Øje for øje på tysk og dansk manér

Dette er den begivenhed, vi helst vil tænke på i forbindelse med besættelsen (1940-45): modige danskere gjorde en stor og farlig indsats for at redde knap 8.000 jødiske landsmænd fra nazisternes deportation og kz-lejre.

Det fartøj ser ikke særlig sikkert ud, og der synes også at være alt for mange om bord, men derfor kan det jo godt lykkes for en dygtig sømand at få folk over Øresund. Denne redningsaktion foregik i 1943, og nogenlunde samtidig indførte Hitler nogle skrækkelige regler for "clearingmord", der var hævnaktioner for drab på tyske soldater. Ordren gik ud på, at ti civile skulle dræbes for hver eneste tysker, der blev dræbt af danskere. I realiteten blev det dog "kun" ét dansk liv for én tysker.

Ofrene kunne være tilfældige, men de startede med den berømte og populære forfatter og præst ved Vedersø Kirke, Kaj Munk. Derefter gik det ud over ialt seksten læger, hvilket vel skyldtes, at de med deres uddannelse var værdifulde for samfundet, sådan at tabet ville være mærkbart for den danske befolkning. Ialt blev omkring hundrede danskere myrdet ved clearingmord, men på et tidspunkt gik tyskerne over til hævnaktioner, hvor tilfældige mennesker blev skudt ned på gaden. At de skulle tjene som et argument imod modstandsbevægelsen er dog ret grotesk, og den strategi virkede da heller ikke. Det lader dog ikke til, at mange danskere direkte har støttet modstandsbevægelsen, og der er sikkert også dem, der har set dem som ballademagere, samtidig med at de var fjendtligt indstillet over for tyskerne. Jeg mistænker, at dette paradoks hænger sammen med vor notoriske vattethed - forklædt som pacifisme - hvilket dog gør det endnu mere beundringsværdigt, at man ikke altid vendte ryggen til, men rent faktisk hjalp jøderne.

Hitler døde angiveligt den 30. april 1945, og Danmarks befrielse indtraf den 5. maj. Allerede samme dag begyndte retsopgøret mod tusinder af danskere, der havde støttet besættelsesmagten med ord og handlinger. Ca. 13.000 personer blev idømt bøde eller fængselsstraf, og 46 blev henrettet, men store dele af befolkningen skumlede over noget, de så som en tendens til at straffe de små forbrydere, medens de store slap billigere.

Gadens parlament tog sig også af noget, der faktisk ikke var en lovgivning imod, nemlig de såkaldte "tyskerpiger". Forelskelser fører ofte til utilsigtede problemer for folk, og det skete også for mange danske kvinder, der faldt for en tysk soldat. At de ligefrem skulle straffes for det efter befrielsen er vanvid, medmindre de også havde brudt landets love og bedrevet en klar landsskadelig virksomhed. Det var nok været de færreste, der virkelig havde haft et sådant forhold til en soldat, men man kan sige, det var uheldigt for dem, at de faldt for en fra besættelsesmagten.

Kvinden, der styrede Kina som kejserinde

Wu-Ze-Tian- kejserinde af Kina.

Hun blev født i 624 som datter af kansler i Tang-dynastiet, Wu Shihuo. Han lod hende læse en masse litteratur og uddanne sig på forskellig vis. Som 14-årig gjorde hendes skønhed og intelligens, at hun blev valgt som "Cai Ren" (dvs. en form for konkubine for kejser Taizong). Hun fandt sin plads som kejserens sekretær og lærte på den måde en masse om statsaffærer. Samtidig gjorde hendes skønhed, at prins Li Zhi fik øje på hende, og hun blev hans konkubine, da han kom på tronen som kejser Gaozong i 649, selv om hun ellers var blevet sendt afsted til et kloster for at blive nonne, da Taizong døde.
Wu-Ze-Tian var ikke tilfreds med rollen som konkubine, for hun ville være kejserinde. Eftersom Gaozong allerede havde en kejserinde, krævede denne plan ekstraordinære tiltag, og dem skortede det ikke på, da Wu-Ze-Tian egenhændigt kvalte sin nyfødte datter og gav kejserinden skylden, sådan at kejseren ville forskyde hende. Denne grumme plan lykkedes, og i 655 blev Wu-Ze-Tian kejserinde, idet næste skridt var at få en stor del af hendes politiske modstandere fjernet. Samtidig fik kejseren øjenproblemer, der gjorde ham mere personligt afhængig af Wu-Ze-Tian, hvilket hun forstod at udnytte til fulde. Inden han døde i 683 gav han sig selv en ny titel, nemlig "Tian Huang", hvilket betyder "Himlens Kejser". Wu-Ze-Tian fik en lignende titel, nemlig "Tian Hou", dvs. "Himlens Kejserinde".
Selv om hun fik gjort sine to sønner, Li Xian og Li Dan, til kejsere som Zhongzong og Ruizong, så beholdt hun altid selv den reelle magt. Zhongzong var den første af hendes sønner, der indtog tronen som kejser, men han blev dog afsat efter 55 dage. Derpå blev det den mindreårige Ruizongs tur, idet Wu-Ze-Tian blev hans formynderregent. Da Ruizong efter kort tid abdicerede "frivilligt", blev Wu-Ze-Tian den første kvinde i Kinas historie, der åbent satte sig på kejsertronen under sit eget navn, dvs. "kejser Zetian". På det tidspunkt havde hun allerede reelt set været Kinas regent i tredive år.
Hendes snuhed og handlekraft gik hånd i hånd på skræmmende vis, men man må indrømme, at hun blev en udmærket kejser. Hun reformerede bl.a. uddannelsessystemet og ansatte tilmed mange talentfulde personer, der ikke ligefrem var spytslikkere. Desuden gjorde hun meget for at udbedre landbruget, der vandt meget ved hendes reformer. Visse modstandere beskyldte hende dog for at holde et mandligt harem af buddhistmunke, og hendes styre byggede også på en hel del terror og spioneri.

