Den skarpsindige detektivs far troede på spøgelser

Dette "Stjerne-Hæfte" har jeg aldrig haft fornøjelsen af et læse, men selv om jeg oprindelig kunne lide og beundrede den super-skarpe detektiv, Sherlock Holmes, så har tidens gang og større indsigt i både dette og hint nu også tæret på min sympati, så jeg ville måske også være blevet skuffet, hvis jeg havde fået fat på det. Hvorom alting er, så er der dog et par krøller på historien om den døde/ikke-døde Sherlock, der er interessante.

Episoden med Sherlock, der angiveligt dør, byder også på hans værste fjendes, nemlig Professor Moriartys, død. Det sker alt sammen i "The Adventure of the Final Problem" (1893), men Sherlock genopstår i "The Adventure of the Empty House", der også handler om det mystiske mord på Ronald Adair, og alle Holmes-fans - inklusiv Dr. Watson - kan ånde lettet op: helten er tilbage! Mange i datidens England havde begrædt hans død, og fattede ikke, at Conan Doyle kunne nænne at slå ham ihjel, hvilket han da så heller ikke kunne. Selvfølgelig dør han ikke virkelig, selv om hans skaber havde besluttet at slå ham ihjel, fordi også han blev træt af ham, så selvfølgelig vender den super-rationelle detektiv, Sherlock Holmmes, tilbage fra de "døde", fuldt restitueret oven på sin "ferie som afdød".

Tiden svælgede i det okkulte, og også Conan Doyle elskede den slags. Det var på den måde han traf en anden stjerne, der blev hans gode ven en kort periode, nemlig den store illusionist Harry Houdini, der også var mægtig interesseret i alt sådan noget hokus-pokus. De to mænd mødtes, men havde lige fra begyndelsen en helt forskellig holdning til seancer, spøgelser, etc., der tryllebandt masser af ellers fornuftige mennesker i denne periode. Hvor Conan Doyle troede på, at de okkulte fænomener var ægte, så var Houdini særdeles skeptisk. Hvor han på et tidspunkt satte han sig for at bevise, at der var tale om humbug, så var det helt anderledes med den skarpsindige Sherlocks far.

Conan Doyle troede ikke bare på det okkulte, men mente også, at Houdini selv besad overnaturlige evner. Noget magikeren benægtede, foruden at han afslørede flere medier, der påstod, at de talte med de døde. DET kunne den super-skarpe Sherlocks far ikke lide - og så var det slut med det venskab!
 

https://www.shmoop.com/study-guides/literature/return-of-sherlock-holmes

 

https://study.com/academy/lesson/sherlock-holmes-return-from-death-in-the-empty-house.html 

https://lithub.com/why-harry-houdini-did-not-like-arthur-conan-doyle

en.wikipedia.org/wiki/A...

Søsteren

 

Ligner denne kvinde, nemlig Paula Wolff (1896-1960), sin storebror, Adolf Hitler? Ikke umiddelbart, men da hun døde i 1960 som 64-årig uddøde denne Hitler-blodlinje med hende, for som børn af Clara og Alois Hitler var de helsøskende. De havde halvsøskende, nemlig fra faderens første ægteskab, men kun disse to delte et virkeligt slægtskab. 

Klara Hitler

Man ved ikke så meget om Paulas politiske idealer, men de fleste tror, at hun var meget naiv samt slet ikke interesseret i politik. Hun beundrede sin bror som person og forsvarede ham under forhør efter Anden Verdenskrig. Således troede hun slet ikke på, at han havde haft en finger med i spillet, da jøderne blev myrdet, "for sådan var han ikke". Ligesom deres fælles far havde tævet Klara og lille Adolf, så havde Adolf ellers tævet sin søster, "men kun for at opdrage og retlede hende". For mig at se er det ekstremt naivt at tolke vold på den måde, men det gjorde hun åbenbart.

