Når man bare ikke KAN give slip

Denne unge dame er et skoleeksempel på den stædighed, der kan gribe den forladte part i et parforhold: du er MIN, og du slipper aldrig fra mig!!! Resultatet bliver som regel den unødvendige dukkert, som denne kvinde lægger op til, for man kan  nu engang ikke TVINGE folk til at elske én. Nogle - og det gælder tilsyneladende begge køn, men dog især mænd - opererer imidlertid efter et andet mønster, der går ud på, at hvis DE ikke kan få kvinden, så skal ingen have hende. "Ejerforholdet" er vigtigt for dem, og de beskytter ofte deres "ejendomsret" ved at myrde den genstridige kvinde. Det er der faktisk alt, alt for mange eksempler på, og nogle af de mest kendte sager danner baggrund for film og bøger.

En af de mest rystende sager er dog denne, hvor et dårligt ægteskab endte med, at kvinden forsvandt på mystisk vis. Da nettet strammedes om ægtemanden, der lige fra begyndelsen blev mistænkt for at have myrdet hende, traf han et frygteligt valg, for han begik ikke bare selvmord, men myrdede også deres to børn.

Skræmmende nye oplevelser

Ovenstående tegning stammer fra et blad for politifolk fra engang for sådan cirka 100 år siden, og den viser det skrækkelige øjeblik, hvor en ældre herre bliver så voldsomt grebet af rædsel, at han mister forstanden. Noget, der åbenbart ikke regnes for skrupskørt, men snarere som en del af den pris, nogle mennesker måtte betale for at nyde en af den moderne tids nye opfindelser, nemlig toget.
Den "vanvittige" mandsperson forsøger vist nok at springe af dette nymodens helvedes-køretøj, fordi han bare ikke kan acceptere den fart, det skyder.

Når man tænker på vore dages tekniske vidundere på land, til havs eller i luften, så virker det både latterligt og rørende, men samtidig ikke usandsynligt, at nogen kan føle sådan.
F.eks. erindrer jeg en (vist nok sand) historie om en ældre kvinde, der for mange år siden var så gal, så gal på telefonen, fordi hun simpelthen ikke kunne forstå, at det virkelig var muligt at tale med folk langt væk. Hvis hun havde oplevet moderne mennesker med en bærbar telefon med masser af funktioner ud over kommunikationen, ja, så ville hun sikkert have følt, at verden var af lave ....

Hitlers telefon

Nogle kommer imidlertid til at opleve enorme forøgelser af hastigheden, og ingen ved rigtigt, hvad det kan gøre ved deres psyke og fysik på længere sigt: "Den største fart, de fleste af os når at opleve, er de omkring 1.000 km i timen, som et moderne jetfly bevæger sig med, og det er endda langsommere end lydens hastighed på godt 1.200 km i timen ved Jordens overflade. For at gå i bane om Jorden skal et rumskib op på 28.000 km i timen eller 7,8 km/sek. Det er 28 gange hurtigere end et jetfly og godt 23 gange hurtigere end lydens hastighed."


https://videnskab.dk/ud-i-rummet/rumfartens-tre-udfordringer

  

Lede Cyber-lege

Denne unge mand, nemlig Tyler Barriss, anså sig selv for mægtig intelligent, ja, vist nærmest som et IT-geni, for hans aktiviteter medførte vilde episoder rundt omkring i samfundet, når han brugte den nye avancerede teknologi til at foretage falske alarm-opkald om bomber, mord og overfald. Ved hjælp af visse apps kunne han nemlig ringe til politiet og foregive, at opringningen kom fra en anden telefon, der ikke var knyttet til ham. Genialt, hvis man er en skiderik, der bare ønsker at lave rav i den, hvilket altså var lige præcis, hvad han var.

Han var ikke ene om denne "leg", for også andre elskede at "swatte", hvilket er den gældende betegnelse for denne kriminelle cyber-aktivitet.

På grund af hans swatteri blev politiet, ambulancer og andre sendt ud på falske redningsopgaver, og på et tidspunkt skete der det, alle havde frygtet kunne ske: politiet skød en uskyldig mand, fordi de var blevet sendt ud til hans adresse efter en falsk angivelse og troede, at han var en bevæbnet morder og truede dem samt andre med et skydevåben.