Historiens værste skiderik

OK, dem er der nogle stykker af, selv om mange sikkert vil se Hitler som den værste. Som det ses er denne overbroderede herre dog ikke den tyske skiderik, men den belgiske konge, Leopold II (1835-1909). Han var såmænd den konge, der har siddet længst på den belgiske trone, som han indtog i 1865. Magen til modbydelig karl skal man lede efter, og han satte træskoene alt for sent.

Det, Leopold vil blive husket for, var hans behandling af befolkningen i den afrikanske stat Congo. Belgien og Congo er ikke ligefrem naboer, men Leopold fik lagt beslag på dette afrikanske land med hjælp fra den berømte opdagelsesrejsende, Henry Morton Stanley. Det blev tilmed sanktioneret ved Berlin-konferencen i 1884-1885, hvor hans krav autoriseret, fordi han angiveligt skulle "forbedre" den indfødte befolknings levevilkår. En betingelse, som denne opstyltede Hans Majestæt ikke bare blæste på, men latterliggjorde gennem sin behandling af disse mennesker, hvis liv og stat han havde annekteret. For ham var og blev de undermennesker, og det, det gjaldt om, var at fylde de kongelige lommer mest muligt. Noget, der foregik gennem udnyttelsen af landets råstoffer. Han bevægede sig fra indsamling af ibenholt til en gummiproduktion, der involverede tvangsarbejde "krydret" med vold, mord, lemlæstelser og andre ubegribelige overgreb.

Hvis der ikke blev produceret så meget gummi, som Leopold havde forventet, blev arbejderne straffet, som regel med amputationer af deres højre hånd. Hvordan dette skulle kunne få mere gang i arbejdet er ret uvist og må derfor tilskrives Leopolds sadisme og menneskeforagt. Der er uenighed om det nøjagtige tal, men man mener, at mellem 1-15 millioner indfødte congolesere mistede livet på grund af belgiernes fremfærd.
Eftersom Leopold var stifter af og ene-ejer af det, der blev kaldt "Congo Free State", falder ansvaret på ham. I 1908 overtog den belgiske stat administrationen af det, der hidtil havde været Leopolds private legeplads.

https://www.npr.org/2018/09/26/649600217/where-human-zoos-once-stood-a-belgian-museum-now-faces-its-colonial-past

Menses og gode manerer

Jeg må indrømme, at jeg grinte, da jeg læste denne lille hverdagsberetning om livet med en 3-årig datter. Mange andre vil nok ikke finde det særlig morsomt, men snarere pinligt eller direkte forargeligt.
Skal vi vædde om, at disse forargede personer er af hankøn? Det er i hvert fald mit indtryk, at mange mænd har det skidt med denne naturlige, feminine funktion, som jeg har oplevet, at nogle direkte har gjort nar ad.

Ja, det er der virkelig ingen grund til, og jeg tvivler meget på, at der er ret mange kvinder, der ville acceptere en sådan tingest. Ikke desto mindre har jeg som før sagt oplevet nogle bizarre episoder på sociale medier, hvor nogle mænd har gjort nar ad denne naturlige, kvindelige funktion. Engang imellem forsøger de så at camouflere det med medynk: "Det er vel nok synd for jer kvinder, at I ikke er som os mænd, der ikke "lider af" den slags ...."
Når det sker, sender jeg så et par håndgranater ud, som de abslut ikke kan lide: "Hvad med det hvide, I udsondrer, ofte på en yderst uhøvisk og upassende måde?" (Jeg har heller ikke glemt Henrik VIII's maskuline stolthed over sine "to (regelmæssige) natlige pollutioner", der for ham var et bevis på, at han var en rigtig mand, der sandelig fungerede, som han skulle. At det skete i ægteskabet med Anna af Cleves så han som det uomtvivstelige bevis på, at det var hende - og ikke ham - der var noget galt med).
Sunde og raske kvinder inden for en vis aldersgruppe har velafgrænsede "udsondringsperioder", medens mænd rammes af det ene jordskælv efter det andet, der kan ødelægge civiliserede forhold og bringe ravage i alt fra deres gode rygte til straffeattesten. Når disse personer taler om "de dage" er det tydeligt, at de slet ikke regner deres egen fysiske beskaffenhed for noget, der tæller på samme måde, men det er det altså, bare endnu mere dramatisk og bekymrende. Ingen mand er død at en kvindes menstruation, men masser af kvinder er døde (myrdet!!!) på grund af mænds specielle funktioner ....