Den unge Paula havde forskellige rengørings-jobs, bl.a. på et jødisk kollegium. Ingen oplevede fordomme imod jøder fra hendes side, og hun viste heller ingen sympatier for nazisterne. Således var hun ikke medlem af partiet, men var tilsyneladende helt og aldeles neutral. Var det hendes naivitet, der fik hende til at forlove sig med doktor og nazi-officer Erwin Jekelius, der var ansvarlig for mord på mindst 4.000 mennesker i gaskamrene? Hvorom alting er, så forbød storebror Adolf hende at gifte sig med ham, og han blev sendt til østfronten, hvor han døde som krigsfange i en russisk lejr. At hun ønskede at gifte sig med denne fyr har virkelig forbavset historikerne, for så må hun have været i total fornægtelse, ikke mindst når det gjaldt broderen og hans politik. Noget, der måske også hang sammen med hans økonomiske hjælp under krigen, for den fik hende formentlig til at se ham som "god".

De to søskende mødtes meget sjældent, måske bare en eller to gange om året, men det trak ikke fra i Paulas hengivenhed for sin bror. Hendes selvvalgte efternavn, "Wolff", var iøvrigt en form for hyldest til ham, da hun havde skiftet fra "Hitler" til det navn, han selv på mange måder identificerede sig med. Således fungerede det som en slags kodeord for ham.

Efter krigen levede hun et meget stille og privat liv. Hun deltog kun i et eneste interview, nemlig med den britiske journalist Peter Morley. Den tyske version er væk, men den engelske eksisterer stadig. (Om den er beskåret, ved jeg ikke).

 

"Paula Hitler". Washington Post. Associated Press. 3 June 1960. Archived from the original on 4 March 2016. Retrieved 17 May 2008. Berchtesgaden, Germany (AP) Paula Hitler, sister of Adolph [sic] Hitler, died Wednesday, according to police

Wikipedia

 

Er det KUNSTEN eller NAVNET, det gælder???

 

Er dette et fantastisk maleri, ja, nærmest et genialt mesterværk? Tjah, det er nydeligt, men ikke min smag, så jeg ville bestemt ikke have givet $8.3 millioner for det, men det gjorde formanden for Sothebys auktionshus, Domenico De Sole, i 2004. Hvorfor gjorde han nu det? Jo, det blev præsenteret for ham som et af den abstrakte expressionist Mark Rothkos malerier, og de er pr. definition geniale samt meget dyre. Denne maler havde levet meget beskedent, men efter hans selvmord i 1970 blev hans billeder mere og mere værd: NAVNET solgte, og ikke han selv, men kunsthandlere og samlere tjente gode penge på ham. I dette tilfælde var det et meget prestigefyldt kunstgalleri, Knoedler & Co., der syv år før købet havde udbudt billedet til salg. De havde en særlig aftale med en person ved navn Glafira Rosales, der angiveligt havde adgang til uanede mængder af (efterhånden) berømte maleres ukendte mesterværker. Det drejede sig bl.a. om Jackson Pollock, Mark Rothko og Willem de Kooning, der alle var blevet berømte, og som derfor var gode samle- og investeringsobjekter. Den person, der havde købt mange af disse billeder til galleriet, var Ann Freedman, der havde været tilknyttet Knoedler & Co. i mange år.

Glafira Rosales til venstre og Ann Freedman til højre

Syv år efter at have købt Rothko-billedet for $8.300,000 opdagede Domenico De Sole, at han var blevet narret. Billedet - som mange havde prist som et vidunderligt kunstværk!!! - var blevet afsløret som humbug. Det var aldeles ikke Mark Rothko, der havde malet det, men en kinesisk kunstner, Pei-Shen Qian, der boede i Queens, hvor han sprøjtede billede efter billede ud. De var alle så gode forfalskninger, at det kunne fortsætte i årevis og gøre et par spanske hallunker, brødrene Jose Carlos og Jesus Angel Bergantinos Diaz, rige. Den ene af dem var kæreste med Ann Freedmans kontakt, Glafira Rosales, og havde en datter med hende, så svindlerierne var en form for familieforetagende. 