Alle vidste altså på forhånd, at denne form for forvekslinger kunne ske, men Tyler mente, at det ikke kunne være swatterens skyld, da han jo ikke havde affyret det dødelige skud. Den samme tankegang har man fundet hos andre swattere, hvoraf de fleste konkurrerede indbyrdes om at være "bedst" til at narre politiet og andre.

Jo mere jeg tænker over det, desto mindre kan jeg acceptere sådan en leg med andres liv og helbred. Den slags "gamings" giver måske nok swatteren en følelse af magt og anerkendelse, men er dybest set bare barnlige og ikke spor underholdende.

https://www.fraghero.com/10-innocent-gamers-got-swatted-live-camera/

Et nyt forfatterproblem: "StreamHAPPY"???

Dette er en af de ebooks, jeg har udgivet på LULU for snart temmelig mange år siden. Hverken den eller de andre, jeg har udgivet dér har solgt særlig godt, og det har jeg ligesom indstillet mig på. Jeg GIDER nemlig ikke at bryde sammen i hverken hulken eller raseri over sådan noget, når nu bogmarkedet er, som det er.

Nå, men ved et tilfælde opdagede jeg noget, der imidlertid er for groft. Jeg har protesteret til LULU, men har ikke hørt fra dem endnu, selv om jeg tror, at de også bliver gale. Det, der er sket, er at en website, (der åbenbart er blevet dømt farlig af Facebook, for jeg måtte ikke slå den op på min side), har tilbudt min bog gratis til dem, der ønsker at få den. Sitet hedder "Streamhappy", hvilket jo er vild ironi for en forfatter, men måske ikke for læserne.

Til min glæde virker linket ikke, men det fører til siden, hvor bogen omtales og tilbydes:

https://sites.google.com/site/agpopesyn/chances-are-23606126

En historisk tilfældighed ....

Denne stramt udseende dame er Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold (1788–1859), der var Tysklands første kvindelige gynækolog, efter at hun havde fået sin eksamen i obstetrik i 1817. Hun var datter af lægerne Damian og Regina von Siebold og assisterede tidligt sine forældre, og hendes ry gjorde, at hun blev udvalgt som jordemoder af to royale huse, et i England og et i Tyskland, der senere blev knyttet sammen gennem et ægteskab: Dronning Victoria og Prins Albert.

Sjovt nok assisterede Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold nemlig både ved den senere dronning Victorias fødsel den 24. maj 1819 på Kensington Palace i London

Victoria som barn

og ved fødslen af hendes senere ægtefælle, Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha, på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha (til venstre) blev født på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

 
 

At være, eller ikke være den ægte NN ....

Nogle forældre gør alt for at slippe af med forældrerollen. De bortadopterer, myrder eller overlader deres barn til sig selv, hvis de er for sent ude til en abort. Således overlevede den berømte "hatteæske-baby" kun, fordi hun blev fundet tids nok.
Hvor nogle forældre altså gør ALT hvad de kan for  at komme af med deres uønskede afkom, så er der andre, der kæmper en sej kamp for at få et bestemt barn, som de stædigt hævder er deres, selv om alt taler imod det. Det var det, der skete i Bobby Dunbar-sagen.

Da fireårige Bobby forsvandt på en campingtur i august 1912 gjorde hans forældre virkelig ALT for at finde ham igen, selv om sandsynligheden for at han var blevet ædt af alligatorer var høj. Efter otte måneders intens søgen fandt de detektiver, som de havde ansat, imidlertid et barn, som de mente, var den forsvundne dreng. Han lignede ham i tilstrækkelig grad til at familien Dunbar gik ind i en sej kamp for at få ham udleveret, selv om den familie, han boede hos, stædigt påstod, at han var søn af en kvinde ved navn Julia Anderson. Hun var fattig og havde ikke råd til juridisk bistand, men det havde familien Dunbar, og de vandt. Bobby blev ført hjem til dem i triumf og levede dér resten af sit liv. 

Alt kunne have fortsat uden de store problemer, hvis ikke det havde været for DNA, for i 2004 blev det bevist, at den Bobby, som familien Dunbar tilsyneladende havde genfundet og "reddet", overhovedet ikke var i familie med dem. Det blev også bevist, at han ganske rigtigt - som hævdet af den familie, han blev fundet hos - var søn af Julia Anderson, og at hans rigtige fornavn således var Bruce.