Hele systemet er på den ene side ret genialt, hvis bare man følger reglerne, men der skal ikke meget til at forrykke balancen, og det er ikke kvinden og hendes "dage", der gør det. Nul!

Sæt tænderne i forbryderne - eller?

Det var disse aftryk af skiderikken Ted Bundys tænder, der fældede ham, fordi retsodontologen hævdede, at det bidemærke, han havde efterladt på et af sine ofre, var helt unikt. Aftrykkene blev et meget vigtigt bevis imod ham, og det siges, at det først var, da han forstod, at bidet havde efterladt et mærke, han ikke kunne løbe fra, at han opgav sin friskfyragtige facon og gav op. Han kunne ikke andet end at tilstå og endte med at blive morddømt og derpå henrettet i 1989.

Nu viser det sig så, at de "stensikre" beviser, som bidemærker blev regnet for at være, slet ikke holder. Der er en amerikansk protestgruppe, der tager morddømtes sager op til fornyet overvejelse, og som har fået forkastet flere domme, hvor bidemærker var det centrale bevis. Man kan så tænke over, hvordan den glatte og snu Bundy ville have reageret, hvis han havde oplevet denne nye holdning til det, der fældede ham i sin tid. Formentlig ville han have udnyttet denne udvikling til fulde, for sådan var han nu engang.
Tandlægen, der tog aftrykkene af hans tænder, hævder dog stadig, at seriemorderens bid var så unikt, at der ikke er noget at komme efter: han blev dømt og henrettet retfærdigt. Det er der vist heller ikke nogen, der tvivler på, men de "stensikre videnskabelige beviser" bliver forkastet i flere og flere sager. Mange morddømte i gamle sager får dem som sagt genoptaget, og flere er blevet renset fuldstændig.
I de fleste tilfælde skyldes det dog ikke bare en forkastelse af bidemærke-beviserne, men at man nu - via DNA - har fået udpeget andre forbrydere. Dvs. at denne nye metode lader til at erstatte bidemærkerne som super-bevis.
Jeg har set interviews med et par af de førhen så store navne inden for odontologien, og det er tydeligt, at de nærmest er som himmelfaldne, for lige med ét falder de fra toppen af kransekagen til bunden. De og deres videnskabelighed betvivles, og de kan ikke stille så meget op imod DNA-beviser, for det er jo det nye, geniale system ...




 

Realiteternes facade

Hvis man virkelig går ind i den sydafrikanskfødte canadisk-amerikanske ingeniør, opfinder og forretningsmand Elon Musks teorier om, at vi alle lever i en simulation, så har jeg erfaring for, at man ender op med en meget stor hovedpine. Derfor vil jeg nøjes med at trække nogle hovedpunkter frem, (som jeg dog kun forstår delvis, da min hjerne har det med at slå bak ved navnet Elon Musk, Matrix, simulationer, etc.).
Man må sige, at han er en meget flittig mand, der har fingeren på adskillige af tidens mest spændende pulse. Blandt hans specielle mærkesager er både en utrættelig forfølgelse af en fyr, som han mistænker for pædofili, PayPal, Tesla-motorer og skabelsen af et elektrisk overlyds-jetfly, der kan lette og lande lodret.

Det, der først og fremmest vækker hans omgivelsers undren, er imidlertid hans oven for nævnte teorier om, at vi alle lever i en simulation ligesom i filmen "The Matrix". Når man første gang hører det, lyder det helt vildt, og man føler, at hr. Musk vist trænger til en spændetrøje, men efterhånden har hans ideer vakt genklang hos en hel del fornuftige og velinformerede folk med videnskabelig baggrund, så de kan ikke bare afvises. Tanken om, at vi ikke er andet end end videospilskoder, der blev skabt af vore egne efterkommer for mere end 10.000 år siden, er dog svær at sluge.
Da René Descartes (1596–1650) i sin tid kom med sin definition - "Jeg tænker, ergo er jeg" - så var det ikke bare en flot bemærkning uden indhold, men en uomtvistelig sandhed. Man kan umiddelbart se, at sådan forholder det sig, og at tankerne definerer et menneske.

Fyren her går i hvert fald ind for Musks ideer, selv om han måske slet ikke kender dem, for han betragter åbenbart virkeligheden som et videospil, oven i købet et meget kedeligt et af slagsen. Det han sidder med, er dog virkeligheden, som vi kender den, og det, der gør den så kedelig for ham er sandsynligvis, at dens grænser er snærende, fordi han er fanget i virkelighedens krav og dagligdagens trummerum.
Nå, men Elon Musks teorier bliver lidt mere forståelige, hvis man går ud fra, at realismen i et videospil stadig forøges. På et eller andet tidspunkt når man nemlig det punkt, hvor det at spille et videospil ikke længere kan skelnes fra virkeligheden. Som jeg ser det, befinder man sig så stadig i en verden af drømme og teorier, som man kender fra alle kunstformer. HELT sikker er jeg dog ikke, og jeg er spændt på at se, hvor hr. Musks teorier fører os hen ....

 

"Så talte ræven for de gæs ...."

MEGET romantisk, eller hva'? Om ikke andet gælder det som et gedigent kærlighedsbevis, og det hævdes stadig, at dette er det øjeblik, mange kvinder drømmer om fra tidlig barndom. Lige det er jeg nu ikke så sikker på, for hvor ægteskabet før i tide var et karriere-spring for en kvinde, så er der nu andre muligheder.