Domenico Del Soles og hans kone blev så vrede over at være blevet nattet, at de lagde sag an imod galleriet. Retssagen gjorde det klart, at Pei-Shen Qian-billeder havde indbragt $70-80.000.000, og selv om køberne paradoksalt nok var glade for de svindler-billeder, de havde købt, og som de anså for ægte kunstværker, så endte Domenico De Soles retssag imod Ann Freedman og galleriet med sorg og tænders gnidsel. Hun mistede sin stilling, og det gamle, hæderkronede galleri lukkede. Pei-Shen Qian stak af til sit hjemland, Kina, hvor han angiveligt maler på livet løs, men i sit eget navn. Et af problemerne med sager af denne art er nemlig, at et ægte kunstnerisk talent kan blive misbrugt til falsknerier, hvor det burde have blomstret som en nyopdaget kunstners mesterværker. Qian er nemlig en glimrende maler, men desværre var han en lige så god bedrager, hvilket fristede et par skurke til en udnyttelse af hans talent. Det var deres og ikke hans ide, og ironisk nok var de beløb, der blev udbetalt til ham af de spanske brødre for det, der indbragte dem millioner, latterligt små, man kan sige, at der var tale om en spiral af bedragerier.

Hvis ikke Quin havde forfalsket malernes signaturer, men havde skrevet sit eget navn, så ville alt være OK juridisk set. Malerierne ville dog ikke have indbragt de astronomiske summer, de gjorde, og det er humlen i sagen: samlere, museer, gallerier, etc. køber ikke bare værkerne, men i lige så høj grad navnet. Har du en Rembrandt, en Corot eller f.eks. en Rothko, (og de er ægte), ja, så er du på den grønne gren i denne kunst-verden, der går mere på snobberi og økonomi end på kunst. Hvis du i stedet for ægte malerier har forfalskninger, så mister du ikke bare penge på en dårlig investering, men bliver til grin for at være så godtroende. Domenico De Soles var virkelig glad for det maleri, som han troede var et ukendt Rothko-mesterværk, men da han fandt ud af sandheden, er han nok blevet flov, for der er sikkert dem, der har grint ad ham. Ikke desto mindre fremstår billedet som et kunstnerisk mesterværk, så de tabte investerings-summer burde ikke trække dets værdi ned under gulvbrædderne. Enten er det god kunst, eller også er det ikke god kunst, hvad malerens navn end er. Qian skabte jo faktisk noget originalt - bare i en andens navn ....

Noget, der gør retssagen til en øjen-åbner mht kunst-begrebet er, de diskussioner, man røg ud i under retssagen. Det drejede sig om, hvorvidt det falske Rothko-billede skulle hænge med den røde farve øverst eller nederst. For mig giver det et interessant perspektiv til hele denne debat om kunst og investeringer ....

Svindlerier er også en form for kunst, da det kræver en ganske særlig ekspertise ....

 

 

https://www.artnews.com/art-news/news/knoedler-forgery-scandal-documentary-review-1202685153/ 

 

https://www.artlyst.com/news/glafira-rosales-blows-the-whistle-on-new-yorks-biggest-art-fraud/ 

 

Tryghedens evangelium

Det kan være rigtigt nok, at lykke hører sammen med følelsen af tryghed, men ingen af delene er nu altid til rådighed, bare fordi man ønsker det.

Hmmmm, tjah, men er det nok til at give tryghed? Den allerførste læresætning i moderne tid lader til at være "Tryghed først og fremmest", og jeg føler såmænd selv dens slagkraft engang imellem. Er der noget dejligere end at vide, at hvor man end er, og hvad man end gør, så er man tryg, for man er FORSIKRET imod uheld og andet, der kan forrykke balancen i det, man forstår ved "et godt liv", nemlig en socialt sikret tilværelse. Hvis man ser denne højt skattede tryghed som fundamentet for ens tilværelse, så skal der dog ikke meget til, før man føler, at fundamentet vælter. Dvs. at "trygheden" som sådan er mere eller mindre illusorisk, for ægte tryghed lader sig ikke rokke, men står fast. Ligevægtens nul-tilstand forvandles lige med et til en alvorlig minus-tilstand, der f.eks. kan starte sådan: pengene er der, boligen er der, vennerne er der, men man bliver syg, og BUM, så er det faste fundament pludselig blevet flydende eller i hvert fald meget vakkelvornt ....

Den form for tryghed, der hviler på fornemmelsen af social sikkerhed, er nok den grundlæggende, men der er også andre former. F.eks. giver det tryghed at vide, man er "som alle andre", og ikke har uacceptable kanter, der stikker ud til alle sider. Desværre må jeg sige, at også denne form for tryghed er en illusion. Man lever som sine venner, har de samme meninger som dem, og alt er fryd og gammen, for man støtter gensidigt hinanden gennem bekræftelser på at man er "normal". At skeje ud og pludselig blive anderledes er ikke velset, for det truer den fælles følelse af tryghed. Rammen omkring denne form for tryghed er det ensartede, genkendelsen af sig selv i de andre og manglen på spørgsmålstegn ved det, der anses for at være "normalt".