Man kan ikke sige, at Bruce  fik et dårligt liv som Bobby Dunbar. Han voksede op, giftede sig og fik fire børn, inden han døde i 1966. Dem, der mistede mest, var nok den familie, han havde boet hos som plejebarn, for de blev anklaget for kidnapning og kom ud for mange ufortjente ubehageligheder i den anledning.

https://thefrisky.com/creepy-missing-persons-cases/

https://historybyday.com/human-stories/who-was-bobby-dunbar-a-century-old-case-finally-solved/24.html

Det tretåede uhyre

Trolde, nisser, elverpiger og havfruer er gamle kendinge, som vi efterhånden har et afslappet forhold til. Vi frygter dem ikke længere, for vi ser dem som eventyr-figurer, dvs. noget, der  er en del af folkloren, men ikke virkelige på den måde, at man kan løbe ind i dem når som helst.

Engang imellem dukker der dog vidnesbyrd op om andre sære væsner, der præsenteres som muligvis ægte. Det gælder bl.a. Lockness-søslangen, der har mange tilhængere for "det kunne jo være en form for dinosaur, ikke?"

Ja, Nessie har mange beundrere af forskellig art .....

Desuden er der den populære Bigfoot og diverse spøgelser. Dem kender vi, for vi hører om dem jævnligt, men der er faktisk flere af deres type som f.eks. Fouke-uhyret i Arkansas, der havde sin storhedstid i 1970'erne. Han er særlig interessant, fordi han efterhånden synes at være blevet forvandlet fra et skræmmende uhyre til en hyggelig, gammel særling, som man fejrer med en festival hvert år.

Han ville være et godt studiemateriale for en folklorist, der ønsker at følge en nutidig mytes opkomst og forfladigelse, for han startede jo altså som en skræmmende figur, der angiveligt overfaldt og dræbte kvæg samt andre husdyr. Desudem skræmte han mennesker bare ved sit ydre. Af udseende ligner han Bigfoot en hel del, for han beskrives som meget behåret, ja, nærmest som en abe. Han går oprejst og efterlader tre-tåede fodaftryk, der dog efterhånden regnes for falske af de fleste, der har beskæftiget sig med beretningerne om hans gøren og laden

Han er ikke helt forsvundet, men fornuftige folk har påpeget, at han - eller rettere sagt myten om ham - kan være opstået, fordi en eller anden så en bjørn, men troede, at det var et uhyre.

Hans ydre er imponerende, for han beskrives som ca. 2 meter høj og med en vægt på omkring 110-140 kg. Nogle af dem, der har set ham, fortalte desuden gyselige historier om en skrækkelig stank, der omgav ham.
Efterhånden kom der langt flere tvivlere end troende, men ideen om ham og hans eksistens har altså fortsat og lever den dag i dag, bare i omformet stand. Kort sagt, en meget interessant udvikling af en ikke særlig gammel ide og myte.

Den menneskelige vintersover

Nogle dyreracer opererer med en opdeling af året i vinter og sommer. Om sommeren er de i fuld gang med at æde sig tykke og fede samt samle forråd, men om vinteren sover de og forbruger dermed ikke så megen energi. Yderst fornuftigt, hvis man er en bjørn, så hvorfor skulle det ikke også være godt for et menneske?
Måske det var sådan, forfatteren og bar-ejeren Leif Gehrke/Arthur E. (Turkey) Gehrke (1883-1942) tænkte, for han fulgte det samme princip som bjørne og fik derfor tilnavnet "Den menneskelige vinterdvalesover". Faktisk blev han mere berømt for sit søvnmønster end for sine bøger som f.eks. denne:

Hans hjemby fejrede ham, og der er stadig besøgende udefra, der ønsker at få vist, hvor han boede og arbejdede.

Hans søvnmønster bestod i at lægge sig i sin seng i begyndelsen af november og blive dér til april, hvilket bekom ham vel. Efter hans mening var senge-leje alle tiders kur imod sygdomme, både dem man kunne få og dem, man allerede havde. En psykiater udtalte sig om hans tilfælde, at han led af ængstelse som følge af en lever-sygdom, hvilket vist er noget, der kan ramme bar-ejere og ansatte. Senere blev han indlagt i anden forbindelse, og hér døde han i sin søvn.

Dengang så man det vist bare som en pudsighed, men på grund af diverse rumprogrammer har man fået ny interesse for hans tilfælde. En langvarig - dvs. årelang - rejse til f.eks. Mars vil nemlig kræve et søvnmønster, der ligner hans. 