Selv om den enkelte kvinde kan længes efter drømmemanden og drømmebrylluppet, så kolliderer denne drøm måske med ønsket om en karriere og selvstændighed. Nogle ser det måske desuden som en fordel at have været gift, men ikke at være gift eller at blive det igen, for frue-titlen har ikke den status, den havde før i tiden ....
Hvorom alting er, så kan frieriet med den knælende mand trænge til lidt analyse, og det åbner "Kratøs" op for med sit svar til Isabella.

Den udlægning havde jeg ikke tænkt på før, men fyren har sikkert ret, for romantiske stunder af denne art indeholder et stærkt element af "genitalie-snak": det ene organ kommunikerer med det andet, men som regel på en civiliseret måde via symboler à la dette:

Mange kvinder er dog ikke nær så romantiske, som mænd forestiller sig. Nogle er endda ret direkte og krævende samt fulde af gode ideer, som de bare skal have viderebragt til manden og hans underbevidsthed.

Uha, nu gælder det for fyren om at svare rigtigt, og det kan han kun, hvis han kender sin hjerterdame rigtig godt. Et forkert svar - eller en mærkbar mangel på entusiasme - kan få fatale følger for forholdet.
Én ting er, når der kommunikeres med ord, noget andet når ordene erstattes af symboler. Ordene er vist mere i tråd med fyrenes smag, men pigerne falder tit for symboler, hvilket kan gøre tingene endnu mere indviklede. Den raske ungersvend fortvivler dog ikke, men kaster sig ud i en forførende kommunikation ....

Lidt for smart, men ikke noget ukendt

Jamen, det er da  genialt, ikke sandt??? Desuden, var det ikke det, den katolske kirke gjorde med deres "afladsbreve"? Ergo: ingen grund til forargelse, for dette par har bare lært af den bedste til at plukke intetanende troende, nemlig Kirken ....
Alt taget i betragtning kunne det altså have været sandt og helt i tråd med historiske facts, men det var det bare ikke. Der var tale om en "god historie" om noget, der kunne være sket, for det var det jo før i tiden.

I dette tilfælde var der faktisk ingen svindlere, der solgte billetter til himlen, og der var måske i det hele taget ingen svindlere bortset fra dem på web sitet Stuppid, der bragte historien. Da det blev afsløret, at det med Florida-parret ikke passede, blev historien ellers fluks overflyttet til et land i Afrika, men det reddede nu ikke dens troværdighed.
Desuden lader det til, at Stuppid elsker "fake news", for man har også bragt interessante, (men totalt løgnagtige) historier om et nazistisk par, der modtog sperm fra en sort donor, en baby, der blev smidt ud fra en rutschebane, en 14-årig pige, der fødte Jesus, samt meget mere af samme skuffe.

Skulle man få tilbudt denne slags billetter til himlen af ægte svindlere - tilmed til den billige pris af § 99 - så skal man absolut ikke forvente, at de virker ....

Skeletter i skabet

Anne Perry er en respekteret, New Zealandske forfatter, først og fremmest af historiske krimier. Hun har været meget produktiv, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst nogen af hendes mange romaner, hvoraf de kendteste handler om detektiverne Thomas Pitt og William Monk.
Hun blev født som Juliet Marion Hulme i 1938, men skiftede navn efter en kriminalsag, der kunne være som taget ud af en af hendes bøger. Da hun var 15 år, kom hun nemlig i fængsel for at medvirke til mordet på en venindes mor. De to unge piger levede i deres egen fantasiverden og ville ikke skilles, da Hulme-familien ville sende Juliet/Anne til Sydafrika, medens hendes forældre gennemførte deres skilsmisse. Venindens mor nægtede at lade sin datter følge med Juliet/Anne til Afrika, så de besluttede sig for at "løse problemet" ved at myrde hende med en mursten i en strømpe. En grotesk "løsning", der ikke gjorde, at de kunne være sammen, og det lader ikke til, at de har optaget kontakt med hinanden efter løsladelsen.
Den voksne og berømte forfatter Anne Perrys hemmelige teenage-fortid kom for dagen samtidig med udgivelsen af hendes 13. bog. Tiden med mordet og det nære venskab, (der angiveligt ikke var af seksuel karakter), er senere blevet filmatiseret som "Heavenly Creatures" (1994), men det var først nogle måneder efter film premieren, at Anne Perrys hemmelige fortid blev kendt.

Det er altså trist ....

Virkeligheden for nogle, der lige fra starten er dem, de "andre ikke må lege med". Det er synd for begge parter, også fordi der sjældent er en rationel forklaring på forbudet. Måske gælder det tilmed noget, de voksne har kørende, sådan at et forældrepar ikke vil acceptere, at et andet pars børn leger med deres, fordi de ikke kan lide familien.
Den slags bør ikke gå ud over et barn, ligesom det heller ikke bør falde som offer for forældrenes snobberi. Børn er ikke snobbede, medmindre de bliver oplært til det, og det er jo en vanvittig holdning i vore dage. Hvis grunden til et forbud er, at "den og den ikke  er"god nok" til vores barn", så er det noget pjat, hvis børnene ellers har glæde af samværet og ikke på nogen måde lider skade. Hvis det er noget med en dårlig indflydelse, hvor et barn kan blive lokket til noget, der er farligt eller kriminelt, ja, så ser sagen anderledes ud, men kun hvis det er tilfældet ....