Og så er der dem, der dyrker deres egen stormægtighed som "enere". Giver det tryghed at føle sig forskellig fra andre? Det tror jeg faktisk, at det kan, hvis det er ægte. Lyver man for sig selv, idet ens fornemmelse for ens egen unikke natur bare er et dække for en mindre behagelig social tilstand, så forøges ens mangel på tryghed betydeligt. Man føler, at man er noget særligt og ikke står til regnskab for andre. Desværre for ens selvfølelse har man kun drømmerier at byde på som "beviser", og det er i sidste ende nedbrydende for den selvtillid, denne type mennesker har brug for. 

Selv folk, der er udmattede fysisk og psykisk, ja, nærmest udslukte gør én ting hver eneste dag, fordi de føler, at det er dér, trygheden ligger: de tager på arbejde, for hvad skal de ellers gøre? I tider med arbejdsløshed bliver arbejdet det store, lokkende lys længere fremme i en meget mørk og uhumsk tunnel, og det forstår man jo godt. Jobbet - hvad enten det er godt eller ej - er det, der bringer mad på bordet og et hjem at stille dette bord. Uden jobbet er der lukket af for alle mulige dagligdags fornødenheder, så man ved, at det er vigtigt, men 100% trygt er det nu ikke. Alle kan jo have et job, som de kan miste på grund af forhold, de ikke selv er herre over ....

Og så er der kærligheden, der i århundreder var kvindens eneste mulighed for at opnå økonomisk og social tryghed. Man giftede sig til forsørgelse, og nogle gjorde det tilmed af kærlighed, men næppe uden at skele til det sociale perspektiv. Hvis de ikke kunne få den, de elskede, så måtte de elske den, de fik, og det gjorde mange af dem sikkert også. Kærlighed og ægteskab var i hvert fald vejen frem for den ærgerrige kvinde/mand, der var så heldig at falde over en god kandidat til at blive deres "bedre halvdel". Systemet byggede dog ikke på et fast fundament, da den sociale tryghed først og fremmest var afhængig af noget så uforudsigeligt og skiftende som følelser. 

Det var så den "tryghed"!

Kærligheden kan være herlig, men at satse på den som den store tryghedsskaber er simpelthen ikke klogt. De fleste ved det godt, men deres behov for at opnå følelsen af at være elsket og passet på er så stort, at den kommer højt op på deres ønskeliste for et godt liv.

Den ultimative tryghed for en tryghedsnarkoman er måske i virkeligheden en fængselscelle, hvor der bliver passet på én. Man får sin mad bragt og er beskyttet imod vejr og vind, og det er begrænset, hvilke vanvittigt utryghedsskabende handlinger, man kan begå. Kort sagt, både herligt og helt igennem forfærdeligt ....

 

Tanker omkring begrebet "had"

Dette manifest må vel gælde hele verden, og jeg kan såmænd godt sætte mig ind i den følelse, i hvert fald de dage hvor alt er dumt og går mig imod. 

Det var ikke så lidt!!! Spørgsmålet er dog, om "you" står for "jer" eller "dig", dvs. "hele verden" eller bare én person. Jeg har indtryk af, at dem, der hader én, som regel har en mere intens følelse end dem, der hader "hele verden". Det personlige lægger tryk på følelserne, og de næres af erindringer om en uret, der ikke sådan er lige til at glemme eller skyde fra sig. Især ikke, hvis man regelmæssigt ser den, der har gjort en ondt, fornærmet en eller "bare" er en skiderik. Således kan jeg sige, at nok hader jeg fyre som Reinhard Heydrich, men det er en anden type had end det, jeg kan føle for personlige fjender. Her er der tale om et subjektivt had, som jeg ikke deler med andre: det er mig, det gælder, og selv nære venner kan have svært ved at forstå, hvad man taler om.

Det objektive kommer af afstand, medens det subjektive er knyttet til forestillinger om nærhed, og  dette ulækre væsen er da heldigvis ikke nær på mig. Til gengæld kan jeg dele hadet til ham og hans slags med andre, der heller ikke er tæt på. Vi mødes i et objektivt had ....