Sperm og regler

I en jagt på et billede, der kan illustrere nogle guldkorn, jeg har om "fangeflugt som begreb", havnede jeg på mystisk vis på CRYOS's hjemmeside. Hér blev jeg vildt forbløffet over visse ting vedr. den ønskede profil hos sperm-donorer. Selvfølgelig skal de være sunde og raske, så vi kan garantere gode vilkår for næste generation og dermed for samfundet, men der må sørme være mange, der melder sig som donorer, for at CRYOS kan skalte og valte sådan med deres medlemmer.

Disse krav stilles, før man bliver antaget som donor: man må ikke have blødersygdomme eller koagulationsforstyrrelser, man må ikke have ydet sex til andre for penge eller stoffer, man må ikke have kønsvorter eller kondylomer, man må ikke indsprøjte lægemidler af ikke-medicinske årsager, man må ikke tilhøre en familie med alvorlige arvelige sygdomme, man må ikke have været sæddonor i en anden sædbank, man må ikke have haft sex med en anden mand, man må ikke selv være donorbarn eller være adopteret.
Alt det medicinske kan jeg forstå, men hvorfor må den gavmilde mand ikke være adopteret eller være født som resultat af en sæddonation????? Formentlig skyldes det, at man så kun kender moderens helbredstilstand, og donoren kan jo have arvet en syg fars uheldige skavanker, men umiddelbart virker det meget diskriminerende og også unødvendigt.

Og hvad med det med ikke at måtte have haft sex med en anden mand? Hvis der foretages en grundig medicinsk udredning, før donor-aspiranten antages, så er det vel ikke farligere for et eventuelt afkom end sex med en kvinde?

Kan det tænkes, at de tilmeldte herrer har misforstået visse ting og kommer af andre grunde end at ville yde og ikke bare nyde? Det skulle ikke undre mig, men det viser da en åben og livsbekræftende indstilling, der ikke vil være til skade for hans afkom - i hvert fald ikke i første omgang ....

https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/bliv-saeddonor/bliv-donor/saadan-bliver-du-saeddonor/

Hunden, der var en stjerne

Lassie var måske nok den berømsteste filmhund, men der var nu også andre, der fik sig en karriere inden for filmen. En af de meget berømte var Skippy, aka Asta, der var en ruhåret foxterrier, hvis hele personlighed var indbegrebet af frækhed og spilopper. Den blev født i 1931 eller 1932 og trak sig tilbage fra filmarbejde i 1939.

Skippy er bedst kendt for rollen som "Asta" i detektivfilmen "The Thin Man" (1934), hvor den spillede sammen med William Powell og Myrna Loy. Denne rolle førte til et navneskift, for Skippy blev nu forvandlet til Asta, hvilket var dens navn i de efterfølgende film.

 

I "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby": 1938) spillede den "George", den legesyge knogle-tyv, der skaber et hav af problemer for Katherine Hepburn og Cary Grant. Samme år spillede den "Mr. Atlas" i "Topper Takes A Trip".Alt sammen noget, der var med til at gøre den og dens race meget populær i datiden.

Den uregerlige datter

Kejser Augustus

 Kejser Augustus (63 f. Kr.–14 e. Kr.) besad måske nok en enorm magt og regerede "hele verden", men der var én, han ikke havde styr på, og det var hans datter, Julia den Ældre (39 f.Kr.-14 e.Kr.).

Julia den Ældre

Samme dag, som hun blev født, lod han sig skille fra hendes mor, hans anden hustru, Scibonia, men beholdt datteren, gav hende de bedste lærere og forkælede hende på mange måder. Hun blev opdraget af hans nye hustru, den kultiverede og meget agtværdige Livia, der havde sønnen Tiberius fra et tidligere ægteskab.

Livia

Augustus fandt ikke faderværdigheden nem og klagede over, at han havde to uregerlige døtre, nemlig det romerske kejserdømme og Julia. Noget, der formentlig skyldtes, at Julias rolle som hans datter var at lystre og så ellers producere sønner, der kunne efterfølge ham.

Meget af ansvaret for den unge dame blev dog overført til hendes første mand, hans søster Octavias søn, Marcus Claudius Marcellus, der imidlertid døde to år efter og efterlod den nu 16-årige Julia som enke. Det må både have været en sorg og skuffelse for Augustus, der havde  promoveret ham, så mange troede, at han ville udpege ham som sin efterfølger.