Smiger og EC

Indrømmet: jeg ELSKER at blive smigret med mine bøger, og jeg blev nærmest overvældet af den smiger, der lå i at se et eksemplar af min Karen Blixen-bog for gymnasiet og andre skoletrin sat til salg på Amazon for noget, der svarer så nogenlunde til 1.000,00 kr. Andre eksemplalrer af den samme bog udbydes nu også til ublu priser på Amazon, og mit hjerte svulmer af stolthed, så jeg burde skamme mig ...

https://www.amazon.com/Drommende-Fortaellinger-Udgivet-rerforeningen-Cederborg/dp/B00QQQ9TEK/ref=sr_1_85?dchild=1&keywords=Karen+Blixen&qid=1587804629&sr=8-85

Ikke at jeg tror, der er mange chancer for, at sælgeren kan få så høje priser for bogen, men bare tanken om, at nogen finder den så værdifuld smigrer altså min forfængelige sjæl. Noget, der altså formentlig betyder, at jeg bør gå i rette med mig selv, for skørt er det jo.

Desuden: jeg er ikke blind for det  faktum at det at være til fals for smiger betyder, at man virkelig er til fals, og det har aldrig været sundt for nogen ....

Geopolitik og verdensherredømme

Fortidig geopolitik, hvor franskmændene - dvs. Napoleon Bonaparte - og englænderne deler verden imellem sig. Både før og efter har andre statsmænd forsøgt det samme.

Begrebet geopolitik har fået et blakket ry, fordi det forbindes med nazismen og Hitlers krav om "Lebensraum". Som begreb og ideologi står det imidlertid først og fremmest for studiet af staters handlemuligheder  i forhold til geografiske forhold.
Det var svenskeren Rudolf Kjellén, der navngav begrebet i 1899, men ideologien blev også videreudviklet af englænderen Halford Mackinder, amerikaneren Alfred Mahan, etc.. Kort sagt, ideen var oppe i tiden og fascinerede mange forskellige, både politikere og historieforskere. Den fandt dog hovedsagelig grobund i Tyskland, hvor befolkningen stadig følte sig snydt og nedværdiget efter I. Verdenskrigs Versaillestraktat. En hovedfigur var den tidligere general Karl Haushofer (1869-1946), der bl.a. grundlagde "Zeitschrift für Geopolitik" i 1923. Det var dette tidsskrift, der senere udviklede sig til et propagandaorgan for det nazistiske parti.

Da Karl Haushofer blev professor i München, fik han en elev, der åd hans teorier om geopolitik råt. Denne elevs navn var Rudolf Hess, og da han forbandt sig med Adolf Hitler, som han var dybt betaget af efter at have truffet ham ved et politisk møde i 1920, videregav han de oplysninger om geopolitik, som han havde fra sin lærer, Karl Haushofer, til ham. Det var lige vand på Hitlers mølle og var med til at gøre ham interesseret i Rudolf Hess, der havde meldt sig ind i nazi-partiet, og som nu blev hans fortrolige medarbejder. Da de begge sad fængslet i Landsbergerfængslet efter det mislykkede ølstue-kup, dikterede Hitler sin bog, "Mein Kampf", til ham, og efter magtovertagelsen i 1933 blev han bl.a. udnævnt til hans stedfortræder.

Geopolitikken levede og trivedes under nazismen som en vigtig del af ideologien, men efter krigens slutning rettede udenlandsk presse anklager imod Haushofer og beskyldte ham for at være medskyldig i Tysklands ekspansionspolitik. Det kunne den gamle general og senere professor ikke holde ud, så han og hans hustru valgte at tage livet af sig i 1946.
Hvad faget angik, så blev det afskaffet som led i De Allieredes angreb på nazisistiske institutioner i Tyskland. Desuden blev det direkte fordømt af geografer, forskere og andre, der associerer det med Nazi-Tyskland og dets Lebensraum-ideologi. Man har dog efterhånden erkendt, at geopolitik hovedsagelig er en betegnelse for et princip, som enhver stat er underlagt og følger som en del af real-politikken.

Napoleon og hans list

Da Napoleon I blev placeret på Elba, var han selvfølgelig ikke begejstret, for var han ikke kejser? Skyldte Frankrig og historien ham ikke en højere placering end som fange på en lille, snoldet ø? Nok havde han masser af goder, blev behandlet som "guvernør", men hvad er sådan noget værd, når man har været kejser?

Eftersom det lykkedes Napoleon at få et venligt og fortroligt forhold til sine vagter, hørte han også om deres privatliv. Den ene vagt var vildt forelsket i en kvinde i Firenze, og det udnyttede den snu fange til sin fordel ved at hævde, at denne kvinde var utro med en anden mand. Vagten ikke bare slækkede på overvågningen, men aftalte med Napoleon, at han kunne tage en hemmelig smuttur til Firenze for at tjekke op på kæresten og hendes troskab.
Sikkert som en del af sin flugt-strategi fik Napoleon vagten til at udsætte sin rejse til et tidspunkt, hvor en flugt fra Elba var lettest at gennemføre, og så gik det ellers i fuld fart væk fra øen i februar 1815. At denne flugt ville ende på Saint Helena havde Napoleon nok ikke forestillet sig, men sådan gik det den detroniserede kejser, der døde på den lille ø af noget, der ligner mave-kræft, men som kan være noget mere dystert. Englænderne er i hvert fald blevet mistænkt for mord lige siden da ....

