det ville kunne lindre hans smerter og ubehag. Heraklit fandt åbenbart hurtigt det, han søgte, og fulgte lægens råd med det resultat, at hans forandrede udseende og lugt tiltrak en flok vilde hunde. Nu ved jeg af egen erfaring, at vovser ofte er meget begejstret for hestepærer, kokager og lignende, så det forbavser mig ikke, at disse firbenede individer så den ko-lortslugtende filosof som en lækkerbidsken: de overfaldt ham i hvert fald og rev ham på det nærmeste i stumper og stykker ....
Mange ønsker en bid af kagen, som de ser andre nyde, men ikke selv har råd til. Sådan en fyr var Steven Hill - også kendt som Steven Driver - der på et tidspunkt blev idømt "hjemmefængsel" på grund af dødstrusler, vist nok imod en studiekammerat. I denne periode, hvor han var isoleret i hjemmet, blev han totalt fikseret på porno, der dels fornøjede ham, dels fyldte ham med store ambitioner, som han dog ikke rigtig kunne få realiseret, da de fleste branchefolk var kloge nok til at holde ham ude. På grund af dette blev han til det, disse branchefolk kalder "mopes". Ordet kan oversættes nogenlunde med "hængehoveder", men det dækker nu ikke helt, for der er også noget stalker-agtigt over disse sex-hungrende fyre, der holder til i yderkanten af det, de opfatter som Paradiset.
Denne specielle gruppe mænd udmærker sig ved vilde ambitioner inden for porno-branchen, som de fleste af dem dog ikke har en jordisk chance for at komme ind i, f.eks. på grund af en besyndelig psyke, ikke-attraktiv penis eller mangelfuld hygiejne. De opgiver dog ikke deres drømme, men forbliver "mopes", idet de lusker rundt i branchens yderkant med alle tentakler fremme som drømme-fangere: "De må da få øje på mig og mine talenter, hvis bare jeg bliver ved med mit moperi. NU får jeg sikkert chancen!!" Branchefolkene er ved at blive drevet til vanvid af disse "mopes", der bare ikke vil opgive deres drømme om velbetalt sex og berømmelse.
https://www.salon.com/2010/06/09/stephen_hill_porns_lost_boys/
Nogle bibelske kvinder bryder med den gængse forestilling om ydmyge og undertrykte israelske kvinder. En af dem er Deborah fra Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor hun blev kaldt både profet og dommer. Det siges, at hun kom med sine domme og profetier siddende under Deborahpalmen (Dom. 4,4), og det fremgår af konteksten, at hun var højt respekteret. Eftersom hun er den eneste kvindelige dommer, der nævnes i Biblen, så har hun formentlig også været noget meget usædvanligt for den tid, men sikkert er det ikke.
På et tidspunkt opildnede hun hærføreren Barak til at angribe kananæerne, hvis konge havde undertrykt israelerne i tyve år, bl.a. gennem sin hærfører Sisera. Da Barak drog af sted, fulgt hun med, formentlig for at holde ham til ilden, og han sejrede da også. Sisera flygtede og søgte tilflugt hos en anden israelsk kvinde, nemlig Jael, der imidlertid myrdede ham, da han sov: hun hamrede et spiger gennem tindingen på ham, hvilket da også kan tage livet af enhver ...
Deborah i Gustav Dorés gengivelse
Det er formentlig Deborah, der har skrevet "Deborahs Sang" (Dom. 5), der på poetisk vis skildrer sejren over de kananæiske undertrykkere. Den er også en hyldest til Jahve, der angiveligt skærmede sit udvalgte folk under krigen, hvilket jo er en almindelig forestilling for den tid.
Nemlig! Det er lige præcis det han og hans kvindelige pendant gør: de udfører dagens gerning, som de skal og gør ikke meget væsen af sig, idet de nærmest er anonyme bortset fra hos Skattevæsenet, der er de eneste, der virkelig holder øje med deres gøren og laden. Sådan er livet for millioner af mennesker, men de ser det ikke selv sådan. De er fuldt opmærksomme på det, der sker dem, og på de mennesker, de har i deres liv. Det kan godt være, at de går mere op i dronning Margrethes gøren og laden eller kronprinsesse Marys nye kjoler end i deres egen mangel på andet end hverdagsoplevelser. Det er helt forkert at betragte dem som fiaskoer eller sølle individer. De lever bare efter andre rytmer end det, der ses som "succes". Når det er sagt, så er der dog ét felt, hvor de er meget betydningsfulde: de er vælgere, og hér kan deres afslappede facon skabe uheldige resultater. Fordi de ofte ikke føler sig forpligtet til virkelig at sætte sig ind i tingene, men bare følger deres sym- og antipatier på et menneskeligt plan, så er de i stand til at lave ravage ....
Stradivarius-violiner er et begreb. At eje en stradivarius svarer til at have et originalmanuskript af en af de store forfattere eller f.eks. en ægte Van Gogh. Ingen af delene er tilgængeligt for ikke-millionærer