Kejser Tiberius

Nu blev hans stedsøn Tiberius, hvis mor var Livia, presset frem i forreste række, idet Augustus tvang ham til at lade sig skille fra Vipsania, som han ellers elskede og havde børn med, og i stedet gifte sig med Julia, der jo var hans stedsøster. Disse mere eller mindre tvungne ægtefæller havde ikke høje tanker om hinanden, og i år 2 e.Kr. kom det til en kæmpe-skandale, da Julia blev arresteret for utroskab og forræderi. Augustus kunne have fået sin datter henrettet for denne forbrydelse, men nøjedes med at erklære hendes og Tiberius' ægteskab for opløst. Derpå sendte han hende i eksil på en lillebitte ø, Pandateria, idet hendes biologiske mor, Scribonia, ledsagede hende.

Julia den Yngre

Hjemme i Rom voksede skandalerne imidlertid, for Julias datter, Julia den Yngre, blev også grebet i utroskab og derpå forvist, og hendes yngste søn, Agrippa Postumus, blev sendt i eksil på grund af sin støt stigende uregerlighed. Mærkeligt nok, kan man sige, var Julia ret populær i visse kredse i Rom, og der var flere forsøg på at skaffe hende mulighed for at vende tilbage til Rom, men det lykkedes ikke. Augustus gav hende dog en lille pension og forflyttede hende væk fra mini-øen.
Da han døde, tog den nye kejler, nemlig hans stedsøn og Julias tidligere ægtemage, Tiberius, pensionen fra hende, og hun døde kort tid efter. Nogle hævder, at det skyldtes, at hun blev sultet ihjel, andre at hun selv sultede sig af sorg over mordet på sin yngste søn. Hvorom alting er, så så peger den anklagende finger på kejser Tiberius, der jo aldrig havde kunnet lide hende, og som havde mistet sin sande kærlighed, Vipsania, for at indgå et tvunget ægteskab med hende.

Caligula

Julias eftermæle er uløseligt knyttet til hendes efterkommere, nemlig barnebarnet Caligula og oldebarnet Nero. Hun var dog også stedmor-bedstemor til kejser Claudius.

Et hjem uden tid og sted

Alle tiders gode ide - og ifølge sagens natur komplet umuligt for de fleste ....

For et par år siden var der en stor, sort mandsperson, der lod til at have slået sig ned på en stor kirkegård her i storbyen. Jeg mødte ham flere gange på stierne og så også en form for "telt", som jeg formoder var opført af ham. Det var lavet af plastikposer, gamle klude og grene og har vel kunnet give en vis form for ly. Jeg spekulerede ofte på, hvordan en sort mand var havnet på denne danske kirkegård, men jeg talte aldrig med ham, for jeg må indrømme, at hans derangerede ydre, vilde blik samt uransagelige dunster omkring ham skræmte mig: jeg skulle ikke have noget klinket ....

Jeg håber, at denne mand - ligesom mig - kan lide duer, for ellers må det være et helvede at "bo" sådan et sted. Sandsynligvis er han blevet forjaget, før han for alvor slog sig ned her, for sådan et syn passer ikke borgerskabets pæne damer og herrer. Jeg må også indrømme, at det signalerer nogle tilstande, der ikke føles trygge, for hvis man lever af at tigge mere eller mindre åbenlyst, så er næste trin vel, at man tager, hvad man ikke får? At tage kan oversættes til overfald, og det er der selvfølgelig ingen, der bør udsættes for.

Hvad gør man så, når ens kvarter tilrækker hjemløse? Tjah, jeg giver ofte en skærv, men føler samtidig at det er skruen uden ende, for pengene går jo bare til druk. Hvis disse mennesker skal skaffes ly for vind og vejr samt tryghed for de overfald og den chikane, de udsættes for, så skal de altså have et hjem. At tvangsforflytte dem til en 1 eller 2-værelses er imidlertid umuligt, og det kan faktisk være, at de frivilligt forlod sådan et lille, men ellers acceptabelt hjem.

Der står vist et bæger af en slags ved denne sovende person, og det er så hans signal til os andre: slip slanterne og hjælp en stakkels, forhutlet hjemløs, der lever af almisser ....