Uønskede husfæller

Forleden aften omkring midnat, hvor jeg så småt var i gang med at forberede natten, men bare var for træt til virkelig at gøre alvor af mine planer, fik jeg en uventet visit: en edderkop, vist nok af "stankelben"-arten. Den løb hen over min ene hånd, og jeg blev forskrækket, men fik mig dog taget sammen til at forsøge at fange den, også fordi jeg befandt mig nogle få meter fra min seng, hvor jeg kunne forestille mig, at den ville søge hen.
Fordi jeg ikke ville skade den, fik den mulighed til at smutte fra mig, og jeg tilbragte en meget urolig nat, for hvor var den blevet af? Havde den søgt tilflugt i min seng, uden at jeg havde opdaget den? Gemte den sig et andet sted, hvor den helst ikke skulle befinde sig?

Allerførste gang jeg så den var på badeværelset, (dog ikke bag min tandbørste), og allerede dengang havde den held til at flygte. Hvis ikke det var, fordi jeg føler en vis sympati for edderkopper, så havde jeg på det tidspunkt klasket den, men det gør jeg faktisk aldrig: edderkopper er i  mine øjne ikke ækle, men fascinerende.
Nå, men "mit" stankelben havde altså undgået mig endnu engang og kunne (teoretisk set) befinde sig i min seng. Jeg ledte og ledte, men fandt den ikke, hvilket dog ikke gjorde mig tryg, for den KUNNE jo have gemt sig mange mærkelig steder i eller omkring sengen.

Nok kan jeg lide edderkopper, men ville den være egnet som en fremtidig husfælle? Nej, for jeg ville altid være bange for at komme til at træde på den eller at møde den steder, hvor den IKKE hører hjemme. Ergo: da jeg i dag fandt den i min næsten nedbrudte bogreol, fik jeg den gelejdet over i et bæger med låg og derpå båret ned i gården. Nu kan jeg så til gengæld gøre mig mange tanker om, hvorvidt en af de mange edderkop-fjender gør has på den, eller om den bliver ædt af en af beboernes hunde. Ih, altså de bekymringer dyreelskere uforvarende får med insekter ....

 



De næste  

Tudor-mødre

Hun er yndig, og han ligner et surt løg, men hva' pokker, de indgik jo deres ægteskab af politiske årsager. Sådan var det nu dengang med de kongelige, og så siges det ellers, at netop dette par fik et smukt og kærligt forhold. En antagelse, der bl.a. bygger på hans store sorg, da hun døde af barselsfeber.
Egentlig kender man hende mest fra omtalen i "Richard III" af William Shakespeare, hvor hun fremstilles som det uskyldige lam, der risikerer at skulle ofres gennem et ægteskab med sin onkel, den onde og pukkelryggede Richard III. Han har angiveligt myrdet hendes små brødre, hvoraf den ene er den retmæssige konge. Heldigvis bliver den yndige prinsesse med det stærke krav på tronen dog frelst af helten, Henrik VII. En situation, der gengives i symbolsk form her, hvor Elizabeth kan ses som den lille kvindefigur under dragens ene bagben:

Uden af have ret mange kongelige aner er Elizabeth af York alligevel på en vis måde den allermest royale af alle i England, da hun er den eneste dronning, som har været hustru, datter, søster, niece, mor og bedstemor til engelske konger. Faktisk nedstammer alle senere regenter fra hende, men selv er hun datter af en konge, Edward IV, der havde den frækhed at gifte sig med en ukongelig, nemlig Elizabeth Woodville, hvis store, tidløse skønhed lokkede ham til dette brud på traditionerne.

Denne Elizabeth blev født omkring 1437 og var datter af jarlen af Rivers, Richard Woodville, og Jacquetta af Luxembourg, der gennem et tidligere ægteskab havde været tante til Henrik VI. Dvs. at socialt befandt den smukke Elizabeth sig et godt stykke under de kongelige, hvilket også afspejles gennem hendes første ægteskab med John Grey af Groby. Med ham fik hun to sønner, men da hendes mand døde, og hun giftede sig med Edward IV, blev hun mor til ti kongelige børn, der dog ikke alle opnåede voksenalder.
Ægteskabet med Edward IV vakte furore, for det var første gang, en engelsk monark giftede sig med en undersåt. Når man ser ungdomsportrættet af Edward IV, virker han egentlig også som en romantiker, selv om han på et tidspunkt af sit liv faktisk havde et forbrug af kvinder, der minder om hans barnebarns, den senere Henrik VIII.