Dette manifest forstår jeg ikke helt: hjerter, regnbue + noget, jeg ikke aner, hvad er. Ikke desto mindre et stærkt udsagn, der vel siger: "Jeg hader dig med fynd og klem!!"

"Rent had"?

Jeg tror ikke på "rent had" af nogen art. Hvis man med "rent had" mener en ubesmittet følelse, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, fordi den i den grad er velbegrundet, så er det alligevel svært at argumentere for dens berettigelse. 

Her der der tale om vold imod et lille barn, der pr. definition er uskyldig, og som ikke har fortjent noget i den stil. Hvis man er barnets mor eller far, har man al mulig ret til at føle et subjektivt had, men noget dom dette kan så sandelig også sætte gang i et voldsomt objektivt had: jeg kender ikke dette barn personligt, men føler en så stor vrede imod den person, der har mishandlet sådan et lille, uskyldigt væsen, at det nærmer sig had. Man overvældes af mange forskellige følelser, når man ser sådan et syn, og den stærkeste er nok medlidenhed, men så sandelig også et stærkt ønske om at opnå retfærdighed for den mishandlede baby. Sidstnævnte følelse bliver til objektivt had.

Ord, der modsiges af en glad smiley, og det hele på sort baggrund? Temmelig forvirrende som budskab, men måske udtrykker det et spinkelt håb om at kunne forvandle hadet? I stedet for at hade sort-på-sort bør man kunne føle et hverdagshad, der egentlig ikke kvalificerer sig til betegnelsen "had", bl.a. ved at være noget forbigående. Hmmmm - den vil jeg tænke lidt mere over, for den er virkelig forvirrende ....

 

Mjølner, den nordiske boomerang

 

Tordenguden Thor havde et uforligneligt våben i den hammer, som de to dværge, Sindre og Brokk, havde smedet i forbindelse med Lokes væddemål med dem. Nu havde Loke det jo med at drille og snyde både den ene og den anden, og i dette tilfælde var det særlig alvorligt, for han havde klippet håret af sin hustru Sif, der var en fornem kvinde af aseslægt. 

Thor blev rasende og forlangte, at han skaffede hende nyt hår, men af ægte guld, og det skulle kunne vokse som hår almindeligvis gør. Hvis ikke han gjorde det, ville han dræbe ham, og når Thor sagde den slags, så var det alvor. Derfor opsøgte Loke Ivaldesønnerne og fik hjælp af dem til at lave nyt guldhår til Sif. Ikke nok med det, men han fik dem også til at lave det uforlignelige skib Skidbladner samt spyddet Gungner. Pralhals som han var, pralede han af disse to fine ting over for dværgen Brokk og satte sit hoved i pant på, at ingen - heller ikke den kyndige dværg og hans lige så skarpsindige bror, Sindre - kunne overgå disse fantastiske frembringelser. Straks gik de to dværge i gang og fremstillede bl.a. galten Gyldenbørste og hammeren, Mjølner. 

Da alle disse vidundere blev forelagt Odin, der skulle fælde dom i væddemålet mellem Brokk og Loke, dømte han til fordel for dværgene, hvilket betød, at Loke skulle af med hovedet. Brokk gjorde sig klar til at hugge det af, men den gik dog ikke, for Loke kom med et uimodsigeligt argument: "Hovedet kan du få, men halsen er min!"

Sifs hår voksede ud igen, men bestod nu af det pureste guld

Mjølner var det mægtigste våben i Asgård, og den havde mange nyttige egenskaber. Bl.a. kunne den skifte form og størrelse alt efter omstændighederne. Det, der først og fremmest gjorde den helt uforlignelig, var, at den altid kom tilbage til den, der kastede den, fuldstændig ligesom en boomerang.  På grund af dens voldsomme kraft, både når den blev kastet og vendte tilbage, måtte Thor have smedet den magiske handske Iarngreipner, der var overmåde stærk og kunne beskytte den hånd, Mjølner returnerede til med fuld kraft. Hammeren ramte altid den, den blev kastet imod, og Thor elskede den. Da den pludselig forsvandt, bad Thor den luskede Loke om hjælp. Sammen fandt de ud af, at den nok var blevet stjålet af jætten Trym. Det viste sig at være rigtigt, men Trym stillede vilde krav for at levere den tilbage. Han forlangte nemlig at få kærlighedsgudinden Freja som kone i bytte for hammeren. Freja nægtede fornuftigt nok at lade sig vie til Trym, men han veg ikke: ingen Freja, ingen returnering af Mjølner.