I 2019 fandt mere end hver tredje hjemløse fandt ophold på herberger eller forsorgshjem, og mon ikke det er bedre at støtte deres arbejde end den tilfældige hjemløse, man løber på? 11 % blev registreret som gadesovere, det vil sige, at de har overnattet på gaden, i en trappeopgang eller lignende. I Danmark var der i 2019 ialt 6.431 hjemløse, hvoraf hver femte er en kvinde.

Det er særlig trist, fordi de jo er mere udsatte for vold. Skulle en eller anden mandsperson tilbyde sådan en kvinde et sted at bo, så er det formentlig med bagtanker. Dvs., at selv om deres køn giver dem større muligheder for at opnå et midlertidigt ly, så er det samtidig noget, der gør det specielt risikabelt for dem.

Et hjem er noget andet end en offentlig bænk samt en gammel barnevogn med poser og pakkenelliker. At nogle ser det som en spændetrøje og derfor vælger det frie, hjemløse liv må man vel acceptere, siden det er deres valg, men hvad nu når det ikke er et frit valg, men noget, som sociale omstændigheder tvinger dem til? Ja, så står vi og vort velfærdssamfund over for et problem, som det faktisk er vores pligt at løse ....

https://feministisktperspektiv.se/2020/07/11/aldre-kvinnor-vanligare-bland-hemlosa/?fbclid=IwAR1Kmu0ZRH0mLKVtshsB3gGcD0eoF0U789RWE3GPtNzc31yhMlimKpkjxaQ

Ord som våben

En blandet flok, to såkaldt "sorte", én brun og én hvid, der synes at have det godt med hinanden, men hvad nu hvis den brune og den hvide rotter sig sammen imod de to "sorte" og tiltaler dem med "N-ordet", der regnes for så slemt, at få former for fornærmelse er værre??? Det ville ikke være godt, for dels viser det en voldsom mangel på respekt, dels er det pokkers svært at argumentere imod, selv om jeg nu synes, at de "sorte" snarere er brune.

Sagen er dog den, at manglen på respekt er en konvention, der kun fungerer, hvis begge parter går ind for, at dette altså er yderst fornærmeligt. Uden denne indforståede konvention ville ordet ikke være andet end lige præcis det, det også er, nemlig et ord ligesom alle andre.

Det er så én ting, men der er noget ved denne konvention, der er værre, og det er, at man ved som "sort" at anerkende ordets fornærmende betydning giver modparten et våben, for nu kan det bruges til at genere folk med mørk hud. Hvis man forsøger at undertrykke det, så popper det formentlig alligevel op i situationer, hvor den "sorte" persons modstandere mangler argumenter eller virkelig vil såre nogen med mørk hud. Eftersom det nørk-hudede offer for N-ordet reagerer på det, så ved angriberen, at det er et brugbart våben. Det er altså denne reaktion, der holder liv i ordets funktion og ikke selve ordet ....

 

Lærerige Knoklerier

Artikel i "Arbejderen", den 24. juni 2020: Så er jeg igen stødt på et hus, som jeg genkender fra en fortid, der var fyldt med mange forskellige og mere eller mindre lærerige jobs. Det ligger mange år tilbage i tiden, men déroppe, bag det vindue, har jeg siddet og skrevet fakturaer. Ikke bare det, men jeg indgik også i og blev en del af et fremmed miljø, som jeg ellers aldrig ville have fået indblik i. Netop dette sted genkender jeg som et sted, hvor jeg var den eneste fremmede, da de andre hørte til chefens familie. Som kontorvikar blev jeg her automatisk regnet for idiot, da jeg ikke engang måtte tage telefonen. Dette ærefulde job påhvilede chefens søn, der – totalt ukendt for hans far – ellers var stærkt forfalden til limsnifning, og jeg, der var mange grader mere klarhovedet, skulle altid tilkalde denne omtågede søn.

Inden da havde min erhvervserfaring indskrænket sig til babysitning og et sommerjob i en grønthandel foruden et kortvarigt job i et firma, der smykkede sig med det pompøse navn Rxxxborgs Sæbefabrikker. Pluralis kom af, at dette foretagende befandt sig i en torums ekslade, der stadig duftede af meget andet end sæbe. Hér var der et muntert liv med skøre kuler, der smed med sæbestykker, når de da ikke havde travlt med at pakke dem. Jeg har ingen dårlige minder fra det sted bortset fra en ældre fyr, der absolut ville have mig med på en ikke nærmere beskrevet udflugt til Sverige og var sur over, at jeg ikke ville.