Bølgerne gik altså højt omkring dette pars forhold, og i 1484 blev deres ægteskab erklæret ugyldigt, og deres børn forvist fra hoffet. Hele dette spil med anerkendte contra afsatte regenter hang selvfølgelig sammen med de såkaldte Rosekrige (1455-1487), hvor to grene, nemlig York og Lancaster, af Plantagenet-slægten kæmpede om magten. Den sidste York-konge var Richard III, der blev bekæmpet i Slaget ved Bosworth Field, og hvis skelet senere blev fundet begravet under en nutidig parkeringsplads.

At gifte sig med Elizabeth of York var noget af en genistreg, for på den måde bragte Henrik VII de to stridende Plantagenet-grene sammen og styrkede desuden det svage krav han selv havde på den engelske trone gennem sin mor, der tilhørte Lancaster-slægten. Når de to tilmed fik et godt ægteskab, så var alting jo godt, men deres samtid var noget noget bekymret over deres måde at opdrage de mange børn. Dengang skulle børn virkelig kun ses og ikke høres, men det lader til, at det kongelige par tilbragte meget mere tid med deres børn, end det blev regnet for "normalt". Faktisk var der dem, der mente, at dronningen forkælede dem, men den opfattelse kan selvfølgelig være en efterrationalisering, fordi den søn, der fulgte sin far på tronen, var den super-narcisstiske og egocentriske Henrik VIII ....

Rystende badedragtsbillede

Dette billede har virkelig rystet diverse herrer, der føler, at nu er kvindens frigørelse altså endt i noget af et mareridt. Selv ser jeg - og andre kvinder - det som en spøg, og vi har ingen planer om at iklæde os et sådant klædningsstykke eller at arbejde for, at de hår, vi også har, breder sig på denne måde.
Hvad er det, der er så slemt ved denne badedragt? Jo, det er selvfølgelig mønsteret, for det bryder med alle forestillinger om femininitet. Det kan da godt være, at der er kvinder med en sådan hår-pragt, men hvis der er, så viser de den næppe frem, for det er ikke comme il faut i vores kønsdefinerede verden.

Denne "påklistrede" badedragt har til gengæld ikke stødt nogen af hverken det ene eller det andet køn. Mændene griner vist mest ad ideen med en benzin-tigger, der forsøger at påkalde sig opmærksomhed ved hjælp af en feminin facade, medens kvinderne ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Den går heller ikke så meget ind i den gængse kønsdefinition, at den virker som en trussel om nedbrydningen af den almindelige definering, hvilket hår-badedragten gør. Den er et tydeligt brud med det, man mener at kunne forvente hos kvindekønnet. Det er chefstillinger til kvinder også, men det tolereres efterhånden (mere eller mindre).

Dræbt for sine organer?

Dette er 8 år gamle Cole Hartman med sin mor, Liz, og de ser jo glade og velfornøjede ud. Problemer både var der dig, for drengen var født med den gen-fejl, man kalder "fragilt X-syndrom". Det giver fysiske og psykiske handicaps, så selv om han var glad, da billedet blev taget, så havde han udsigt til flere alvorlige helbredsproblemer i fremtiden. Noget, der dog ikke berettiger nogen til at berøve ham hans liv - heller ikke en læge, der ønsker at hjælpe andre patienter med organ-donationer.
Af en eller anden mystisk årsag var Cole åbenbart gået ind i familiens vaskemaskine, hvor hans far fandt ham druknet. Ambulanceredderne fik dog sat hans hjerte i gang igen, og han blev lagt i respirator. Han var ikke hjernedød, men angiveligt meget alvorligt skadet, og ifølge lægerne ville han ikke kunne klare sig uden en respirator. Forældrene valgte derfor at slukke for respiratoren og donere hans organer til andre, der havde brug for dem. Noget, der vist sjældent sker, hvis patienten ikke er hjernedød, dvs. DØD og ikke til at vække til live igen.

Retsmedicineren Denise Bertone, der obducerede Cole, fattede imidlertid mistanke om lusk, for hun fandt forskellige medikamenter som fentanyl i hans lig og kunne se, at det var det - og ikke den frakoblede respirator - der havde dræbt ham. Den behandlende læge på hospitalet hævdede, at hun bare havde givet ham smertestillende, så han ikke skulle lide, når respiratoren blev fjernet.
Sagen er imidlertid den, at der er et vist tidspres på en sådan læge, hvis opgave er at fjerne både respiratoren og organer, for mange af sidstnævnte kan ikke bruges til transplantationer, hvis ikke det sker med det samme. Fordi drengen ikke var hjernedød levede han stadig ca ½ time efter fjernelsen af respiratoren, og Denise Bertone hævder, at lægen må have givet ham fentanyl for at fremskynde hans død, så hospitalet kunne "høste" hans organer. Dvs. at de rent faktisk har taget livet af ham.
I sådan et tilfælde er der altid tale om en balancegang, for - hjernedød eller ej - skal patienten selvfølgelig ikke lide, når respiratoren tages væk. Samtidig skal han/hun ikke have så meget smertestillende, at det bliver det, der dræber ham/hende. Hvad skal lægen gøre? Hvem skal han/hun vælge at støtte: den døende i respirator eller alle de patienter, der gør sig håb om at få et organ??? Åbenbart en situation der kan opstå den ene gang efter den anden, og som der ikke er nogen let løsning på ....

Den dristige plan om et nyt liv ....