Gode råd var dyre, men Heimdal fandt på en udvej: Thor kunne selv opsøge Trym, forklædt som den smukke Freja. Da Mjølner var en uvurderlig hjælp i kampen mod jætterne, var Thor villig til lidt af hvert for at få den tilbage, så han gik ind på Heimdals forslag og drog afsted sammen med Loke, iført noget af Frejas tøj.
 

I betragtning af at Freja var den skønneste kvinde blandt gudinderne, var dette en meget dristig plan, for hvor hun udstrålede femininitet, stod han for rendyrket maskuliniet, men hvo intet vover, intet vinder, så han drog afsted, fast besluttet på at få Mjølner tilbage.

 

Klædt som brud optændte Thor på besynderlig vis Tryms begær i en sådan grad, at han overså ALT, der pegede på, at denne kraftige, skæggede person med det gennemborende blik ikke var Freja. Da jætten -  som aftalt - gav sin "brud" Mjølner i hånden, forvandledes sceneriet fluks fra bryllup til slagmark, for Thor kastede hammeren og fik huset til at styrte sammen, så en masse jætter omkom. Efter denne dåd vendte han tilbage til de andre guder sammen med Loke.

Alt var godt igen, Thor havde sin hammer, og Mjølner svigtede ikke, men der var dog én ting hverken den eller nogen af guderne kunne stille noget op imod: alderdommen.

Da den gamle, krogede kvinde Ælde blev præsenteret som Thors modstander i en brydekamp, syntes resultatet givet på forhånd, men hun viste sig at være en mere end værdig modstander. Faktisk besejrede hun ham, og først derefter blev det afsløret, at hun var den personificerede alderdom, som guderne kun kan frelses fra af Iduns æbler.

Thor er og bliver en brushane, der tydeligvis har flere muskler end hjerneceller. På et tidspunkt blev han også stillet over for en konkurrence om at tømme et drikkehorn, hvilket han ikke regnede for en særlig svær opgave. Han bællede i sig, men hornet tømtes ikke, og det viste sig at være de uudtømmelige verdenshave. Også denne gang kom han til kort, men han er dog stadig en af de mest populære af de farverige nordiske guder ....

 

 

 

Hvem er hvem?

Ja, denne klinge var den, der huggede hovedet af dronningen af Frankrig, Marie-Antoinette (1755-1793), og hun var ikke den eneste, der mistede hovedet under Den Franske Revolution. Denne fandt formentlig kun sted, fordi hun og hendes mand, Ludvig XVI (1754-1793), ikke forstod den sociale situation. Jeg tror, de begge blev meget forbavsede over, at problemet med de utilfredse borgere ikke gik i sig selv igen, sådan at deres priviligerede liv kunne fortsætte, som det hele tiden havde gjort. Han var i hvert fald uerfaren og nærmest handlingslammet, tilmed på flere af livets vigtigste områder for en konge. Et af disse bestod nemlig i at skaffe landet en tronfølger, og det varede hele otte år, før dronningen endelig langt om længe blev gravid.

                             Voksfigurer, der forestiller den døde dronning og hendes mand

 

Marie-Antoinette var kendt for sin store skønhed, sin ødselhed og sin pyntesyge. Ingen af disse karakteristika passede helt på hende, for ligesom noget nær alle andre habsburgere havde hun tunge og ikke klassisk smukke træk, og i virkeligheden foretrak hun et landligt, ukompliceret og privat liv langt væk fra hoffet. Hun blev gift med den kejtede tronarving Louis-Auguste som 14-årig i 1770, men der var store problemer i ægteskabet, som hendes bror, den østrigske kejser Joseph II, efter nogle års ufrugtbart samliv måtte hjælpe det unge par med. Han forklarede sin svoger grundprincipperne i børnefødsler, og den naive og uerfarne Louis fik desuden en sex-lærerinde, nemlig den gifte kammerpige Philippine Lambriquet. Resultatet af alle disse anstrengelser var en sund og rask datter ni måneder senere, og den lille pige lignede til forveksling den datter, som dronningen fødte nogenlunde samtidig. Faktisk lader der til at være tvivl om, hvem der er hvem, bl.a. i forbindelse med et bestemt billede.