Både grønthandlen og sæbefabrikken lå før vikarbureauerne, der senere skaffede mig mine studiejobs. Det gjorde tiden på Barselsgang B også. Jeg var ansat som en totalt uuddannet "deltidssygeplejeassi-stent", der utroligt nok var med til at passe barselskvinderne og de nyfødte børn. Da denne afdeling havde specialiseret sig i sociale tilfælde – hvilket dengang omfattede ugifte mødre og børn til bortadoption – havde jeg nogle meget interessante, men også ubehagelige oplevelser dér som for eksempel mærkningen for "ugift" ved de enlige mødres senge. Hvad f..... skulle det gøre godt for? Tja, dengang blev ugifte mødre og deres "uægte yngel" jo stigmatiseret som mindre værd, og det system holdt hospitalet sig åbenbart ikke for god til at støtte.

Hér oplevede jeg blandt andet, at et par bedsteforældre forelskede sig i deres barnebarn, der ellers skulle have været bortadopteret. Den lille pige var resultatet af en ung, fjollet, dansk piges sommerflirt med en lækker italiener, og hun var aldeles bedårende. Bedsteforældrene tog den lille til sig, hvilket nok var den eneste løsning, hvis barnet skulle blive i familien, for moderen viste ingen interesse for sin yndige datter.

En anden sag, jeg husker, var en ung, norsk pige, der var kommet til Danmark for at "føde i dølgsmål". Også hun fik en datter, som hendes forældre kom for at se, men åbenbart ikke faldt for. Den lille blev i hvert fald her i landet, da familien tog tilbage til Norge.

Nogle år senere, da jeg som studerende klarede til dagen og vejen som kontorvikar, oplevede jeg blandt andet Børsen, som jeg især husker på grund af en meget sød, ældre, men desværre meget fordrukken greve. Han fremhævede bestemt hverken sig selv som person eller som højadelig, men var altså mægtig fornem. Det snobberi, der omgav ham, kom udelukkende fra det faste kontorpersonale. De undså sig dog ikke fra at tiske og hviske sammen, når han igen havde besøgt skrivebordsskuffen med sprut.

Også et andet sted, som jeg blev sendt ud til for en kort bemærkning, nemlig ØK, husker jeg specielt for kontordamerne. Dette "fornemme sted" udmærkede sig ved et totalt forbud imod, at vi kvindelige kontorslaver så meget som talte med det faste, mandlige personale, der alle var øremærket til en karriere inden for koncernen. Eller rettere sagt, det, vi ikke måtte, var at "fraternisere" med disse unge mænd, der tydeligvis regnedes for at stå langt over os i social forstand. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende, men dengang så jeg det mere som en vittighed end som den fornærmelse, det reelt set var.

Jeg fik mig imidlertid en veninde på stedet, der havde rodet sig ind i hemmelige forhold til først én og derefter en anden af disse unge, forbudte mænd. Hun fortalte mig, at det kvindelige kontorpersonale blev anset for at stå så langt under de unge herrer socialt set, at disse endelig ikke måtte falde for en af dem. Hvis et sådant forhold endte med en forlovelse, så ville det ikke pynte på den udvalgte herres CV, når han blev sendt ud i verden som ØK-ambassadør.

Sådan var det ikke, da jeg fik et kontorvikariat i et firma, der producerede og solgte porno i stor stil. Der var dog ikke specielt meget liv og glade dage hér, for det hele druknede i travlhed. Aktørerne så vi ikke meget til, da den afdeling, hvor jeg var, ikke gjorde andet end at pakke og sende blade og så videre til alle landets sexhungrende købere, som der åbenbart var mange af.

Jeg kunne tilbringe en dag med at skrive breve med denne ordlyd: "Desværre er vi for tiden udgået for vor forrygende "Mand til mand"-film" eller "Vi må med beklagelse konstatere, at vi først får en sending "Pige med orne" i den kommende uge." Somme tider var det selvfølgelig mere positivt, for så kunne ordlyden være: "NYHED!!! Fire liderlige piger med munter ungkarl i sommerparadiset!"