Her har vi en amerikaner på afveje: Dr. Hawley Crippen, der havde slået sig ned i England med sin grove og vulgære kone, Cora. De to levede i et meget lidt kærligt forhold, og det lader til, at Cora nød at chikanere og håne sin mand, der åbenbart ikke helt levede op til hendes forventninger om mandighed. Hun nød opmærksomhed, drømte om en scenekarriere og havde selv adskillige elskere.

I januar 1910 bemærkede hendes venner, at hun tilsyneladende var forsvundet. Hendes mand påstod dog, at hun var taget tilbage til USA, men det fandt man mærkeligt, for hvorfor havde hun ikke fortalt sine venner noget om sine planer?
Ikke nok med at Cora var væk, men pludselig forsvandt Dr. Crippen og hans assistent, den unge, kønne Ethel le Nerve, også. Inden da havde politiet dog fået nys om urent trav i lægehjemmet, og da man fandt et parteret og forrådnet lig i gravet ned i kælderen, syntes sagen at være klar: den ellers så milde og venlige læge havde myrdet sin rappenskralde af en kone.

Kort tid efter al denne dramatik opdagede styrmanden på S/S Monrose, at der var noget underligt ved et par af passagererne, der gik for at være far og søn. Hans mistanker voksede, og inspektør Dew fra London, der havde sagen med den morderiske læge, blev adviseret, så han kunne anholde Crippen og Ethel, før de nåede frem.
De to havde forelsket sig i hinanden og havde drømt om en fremtid sammen i Canada eller USA, men deres planer mislykkedes altså på grund af den skarpsindige styrmand. Resultatet var, at Dr. Crippen blev dømt og henrettet for mordet på sin kone, men mærkeligt nok har man mange år senere fået mistanke om, at det var et justitsmord. Således er der dem, der på det bestemteste hævder, at det parterede lig i kælderen slet ikke var Cora, men en mand. Den side af sagen gør unægtelig tingene meget indviklede, og det har også vakt opmærksomhed, at Crippens amerikanske familie har forlangt at få hans jordiske rester udleveret. Dette er Boris Johnson gået med til, så nu når den henrettede mand alligevel frem, bare alt for sent og uden sin elskede Ethel.

https://msutoday.msu.edu/news/2011/msu-scientists-turn-tables-on-century-old-murder/

Den djævelske "moderkærlighed"

Denne franske aristokrat, Madame Louise Monnier, var højt respekteret af den parisiske overklasse, hvor hun færdedes.Hun var meget velhavende og gav rundhåndede bidrag til de trængende, hvilket  skaffede hende anerkendelse i de fornemme cirkler, hvor hun og hendes søn, Marcel, færdedes. 

Hun var stolt af sin søn, for han havde klaret sig godt og var blevet advokat. At hun også havde en datter ved navn Blanche var ikke blevet glemt, for hun var kendt som en smuk, blid og venlig pige, som alle kunne lide.

Mystisk nok var der ingen, der havde set den yndige, unge pige i mere end 20 år, så hvor var hun? Tjah, hvad med at kigge lidr nærmere på hendes mors hus med de mange værelser? I et af de mindste lå der nemlig en udtæret og mere eller mindre halvdød, midaldrende kvinde gemt. Hendes fangevogter var ingen anden end den fornemme og respekterede Madame Monnier, der tragisk nok var. hendes mor, for hun synes at have været helt uden moderkærlighed, når det gjaldt Blanche.

Den bedårende Blanche havde hele livet foran sig, da hun som 25-øårig blev forelsket i en mand, som hendes mor bare ikke kunne acceptere, for han var fattig og ikke så fornem som Monnier-familien. At Blanche ikke ville opgive sin kærlighed betød imidlertid, at hendes mor og bror besluttede at holde hende indespærret i et lille, uhumsk værelse, hvor hun efterhånden forvandledes fra en skønhed til noget, der lignede et skelet med hud på.

Hendes elskede var død pludseligt i 1885, så han var uden skyld i, at hun ikke blev fundet før 1901, fordi en behjertet sjæl sendte et anonymt brev til politiet. Da ordensmagten tiltvang sig adgang og fandt hende, lå hun helt nøgen i et lille-bitte værelse, dækket af rester af afføring og andre uhumske ting. Det levende skelet vejede kun 25 kg, for hun var "selvfølgelig" også blevet sultet og havde kun fået mad med en lille ernæringsværdi.

Sagen vakte stor opmærksomhed, og da Madame Monnier så sin datter befriet - og selv blev arresteret - blev hun syg og døde to uger senere. Hvad Marcel angik, så mente myndighederne ikke, at hans mentale tilstand gjorde ham egnet til straf. Problemet var også, at det, mor og søn havde gjort, ikke var omfattet af loven, for der var ingen fortilfælde. Man vidste åbenbart ikke, hvad man skulle stille op med en sådan forbrydelse, og hvor man først ønskede at retsforfølge Marcel og hans mor, så opgav man det nødtvungent. At hans søsters liv var blevet spildt på denne modbydelige måde var bare noget, der skete. 

Det eneste, man kunne gøre, var at anbringe stakkelse Blanche på et sindsygehospital, for hendes 25 år lange indespærring havde selvfølgelig haft alvorlige følger for både hendes fysiske og psykiske helbred. Hun blev aldrig rask, men døde som 63-64-årig på hospitalet i 1913.