Dette billede bliver som regel fremstillet som et portræt af det barn, som kammerpigen fik med kongen, nemlig Ernestine de Lambriquet. Der er dog eksempler på, at det regnes for et billede af Marie-Antoinettes datter, Marie Thérèse, for så meget lignede disse to formodede halvsøstre hinanden, at de let kunne forveksles.

Noget, der bidrager til forvirringen er, at Ernestine blev adopteret af kongeparret sammen med tre andre børn. På et tidspunkt blev hun ligefrem angrebet af "pøblen", fordi man troede, at hun var Madame Royale, som kongeparrets datter, Marie Thérèse, blev kaldt. 

Dette er Madame Royale, dvs. Marie-Therese (1778-1851), datter af Ludvig XVI og Marie-Antoinette samt dronning af Frankrig i 20 minutter. Hun blev gift med hertugen af Angoulême, der som søn af Ludvig XVI's bror, nemlig kong Charles X, var hendes fætter. Den 2. august 1830 måtte både hendes mand og svigerfar nødtvungent underskrive en abdikations-erklæring, hvilket teknisk set betød, at hun var Frankrigs dronning i de tyve minutter, der gik, efter at Charles X havde skrevet under, men endnu ikke hertugen.

Marie-Thereses mand samt fætter, Louis-Antoine, Hertugen af Angoulême

Efter at hun døde af lungebetændelse i 1851 opstod der rygter om, at hun aldeles ikke var Madame Royale, men at hun som en prinsesse i alvorlig fare på grund af revolutionen var blevet udvekslet med sin formodede halvsøster, Ernestine Lambriquet. Dette førte til, at man i 2013 gravede en grav op i Tyskland, der tilhørte en mystisk kvinde, der var kendt som "Den Sorte Grevinde". Hun havde opgivet sit navn som Sophie Botta og boede på et slot, men når hun en sjælden gang forlod det, så var hun altid tildækket, så ingen kunne se hendes ansigt. Nogle tyske historikere mente, at hun var den ægte Madame Royale, men DNA-prøver viste, at det ikke var tilfældet. Hun var og blev til gengæld et fortsat mysterium, for ingen lader til at vide, hvem hun var, og i årenes løb har der været mange spekulationer omkring hendes identitet.

Madame Royale som ældre

Men  hvad så med Ernestine Lambriquet, hvordan blev hendes liv? Det beskrives vist bedst med en tur i rutschebanen, for hun dykkede socialt fra slotte og fornemhed til flugt og usikkerhed. Hendes mors mand - der jo muligvis var hendes biologiske far, selv om alle mente, det var kongen - blev fanget og henrettet for sin forbindelse med kongehuset. Selv blev hun under navnet Marie Philippine Lambriquet gift med en enkemand, men de fik ingen børn. Da hun døde i 1813 som 35-årig blev hendes forældres navne angivet som Jacques Lambriquet og Marie Philippine Noirot.

 

Når virkeligheden kopierer litteraturen

 

Ikke ligefrem en hygge-onkel: Edgar Allan Poe.

I 1838 udgav Edgar Allan Poe en roman - faktisk hans eneste - "The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket".

Historien var en grum beskrivelse af en flok sømænd, der lider skibbrud. De havner på en øde ø, og for at overleve trækker de lod om, hvem af dem, der skal slagtes, så de andre kan spise hans kød. Valget falder på en ung mand ved navn Richard Parker. 

Denne historie er selvfølgelig fuld af gys og gru, for det er jo Poe, der har skrevet den, men er den også en uhyggelig forudsigelse af kommende begivenheder? Tjah, det kunne godt være tilfældet, hvis nu man læser fortællingen med bagkundskabens skarpe blik: Knap halvtreds år senere sker der et virkeligt skibbrud, hvor en ægte flok sømænd lander på en øde kyst. Gode råd er dyre, for de har ikke noget at spise. "Heldigvis" for dem bliver deres yngste medlem, en 17 år gammel skibsdreng syg, hvilket får dem til at se ham som deres frelse fra sultedøden. De slagter ham og spiser ham derefter. Hans navn? Richard Parker .....