Mit midlertidige engagement i pornobranchen må have foregået i en forholdsvis uskyldig tid, for jeg husker ikke noget om hverken sadisme, vold eller snuffmovies. Til gengæld var der en hulens masse mere eller mindre vanvittige (og højst uventede) kombinationer af køn og arter. Der var gang i den, men i visse af filmene foregik der noget, jeg ikke brød mig om, nemlig misbrug af dyr, hvilket virkede både forkert og grotesk på mig som dyreven.

Det er måske mærkeligt, men selv om vi sad med stakkevis af liderlige magasiner og sexbilleder, der skulle sendes, så var de ikke andet end kål og kartofler for os. De var varer som så meget andet, vi som kontorvikarer havde beskrevet i fakturaer og breve.

Hvad selve stedet angår, så var der en særlig pionerånd, der er svær at forklare i dag. Jobbet hér er et af dem, jeg husker med glæde, selv om mange andre vikarer, der var blevet sendt derhen, havde nægtet at arbejde "sådan et sted". Jeg havde dog hurtigt lært, at jeg burde have antennerne ude og suge til mig af nye, interessante indtryk, hvor jeg end kom hen og i hvert fald ikke lade mig afskrække af det, der stødte andre. Desuden gav vikararbejde temmelig godt og var helt sikkert med til at gøre det muligt for mig at fuldføre mine studier.

Spøgelser

Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, er angiveligt ofte set med sit afhuggede hoved under armen. De fleste gange befandt hendes spøgelse sig på Tower, hvor hun blev halshugget på sin afskyelige ægtemands ordre den 19. maj 1536, men der har været rapporter om, at hun også har vist sig i offentlige transportmidler. Hvad hun lavede dér, er ikke til at sige, for spøgelser siges jo at hjemsøge steder, der har en tilknytning til deres liv, så hvad skal en 1500-talskvinde i et tog? Det ville have været mere logisk, hvis hun nøjedes med at vise sig dér, hvor hun ligger begravet, men det er der vist ingen beretninger om.

I 1876 blev hendes skelet gravet op efter ordre fra dronning Victoria og derefter genbegravet i Chapel of St. Peter ad Vincula

Herregårde og spøgelser hører ligesom sammen, og de luftige personer fremstilles ofte som slægtninge til de nuværende ejere. Man siger ligefrem, at ethvert slot eller herregård med respekt for sig selv gerne har et spøgelse eller flere med en historisk tilknytning til stedet, og det er da en sjov og underholdende tanke.

Når "professionelle" ghostbusters opsøger disse steder for at finde spøgelser, bliver det dog ofte lidt for morsomt. 

Det vigtigste ved okkulte fænomener er, at det formentlig er de samme neurologiske forhold, der skaber indtrykket af spøgelser som af religiøse oplevelser. Da spøgelser ikke har den samfundsmæssige betydning som religiøse "åbenbaringer", så ser jeg dem ikke som hverken truende eller skræmmende, selv om det ofte er det, de forventes at være, når de dukker op rundt omkring. Jeg opfatter dem snarere som et interessant og underholdende indslag og ville iøvrigt gerne have, at forekomsten af spøgelser blev opgivet til fordel for et indgående studium af religion og religiøse begivenheder, da den blinde tro på dem udgør en virkelig fare for mennesker og samfund.

Der er ingen tvivl om, at mange efterladte har fået trøst for deres tab ved at forestille sig, at deres kære stadig er hos dem. At miste nogen, man holder af, skaber simpelthen en længsel, der gør én mere modtagelig for sådanne indtryk. Nogle oplever en "tilstedeværelse" i deres dagligdag, andre ser de afdøde i drømme, og det er alt sammen meget forståeligt, når man tænker på deres sorg. Det gør bare ikke disse spøgelser til virkelige fænomener, for her er det igen troen, der bærer læsset. Er der spøgelser, eller er der ikke? Et godt spørgsmål, der ikke rigtig kan besvares, når de kun optræder for én person, men ikke for alle ....

Denne lille spøgelseshistorie er min yndling, for hvis der virkelig er spøgelser, så har de netop også brug for trøst og kærlighed, da de formodes at gå igen på grund af traumatiske begivenheder i deres liv, som de ikke formår at slippe ....

https://www.grunge.com/162385/why-people-see-ghosts-according-to-science/?utm_source=zergnet.com&utm_medium=referral&utm_campaign=zergnet_5197507&utm_content=308

https://videnskab.dk/kultur-samfund/virtual-reality-indikerer-overnaturlige-vaesner-bliver-skabt-af-vores-hjerne